Otte Krabbe: Forskelle mellem versioner

Uagtet Krabbe ved Christian 5.’s død (1699) allerede var til års, kom han dog under [[Frederik 4.]] til at indtage en mere fremragende plads end hidtil. Straks ved den fjendtlige landgang 1700 fik han som stiftsbefalingsmand lejlighed til under kongens fraværelse at træffe alle fornødne anstalter til forsvar, og uagtet han aldrig havde været i felten, viste han det største mod og skånede ikke sig selv. Samme år. lod kongen Krabbe, der under forhandlingerne i Christian 5.s sidste tid havde bekæmpet landmilitsens oprettelse og havde foreslået en skat på hartkornet, for at kongen kunde forøge den stående hær, i forening med overkrigskommissær G. Braem afgive den betænkning, der kom til at danne grundlaget for landmilitsens ordning ved forordningen 1701; og som en mand, der i følge sin lange praksis fra sin virksomhed som amtmand og som godsejer havde et kendskab til landboforholdene som få andre, var det naturligt, at han 1701 fik sæde i den kommission, der skulle forberede [[vornedskab]]ets ophævelse. Uagtet han personlig var villig til at give vornede fri på sine egne godser, fandt han det højst skadeligt i almindelighed at frigive de vornede på de private godser, i det han frygtede det meget øde gods, der formentlig vilde blive følgen deraf; at fraråde vornedskabets ophævelse på krongodserne – kongens principale forslag – dristede han sig dog ikke til. Foruden Krabbe udtalte kun et af kommissionens medlemmer sig imod den tilsigtede foranstaltning, og om det end taler til fordel for hans ærlighed, må man dog glæde sig over, at de stod ene med deres mening, og at resultatet blev vornedskabets almindelige Ophævelse 1702. Endelig fik Krabbe 1703 sæde i kongens råd som gehejmeråd i [[Gehejmekonseil|Konseillet]], og i de mange urolige år under den langvarige krig hvilede en stor del af ansvaret for regeringens ledelse på ham, især når kongen – ofte og længe – var fraværende. Ved siden af denne sin ministerpost vedblev Krabbe at bestyre sit stiftamtmands- og amtmandsembede, og på andre måder blev der desuden lagt beslag på hans tid og kræfter, som da han 1714 var en af kommissærerne i enkedronning [[Charlotte Amalie af Hessen-Kassel|Charlotte Amalies]] bo. 1709 hædredes Krabbe med [[elefantordenen]].

 

 

Krabbe var en klog, erfaren og arbejdsom statsmand; han var sig sit store ansvar vel bevidst, og når han – vel noget påvirket af sin følelse som godsejer – ikke altid så på landboforholdenes i hans tid brændende spørgsmål således, som man nu kunne ønske, at han havde set på dem, så tør man ikke tvivle på, at han lod sig lede af sin overbevisning om det rette, og det så meget mere, som han var en sjælden human mand; forordningen 1708, der afskaffede forskellige grove misbrug fra tiendeejernes side ved tiendetællingen, er således hans værk. Hans ualmindelige velvilje viste sig også derved, at han havde meget ondt ved at vredes på nogen, og at han sjælden slog hånden af nogen af de mange, han hjalp med råd og dåd, ”endskjønt de somme Tid tit kunde spasere uden for Landevejen”. Han var altid den samme, siger biskop [[Christen Worm]], altid hin gamle, ærlige hr. O. Krabbe I det hele står han som en ualmindelig sympatetisk skikkelse, udrustet med adskillige af den gamle adels allerbedste egenskaber, en ædel personlighed med hjertet på rette sted.