Antonin Artaud: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Tjalland (diskussion | bidrag) + infoboks |
→Karriere: Carl Th. Dreyer |
||
Linje 40:
I marts 1920 flyttede Artaud til [[Paris]]. Han sendte i en alder af 27 år nogle af sine digte til bladet ''[[La Nouvelle Revue Française]]''. De blev afvist, men redaktøren skrev tilbage i forsøget på at forstå ham, hvilket affødte et venskabsforhold i brevveksling. Dette værk, ''Correspondence avec Jacques Rivière'' var hans første store udgivelse. I november 1926 blev Artaud ekskluderet fra surrealistbevægelsen, i hvilken han havde deltaget kort, for at nægte at sige, at teatret var en borgerlig kommerciel kunstform, men også for at nægte at slutte sig til det franske kommunistparti sammen med de andre surrealister.
Han viste også stor interesse for film og skrev drejebogen til den første surrealistiske film, The Seashell and the Clergyman, instrueret af [[Germaine Dulac]]. Han spillede også med i [[Abel Gance]]s, [[Napoleon]] som [[Jean-Paul Marat]], og i [[Carl
I sin bog ''Det Dobbelte Teater'' (engelsk: ''The Theatre and Its Double'') udtrykte Artaud sin beundring for Østens teaterform, specielt den balinesiske. Han beundrede Østens teater pga. dets kodificerede og i den grad ritualiserede håndgribelighed bestående af balinesisk danseoptræden, hvilket lagde grunden til, hvad han kaldte et "grusomhedens teater". Med ”grusomhed” mener han ikke sadisme eller at det at påføre smerte, men mere en voldelig, fysisk determination for at knuse den falske virkelighed, som han sagde ligger som et dække over vores opfattelsesevne. Han troede på, at tekst havde tyranniseret meningen, og han advokerede i stedet for et teater gjort af et enestående sprog, midtvejs mellem tanke og gestus. Han troede også på, at seksuelle aktiviteter, inklusive masturbation, var skadelige for den kreative proces og burde undgås, hvis man håbede på renhed i sin kunst. Antonin Artaud beskrev det åndelige med fysiske udtryk. Han troede at alle udtryk er fysisk fremstilling i rummet. Han var fortaler for et system bestående af ”fællesterapi” gennem teater.
Linje 57:
4) Brug det groteske, det grimme og smerten for at konfrontere et publikum.
== Eksterne henvisninger ==
{{Commonscat}}
|