Forskel mellem versioner af "Hejmdal"

24.271 bytes tilføjet ,  for 4 måneder siden
m
Gendannelse til seneste version ved PHE77, fjerner ændringer fra 80.161.138.216 (diskussion | bidrag)
(nmm)
m (Gendannelse til seneste version ved PHE77, fjerner ændringer fra 80.161.138.216 (diskussion | bidrag))
Tag: Tilbagerulning
[[Fil:Processed SAM heimdallr.jpg|thumb|Heimdall med [[Gjallarhornet]], fra islandsk manuskript (17. århundrede).]]
{{harflertydig|Heimdal}}
'''Heimdall''' eller ''' Hejmdal''' ([[norrønt]]: ''Heimdallr'') er en af de mest gådefulde guder i den [[nordisk mytologi|nordiske mytologi]].<ref name="Ellis Davidson 1964 s. 130">Ellis Davidson (1964) s. 130</ref> Fordi han har fantastisk syn og hørelse, optræder han i myterne som gudernes vagtmand, der sidder ved enden af [[Bifrost (nordisk mytologi)|Bifrost]] og sørger for, at ingen [[jætte]]r sniger sig ind i [[Asgård]]. Ved [[Ragnarok]] blæser han i [[Gjallarhornet]], når jætterne angriber, så resten af guderne og [[einherjer]]ne kan forberede sig til kampen. Ifølge [[Vølven]] skal han i det sidste slag kæmpe mod [[Loke]]. Det vil ende med, at de dræber hinanden, men Heimdall vil alligevel være den sidste af guderne, der dør i Ragnarok. Han blev født i urtiden ved verdens rand af [[9 (tal)|ni]] mødre.
 
Der er blevet fremsat flere teorier om hans funktion og oprindelse, fx kan han have været en gammel sol- eller månegud, en personifikation af verdensaksen, menneskets stamfader, eller ligefrem hersker over den verden, som skal stige op efter Ragnarok. Der er også blevet påvist paralleller i andre mytologier, fx hos den [[Samisk religion|samiske]] verdensgud [[Varalden Olmay]] og i [[Keltisk mytologi|keltisk]]-[[irsk folklore]] og mytologi.<ref>[[Sayers]] (1993) s. 1-2</ref> Den norske [[religionsvidenskab|religionsforsker]] [[Gro Steinsland]] har ligefrem foreslået, at Heimdall kan være resultatet af en sammensmeltning af forskellige traditioner.<ref name="Steinsland 2005 s. 221">Steinsland (2005) s. 221</ref> Der findes ingen levn, hverken i de skriftlige kilder eller i det arkæologiske og topografiske materiale, der peger på en religiøs dyrkelse af Heimdall i [[vikingetid]]en. Det kan enten betyde, at han er en meget gammel guddom, der havde mistet sin betydning, eller at han aldrig havde været genstand for en kult.<ref name="Bæksted 1994 s. 143">Bæksted (1994) s. 143</ref>
 
[[Fil:403px-Heimdallr by Froelich.jpg|thumb| Heimdall med [[Gjallarhornet]], af [[Lorenz Frølich]].]]
== Karakteristik, funktioner og roller ==
På baggrund af de brudstykker af myter om ham, der er blevet overleveret, fremtræder Heimdals funktion og væsen meget uklart.<ref>Ström (1985) s. 134</ref> Steinsland beskriver ham som den mest gådefulde guddom, der i myterne optræder som fjern og ophøjet. For hende virker han som en gammel gud, der blev revitaliseret i vikingetiden. Hun mener, at han er i højere grad knyttet til den [[Nordisk kosmologi|kosmiske dimension]], rum og tid, og med [[Menneske (nordisk mytologi)|menneskeheden]] som helhed, end med dagligdagen, som nogle af de andre mere kendte guder.<ref>Steinsland (2005) s. 220</ref> I [[Snorre Sturlason]]s tekster findes der en række oplysninger om Heimdal, hvoraf en del ikke kan genfindes i de kendte myter.<ref name="Ström 1985 s. 133">Ström (1985) s. 133</ref> Sammen med de mange gådefulde [[kenning|skjaldekenninge]] tyder det på, at der har eksisteret flere tabte myter om Heimdall, fx en der forklarer, hvorfor et sværd kan kaldes Heimdals hoved og omvendt.<ref name="Steinsland 2005 s. 223">Steinsland (2005) s. 223</ref>
 
=== Gudernes vagtpost ===
I de overleverede myter bliver han tillagt særlige egenskaber og ejendele, der er relateret til hans funktion som vagtpost. Hans hørelse er fantastisk, han kan høre græsset gro og ulden vokse på fårene. Han var i stand til at se 50 mile bort og lige godt dag og nat. Og han behøvede ikke mere søvn end en fugl hver nat. Hans bolig hedder ''[[Himmelbjerget (nordisk mytologi)|Himmelbjerg]]'' (norrønt: ''Himinbjörg''), og det ligger, hvor [[Bifrost (nordisk mytologi)|Bifrosts]] ene ende er fastgjort. Det er broen mellem [[Asgård]] og [[Midgård (nordisk mytologi)|Midgård]]. Bifrost er det samme som [[regnbue]]n. Den flytter sig hele tiden, så at ingen andre end guderne kan gå over den. Det røde i broen er brændende ild. Ingen kunne slippe uopdaget forbi Heimdal, og guderne satte ham til at vogte broen, så ingen [[jætte]]r skulle komme over den. Hans horn kaldes [[Gjallarhornet]], og når der blæses i det, kan det høres i både menneskenes ([[Midgård (nordisk mytologi)|Midgård]]) og gudernes verden ([[Asgård]]), Jætternes verden ([[Jotunheim]]), underverdenen ([[Hel (dødsrige)|Hel]]) og en masse andre verdner som f.eks. [[Vanaheim]], [[Alfheim]], [[Svartalheim]], [[Niflheim]] og [[Muspelheim]]. Det skal bruges til at vække guderne, når fjenderne truer dem. Signalet fra dette horn skal markere begyndelsen på [[Ragnarok]], [[verdens undergang]]. I kampen skal Hejmdal selv møde den lumske Loke, der er jætternes anfører. De vil sende hinanden i døden, ligesom [[Thor]] og [[Midgårdsormen]] eller [[Odin]] og [[Fenrisulven]]. Hejmdal ejede også hesten [[Guldtop]]. [[Anders Bæksted]] betegner billedet af himlens årvågne vogter som en sen forestilling, der var påvirket af klassiske traditioner.<ref>Bæksted (1994) s. 142</ref>
 
=== Lokes Fjende ===
Trods sin funktion som vagt var Heimdal ingen krigergud. Der er dog overleveret én myte med ham som hovedperson, der involverer kamp. I [[skjaldedigt]]et ''[[Húsdrápa]]'' er der et kort resumé af Heimdalls og Lokes kamp om [[Freja]]s smykke [[Brísingamen]]. De to var tilsyneladende svorne fjender og skulle også mødes ved Ragnarok. Fjendskabet var tydeligt og måske noget oprindeligt og konstant mellem dem.<ref>Bæksted (1994) s. 155</ref> ''[[Völuspá]]'' fortæller, at de vil dræbe hinanden her.<ref name="Ström 1985 s. 133"/> [[Margaret Clunies Ross]] beskriver dem på én gang som hinandens modsætning og parallel. Hun fremhæver, at de begge lever i udkanten af gudernes sociale sfære, dog af forskellige grunde: Heimdall som vagtpost, Loke hvis loyalitet kan diskuteres.<ref name="Clunies Ross 1994 s. 173">Clunies Ross (1994) s. 173</ref> Grunden til Loke og Heimdalls fjendskab findes ikke i det bevarede kildemateriale, men Clunies Ross foreslår, at det symboliserer det, at de befinder sig på to diametralt modsatte positioner i det mytologiske system; Loke er skyld i gudernes fald, mens Heimdall er den evigt loyale vagtmand.<ref name="Clunies Ross 1994 s. 173"/>
 
=== Født af ni kvinder ===
[[Fil:Heimdal and his Nine Mothers.jpg|thumb|right|"Heimdall og hans ni mødre" af [[W. G. Collingwood]] (1908)]]
I [[eddadigt]]et ''[[Hyndlaljóð]]'' omtales en gud, som er født ved [[jomfrufødsel]] af [[Tal i nordisk kultur|ni]] jættesøstre i tidens ophav, ved jordens rand. Denne gud regnes almindeligvis som Heimdall. Snorre citerer fra et ellers tabt digt Heimdall for selv at sige: "''Ni mødres søn er jeg, ni søstres søn er jeg.''" Tidligere blev de ni mødre i reglen identificeret med [[havgud]]erne [[Ægir]] og [[Ran (gudinde)|Rans]] ni døtre. De var en repræsentation af havets bølger. Dette er dog ikke det eneste nitallige kvindekollektiv; i digtet ''[[Fjólvinnsmál]]'' optræder der også et, ligesom Njord tildeles ni døtre i [[Solsangen]]. Hans mødre kan også være de ni jætter, der nævnes i ''Völuspá'' vers 2, det ville gøre ham ældre end [[Odin]].<ref>Steinsland (2005) s. 224</ref> Nitallet symboliserede helhed i [[nordisk kultur]], og kollektiver bestående af bl.a. ni kvinder er ikke ualmindelige i mytologien.<ref>Steinsland (2005) s. 223-224</ref> I ''Hyndlaljóð'' kaldes hans mødre ''Atla'', ''Augeria'', ''Aurgiafa'', ''Egia'', ''Gjalp'', ''Greip'', ''Jernsaxa'', ''Sindur'' og ''Ulfrun''. I en anden kilde det nævnes at navnene på Ægirs ni døtre var ''Himinglæva'', ''Dufa'', ''Blodughadda'', ''Hefring'', ''Ud'', ''Hrønn'', ''Bølge'', ''Drøfn'' og ''Kolga''. Disse navne har sandsynligvis udelukkende haft en rent symbolsk betydning, da de alle er forskellige ord for begrebet "bølge".<ref name="Ellis Davidson 1964 s. 130"/>
 
Heimdals fødsel gør ham unik: Hvis han er søn af bølgerne, fandt den sted på stranden mellem havet og landet, hvilket giver ham en [[liminalfase|liminal]] status.<ref name="Clunies Ross 1994 s. 173"/> Men alene hans status som søn af ni mødre gør ham meget usædvanlig. Det slægtsmæssige ophav var en afgørende faktor i den nordiske kultur, og det er faderens æt, der normalt afgjorde individets plads i samfundshierarkiet. Men i Heimdalls tilfælde nævnes hans far aldrig. Digtet ''[[Hyndlaljód]]'' viser, at mødrene var jættekvinder, og at de var møer, dvs. ugifte. [[Gro Steinsland]] mener, at det er en understregning af, at der ikke var en mand involveret i undfangelsen af ham, hvilket stiller ham i en ekstrem særstilling.<ref name="Steinsland 2005 s. 223"/> Margaret Clunies Ross spekulerer modsat Steinsland i, om der eventuelt var en far involveret. Clunies Ross finder, at der en parallel til den ukendte fader i digtet ''[[Rígsþula]]'', hvor han [[inkognito]] selv bliver far.<ref>Clunies Ross (1994) s. 177</ref>. Hun foreslår, at det kan være den ene af de to havguder [[Ægir]] og [[Njord]], der havde et [[incest]]uøst forhold til sine egne døtre, bølgerne. Det gør ham til enten jætte eller [[vane (nordisk mytologi)|vane]]. Hilda Ellis Davidson mener, at der en svag implicit forbindelse mellem Heimdall og vanerne. Denne formodning bygger hovedsageligt på formodede relationer mellem Heimdall og havet, og derved underverdenen, som vanerne var stærkt knyttet til, samt, at Heimdall primært medvirker i myter, hvor vanegudinden [[Freja]] spiller en rolle.<ref>Ellis Davidson (1964) S. 175-176</ref>
 
=== Samfundsklassernes ophav ===
Ifølge eddadigtene ''[[Rígsþula]]'' (på dansk [[Rigs vandring]]), ''Hyndlaljóð'' og 1. vers af ''Völuspá'' er Heimdal også [[menneske (nordisk mytologi)|menneskeslægtens]] stamfar, selvom han ikke nævnes i forbindelse med skabelsen af [[Ask og Embla]]. Steinsland mener, at grunden til det var, at han ikke blev opfattet som en skaber af mennesket i kropslig forstand, men snarere som socialt væsen og samfundsopbygger; dvs. at Heimdal var gud for samfundet og kulturen.<ref name="Steinsland 2005 s. 225">Steinsland (2005) s. 225</ref> I ''Rígsþula'' fortælles det fx hvordan Heimdall på vandring (under navnet [[Rig]]) langs stranden kommer til tre forskellige gårde, og der ligger i med tre forskellige kvinder. Det resulterede i tre sønner, hvorved han bliver stamfar til de samfundsgrupper [[træl]]le, bønder og [[Jarl (titel)|jarler]] (stormænd). Sønnernes navne er en afspejling af den gruppe de repræsenterer:
* ''Þræl'' ("træl") fik han med kvinden ''Edda'' (''oldemor'') gift med ''Ái'' (''oldefar'').
** ''Þræl'' giftede sig med kvinden ''Þír'' og sammen blev de ophav til trællenes æt.
* ''Karl'' fik han med ''Amma'' (''bedstemor''), gift med ''Afi'' (''bedstefar'').
** ''Karl'' giftede sig med ''Snør'', og sammen blev de ophav til karlenes (bøndernes) æt.
* ''Jarl'' fik han sammen med ''Móðir'' ("moder"), gift med ''Faðir'' (''fader'').
** ''Jarl'' giftede sig med ''Erna'', og sammen blev de ophav til jarlernes æt, dvs. [[aristokrati]]et. Deres yngste søn var ''Konr''. Han blev ophav til mange sønner, hvoraf én af dem hed ''Danp'', og han var den første [[danske sagnkonger|konge af Danmark]].
 
Digtet slutter med, at guden Rig selv åbenbarer sig for den unge Jarl og kalder ham sin søn. Jarls yngste søn får navnet ''Kon unge'' (''kon ungr''), som minder om ordet ''konnungr'', der betyder [[konge]]. Som de eneste bliver de anerkendt af guden som hans eget afkom.<ref name="Steinsland 2005 s. 225"/> Margaret Clunies Ross tolker digtets budskab som, at aristokraterne er gudens eneste anerkendte og dermed legitime arvinger, derfor er de også de eneste retmæssige arvinger de guddommelige gaver; fx [[odel]], [[runemagi]] og magt. Hun mener dog også, at digtet formentlig er opstået sent, da hun mener, at den tredelte samfundsorden sandsynligvis er en afspejling af den kristne middelalderlige tradition om de tre [[stænder]], selvom de enkelte funktioner ikke er helt ens.<ref>Clunies Ross (1994) s. 180-181</ref> Gro Steinsland stiller spørgsmålstegn ved, om det oprindeligt var Heimdall, der var mytens hovedperson. Det er kun i prosaindledningen, at han identificeres med "Rigr", og ikke noget steds i selve digtet. Hun finder, at karakteren af "Rigr"-figuren i realiteten mere minder om det, man kunne forvente af Odin end af Heimdall. Hun foreslår, at identificeringen i indledningen kan være resultatet af en misforståelse, opstået med udgangspunkt i idéen om Heimdall som menneskets stamfar.<ref name="Steinsland 2005 s. 225"/>
 
== Heimdal og Ragnarok ==
Når [[Ragnarok]] indledes, skal Heimdal blæse i [[Gjallarhorn]] for at vække [[aser]]ne. Senere skal han selv møde Loke i en kamp, hvor de begge falder. Derved får han en vigtig [[eskatologi]]sk rolle, idet han indvarsler [[Verdens undergang|verdens ende]] med sit horn. Det kan være en parallel til [[ærkeenglen Mikael]].<ref name="Steinsland 2005 s. 221"/> Da Loke og Heimdall er døde, lader [[Surt]] sin ild blusse, så jorden går under, dvs. Heimdall repræsenterer gudernes sidste modstand inden undergangen. Det er foreslået, at forestillingen om Ragnarok er påvirket af kristne traditioner som [[Balder]]s død og Hejmdals horn, men mange elementer tyder på, at ideen om undergangen har gamle rødder i nordisk religion, og at Hejmdals rolle er en oprindelig nordisk tradition.<ref>Ellis Davidson (1964) s. 206</ref>
 
Endnu et tegn på Heimdals mulige funktion som gud for samfundsordenen er, at Ragnarok i ''Völuspá'' begynder efter en tid, hvor slægtssamfundet er gået i opløsning. Lige som Ragnarok overordnet var et resultat af en slægtsfejde mellem [[aser]]ne og [[jætte]]rne, der var præget af edsbrud og svig: alvorlige forbrydelser mod samfundsordenen. [[Gro Steinsland]] finder, at det er i sin egenskab som ophavsmand til samfundet, at Heimdal kommer til at fungere som en samlende figur for hele den kosmologiske fortælling i ''Völuspá''.<ref>Steinsland (2005) s. 226</ref>
 
=== Etymologi og tilnavne ===
Navnet ''Heimdal'' er sammensat af to [[substantiv]]er. Det første kommer af ''heimr'', der udover ''hjem'' også kan oversættes med ''[[kosmos]]/verden''. For det andet, ''dallr'', er betydningen mere usikker; det er bl.a. blevet foreslået, at det betyder ''blomstrende træ''.{{kilde mangler|dato=Uge 48, 2009}} Gro Steinsland mener imidlertid, at det betyder ''lysende'', og at navnet ''Heimdall'' derfor kan oversættes til ''Han, som lyser over verden''. Hun påpeger desuden, at det ikke er et almindeligt egenavn.<ref name="Steinsland 2005 s. 221"/> Denne tolkning passer godt til et af hans tilnavn ''Den Hvide As'' og til at han omtales som ''den lyseste af alle aserne''.{{kilde mangler|dato=Uge 48, 2009}}
 
"Den Hvide As" var en karakteristik, som han havde fået ifølge Snorre. Heimdal har også andre tilnavne bl.a. ''Vindlæ'' (norrønt: ''Vindhlér'') og ''Gyldetand'' (norrønt: ''Gullinntanne'') fordi hans tænder var af [[guld]]. I flere skjaldekvad blev guld med en [[kenning]] omtalt som ''Heimdalls tænder''. Det kan betyde, at han blev forbundet med ilden, solen og lyset, eller måske endda med farven på en gammel [[Får|vædders]] tænder.{{kilde mangler|dato=Uge 48, 2009}} Han blev også kaldt ''Hallinskide'' (''den bøjede stav''). Det er også blevet brugt som kenning for ''vædder'' og er måske en reference til de snoede vædderhorn.{{kilde mangler|dato=Uge 48, 2009}} [[Georges Dumézil]] har peget på en mulig forbindelse mellem Heimdall og [[keltisk mytologi]], da [[Walisisk mytologi|walisisk folklore]] kender en tradition om, at havets bølger kom i grupper af ni, og at den niende blev kaldt vædderen. På moderne [[baskisk (sprog)|baskisk]] og [[fransk (sprog)|fransk]] kan bølgerne omtales som får. [[Hilda Ellis Davidson]] har ligeledes foreslået en mulig keltisk forbindelse, da en irsk legende fortæller om ni søstre, der sammen fik en dreng.<ref name="Ellis Davidson 1964 s. 130"/>
 
== Spekulationer over funktion og oprindelse ==
Heimdals gådefulde fremtræden i myterne har givet grobund for mange meget forskellige teorier om hans funktion i mytologien og religionen og til hans ophav. I modsætning til de guder, der næsten ikke er overleveret kilder til, så optræder Heimdall mange steder, men det er svært at indpasse ham i en entydig kategori. Det er bl.a. blevet foreslået af forskellige forskere, at han var en gedegud, væddergud, spættegud, solgud, månegud, [[fallos|fallisk]] gud, personifikation af [[verdenstræ]]et, en nordisk variant af de kristne figurer [[ærkeenglen Mikael|Mikael]], [[Ærkeenglen Gabriel|Gabriel]] eller [[Jesus|Kristus]] eller af romernes [[Janus (gud)|Janus]], indernes [[Agni]] og [[persien|persernes]] [[Mithras]].<ref>Bæksted (1994) s. 142-144</ref><ref>Davidson (1964) s. 172-174</ref>
 
Den [[Komparativ religionshistorie|komparative religionshistoriker]] [[Georges Dumézil]] anså Heimdal for at være en gammel indoeuropæisk gud, af en type, som han betegnede som ''første gud''. Denne type er i hans beskrivelse ikke det samme som ''den højeste gud''. I den [[Romersk mytologi|romerske mytologi]] fandt Dumézil en parallel i guden Janus. Derudover betegnede han også Heimdall som en ''rammegud'', dvs. én, der er der fra begyndelsen, og som fortsat vil være der til afslutningen.<ref name="DUMEZIL">Dumézil, Georges (1959) "Comparative Remarks on the Scandinavian God Heimdall", ''Gods of the Ancient Northmen''. red. Einar Haugen, overs. Francis Charat (1973) Berkeley: University of California Press. ISBN 0-520-03507-0.</ref> Dumézil foreslog, at det [[hinduisme|hinduistiske]] modstykke var guden [[Dyaus]], en af de otte [[Vasu]]er, der reinkarnerede sig som ''rammehelten'' [[Bhishma]] i ''[[Mahabharata]]''; han var en kongesøn, der sammen med sine syv brødre var blevet født af floden [[Ganges]], der havde taget form af en dødelig kvinde. De syv brødre vendte tilbage til deres udødelige form, da deres børn druknede dem umiddelbart efter fødslen.<ref name=DUMEZIL/> Kun Dyaus fik mulighed for at leve et fuldt jordisk liv i skikkelse af Bhishma. Hans skæbne var, at han aldrig selv ville opnå magt eller få direkte efterkommere. I stedet må han optræde som værge for sin halvbroders efterkommere, herunder de fem [[Pandava]]brødre, der repræsenterede samfundets klasser. Bhishma er selv den sidste, der vil dø i [[Kurukshetra]]-slaget.<ref name=DUMEZIL/>
 
Branston (1980) har modsat Dumézil foreslået, at Heimdal er en parallel til den [[Vedisk religion|vediske]] ''[[Agni]]'', ildens gud. Han er ifølge de vediske tekster er han enten født af vandet eller gemmer sig i det, og han er født af enten to, syv, ni eller ti mødre (antallet varierer fra tekst til tekst). De ti mødre bliver nogle stedet forklaret som de ti fingre på hånden, der kan bruges til at skabe ild. Denne teori korresponderer med bl.a. [[Viktor Rydberg]]s teorier om Heimdall. Andre herunder den svenske religionsforsker [[Folke Ström]] mener, at han skal tolkes som en personifikation af den kosmiske orden, herunder samfundsordenen og de sociale klasser i menneskenes verden.<ref>Ström (1985) s. 137</ref> Atter andre har set ligheder mellem Heimdalls karakteristika og dem, der kan konstateres hos guddomme i [[samisk religion|samerne]], [[tunguser]]ne og [[inuit]]ternes mytologier.<ref>Ellis Davidson (1964) s. 175</ref> Anders Bæksted foreslår, at han kan være en gammel solgud. Den tolkning bygger han på en formodning om, at hans fødsel af de ni mødre kan være et billede på solopgangen over havet, samt at det kan forklare betydningen af hans navn "Han, som lyser over verden". Bæksted erkender dog, at hans relation til jorden taler imod denne tolkning. Han konkluderer, at Heimdall har været en personifikation af kosmos med stærke relationer til [[Axis mundi|verdensaksen]] [[Yggdrasil]], bifrost og himmelhvælvet.<ref name="Bæksted 1994 s. 143"/>
 
=== Kosmologisk betydning ===
I den korte udgave af ''Völuspá'' fra ''[[Hauksbók]]'' optræder der i slutningen en figur (vers 65), der kaldes ''Den Højeste Guddom''. Det fortælles at han har sin bolig i himlen, og at han er gud for både begyndelse og slutning, dvs. at han omkranser hele verdensforløbet. Navnet på den mægtige gud, der skal komme for at herske efter den nye jords opstigen nævnes intetsteds, men Gro Steinsland mener gennem ordvalg og motiver, at han kan relateres til Heimdal.<ref name="Steinsland 2005 s. 225"/>
 
Heimdal er den eneste af de nordiske guder, hvis bolig, ''Himinbjörg'' (''Himmelbjerget''), er i himlen. Det er herfra, at han overvåger hele verden. ''Hyndlaljód'' (vers 44) tyder på det samme. Dertil kommer hans vigtige eskatologisk rolle, idet han indvarsler Ragnarok ved at blæse i Gjallerhorn; hvilket kan være en parallel til den kristne [[Ærkeenglen Gabriel|ærkeengel Gabriel]]. Hans ophav gør ham til noget særligt. I modsætning til de øvrige guder er han, som barn af ni kvinder, ublandet og fuldendt og ikke tvetydig. Det gør ham ifølge Steinsland til en værdig repræsentant for en anden og mere ordentlig og retfærdig verden. Da han er opstået af et kvindekollektiv alene, betyder det, at han ikke var et resultat af en blanding mellem forskellige og modsatrettede kræfter, men den kvindelige skaberkraft alene.<ref>Steinsland (2005) s. 221-227</ref> Steinsland foreslår derpå, at Heimdalls [[Nordisk kosmologi|kosmologiske]] rolle kan være udtryk for en hedensk reaktion på de kristnes forkyndelse om en almægtig [[Gud (monoteistisk)|skabergud]].<ref>Steinsland (2005) s. 130</ref>
 
== Skriftlige kilder ==
Heimdal optræder i flere af de bevarede kilder, men der er tegn på, at der har eksisteret flere tabte myter, bl.a. det såkaldte ''Heimdallargaldri'', som Snorre omtaler i ''[[Gylfaginning]]''. En anden mulig myte forklarer de Heimdals [[kenning]]er, hvori hans hoved sammenlignes med et sværd, som Snorre citerer i ''[[Skáldskaparmál]]''.
 
=== Gylfaginning ===
I den sektion af ''[[Yngre Edda]]'', der kaldes ''[[Gylfaginning]]'', findes følgende prosaiske resumé af Heimdalls funktioner og attributter:
{|
| style="padding: 1pt 10pt;" |
27. Frá Heimdalli.
Heimdallr heitir einn. Hann er kallaðr hvíti áss. Hann er mikill ok heilagr. Hann báru at syni meyjar níu ok allar systr. Hann heitir ok Hallinskíði ok Gullintanni. Tennr hans váru af gulli. Hestr hans heitir Gulltoppr. Hann býr þar, er heita Himinbjörg við Bifröst. Hann er vörðr goða ok sitr þar við himins enda at gæta brúarinnar fyrir bergrisum. Hann þarf minna svefn en fugl. Hann sér jafnt nótt sem dag hundrað rasta frá sér. Hann heyrir ok þat, er gras vex á jörðu eða ull á sauðum, ok allt þat er hæra lætr. Hann hefir lúðr þann, er Gjallarhorn heitir, ok heyrir blástr hans í alla heima. Heimdallar sverð er kallat höfuð manns. Hér er svá sagt:
39.
Himinbjörg heita,
en þar Heimdall
kveða valda véum;
þar vörðr goða
drekkr í væru ranni
glaðr inn góða mjöð.
Ok enn segir hann sjálfr í Heimdallargaldri:
40.
Níu em ek mæðra mögr,
níu em ek systra sonr.<ref>[http://www.heimskringla.no/wiki/Gylfaginning Gylfaginning, normaliseret af Guðni Jónsson]</ref>
| style="padding: 1pt 10pt;" |
XXVI.
En hedder Hejmdal, han kaldes den hvide As og er stor og hellig. Han fødtes som Søn af ni Møer, {{sic|allesammen}} Søstre. Han kaldes ogsaa Hallinskidi og Gyldentand, hans Tænder var af Guld. Hans Hest hedder Guldtop. Han bor paa Himmelbjerg ved Bifråst. Han er Gudernes Vogter og sidder der ved Himlens Ende for at vogte Broen mod Bjergkæmper. Han kan nøjes med mindre Søvn end en Fugl og ser saavel ved Nat som ved Dag hundrede Mil frem for sig. Han kan ogsaa høre Græsset gro af Jorden eller Ulden af Faarene og naturligvis alt, der lyder stærkere. Han har den Lur, der hedder Gjålls Horn, og naar han blæser i den, høres det i alle Verdener. Hejmdals Sværd kaldes Mandshoved.
Det siges om ham[48]:
Himmelbjerg det hedder, hvor Hejmdal kvædes
at herske over Helligdomme,
der Gudernes Vogter i sin Vaaning drikker
glad den gode Mjød.
Og endvidere siger han selv i Hejmdals-Galder:
Jeg er ni Mødres Barn,
jeg er ni Søstres Søn.<ref>[http://heimskringla.no/wiki/Gylfis_forbl%C3%A6ndelse Gylfis forblændelse, oversat af ]</ref>
|}
 
=== Völuspá ===
I den første strofe af [[eddadigt]]et ''[[Völuspá]]''<ref>[http://heimskringla.no/wiki/V%C3%B6lusp%C3%A1 Völuspá, normaliseret af Guðni Jónsson]</ref><ref>[http://heimskringla.no/wiki/V%C3%B8lvens_Sp%C3%A5dom, Vølvens Spådom, oversat til dansk af H.G. Møller]</ref> proklameres det:
{|
[…]
|}
"Hljóð" er traditionelt blevet oversat med "horn", dvs. Gjallerhorn, og det er belevet foreslået, at det ligger der som pant, indtil Heimdall skal bruge det ved Ragnarok.<ref>Steinsland (2005) 225</ref> I nyere tid er der dog flere, der oversætter det til Heimdalls hørelse; jf. første ord i første strofe. Oversættelsen er dog stadig præget af usikkerhed.<ref name="Bæksted 1994 s. 143">Bæksted (1994) s. 143</ref>
 
Ved Ragnarok skal hornet lyde:
16.013

redigeringer