Jordbruget havde fra gammel tid været Palæstinas vigtigste næringsvej, men endnu i 1922 var blot 500.000 [[hektar]], svarende til omkring 1/4 af den dyrkningsbare jord, under dyrkning. De arabiske jordbrugeres dyrkningsmetoder var yderst primitive. Med støtte fra [[zionisme|zionistorganisationen]] og enkelte jødiske [[mæcenetmæcen]]er, især [[baron]] [[Edmond de Rothschild]], var jødiske kolonister i stand til at virke for et mere rationelt jordbrug. Der blev udarbejdet planer for at ved [[dræning]] at gøre sumpene ved søen Hule og ved [[kunstvanding]] at inddrage den tidligere frugtbare Jeriko-slette til dyrkning. Omkring Jaffa udviklede sig blomstrende jødiske nybyggersamfund med [[appelsin]]- og [[vin]]dyrkning; særlig markant var dette ved den i 1909 oprettede by [[Tel Aviv]]. I nærheden lå [[landbrugsskole]]n ''[[Mikveh Israel]]'', der var blevet oprettet i 1870 af ''[[Alliance israélite universelle]]'' og den af en jødisk studenterforening i 1882 anlagte vindyrkningsmønsterplantage ''[[Rishon LeZion]]''. Efter, at Palæstina var blevet frigjort fra det osmanniske tobaksmonopol, gik også [[tobak]]sdyrkningen hurtigt frem (600.000 kg 1923–24). Palæstinas produktion i 1923 omfattede blandt andet 88.362 ton [[hvede]], 27.519 ton [[byg]], 16.103 ton [[durra]], 1.116 ton [[oliven]]. Appelsindyrkningen voksede så meget, at Palæstina i henseende til appelsineksport fulgte lige efter Amerika, Spanien, Italien og Japan; af hele appelsinhøsten kom 90 % fra egnen omkring Jaffa, og 40 % af appelsindyrkningen var på jødiske hænder.<ref name="NF962"/>
[[Skovbrug]] var fraværende i den osmanniske tid. Efter denne etableredes statsskove, og træplantning skete i stor skala (omkring 3 mio. træer blev plantede i årene 1923–24).<ref name="NF962"/>
