Claudio Monteverdi: Forskelle mellem versioner

Claudio Monteverdi var den ældste søn af barbereren og [[kirurg|sårlægen]] Baldassare Monteverdi (født rundtomkring 1542). Selv om faderen levede i beskedne kår, fik de to ældste sønner en grundig musikalsk uddannelse hos [[Marc'Antonio Ingegneri]], [[kapelmester]] ved katedralen i Cremona, hvor den unge Claudio sang i kirkekoret. Ingenieris indflydelse genfinder man i Claudios første samling ''Sacrae cantiunculae'' (1582) som han komponerede 15 år gammel. I 1587 offentliggjorde han sin første samling [[Madrigal|madrigaler]].

I 1590 blev Monteverdi ansat som sanger og violinist ved hertug [[Vincenzo 1. af Gonzaga]]s hof i Mantova. Her var det gode betingelser med et fuldstændig [[orkester]] og fremragende [[solo (musik)|solister]]. Han må hurtigt være blevet et ledende medlem af hoforkesteret, for i 1595 fik han lov til at følge tjenesteherren på en militært motiveret rejse til Ungarn for at mødeyde modstand mod tyrkerne. Den 20. maj 1599 giftede han sig med Claudia de Cattaneis, selv sanger og datter til en af musikerne ved hoffet, med hvem han fik to sønner og en datter. Næsten umiddelbart efter måtte han følge tjenesteherren, som skulle på et spaopholdkurophold i [[Flandern]], og her mødtestiftede Monteverdi bekendtskab me mestrene i [[Den fransk-flamske skole|den fransk-flamske musikstil]].

I 1601 blev Monteverdi udnævnt til kapelmester, ''maestro di cappella''. Trods forpligtelserne ved hoffet komponerede Monteverdi i perioden fra 1590 til 1605 musik nok til at fylde fire madrigalbøger. Fra den femte bog havdevar han begyndt at komponere i den nye stil, og fra [[monodi]]ens betoning af klare [[melodi]]linjer, forståelig tekst og et sparsomt [[akkompagnement]], var der blot et kort og logisk skridt til den nye [[opera]]form, og: i 1607 komponerede Monteverdi en af de første af sin art, [[L'Orfeo]], som han skrev som bestillingsværk til det årlige karneval i Mantova. Operaen blev opført den 24. februar med stor succes.

Claudia døde i september 1607, et tab Monteverdi tog meget hårdt. Han boede en stundperiode hos sin fader i Cremona og vægrede sig mod at rejse tilbage til hoffet i Mantova, men til sidst blev han kaldt tilbage for at komponere en opera til hertugarvingenstronfølgerens bryllupsfest. Han skrev da operaen ''[[L'Arianna]]'' (1608), hvoraf kun den kendte "Ariadnes klage" er bevaret.

Monteverdi boede en kort stundtid i Cremona, før han i 1613 enstemmig blev valgt som kapelmester i [[Markuskirken]] i Venezia, en af de vigtigste poster i den musikalske verden på den tid. Her viste han sig som en effektiv administrator. Musiklivet havde ligget nede en tid, men han fik koret på føddernefode igen, engagerede nye virtuose sangere, somsåsom [[Francesco Cavalli]], indkøbte nye noder, genindførte regelmæssig [[Messe (musik)|messesang]] og sørgede for, at orkestermedlemmerne fik månedsløn i stedet for løn på opgavebasis. Dermed begyndte hans bedste og mest produktive år. Ved siden af talrige kirkemusikalske værker fortsatte Monteverdi at skrive verdslig musik, og han offentliggjorde mellem 1614 og 1638 madrigalsamlingerne nr. 6 til 8.

Han døde i 1643 i Venedig efter en rejse til Cremona og Mantova. Venetianerne gav hanham en fyrstelig begravelse, og han er gravlagt i kirken ''[[Santa Maria Gloriosa dei Frari]]'' hvor der findes en mindeplakette i et af kapellerne, somder flankerer hovedkoret.

Frem til, atIndtil han var 40 år, arbejdede Monteverdi hovedsagelig med [[madrigal]]er, og han udgav totalt 9 madrigalbøger. De første 8 viser en enorm udvikling fra renæssancemusik til typisk monodisk barokmusik.

''Quinto Libro'' (femte bog), offentliggjort i 1605, viser overgangen fra renæssance- til barokstil.<ref>Ringer, Mark. ''Opera's First Master: The Musical Dramas of Claudio Monteverdi''. Canada: Amadeus Press, 2006.</ref> Bogen var kernen i kontroversen mellem Monteverdi og [[Giovanni Artusi|Artusi]]. Monteverdi svarede på kritikken i forordet til den femte bog, hvor han foreslog at deleinddele musikken i to retninger: den gamle renæssancestil, som han kaldte ''prima prattica'', og den nye barokstil, ''seconda prattica''. ''Prima prattica'' beskrev han som forgængernes [[Polyfoni|polyfone]] ideal fra 1500-tallet med strengt [[kontrapunkt (musikteori)|kontrapunkt]], forberedte [[dissonans]]er og jævnbyrdighed mellem stemmerne. ''Seconda prattica'' anvendte et meget friere kontrapunkt med et tiltagende hierarki mellem stemmerne med vægt på [[sopran (stemme)|sopran]] og [[bas (stemme)|bas]]. I ''Prima Prattica'' skulle harmonierne kontrollere ordene, i ''Seconda prattica'' skulle ordene kontrollere harmonierne.<ref>Schrade, Leo. ''Monteverdi: Creator of Modern Music''. New York: W. W. Norton and Company, 1950.</ref> Dette repræsenterer et skridt mod den nye [[monodi]]ske stil. Mange af de nye madrigaler tog den meget moderne [[basso continuo|generalbas]]-teknik i brug. Desuden viste den femte bog begyndelsen på en bevidst funktionel tonalitet (det vil sige [[dur]]-[[mol (toneart)|mol]]-tonalitet i modsætning til [[Modal skala|modal]] tonalitet).

Mens han var i Venedig, fuldførte Monteverdi sin sjette, syvende og ottende madrigalbog. Den ottende er den største og indeholder værker skrevet over en 30-årsperiode. VolumetBindet indeholder blandt andet en dramatisk scene i ''Tancredi e Clorinda'' (1624), hvor orkester og stemmer danner to separate grupper, som spiller mod hinanden. Sandsynligvis blev Monteverdi inspireret af Markuskirkens to modstående [[balkon]]er til at forsøge denne opsætning. Et andet træk ved kompositionen er, at det er første gang [[Liste_over_musikterminologi#T|tremolo]] og [[pizzicato]] bruges på strengeinstrumenter for at opnå specielle effekter i dramatiske scener.

Florentineren [[Jacopo Peri]] skrev omkring århundredeskiftet de første værker indenforinden for det, man i dag kalder opera, og skabte dermed operaformen, eller en forløber for den. Kort tid efter, i 1607, skrev Monteverdi ''L'Orfeo'' -– den første opera, som udnytter genrens fulde potentiale. Handlingen beskrives i levende musikalske billeder og melodierne er lineære og klare. Monteverdi skabte med ''L'Orfeo'' en helt ny musikstil, ''[[Opera seria|dramma per la musica]]''. Monteverdis anden opera, ''[[L'Arianna]]'', blev uropført i Mantova i 1608, og er den i samtiden mest indflydelsesrige og berømte af de tidlige barokoperaer, selvom den i dag er gået tabt. Handlingen drejer sig om den gamle græske legende om [[Ariadne]] og [[Thesevs]].

Monteverdi komponerede i alt mindst 18 operaer, men kun ''L'Orfeo'', ''[[L'incoronazione di Poppea]]'', ''[[Il ritorno d'Ulisse in patria]]'' og den berømte [[arie]] "Ariadnes klage" fra hans anden opera ''[[L'Arianna]]'' er bevarede. De sidste år af sit liv var Monteverdi meget syg, men på denne tid komponerede han til trods herfor de to mesterværker ''Il ritorno d'Ulisse in patria'' (1641) og den historiske opera ''L'incoronazione di Poppea'' (1642) baseret på en episode fra kejser [[Nero]]s liv.

I Mantova ser det ikke ud til, at Monteverdi havde noget ansvar for kirkemusik, før han blev udnævnt til ''maestro di cappella'' i 1601. Det første kirkemusikalske værk, han offentliggjorde, var en [[Messe (musik)|messe]] i ''prima prattica'' (gammel) stil med temaer efter [[Nicolas Gombert]]s [[motet]] ''In illo tempore'' fra 1554. Senere blev denne en del af den berømte ''Vespro della Beata Vergine'' (1610, ofte fejlagtig kaldet "Mariavesper"), som hovedsagelig er i ''seconda prattica''-stil.<ref>Halsey, William D., ed. ''Collier's Encyclopedia''. Vol. 16. New York: MacMillan Educational Company, 1991.</ref> Disse ''Vesper-salmer'' er et godt eksempel på en tidlig komposition med gentagelse og kontraster – flere satser har en klar ''[[ritornel]]''. Det offentliggjorte værk er i stort format, og der har været en del uenighed om hvorvidt meningen var, at alle satserne skulle fremføres i en og samme gudstjenteste. Imidlertid er der flere indikationer på en indre sammenhæng. I sin store bredde er værket en forløber for barokmusikkens højdepunkter, som [[Georg Friedrich Händel|Händel]]s ''Messiah'' og [[Johann Sebastian Bach|J.S. Bach]]s ''Matthäuspassion''. Hver af de 24 dele er fuldt udviklede både musikalsk og dramatisk, og den instrumentale tekstur udnyttes for at opnå præcise dramatiske og emotionelle virkninger på en måde, som den gang var helt ny.

* ''L'Orfeo – favola in musica'' (''Orfeus''), opera, lib. Striggio, 1607. Bevaret i samtidigt tryk, som den eneste af hans operaer.