Bruger:Weblars/Sandkasse5: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Linje 211:
=== Baggrunden ===
 
Da [[Tyrkiet|Det Osmanniske Rige]] indtrådte i [[1. verdenskrig|verdenskrigen]] [[29. oktober]] [[1914]], fik den militæreleder [[Djemâl Pasha]] ansvaret for regionen Storsyrien, som også inkluderede Palæstina. Palæstina blev basis for angreb på [[Suez-kanalen]] og forsynedes derfor med nye jernbaner ([[Nablus|Nabulus]]—[[Tulqarm]]—[[Ludd]] og Ludd—[[Birsaba]]) med Birsaba som centrum. Men angrebene på kanalen i begyndelsen af [[1915]] og [[1916]] mislykkedes, og den [[9. januar]] [[1917]] stod englænderne i [[Rafah]] ved indgangen til Palæstina. [[v. Falkenhayn]] overtog kommandoen over de tysk-tyrkiske styrker. Efter nogle mislykkede angreb på [[Gaza]] 1917 indtog de britiske tropper under general [[Allenby]] byen i oktober, og den [[11. december]] 1917 holdt han sit indtog i [[Jerusalem]]. Nogle mindre franske og italienske korps deltog i dette felttog, der gik planmæssigt, også efter at [[Liman v. Sanders]] tog kommandoen over de tyrkisk-tyske soldater i marts 1918. De blev slået den 19.—[[20. september]] syd for [[Jisreelsletten]] ([[Tulqarm]], [[Nablus|Nabulus]]); de næste dage fuldendtes erobringen af Palæstina.<ref name=sk850>{{runeberg.org|salmonsen|2|18|0850.html Palæstina|[[Johannes Pedersen (filolog)|J. Pedersen]]}}</ref>
 
=== Det zionistiske projekt ===
 
Der havde været flere forhandlinger om Palæstinas fremtid. I maj 1916 fastsloges det i forhandling mellem [[Mark Sykes|Sykes]] (engelsk) og [[Picot]] (fransk), at Palæstina skulle stå under et internationalt styre efter overenskomst mellem England, [[Frankrig]] og [[Rusland]], idet dog England forbeholdt sig havnene [[Haifa]] og [[Akko]] som adgang til [[Mesopotamien]] ([[Sykes-Picot-aftalen]]). Men den [[2. november]] 1917 erklærede den britiske udenrigsminister [[Arthur Balfour]] i et brev til formanden for den engelske zionistiske forening, lord [[Walter Lionel Rothschild]], at den engelske regering ville yde støtte til grundlæggelsen af "et nationalt hjem" for det jødiske folk i Palæstina ([[Balfour-deklarationen]]). Frankrig, der hævdede sin historiske stilling i Orienten ved at overtage [[Syrien]], billigede denne plan i februar 1918. [[Italien]] og [[USA]] sluttede sig hertil.<ref name=sk850/>
 
=== England gøres til mandatar ===
 
Ved [[Sèvres-traktaten]] af [[10. august]] [[1920]] erklæredes Palæstina for uafhængig under Englands mandat for [[Folkeforbundet]], som det allerede var afgjort i december 1919. [[24. juli]] [[1922]] billigedes det af Folkeforbundet. Den [[29. september]] [[1923]] trådte det formelt i kraft. Sir [[Herbert Samuel]] blev udnævnt til ''High Commissioner'', med residens i den tidligere »''Kaiserin Viktoria Augusta Stiftung''« på [[Oliebjerget]], [[7. juli]] [[1920]] oplæste han her den engelske konges proklamation. Der tilsagdes befolkningen respekt for dens love; som officielle sprog anerkendtes arabisk, engelsk og [[Hebraisk (sprog)|hebraisk]]; de muslimske, kristne og jødiske helligdage skulle respekteres. Der udnævntes et råd af syv muslimer og kristne og tre jøder. I den plan, England forelagde Folkeforbundet, anerkendtes det zionistiske bureau i [[Jerusalem]], som regeringen skulle forhandle med for at virkeliggøre ideen om Palæstina som jødisk nationalhjem. Grænsen mod [[Syrien]] fastsattes den [[26. december]] 1920 ved en linje [[Râs en-Nâqûra]]—[[Banijâs]]. Palæstina deltes i syv administrative distrikter under (mest engelske) ''gouvernors''. Ordningen af Palæstinas forhold vakte megen modstand. Fra syrisk side protesteredes mod adskillelsen af Syrien og Palæstina, [[pave]]n protesterede den [[23. juni]] [[1921]] kraftigt mod katolikkernes stilling i Palæstina, og voldsomme protester kom fra Palæstinas ikke-jødiske befolkning.<ref name=sk850/>
 
=== Palæstina fra 1917 til 1925 ===
Linje 581:
==== Konflikten i 1936 ====
[[File:Palest against british.gif|thumb|Arabiske oprørere under konflikten i 1936.]]
I 1936 brød nye konflikter ud: udviklingen begyndte, da arabiske landevejsrøvere angreb og plyndrede en bus, hvor efter de udtog tre jøder, som blev skudt ned. Jøderne hævnede sig et par dage senere ved at stikke et par kendte jødefjendtlige arabere ned.<ref>[http://runeberg.org/svtidskr/1936/0528.html "Jäsningen i Palestina"], ''lSvensk Tidskrift'', 23. årgang (1936), s. 522 (svensk)</ref> Den [[20. april]] proklameredes en ny arabisk storstrejke for at tvinge englænderne til at opfylde arabiske krav om, at det skulle forbydes jøder at købe jord i Palæstina og yderligere jødisk immigration forbydes. De foregående års store jødiske indvandringsbølger betød, at araberne i stigende grad frygtede, at en jødisk statsdannelse kunne blive virkeliggjort. Tiden kendetegnedes af lovløshed med mord, bombe, attentater mod toge og mordbrande. Forretningslivet lamslås. Jøderne måtte trække sig ud af Jerusalem, og urolighederne bredte sig også til landdistrikterne. Der blev afsat yderligere engelske troppestyrker for at opretholde ro og orden. Sammentræfninger mellem jøder og arabere samt mellem arabere og ordensmagten hørte til dagsordenen såvel i Jerusalem som i andre byer, der i blandt [[Nazareth]], [[Nablus]], [[Haifa]], [[Gaza]], [[Jaffa (Israel)|Jaffa]] og [[Lydda]]. Udviklingen førte til regulære kampe. De af myndighederne indførte drabelige straffe var uden virkning. Araberne, som modtog hjælp fra officerere fra [[Syrien]] og [[Irak]], blev stadig mere aggressive. I begyndelsen af september ankom 12 bataljoner engelske tropper til Palæstina, hvorved disses antal opgik til 25.000 mand. Araberne opererede entydigt under ledelse af syreren [[Fauzi ed-Din Kaukji]]. Efterhånden blev civilbefolkningen imidlertid trætte af strejken, og det højeste arabiske råd udsattes for pres fra fyrsterne i Arabien, Transjordanien og Irak. Den [[9. oktober]] sendte [[Auni bej]], medlem af den arabiske strejkekomité og leder af det storarabiske uavhængighedsparti, en skrivelse til den engelske overkommissær i Palæstina, hvori han erklærede, at araberne afbrød strejken i "adlydelse af sine konger" og håbede, at den jødiske indvandring snarest ville blive indstillet og almindelig [[amnesti]] bevilget. Den [[12. oktober]] afblæstes strejken, som da med tilhørende uroligheder havde krævet 313 døde.<ref>[http://runeberg.org/svda/1936/0288.html Svenska Dagbladets Årsbok 1936, s. 288f]</ref>
 
Baggrunden for de gentagne strejker måtte søges i interne arabiske modsætninger. Den jødiske indvandring indebar en social omvæltning i Palæstina: helt frem til 1. verdenskrig havde landet på det nærmeste været [[feudalisme|et feudalt land]] med forholdsvis få store arabiske jordejere, ofte bosatte i byerne eller udlandet, der udlejede jorden til palæstinensiske bønder, som til gengæld måtte betale en høj jordleje.<ref>Langlet (1936), s. 410f</ref> Da jøderne begyndte at indvandre, opkøbte de jordlodder (ikke sjældent af ringeste kvalitet: af de ca. 150.000 hektar, som jøderne havde erhvervet, havde over 40.000 hektar været moseland eller steppe<ref>Langlet (1936), s. 413</ref>) med henblik på [[plantage]]dyrkning, og plantagedrift især af [[appelsin]]er blev sat i gang. Ligeledes var der mange indvandrede jøder, som oprettede [[fabrik]]ker i byerne. Dermed skabtes nye arbejdspladsmuligheder, hvorved de palæstinensiske fæstebønder var mindre motiverede for at fortsætte deres egen jordbrugsdrift - ikke mindst fordi lønningerne var langt bedre end indtjeningsmulighederne ved fortsat feudal jordbrugsdrift. Resultatet var, at palæstinensiske jordbrugere i stigende grad søgte nyt arbejde enten på de jødiske plantager (af ca. 10.000 arbejdere på jødiske appelsinplantager ved Tel Aviv og Jaffa var ca. 7.500 arabere)<ref>Langlet (1936), s. 412; ''l'', s. 523</ref> eller på de jødisk ejede fabrikker i byerne, og at jordejerne derfor ikke længere med samme held kunne fortsætte den tidligere udplyndring af deres sprog- og trosfæller. Dette fik de arabiske godsejere til aktivt at virke for et stop i den jødiske indvandring og til at true palæstinensere, der søgte arbejde i jødiske foretagender, med mord<ref>Langlet (1936), s. 415</ref>. Kendetegnende var det, at modstanden mod jødisk indvandring, der alene var betinget af godsejernes fortsatte udbytningstrang og intet havde med arabisk eller islamisk solidaritet at skaffe<ref>Langlet (1936), s. 411</ref>, var fordelt på tre grupper: det "arabiske parti" under ledelse af [[stormufti]] [[Amin el-Husseini]] og dennes broder [[Dsjemal el Huseini]], det "nationale forsvarsparti" under ledelse af tidligere borgmester i Jerusalem Racheb el Nasjasjibi samt "fremskridtspartiet" under ledelse af Jerusalems daværende borgmester, Khalidi, som alle havde samme program men var splittede på grund af indbyrdes rivalisering.<ref>Langlet (1936), s. 414</ref>