Julian (kejser): Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
mNo edit summary
m Robot: Konverterer nøgne referencer, ved hjælp af ref navne for at undgå dubletter, se FAQ; kosmetiske ændringer
Linje 29:
 
== Baggrund ==
Julian var søn af Julius Constantius (romersk [[konsul]] i [[335]] og halvbror af kejser [[Konstantin den Store]]) og dennes anden kone Basilina, som var af græsk herkomst.<ref>{{cite book |last = Norwich |first = John Julius |title = Byzantium: the early centuries |publisher = Knopf |year = 1989 |page = 83 |isbn= 978-0-394-53778-8 |quote = Julius Constantius...Constantine had invited him, with his second wife and his young family, to take up residence in his new capital; and it was in Constantinople that his third son Julian was born, in May or June of the year 332. The baby's mother, Basilina, a Greek from Asia Minor, died a few weeks later... }}</ref> Begge Julians forældre var kristne. Hans fars forældre var kejser [[Constantius Chlorus]]. den eneste hedenske byzantinske kejser,<ref>{{cite book |last = Bradbury |first = Jim | authorlink=Jim Bradbury |title = The Routledge companion to medieval warfare |publisher = Routledge |year = 2004 |page = 54 |isbn = 978-0-415-22126-9 |}}</ref> og dennes anden kone, Flavia Maximiana Theodora. Hans mormors navn er ukendt; men hans morfar hed Julius Julianus og var [[Prætorianergarden|prætorianerpræfekt]] i øst under kejser [[Licinius]] fra [[315]] til [[324]].<ref>Jones, Martindale og Morris (1971) ''Prosopography of the Later Roman Empire'', 1. bind, s. 148 og 478–479, Cambridge</ref>
 
Som nevø af Konstantin den Store overlevede Julian som dreng blodbadet, efter at hans fætter [[Constantius 2.]] i [[337]] dræbte hans far og derved kom til magten. Julians mor var allerede død, og drengen blev opdraget af en græsk familie[[slave]], [[eunuk]]ken Mardonius. Først boede han i [[Nikomedia]], men efter at være bortvist fra [[hof]]fet, oopholdt han sig for det meste på et kejserligt [[gods]] ved [[Cæsarea]]. Her blev han en ivrig kristen, og ønskede at blive [[præst]]. Men i [[Pergamon]], [[Efesos]] og [[Athen]] fik han kendskab til græsk [[filosofi]] og [[mystik]], og trukket i retning af [[nyplatonisme]]n fik han gradvis følelsen af, at kristen [[teologi]] nærmest kun bestod af to ting - at skræmme onde [[ånd]]er væk og gøre [[korsets tegn]]. han fik også kendskab til [[drab]]ene i familien, som kirken aldrig havde straffet Constantius for, skønt han var kristen. [[Gregor fra Nazianz]] beskyldte Julian for at være utaknemlig mod Gud og kejser, fordi de under blodbadet havde skånet ham "''mod al forventning''". <ref>https://www.nb.no/nbsok/nb/bc194196d8e4cac36f2ca615f90eecee (s. 57)</ref>
Linje 36:
 
== Kilderne ==
Der er to hovedkilder til begivenhederne, der ledte til Julians kejserudnævnelse. Den første er Julians egen beskrivelse i brevet til Athen, som han skrev i [[361]], da han gjorde klar til afmarch mod Konstans.<ref>W.C. Wright (oversætter) – ''The Works of The Emperor Julian, volume II'', ''Letter to the Athenians'', Harvard University Press, 1998</ref> Brevet er et forsøg på at legitimere sine handlinger over for Konstans, og kan som sådan også ses som et politisk program.
 
Den anden kilde er historikeren [[Ammianus Marcellinus]]’ beretning.<ref>V. Ullmann (oversætter) – ''Femogtyve år af Roms Historie'', Arendal, 1877, 20. og 21. bog</ref> Ammianus var højtstående i hæren, da begivenhederne udspillede sig, men befandt sig i [[Mellemøsten]], og han har altså ikke selv overværet det, han skriver om. Julian og Ammianus delte flere synspunkter; de var ikke kristne, og Ammianus var tro mod Julian, som han tjente i hæren.
 
== Julians version i brevet til Athen ==
Linje 44:
Efter at soldaterne i [[Gallien]] havde udnævnt Julian til augustus, og Konstans gjort sin holdning klar, var Julian rykket til [[Illyrien|Illyricum]] med sin hær og gjorde sig der klar til at rykke mod Konstantius i [[Konstantinopel]]. Julian skrev her tre breve, som han sendte til de græske byer Athen, [[Korinth]] og [[Sparta]], samt et til [[Rom]]. Julian beskrev situationen, som han opfattede den, og gik især ind på, hvordan han selv og hans bror Gallus blev behandlet af deres farbror Konstans i årene efter, at Constantius var blevet kejser.
 
Af disse fire breve er kun brevet til Athen bevaret. Af de mange steder i brevet, der hentyder til Athens historie og [[religion]], fremgår, at hvert brev har været skrevet specifikt til modtageren, men argumenterne har næppe været forskellige. Julian begyndte med årene, da Konstantin den Store var død, og Julians farbror sikrede sig magten ved at tage livet af Julians far. Julian og hans bror Gallus var selv nær ved at blive dræbt, men blev skånet, fordi Konstans' kone Eusebia gik i forbøn for dem. I stedet blev de sendt til den fjerntliggende fæstning Macellum i [[Armenien]] og opfostret i streng isolation fra omverdenen og blandt tjenestefolk, der mere kunne opfattes som fangevogtere end tjenere.<ref>Julian, s. 271</ref>
 
Efter seks år blev Julians storebror udnævnt til [[Cæsar (titel)|cæsar]] af Konstans og sat til at styre det østlige rige med hovedsæde i [[Syrien]]. Gallus viste sig som lidt af en [[tyran]] og misbrugte sin magt på det groveste. <ref>Ammianus, 14. bog</ref> Hans regime endte nogle år senere, da Konstans lokkede Gallus til at komme og besøge sig uden livgarde, hvorefter han blev myrdet. Julian indrømmer selv, at Gallus havde opført sig som en forbryder, men påkalder sig romersk ret, der siger at selv en forbryder var berettiget til at holde en forsvarstale før dommen.<ref>Julian, s. 272</ref>
 
I mellemtiden var Julian forflyttet omkring i riget, og altid under streng overvågning. Først som voksen fik han lov til at tage til Athen, hvor han studerede [[filosofi]] i to år. Det er sandsynligvis her, han forkastede kristendommen. Han holdt det dog hemmeligt indtil han blev udnævnt til augustus.
 
=== Uroligheder i Gallien ===
Der udbrød uroligheder i Gallien, da germanske stammer krydsede [[Rhinen]] og slog sig ned i et område, der omfattede over 50 byer,<ref name="autogeneret1">Julian, s. 279</ref> som de holdt i et jerngreb. Konstans så sig nødsaget til at udnævne Julian til cæsar for at få styr på urolighederne. Han gav dog ikke Julian myndighed over andet end "kejserens billede og kåbe",<ref>Julian, s. 278</ref> dvs. som formidler af kejserens ordrer, mens generalerne stadig havde kontrol med hæren.
 
Julian fik selv kun en eskorte på 360 mænd, og da han ankom til Gallien, blev han endda nødt til at sprede disse til omkringliggende byer som svar på deres nødråb om hjælp, mens Julian var i [[Paris]] under opsyn af Konstans' tro tropper. Under den følgende sommers militærkampagne blev indtrængende stammer jaget ud af Gallien, og Julian fik formel kontrol over hæren pga. sin effektivitet som hærfører. Det følgende år gennemførte han kampagner over [[Rhinen]] og undertvang de nærmestboende stammer, samtidig som han sikrede grænsebyer og [[fæstning]]er.
 
=== Kravet om tropper ===
Konstans forberedte sig så på en storoffensiv mod [[Persien]], som i nogle år havde ædt sig ind på de romerske besiddelser. Julian fik ordre om at sende det meste af sin hær til Konstans i Konstantinopel med henblik på perseroffensiven. Julians hær bestod hovedsagligt af mænd fra Gallien og [[Germanien]], hvervet med udtrykkeligt løfte om ikke at blive indsat syd for [[Alperne]], dvs. udenfor deres egne hjemlande.<ref>Ammianus, 20,4</ref> Dette omtalte Julian ikke i brevet til Athen, men det gjorde Ammianus. I stedet skrev han, efter at have nævnt de forskellige personer, Konstans angiveligt havde sendt til Gallien for at fratage Julian magten: "''Og han skrev breve til mig, der var fulde af fornærmelser mod mig og med ordrer der truede Galliens sikkerhed. For han gav ordre om at trække de, jeg vil nærmest sige, alle af de mest effektive tropper ud af Gallien og tildele dem til Lupicinus' og Gintonius' (Konstans' mænd) lederskab, mens han til mig skrev, at jeg ikke måtte modstå dem i nogetsomhelst.''"<ref>Julian, s.name="autogeneret1" 279</ref>
 
Løftet er nok udeladt, fordi Julian skrev til Athen, som om byen var et klassisk græsk samfund fra [[400 f.Kr.]] og ikke et halvt kristent, senantikt Athen fra år 361. Derfor anså han også, at grækerne ikke interesserede sig meget for løfter givet til [[barbar]]er, som galliske og germanske soldater fremstod for [[antikken]]s grækere. Om denne opfattelse stadig var relevant i Julians tid, er mere tvivlsomt, men Julian levede på sit vis i antikken som om det var hans samtid. I stedet for at fortælle om løftet, anførte Julian truslen mod hans personlige sikkerhed, og Galliens sikkerhed som helhed.
Linje 63:
 
=== Oprørets første faser ===
Næste dag gjorde soldaterne oprør og udnævnede Julian til augustus, en titel som han kun modstræbende accepterede. I de breve, han sendte Konstans til sit forsvar, titulerede han stadig kun sig selv som cæsar. Konstans sad stadig med magten; men Julian overtog snart magten i Gallien og tog Konstans' mænd til fange. De blev sendt uskadt tilbage til Konstans som et tegn på forsoning. Men Konstans' svar var at opfordre [[kongedømme]]r i Germanien og [[Donau]]-området til at angribe Gallien, og han samlede forsyninger på grænsen og sendte barbar[[høvding]]ene penge. Uheldigvis for Konstans faldt et af hans breve til høvdingene i hænderne på Julian.<ref>Julian, 286, Ammianus, 21, 3</ref>
 
Ammianus' version af begivenhederne skiller sig ikke væsentligt fra Julians. Da Ammianus var en samtidig, havde han god tilgang til førstehåndsudsagn. Julians breve til de græske byer og Rom må også være offentliggjort. Ammianus skrev om tropperne, Julian skulle afgive til felttoget i Persien: "''…sendte'' [Konstans], ''efter sigende på tilskyndelse af [[præfekt]]en Florentius, [[tribun]]en og notaren Decentius af sted, for øjeblikkelig at føre bort fra Julianus’ hær de [[Heruler|heruliske]] og [[bayern|bataviske]] hjælpetropper, tillige med kelterne og petulanterne, og dertil 300 udvalgte mænd af hver af de øvrige legioner, og påskynde deres afrejse under det påskud, at de på den måde kunne støde til den hær, som ved vårens frembrud skulde drage mod perserne.''" Ammianus omtalte heller ikke løftebruddet mod hjælpetropperne, for ikke at skræmme fremtidige [[rekrut]]ter væk. En vægtig grund for en soldat, som godt vidste hvor farlig dette kunne være for sikkerheden for de galliske grænser, hvis dette skete. Argumentet kunne meget vel være brugt af Julian overfor gallerne i hans nærhed, men han mente der skulle tages andre begrundelser i brug over for dem der boede syd for Alperne, og som jo netop blev berøvet et væsentlig supplement til deres forsvar på grund af et sådant løfte.
Linje 71:
=== Soldaternes opstand ===
[[Fil:EPMA-10401-CILIII459-Julian letter-3.JPG|thumb|Fragment af brev skrevet af Julian til hans ven, officeren Saturninius Secundus Salutius, der fulgte ham på det sidste hærtog, hvor Julian blev dræbt.]]
Ammianus fortsætter beretningen med at fortælle om, hvorledes Julian overvejede, hvorvidt han skulle nedlægge kejserværdigheden fremfor at medvirke til at "lægge Gallien øde". Han besluttede sig for at adlyde, og sende soldaterne af sted hurtigst muligt. Da, beretter Ammianus, blev et brev fundet "henkastet på jorden" i petulanternes lejr, hvori der "''stod følgende ord: "Så skal vi da altså som skyldige og dømte misdædere jages hen til jordens mest bortliggende egne, og de, vi har kære, skal påny gøre [[træl]]letjeneste hos [[alemannere|alamannerne]], skønt vi efter en række blodige kampe friede dem ud af deres første fangenskab.''"<ref name="autogeneret2">Ammianus, 21, 4</ref>
 
Ammianus’ værk er fyldt med lange, citerede taler, som han umuligt kunne have hørt, endsige kende deres indhold. Sandsynligvis er dette brev et påfund af Ammianus, som har digtet et indhold, han fandt sandsynligt. Både Julian og Ammianus fortæller, at det var dette skrift, der endelig ildnede tropperne til oprør. Julian nævner, at hans egen [[skæbne]] beklages i skriftet,<ref>Julian, s. 283</ref> som lige fortvivlet som soldaternes egen.
 
Julian skriver, at han efter brevet, og efter at have set soldaterne afmarcheret, ikke vidste, hvad de foretog sig dagen inden oprøret. Han befandt sig på et landsted, hvor han om natten blev vækket af soldaterne, der havde udnævnt ham til kejser. Ammianus' version lyder: "''Og for at vise dem en endnu større ære nu, de skulle drage så langt bort, indbød han deres [[officer]]er til et [[gæstebud]], hvor han gav dem lov til at gøre ham en [[bøn]], hvis noget lå dem på hjerte. Men jo venligere denne modtagelse var, desto smerteligere var afskeden for dem, og det i en dobbelt henseende, fordi en ublid skæbne skilte dem både fra en mild hersker og fra deres fødeland.''"<ref>Ammianus, 21,name="autogeneret2" 4</ref>
 
Efter at Julian var udråbt til augustus, fulgte en stilstand, hvor han stadig befandt sig på landstedet, omgivet af de mange højtstående officerer, Konstans havde sendt ham, plus en anselig garde, der stadig var tro mod Konstans. Da [[rygte]]t om et angiveligt snigmord på ham bredte sig, samlede soldaterne sig om Julian, og denne gang med fjendtlige tilråb mod Konstans' mænd. Julian forhindrede soldaterne i at slå dem ihjel, men de blev taget til fange og sendt tilbage til Konstans.<ref>Ammianus, 21,name="autogeneret2" 4</ref>
 
Julian skrev: "''Siden der nu var den største forvirring i [[palads]]et, troede Konstans' venner, at de ville gribe chancen til at udklække et [[sammensværgelse|komplot]] imod mig uden tøven, og de uddelte penge til soldaterne. De forventede, at det ville føre til en af to mulige resultater: enten at det ville skabe uvilje mellem mig og soldaterne, eller snarere, at de ville angribe mig åbent. Men da en bestemt officer, som tilhørte den garde, der befalede over min kones eskorte, opdagede, at dette var ved at blive udført, rapporterede han det først til mig. Bagefter, da han så at jeg ikke tog hans advarsel alvorlig, blev han ophidset, og som en besat begyndte han at råbe højt til folkene på markedspladsen, “Soldater-kammerater, fremmede og borgere, forlad ikke kejserens sag!” Da blev soldaterne grebet af en rasende blodtørst og stormede alle til paladset med [[våben]] i hånd.''"<ref>Julian, s. 285</ref>
Linje 86:
== Regeringstid ==
=== Den tolerante hersker ===
Da Julian ankom Konstantinopel for at hyldes som kejser, gjorde han indtryk med sit enkle antræk. Han deltog i statsstyrelsen og i [[domstol]]ernes forhandlinger. Han ville hellere fordybe sig i læsning end at bivåne cirkuslege og [[væddeløb]]. Hans skrifter er delvis bevaret og omfatter embedsbreve, private breve og [[epigram]]mer og en rekke "taler", deriblandt lovtaler, et trøsteskrift og betragtninger om filosofi, religion og politik, som alle vidner om hans omfattende kendskab til klassisk kultur. Til hans tabte værker hører blandt andet tre bøger "mod galilæerne" (= de kristne).<ref>[https://snl.no/Julian Julian – Store norske leksikon<!-- Botgenereret titel -->]</ref> Julian er hovedperson i [[Ibsen]]s [[skuespil]] ''Kejser og galilæer''. Ibsen regnede stykket som sit hovedværk.<ref>[https://www.aftenposten.no/osloby/byliv/i/dmPXo/kortversjon-av-ibsens-lengste Kortversjon av Ibsens lengste<!-- Botgenereret titel -->]</ref>
=== Kristendommens modstander ===
Linje 99:
Han organiserende fattigforsorg, [[Pilgrimsrejse|pilgrimsherberger]] og [[sygehus]]e. [[Fængsel]]sfanger og fjender skulle behandles humant, "''for vi giver til mennesket som sådant, ikke til personerne,''" sagde han. Selv førte han et enkelt liv, gav afkald på luksus og indførte skattelettelser. "''Ulykkelige bønder, nu bliver I igen [[fiskal]]ernes bytte!''" udbrød Libanios efter Julians død. Også biskop [[Ambrosius]] bekræftede folkets taknemlighed mod Julian, der afskedigede hele kobbelet af spioner. Ved højtidelige anledninger gik han til fods; han gik ikke i [[cirkus]] og drak moderat.<ref>Deschner, Karlheinz: ''Og hanen galede for anden gang...'' (s. 59)</ref>
 
Egentlig var der kun [[sofisme|sofistersofisterne]]ne, der var begejstret for hans reformer. De allerfleste kristne benyttede sig af kejserens tolerante holdning til åbenlyst at vise ham foragt. Julian beklagede sig over, at "''de, der holder sig til ugudelighedens skole'' (dvs. de kristne) ''er så brændende, at de hellere vælger døden end opgiver deres meninger, og de tåler [[fattigdom]] og [[sult]]...mens vi er så ligegyldige overfor det religiøse liv.''" Gradvis viste Julian sig mindre tolerant. Når hedenske fanatikere slog kristne ihjel og ødelagde kirker, undlod han at straffe, mens han forviste [[biskop]] [[Athanasius af Alexandria]] for at have døbt nogle [[Samfundsklasse|overklasseoverklassedamer]]damer. Athanasius trøstede sin [[menighed]] med de [[profeti]]ske ord: "''Det er såmænd kun en lille sky, der snart driver over.''" Da Julian faldt i felten, forlyder det, at han skal have rakt hånden op mod himlen og råbt: "''Du har sejret, galilæer!''" men det er der ikke noget historisk grundlag for.<ref>Lorenz Bergmann: ''Kirkehistorie'', bind 1 (s. 103)</ref>
 
=== Felttoget mod parterne ===
[[Fil:Istanbul - Museo archeologico - Sarcofagi imperiali bizantini - Foto G. Dall'Orto 28-5-2006.jpg|thumb|200px|[[Porfyr]]sarkofager udenfor [[Istanbul]]s arkæologiske museum. Julians står til venstre.]]
Det meste af sin korte regeringstid tilbragte Julian imidlertid med at forberede et stort angreb mod [[sassaniderne]]. Felttoget var en fortsættelse af de krige, [[Romerriget]] havde ført mod [[partherriget]]; Julians felttog havde også som mål at sikre sig kontrol over handelsruterne til [[Asien]]. [[Sovjetunionen|Sovjetiske]] historikere omkring [[1950]] så det også som en måde for Julian til at mildne [[klassekamp]]en, der splittede det romerske samfund i kejsertiden. Julian faldt på felttoget, og det blev påstået, at han blev dræbt af en romer, der så en anledning til at blive af med en forhadt hedensk kejser. Til støtte for teorien anføres, at ingen perser bagefter blev belønnet for drabet på den romerske hærfører. Men i slagets forvirring ville det være svært at afgøre, hvem der påførte ham den dødelige skade. Fra persisk side hævdede Muhammad Al-Tabari, at Julian blev dræbt i sit [[telt]], ramt i hjertet af en pil afskudt af en "usynlig hånd". <ref>[https://about-history.com/the-persian-campaign-of-julian-the-apostate/ The Persian campaign of Julian the Apostate - About History<!-- Botgenereret titel -->]</ref>
 
=== Eftermæle ===
Linje 116:
* W.C. Wright (overæstter) – ''The Works of the Emperor Julian'' (3 bind), Harvard University Press, 1998.
* V. Ullmann (oversætter) – Ammianus Marcellinus – ''Femogtyve år af Roms Historie'' (2 bind), Arendal, 1877-1880.
* Desuden har [[Henrik Ibsen]] behandler Julians liv i sit drama ''Kejser og Galilæer'' (1873).
 
== Ekstern henvisning ==
Linje 128:
{{autoritetsdata}}
{{FD|331|363}}
 
[[Kategori:Kejsere fra Romerriget]]
[[Kategori:Nyplatonisme]]