Versionen fra 22. feb. 2020, 21:57 redigér ErikThau (diskussion \| bidrag) Autopatruljerede 93 edits m Rettede grammatik, slåfejl, ordvalg, tegnsætning, orddeling, manglende verber Tags: Mobilredigering Redigering via mobilapp Redigering lavet i iOS appen ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 22. feb. 2020, 23:22 redigér fjern redigering Villy Fink Isaksen (diskussion \| bidrag) Kontooprettere, Patruljanter 83.262 edits m Fjerner link: Spole Gå til næste forskel →
Linje 3: Et '''spolebånd''' er et magnetbånd til brug for optagelse og senere gengivelse af [[lyd]] ved hjælp af en [[båndoptager]]. Magnetbåndet består af magnetisk jernoxid-belægning på et langt stykke [[polyester]] (eller [[acetat]] eller [[papir]]) viklet om en [[spole]], der kan have forskellige diametre. De typiske båndspoler har en diameter på 7" eller 10,5" (18 eller 26,5 cm), og båndets længde er typisk mellem 1200' og 3600' (370 og 1100 meter). Afhængig af båndets brugshastighed, tykkelse, antal spor og eventuelt brug i begge retninger kan der på et sådant bånd lagres 1-8 timers lydoptagelse. Ved indkøb af rå mængder bånd kan de leveres i større længder på op til 7200'. Den mest normale længde er 3600 fod (540-570 meter) på en 7" (18cm) spole. Tykkelsen er da 35 µm og betegnes oftest LP for Long play. Disse ses dog ofte i flere størrelser mellem 3" og 7" på loppemarkeder, medens der i dag til køb blot findes 5", 7" og 10,5". Disse er oftest beregnet til professionel brug og medens der oftest kun er 7" spoler med LP-båndtypen i 1/4" bredde, til konsumentbrug, så er der oftest 1/4", 1/2", 1" og 2" spoler og uden flanger på 1/4" og 1/2" i størrelser til 10.5" eller derover. En flange er en flad metalskive typisk med huller i et mønster, som både tjener til at se hvor meget bånd der er på spolen, samt at lette påspoling. Typisk er der tre skruer og møtrikker med skrå kanter, således at disse ikke rager ud over flangen, når spolen er samlet. Ved brug af et spolebånd skal der i de allerfleste tilfælde også bruges en tom spole. Typiske maskiner har det fulde bånd til venstre for tonehovedbroen og den tomme opsamlingsspole til højre. Efter ind- eller afspilningen kan båndet spoles tilbage, og processen kan gentages, eller ved optagelser i begge retninger vendes begge spoler og igen fyldt spole til venstre og tom til højre og så kan båndet spilles til ende i modsat retning. Professionel brug udelukker normalt spoling i begge retninger. Nogle maskiner til hjemmebrug har mulighed for automatisk at afspille, eventuelt også indspille, båndet i modsat retning, såkaldt autoreverse, uden at man skal vende båndet. Det muliggør længere optagelser med en kort pause, mens retningen ændres. Nogle spoler består kun af et nav, hvorpå båndet spoles jævnt, selv ved store hastigheder. Disse kaldes AEG, og navet er en anelse mindre i diameter end NAB; sidstnævnte har deres oprindelse og udbredelse i tysk radiofoni. Resten af Europa benytter CINE, som minder om en tyndere udgave af en smalfilmsspole, en tap for centrering og 3 udhæng for at gribe i spolen under bevægelse.

Spolebånd: Forskelle mellem versioner