Besættelsen: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Nordfra (diskussion | bidrag) →Invasionen: Landkrigsreglementet § 52: Besættelsesmagtens rettigheder. |
Nordfra (diskussion | bidrag) →Øgede spændinger: En besættelsesmagts rettigheder efter folkeretten. |
||
Linje 52:
== Øgede spændinger ==
{{uddybende|Operation Safari}}
[[Fil:Denmark Fights for Freedom.ogv|thumb|''Denmark Fights for Freedom'', film om den danske modstandsbevægelse fra 1944.]]
Som årene gik, blev befolkningen i stigende grad fjendtligt indstillet over for den tyske besættelsesmagt. Tyske soldater udstationeret i Danmark oplevede mere og mere en køligt indstillet befolkning, men den fortsatte villighed til samarbejde hos regeringen gjorde forholdet tåleligt for dem. Den danske regering forsøgte at bekæmpe [[sabotage]] og andre former for voldelig modstand mod besættelsen, men i løbet af efteråret 1942 havde modstanden nået et niveau, hvor Tyskland for første gang officielt erklærede Danmark for "fjendtligt [[territorium]]". Efter de tyske nederlag ved [[Andet slag om el-Alamein|El-Alamein]] og [[Slaget om Stalingrad|Stalingrad]] øgedes den aktive danske modstand kraftigt. I marts 1943 tillod besættelsesmagten, at der blev afholdt valg. Resultatet gav en stærk opbakning til de demokratiske partier.
Efter [[folkeretten]] var det under anden verdenskrig forbudt for civile at deltage i militære træfninger. Civile, der greb til [[våben]], var [[friskytte]]r og dermed efter folkeretten hjemfaldne til [[krigsret]], hvor de kunne skydes på stedet. Når besættelsen først var et faktum, var befolkningen i området forpligtet til at adlyde besættelsesmagtens [[forordning]]er. Denne havde også ret til at udøve [[repressalie]]r, såsom [[henrettelse]] af [[Gidsel|gidsler]] som et tiltag mod ulydighed. Dette skille mellem militær og civil øvrighed overlevede ikke anden verdenskrig. I besatte områder havde de fleste opfattet det som en ret - ikke et lovbrud - at sætte sig til modværge mod besættelsesmagten, og dette [[princip]] dannede grundlaget ved retsopgørene efter anden verdenskrig.<ref>Hans Fredrik Dahl: ''Krigen som aldri tar slutt'' (s. 61)</ref>
Valget i marts 1943 samt utilfredshed med den tyske besættelse og en voksende fornemmelse af, at krigen ville ende med et tysk nederlag, førte til omfattende strejker og civile uroligheder i sommeren 1943. Den danske regering nægtede at reagere på en måde, der kunne tilfredsstille den tyske besættelsesmagt. Tyskerne erklærede [[undtagelsestilstand]] og rejste krav om indførelse af [[dødsstraf]]. Det førte til, at regeringen den [[29. august]] [[1943]] indgav sin afskedsbegæring. Om morgenen samme dag gennemførte værnemagten et angreb på danske militæranlæg og skibe. Forsvaret blev afvæbnet, og personellet blev enten interneret eller gik under jorden.▼
▲Valget i marts 1943 samt utilfredshed med den tyske besættelse og en voksende fornemmelse af, at krigen ville ende med et tysk nederlag, førte til omfattende
Disse begivenheder markerede et vendepunkt: Nu begyndte et "departementschefstyre", idet Danmark blev administreret af ministeriernes departementschefer, og de "lovanordninger", som de udstedte, blev godkendt af [[Højesteret]]. På den måde undgik Danmark nazificering af administrationsapparatet. Forhandlingerne med den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best førtes fra 29. august 1943 af udenrigsministeriets direktør, [[Nils Svenningsen]].
Efter regeringens tilbagetræden var Danmark i fuldt omfang underlagt det tyske udenrigsministerium, der i oktober besluttede at deportere alle jøder fra landet. Informationer, der var sluppet ud om de tyske planer, tillige med en beslutsom indsats fra befolkningen, sikrede, at langt de fleste af landets jøder blev sejlet sikkert over Øresund til det neutrale [[Sverige]].
[[Fil:Nørrebro Riot.jpg
Sabotageaktionerne mod besættelsesmagten tog til i antal og omfang efter den danske regerings tilbagetræden. Af vellykkede sabotageaktioner kan nævnes den mod jernbanerne på [[D-dag]]en. Det lykkedes sabotørerne at forstyrre jernbanenettet i dagevis, hvorved de tyske forstærkningers transport blev forsinket betydeligt. Nyere forskning vedrørende jernbanesabotagen<ref>Det var historikeren [[Aage Trommer]], der med disputatsen ''Jernbanesabotagen i Danmark under den anden verdenskrig : en krigshistorisk undersøgelse'', Odense University Press, 1971. (''Odense University Studies in History and social Sciences. Vol, 3''). ISBN 87-7492-049-9, første gang fremsatte denne teori. Disputatsen mødte stor modstand, især fra tidligere modstandsfolk, men den var dog først og fremmest var af følelsesmæssig karakter. Modstanden betød bl.a., at Aage Trommer i slutningen af 1980'erne måtte lades ude af betragtning, da [[Frihedsmuseet]] søgte at forny en udstilling, på grund af et krav fra de tidligere modstandsfolk i foreningen "Frihedsmuseets Venner" (Jubilæumsbogen ''Nationalmuseets Arbejdsmark 1807-2007'', ISBN 978-87-7602-079-8, s. 235</ref> har imidlertid sat spørgsmålstegn ved effektiviteten af sabotagen, idet bevarede optegnelser om togbevægelserne i Danmark viser, at det var relativt nemt at omdirigere sabotageramte togstammer via alternative ruter. Ud over jernbanerne var målene for en betydelig del af sabotageaktiviteterne virksomheder, der producerede krigsvigtige varer for tyskerne.
Modstanden mod den tyske besættelse førte til dannelsen af [[Frihedsrådet|Danmarks Frihedsråd]], og den [[Illegalt blad|illegale presse]] blomstrede. De vestallierede regeringer, der tidligere havde været skeptiske over for den danske vilje til at bekæmpe Nazityskland, begyndte i stigende grad at anerkende Danmark som en allieret, selv om det aldrig lykkedes fuldt ud på grund af modstand fra øst.
Frihedsrådet blev en betydende faktor for holdningsdannelsen i det danske folk. I rådet sad repræsentanter for de forskellige illegale organisationer, herunder [[Frit Danmark]], [[Danmarks Kommunistiske Parti|kommunisterne]], [[Ringen (modstandsgruppe)|Ringen]] og partiet [[Dansk Samling]]. Frihedsrådet opretholdt en nær kontakt til [[SOE]] i London.
Line 71 ⟶ 73:
I sommeren 1944 var der store folkestrejker i flere af landets store byer. Der blev nu også oprettet kontakter mellem Frihedsrådet og politikerne, der efterhånden kunne se en ende på krigen. Spørgsmålet om landets styrelse i efterkrigstiden rejste sig. Forhandlingerne resulterede i en aftale om, at ministerposterne skulle deles ligeligt mellem Frihedsrådet og politikerne.
Krigens sidste tid blev barsk og var præget af stor brutalitet. Sabotage blev gengældt med modterror, herunder de såkaldte
Der var mangel på
== Økonomi ==
| |||