|
}}
[[Fil:BritishMandatePalestine1920.png|thumb|Både Palæstina og [[Transjordanien]] var en del af det britiske mandatområde under [[Folkeforbundet]]. Transjordanien, vest for [[Jordan-floden]], blev et selvstyrende område allerede fra april 1921 under emir [[Abdullah ibn Hussein]].]]
'''Mandatområdet i Palæstina''' ('''Palæstinamandatet''', '''Mandatet for Palæstina''' eller '''Det britiske mandatområde i Palæstina''') var en geopolitisk enhed etableret mellem [[1920]] og [[1948]] i regionen [[Palæstina]] i [[Mellemøsten]]. [[Storbritannien]] administrerede [[Mandatområde|mandatområdet]] i henhold til [[Folkeforbundet|Folkeforbundets]] artikel 22, også kendt som [[Mandatområde|mandat systemet]].<ref>[https://avalon.law.yale.edu/20th_century/leagcov.asp#art22 The Covenant of the League of Nations]</ref> Arealmæssigt udgjorde mandatområdet hovedsageligt det, som i dag kendes som staterne [[Jordan]] og [[Israel]] (eksklusiv [[Golanhøjderne]]). Endvidere var [[Vestbredden]] og [[Gazastriben]] også en del af mandatområdet.
Palæstina havde tidligere været en del af [[Osmanniske Rige|Det Osmanniske Rige]]. Således havde området været under osmannisk kontrol i ca. 400 år fra [[1516]] frem til dønningerneslutningen af [[1. verdenskrig]] (ca. [[1917]]-[[1918]])., hvor osmannerne blev besejret gennem [[OsmanniskeAraberopstanden]] og af det [[Britiske Imperium]]s hær i [[Felttoget i Sinai og Palæstina]]. Rige|Det Osmanniske Rige]] havde under [[1. verdenskrig]] været allieret med Tyskland og derved en del af [[tripelalliancen]], som tabte krigen. I tiden mellem det Osmanniske Riges fald i 1917-18 og mandatområdets oprettelse var det en del af det såkaldte ''Occupied Enemy Territory Administration'', kontrolleret af det britiske militær.{{sfn|Macmunn|Falls|1930|p=606-607}}
Under 1. verdenskrig (1914-18) blev [[Osmanner|osmannerne]] (tyrkerne) besejret som følge af [[Araberopstanden]] og det [[Britiske Imperium]]s hær i [[Felttoget i Sinai og Palæstina]].<ref>{{cite book |editor1-first=Matthew |editor1-last=Hughes |title=Allenby in Palestine: The Middle East Correspondence of Field Marshal Viscount Allenby June 1917 – October 1919 |series=Army Records Society|volume=22 |year=2004 |publisher=Sutton Publishing Ltd |location=Phoenix Mill, Thrupp, Stroud, Gloucestershire|isbn=978-0-7509-3841-9 |page=128}}</ref> Storbritannien havde givet araberne tilsagn om uafhængighed, hvis de gjorde oprør mod osmannerne, men de to sider havde forskellig tolkning af denne aftale, og i sidste ende blev området delt mellem Frankrig og Storbritannien i [[Sykes-Picot-aftalen]] – et forræderi i arabernes øjne. En yderligere komplikation var [[Balfour-deklarationen]] fra 1917, hvor briterne lovede jøderne støtte til et "nationalt hjem" i Palæstina. Ved krigens afslutning etablerede briterne og franskmændene [[kondominat]]et ''Occupied Enemy Territory Administration'' i det der hed [[Osmannisk Syrien]]. Briterne opnåede legitimitet i forhold til deres fortsatte kontrol i juni 1922 gennem et [[Mandatområde|mandat]] fra [[Folkeforbundet]]. Det formelle formål formed Folkeforbundets mandatsystem var at administrere dele af det tidligere osmanniske rige, der havde kontrolleret området siden 1500-tallet, "indtil de kunne stå på egne ben".<ref>[http://avalon.law.yale.edu/20th_century/leagcov.asp#art22 Article 22, The Covenant of the League of Nations] and "Mandate for Palestine," ''Encyclopaedia Judaica'', Vol. 11, p. 862, Keter Publishing House, Jerusalem, 1972</ref> ▼Under det britiske mandatområde i Palæstina (1920-1948) oplevede områden tilblivelsen af to store [[Nationalisme|nationalistiske bevægelser]]; den ene blandt [[Jøder|jøderne]] og den anden blandt [[arabere]]. Disse to konkurrerende nationale interesser blandt befolkningen i Palæstina resulterede i flere interne stridigheder og kampe – både mellem jøderne og araberne, men også mellem forskellige befolkningsgrupper og myndighederne/det britiske styre.
IPalæstina løbetoplevede afsom mandatområdetsbritisk tidmandatområde opstod(1920-1948) dertilblivelsen af to store [[Nationalisme|nationalistiske bevægelser]] bevægelser,; den ene blandt [[Jøder|jøderne ]] og den anden blandt de palæstinensiske [[arabere ]]. De to befolkningsgruppers konkurrerende nationale interesser delsresulterede i forholdflere tilinterne hinandenstridigheder og delskampe i– forholdbåde tilmellem dejøderne regerendeog araberne, men også mellem forskellige befolkningsgrupper og myndighederne, det vil sige det britiske myndighederstyre. Stridighederne udviklede sig til arabiske og jødiske opstande i henholdsvis 1936-1939 og 1944-1948, inden det kulminerede i den [[den arabisk-israelske krig 1948|arabisk-israelske krig]] fra 1947–1949. Dette førte til etableringen af en våbenhvileaftale i 1949 med deling af det tidligere mandatområde mellem den nye stat [[Israel]] med et jødisk befolkningsflertal, den arabiske [[Vestbredden|Vestbred]], annekteret af Kongeriget Jordan samt det arabiske [[protektorat]] i [[Gazastriben]] under [[Egypten]]. ▼
'''Mandatområdet i Palæstina''', også kaldet '''Palæstinamandatet''', '''Mandatet for Palæstina''' eller '''Det britiske mandatområde i Palæstina''', var det nuværende [[Jordan]] og [[Israel]] med [[Vestbredden]] og [[Gazastriben]]. Det tilhørte tidligere det [[Osmanniske Rige]] og blev i dønningerne efter [[1. verdenskrig]] betroet Storbritannien som et [[mandatområde]]. Det eksisterede mellem 1920 og 1948. I tiden mellem det Osmanniske Riges fald i 1917-18 og mandatområdets oprettelse var det en del af det såkaldte ''Occupied Enemy Territory Administration'', kontrolleret af det britiske militær.{{sfn|Macmunn|Falls|1930|p=606-607}}
▲Under 1. verdenskrig (1914-18) blev [[Osmanner|osmannerne]] (tyrkerne) besejret som følge af [[Araberopstanden]] og det [[Britiske Imperium]]s hær i [[Felttoget i Sinai og Palæstina]].<ref>{{cite book |editor1-first=Matthew |editor1-last=Hughes |title=Allenby in Palestine: The Middle East Correspondence of Field Marshal Viscount Allenby June 1917 – October 1919 |series=Army Records Society|volume=22 |year=2004 |publisher=Sutton Publishing Ltd |location=Phoenix Mill, Thrupp, Stroud, Gloucestershire|isbn=978-0-7509-3841-9 |page=128}}</ref> Storbritannien havde givet araberne tilsagn om uafhængighed, hvis de gjorde oprør mod osmannerne, men de to sider havde forskellig tolkning af denne aftale, og i sidste ende blev området delt mellem Frankrig og Storbritannien i [[Sykes-Picot-aftalen]] – et forræderi i arabernes øjne. En yderligere komplikation var [[Balfour-deklarationen]] fra 1917, hvor briterne lovede jøderne støtte til et "nationalt hjem" i Palæstina. Ved krigens afslutning etablerede briterne og franskmændene [[kondominat]]et ''Occupied Enemy Territory Administration'' i det der hed [[Osmannisk Syrien]]. Briterne opnåede legitimitet i forhold til deres fortsatte kontrol i juni 1922 gennem et [[Mandatområde|mandat]] fra [[Folkeforbundet]]. Det formelle formål for Folkeforbundets mandatsystem var at administrere dele af det tidligere osmanniske rige, der havde kontrolleret området siden 1500-tallet, "indtil de kunne stå på egne ben".<ref>[http://avalon.law.yale.edu/20th_century/leagcov.asp#art22 Article 22, The Covenant of the League of Nations] and "Mandate for Palestine," ''Encyclopaedia Judaica'', Vol. 11, p. 862, Keter Publishing House, Jerusalem, 1972</ref>
▲I løbet af mandatområdets tid opstod der to [[Nationalisme|nationalistiske]] bevægelser, den ene blandt jøderne og den anden blandt de palæstinensiske arabere. De to befolkningsgruppers konkurrerende nationale interesser dels i forhold til hinanden og dels i forhold til de regerende britiske myndigheder udviklede sig til arabiske og jødiske opstande i henholdsvis 1936-1939 og 1944-1948, inden det kulminerede i den [[den arabisk-israelske krig 1948|arabisk-israelske krig]] fra 1947–1949. Dette førte til etableringen af en våbenhvileaftale i 1949 med deling af det tidligere mandatområde mellem den nye stat [[Israel]] med et jødisk befolkningsflertal, den arabiske [[Vestbredden|Vestbred]], annekteret af Kongeriget Jordan samt det arabiske [[protektorat]] i [[Gazastriben]] under [[Egypten]].
== Historie ==
|
