|
Et '''spolebånd''' er et magnetbånd til brug for optagelse og senere gengivelse af [[lyd]] ved hjælp af en [[båndoptager]].
Magnetbåndet består af magnetisk jernoxid-belægning på et langt stykke [[polyester]] (eller [[acetat]] eller [[papir]]) viklet om en [[spole]], der kan have forskelligforskellige diameterdiametre. De typiske båndspoler har en diameter på 7" eller 10,5" (18 eller 26,5 cm), og båndets længde er typisk mellem 1200' og 3600' (370 og 1100 meter). Afhængig af båndets brugshastighed, tykkelse, antal spor og eventuelt brug i begge retninger, kan der på et sådant bånd lagres 1-8 timers lydoptagelse. Ved indkøb af rå mængder bånd kan de leveres i større længder på op til 7200'. Den mest normale længde er 3600 fod (540-570 meter) på en 7" (18cm) spole. Tykkelsen er da 35 µm og betegnes oftest LP for Long play. Disse ses dog ofte i flere størrelser mellem 3" og 7" på loppemarkeder, medens der i dag til køb blot findes 5", 7" og 10,5". Disse er oftest beregnet til professionel brug og medens der oftest kun er 7" spoler med LP-båndtypen i 1/4" bredde, til kosumentbrugkonsumentbrug, så er der oftest 1/4", 1/2", 1" og 2" spoler og uden flanger på 1/4" og 1/2" i størrelser til 10.5" eller derover. En flange er en flad metalskive typisk med huller i et mønster, som både tjener til at se hvor meget bånd der er på spolen, samt at lette påspoling. Typisk er der tre skruer og møtrikker med skrå kanter, således at disse ikke rager ud over flangen, når spolen er samlet.
Ved brug af et spolebånd skal der i de allerfleste tilfælde også bruges en tom spole. Typiske maskiner har det fulde bånd til venstre for tonehovedbroen og den tomme opsamlingsspole til højre. Efter ind- eller afspilningen kan båndet spoles tilbage, og processen kan gentages, eller ved optagelser i begge retninger vendes begge spoler og igen fyldt spole til venstre og tom til højre og så kan båndet spilles til ende i modsat retning. ProfessioneltProfessionel brug udelukker normalt spoling i begge retninger. Nogle maskiner til hjemmebrug har mulighed for automatisk at afspille, eventuelt også indspille, båndet i modsat retning, såkaldt autoreverse, uden at man skal vende båndet. Det muliggør længere optagelser med en kort pause, hvormens retningen ændres. Nogle spolespoler består kun af et nav, hvorpå båndet spoles jævnt, selv ved store hastigheder. Disse kaldes AEG, og navet er en anelse mindre i diameter end NAB,; dissesidstnævnte har deres oprindeleoprindelse og udbredelse i tysk radiofoni. Resten af Europa benytter CINE, som minder om en tyndere udgave af en smalfilmsspole, en tap for centrering og 3 udhæng for at gribe i spolen under bevægelse.
De fleste båndoptagere kan benyttes lodratlodret og vandret og derimellem. De fleste har låseanordninger i plastik og metal (eks. Akai, Otari og Teac/Tascam) eller blot plast (eks. Revox/BASF, Pioneer, Technics) og eventuelt blot en gummiprop, som eventuelt kan være lavet af blødgjort plast (eks. Sony, Aiwa og B&O).
ForTil hjemmebrug er det udelukkende 1/4" (6,35mm) bredde, som anvendes, og på disse båndoptagere er der udelukkende CINE tap, hvis detder kræveskrævedes påsat NAB adapter, som udgjorde langt hovedparten af maskinerne. Tidlige (oftest) Europæiskeeuropæiske maskiner kunne blotkun klare spoler op til og med 5" eller 6", men i midten af 1960'erne kommerkom 7" til at være langt det mest udbredte i Europa. I elektronikmagasinerne fra dengang findesses et væld af byggesæt, som gav mere eller mindre funktioellefunktionelle båndoptagere,. detDet var navnlig i EnglandStorbritannien, at sådant kom som kitssamlesæt og blev færdigsamlet, så at fingernemme amatører kunne spare lidt penge. Et af de meste prominente ellerog velkendte er nok [[Elektor]]-magasinet, som selvlangt op i 1980'erne bød på dele til båndteknik i løssalg. Mange af de kitssæt, som blev udbudt i EnglandStorbritannien, førtes ikke i andre lande. Tilbehør såsom netop tomme spoler til redigering og færdige lydmontager samt opbevaring af spoler var stort. Efter 2000 er der meget få steder, hvor det fortsat fås,. enEn af Europas største producenter af spoler og tilbehør til mange formål, Posso, byderudbyder fortsat på spoler igennem deres hjemmeside, men ikke alle forhandlere lagerfører hele sortimentet. Det kan derfor anbefales at kigge på loppemarkeder, inden man kiggersøger på internettet. Oftest vil æsker til smalfilmsspoler også kunne bruges.
[[Fil:Elcaset.jpg|thumb|Sammenligning mellem kassettebånd og ElCaset.]]
For forbrugere blev spolebånd mere eller mindre afløst af [[kassettebånd]], som indeholder to spoler i en kassette. Men spolebånd rummer ofte mere information. I 1976 forsøgte producenten [[Sony]] at markedsføre en mellemting mellem en kassette og et spolebånd nemlig ElCaset, som består af en kassette, som er lidt tyndere end et [[VHS]] videobånd, og omtrent samme bredde og højde, hvori der er et bånd på to halve spoleflanger, som overlapper på midten. Hastigheden er 3 3/4" (9,5 cm/s) og med stereo i begge retninger til en samlet spilletid på 60 og 90 minutter for normale salgskassetter. Formatet faldt dog til jorden med et hult drøn, og for de fleste er spolebånd et fortidslevn, ogmens er kassetten en nyere ting, somomend også den har været på retur siden midten af 1990'erne.
Spolebånd er et samlingsbegrebsamlebegreb, der også dækker over de professionelle bånd, som anvendtes i pladestudier, bånd i flyenes sorte bokse og ældre videobånd-typer. Af dem findes der også forskellige typer. Den 'normale' – radiofonistandard er en kvart tomme bred. Den typiske afviklingshastighed på radiostationer er 7,5" pr. sekund. Men ved optagelse i pladestudier bruger man oftest 15" eller endog 30" pr. sekund, da frekvensgangen bliver mere jævn (og dermed giver bedre lyd), når der benyttes højere hastighed. Til logning af for eksempel flytrafik og politistationer benyttes ofte lave hastigheder såsom 15/16". Disse bruges kun til tale.
De maskiner, der blot står hos almindelige mennesker til brug i hjemmet, er normalt ikke en lydmæssig perle, for her er båndhastigheden også meget langsomlav, selvom maskinen bruges til musik og mere krævende lyde. 1 7/8" = 4,76 cm/s. Endda ofte langsommere end kassettebåndets 4,75 cm. i sekundet. Men i mange år har der normalnormalt været mulighed for hastighederne 3 3/4" samt 7,5" på samme apparat. De fleste af disse apparater kan maksimalt klare 7" (18 cm) spoler og de mindre spoler er ikke anbefalelsesværdige til en maskine med blot en motor idet trækkraften på spolerne øges til fare for båndets vel og båndet knækker ved for meget kraft.
Efter trådoptagerens tid, hvor også de store transcriptionsplader kunne holdeindeholde megen information, kom de første tonebånd. De var lavet på papirbasis hos [[Agfa]] i [[Tyskland]] i midten af 1930'erne, og kom til at spille en rolle under [[anden verdenskrig]], idet [[Hitler]]s taler blev udsendt i [[radiofoni]] samtidigt flere steder i [[Det Tredje Rige]], medens de allierede undrede sig over, at han var flere steder på samme tid. Efter at amerikaneren Jack Mullins fandt en [[Telefunken]] maskine og 50 papirbånd og tog dem hjem til [[USA]] for at studere fænomenet, blev amerikanerne de væsentligste udviklere i flere år.
[[Bing Crosby]] søgte at slippe for fem shows hver aften, som sendtes videre til fem tidszoner, og spille mere golf i stedet, og derfor blev [[Ampex]] sat til at kopiere den tyske maskine, og [[Scotch]] producerede noget brugbart båndmateriale. De første Scotch -bånd var af acetat,; de kendes ved, at lys passerer igennem sidelæns, når man holder en spole med båndet foran en lampe. Polyestertyperne, som kom senere, blokerer i stedet for lyset, og er mørke at se på.
Frem til midten af 1960'erne havde man såkaldte homogene spolebånd (uden for fagligt sprog kaldet "stålbånd", se "[[ODS]]" under "Staalbaand"). Det var spolebånd uden plastikbase – altså den plastik, som båndemulsionen er sprøjtet på. Den type bånd er imidlertid meget 'skøre'. Til gengæld var det ligegyldigt hvilken side af båndet, der blev indspillet på – blot skalkulle afspilningssiden være den samme.
[[Fil:BASF magnetband 1970.JPG|thumb|BASF bånd.]]
Hurtigt vandt plastiktyperne dog frem på grund af både smidighed og redigeringsvenlighed. Flere fabrikanter kom til, både [[Ampex]] i USA, [[Philips]] og [[BASF]] i Europa, [[Zonal]] og [[EMI]] Tape i England og Maxell og [[TDK]] i Asien. Ampex hedder i dag Quantegy. Medens [[Agfa]]s magnetdivision er under BASF, som nu hedder [[EMTEC]], og EMTEC har solgt magnetbåndsproduktionen fra på auktion, og RMGi i Holland har overtaget alt udstyr og produktion. Zonal laves nu i Australien. Maxell stoppede produktionen lige efter årtusindskiftet og TDK stoppede i midten af 1980'erne.
Philips og alle de øvrige producenter leverede også bånd til andre firmaer, som kunne sætte deres eget navn på. Eksempelvis Shamrock hos Radio Shack, God Tone hos [[Bilka]], [[Grundig]], [[Revox]], [[Telefunken]] og så videre. Eksempelvis er alle bånd, som Expert har ført, som ikke var Agfa eller BASF, billige bånd, som blev produceret af de få producenter i store mængder, og lagt på næsten ens plastikspoler og i æsker med forskelligt tryk på.
En stor mængde arkivmateriale ligger endnu på spolebånd, og på ældre arkiv- og masterbånd anvendes ofte såkaldt lagring i formatet "tail-out", hvor båndet lagres på returspolen for at undgå en lille før-kopi på båndet. Når båndet ligger rullet sammen, vil lyden fra et stykke bånd nemlig smitte af på det indre og det ydre lag. Ved at opspole båndet omvendt, undgås denne før-kopi. Kopieffekten høres i mindre generende grad samtidigt i den lyd, der bliver afviklet. Dette princip virker kun på bånd med optagelse i en retning. Tail-out, medfører også at et bånd som er afspillet og lagres på returspolen er pakket meget pænt og kompakt og således kan lagres længere uden at behøve omspoling.
Inden man benytter et bånd i lagringsformatet tail-out, spoles det over til afgivespolen, hvorefter det under afspilning lægger sig pænt på returspolen, som derefter igen kan lagres i lang tid.
Størrelsen på spolen kan variere fra 3" til 14"., Frafra små spoler til batteridrevne transportable apparater og til forsendelse af tale mellem familie og firmaer og op til 10,5", 11,4", 12" og 14" for de professionelle brugere.
De billigste batteridrevne maskiner har en varierende mængde tid på en given spole, idet det ikke er båndet, men spolen som drives rundt. Det får hastigheden til at afvige med unøjagtigheder og variationer fra yderst til inderst til følge, normalt ikke det store problem med mindre man skal afspille et bånd på en helt anden type maskine.
De fleste almindelige maskiner har et tælleværk, som viser omdrejninger af enten venstre eller højre spole under afvikling, og denne er logaritmisk frem for lineær. Dyrere maskiner og de som findes i studier har normaltidsudlæsning, de bedste endda uanset om der spoles frem og tilbage.
== Vedligeholdelse ==
|
