Vidkun Quisling: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Nordfra (diskussion | bidrag) mNo edit summary |
Nordfra (diskussion | bidrag) |
||
Linje 26:
Han var søn af [[præst]] og [[genealog]] [[Jon Lauritz Qvisling]] ([[1844]]-[[1930|30]]), der studerede i tolv år før han tog sin [[embedseksamen]], og var stærkt optaget af overnaturlige fænomener. Quislings mor, Anna Caroline Bang, var femten år yngre end sin mand, og kedede sig over hans intellektuelle interesser. Forholdet dem imellem var køligt. Begge forældre tilhørte nogle af de ældste og mest ansete familier i [[Telemark]]. Slægten Quisling kom til Norge med den danske [[præst]] Lauritz Ibsøn Quislinus i [[1665]]. Navnet Quisling stammer fra Kvislemark ved [[Slagelse]]; ''kvissel'' er ældre dansk for "kløftet gren". Quisling havde tre søskende: Jørgen, Arne og Esther.
Faren udgav i [[1897]] detaljerede skildringer af [[engle]]s tilværelse og natur i den mærkelige afhandling ''Om aanderne eller englene''. I [[1916]] udgav broren Jørgen, der var [[læge]], ''Sexualstudier'', hvori han behandlede emnet mænd, kvinder, [[dans]] og [[forlovelse]]. I [[1931]] udgav han ''Det antropokosmiske system'' på 1.228 sider. Om det skrev [[psykiater]] [[Gabriel Langfeldt]], at han ikke havde "''set lignende eksempel på ordnydannelse og begrebsforvirring''" andet end hos patienter med [[skizofreni]]. Quisling selv fremviste den samme verdensfjernhed, da han i [[1929]] udgav [[brochure]]n ''Om at beboede verdener findes også udenom [[Jorden]], og betydningen deraf for vor livsanskuelse''. Hans "bevis" for, at der findes liv på andre [[planet]]er, lød: "''[[Universet]] er utænkeligt uden væsner som er sig sin eksistens og sit virke bevidst.''" Han konkluderede: "''Således bliver det muligt at skabe en enhedsforklaring af tilværelsen, bygget på [[videnskab]] og erfaring, der tilfredsstiller den menneskelige tankes krav'': {{small|UNIVERSISMEN, DEN NYE VERDENSRELIGION}}." Sin [[filosofi]] beskrev han som "radikal og revolutionær", men også "konservativ" og påstod, at han som den første havde fundet løsningen på tilværelsens problemer. Gabriel Langfeldt beskrev ham i [[1969]] i ''Gåden Vidkun Quisling'' som religionsstifter: "''Jeg kender ikke noget andet billede som kommer nærmere op til det klassiske billede af en [[paranoid]] [[megalomani|stormandsgalskab]].''" <ref>Nils Retterstøl: ''Store tanker, urolige sinn'' (s. 114-15), forlaget Damm, Oslo 2004, {{ISBN |82-496-0562-4}}</ref>
Den slags verdensfjernt grubleri var normalt i Quislings barndomshjem. Han har beskrevet sig som en ensom dreng. Han var en læsehest og en ener i skolen. Uden for skolen var han genert og kejtet. Familien boede syv år i [[Drammen]], hvor han følte sig fremmed. Han gik i latinskolen – og krigsskolen. Derfra blev han udeksamineret i [[1911]] som bedste kandidat nogen sinde og blev senere [[major]] i den norske [[hær]]. Den senere [[rektor]], klassekammeraten Vilhelm Ullmann, beskrev Quisling som stille og genert, men når han talte om sine interesser, optrådte han doserende og uden evne til modforestillinger. Men han var rar og hjælpsom mod sine klassekammerater, når de stod fast i et fag. Ullmann sagde, at Quisling for det meste sad på sit værelse og læste, og at han håbede på at blive tildelt en stor opgave. Han blev spået en lysende karriere, men valgte uheldigvis i stedet en livsbane, hvor hans ukritiske grublen, livsfjernhed og manglende evne til at lytte til andre blev en stærkt negativ faktor. <ref>Nils Retterstøl: ''Store tanker, urolige sinn'' (s. 111), forlaget Damm, Oslo 2004, {{ISBN |82-496-0562-4}}</ref>
| |||