|
==== Areal og befolkning ====
Det egentlige Palæstinas areal beregnedes til at være omkring 23.000 km<sup>2</sup>.<ref name="NF961">[http://runeberg.org/nfcq/0529.html Nordisk Familjebok, sp. 961]</ref>
Befolkningen opgjordes ved en folketælling i oktober 1922 til 757.182 indbyggere, hvoraf 590.890 var [[islam|muslimer]], 83.794 [[jøder]], 73.024 kristne, 7.028 [[drusere]] og 163 [[samaritaner]]e.<ref name="NF961"/> Antallet af jøder var imidlertid takket være indvandring stærkt voksende. Muslimerne var overvejende [[arabere]], for en stor andels vedkommende imidlertid af blandet herkomst. De talte alle arabisk ligesom også de fleste kristne.<ref name="NF961"/>
==== Finanser ====
Indkomsterne for budgetsåretbudgetåret 1924–25 beregnedes til 1.656.400, udgifterne til 1.638.050 egyptiske pund. Det strengt fastholdte grundprincip, at forvaltningen skulle bære sig selv, tvang Palæstinas regering til at stærkt begrænse udgifterne for landets materielle og åndelige udvikling. De vigtigste indkomstkilder i budgetsåretbudgetåret 1924–25 var told 540.000, indkomster fra jernbanedrift 290.000, [[tiende]] 200.000, hus- og jordskat 150.000, alle i egyptiske pund. Blandt udgiftsposterne var især de til ordningens opretholdelse 525.170, forvaltningsomkostninger 254.047, jernbaner 241.125, offentlige arbejder 127.801 og undervisningsvæsenet 103.080, alle egyptiske pund.<ref name="NF963"/>
==== Uddannelsesvæsen ====
Undervisningsvæsenet var under den tyrkiske tid meget forsømt og led endnu under regeringens nødtvungne begrænsninger. Den underholdt 2 lærerseminarier og 314 folkeskoler (46 i byerne og 268 i landdistrikterne) med 19.110 elever i 1924 (deraf 15.868 drenge og 3.242 piger). Videreuddannelsesskoler fandtes ved 8 folkeskoler i byerne. Af statsskolernes elever var 89 % muslimer<ref>Der blev ikke skelnet mellem forskellige islamiske retninger</ref> og 10 % kristne, undervisningssproget var arabisk.<ref name="NF963"/> I Jerusalem oprettedes i 1920 en juridisk aftenskole for uddannelse af arabiske og jødiske sagførere. En statslig landbrugsskole fandtes endnu ikke, kun omkringrejsende konsulenter. Næsten alle jødiske børn (og de fleste kristne) gik i privatskoler. Jødiske stiftelser underholdt 187 skoler med 18.311 elever skoleåret 1923–24, deraf 4 seminarier, 1 landbrugsskole, 17 tekniske og handelsskoler samt det moderne udrustede jødiske lyceum i Tel Aviv (med 32 lærere og 350 elever). Kristne stiftelser underholdt 172 skoler med 13.348 elever (deraf flere mellemskoler, 1 landbrugsskole og 1 højere skole), muslimske stiftelser 38 skoler med 2.477 elever (deraf 1 teologisk og 1 landtbrugsskole). Omkring 26 % af børnene i skolealderen besøgte 1923 hverken stats- eller private skoler. I de jødiske skolerneskoler var ikke [[jiddisch]], men derimod [[hebraisk]] undervisningssprog. Ved det i 1925 indviede jødiske universitetet i Jerusalem påbegyndtes i december 1924 forelæsninger (med 110 elever).<ref name="NF963"/>
==== Styrelsens indretning ====
Et dekret af [[10. august]] og [[1. september]] [[1922]] gav Palæstina en ny forfatning, hvor efterhvorefter regeringen lededes af en ''High Commissioner'', assisteret af et ''Executive Council''. Til lovgivningen valgtes et ''Legislative Council'' på 22 medlemmer foruden ''the High Commissioner''; af dette råd udgjorde administrationens ledende embedsmænd de 10, men dets myndighed var i øvrigt stærkt begrænset.
==== Retsforhold ====
=== Palæstina 1925 - 1933 ===
I 1925 fratrådte sir Herbert Samuel sin stilling som ''High Commissioner'' og efterfulgtes af feltmarskalk [[Herbert Charles Onslow Plumer|Plumer]].<ref>[http://runeberg.org/svda/1925/0280.html ''Svenska Dagbladets Årsbok'' 1925, s. 278]</ref> Ifølge Herbert Samuels redegørelse havde finanserne 1920—19251920-1925 udvist en indtægt på 8.400.000 £ (ægyptiske, lidt mere end engelske) og en udgift af 8.391.000 £. Der var bygget eller istandsat 240 km hovedruter, 600 km biruter, oprettet 34 [[telegraf]]kontorer og 31 offentlige [[telefon]]stationer med over 1.300 abonnenter. [[Haifa]] og [[Jaffa (Israel)|Jaffa]] var blevet centrer for industri: [[olie]], [[sæbe]], [[cement]], [[natriumklorid|salt]], [[mursten]] og andet. Der var 103 aktieselskaber og 66 [[andelsselskab]]er, men importen oversteg eksporten. Der var indvandret 46.225 jøder, så at der i marts 1925 var 108.000 jøder i Palæstina. Den eneste helt jødiske by var [[Tel Aviv]] ved [[Jaffa (Israel)|Jaffa]], der havde 30.000 indbyggere mod 2.000 i 1914, idet den grundlagdes i 1908. Der var åbnet 190 grundskoler for araberne, så at der i alt fandtes 314 regeringsskoler, 400 private; til de sidste hørte alle jødiske og de forskellige kristne missionsselskabers. Den 1. april 1925 åbnedes under deltagelse fra hele verden et hebraisk universitet med fakulteter for hebraiske studier, biokemi og elektrobiologi<ref>[http://runeberg.org/svda/1925/0273.html ''Svenska Dagbladets Årsbok'' 1925, s. 271f]</ref>; et fakultet i Tel Aviv for agrikultur sluttede sig dertil. Lord Balfour holdt den egentlige indvielsestale; hans besøg gav anledning til uroligheder hos den arabiske Befolkningbefolkning. I ''Palestine Citizenship Order'' af 24. juli 1925 fastsloges reglerne for palæstinensisk borgerret. Samme år ratificeredes i december en overenskomst mellem England og USA, hvorved sidstnævnte stat sluttede sig til Folkeforbundsstaterne som garant for mandatet.
1926 høstedes 99.023 t [[hvede]], 69.358 t [[byg]], 23.913 t [[durra]], 2.093 t [[oliven]], 4.650 t [[olivenolie]], 3.321 t linser. Samme år holdtes 290.854 [[får]], 841.289 [[ged]]er, 27.315 [[kamel]]er og 4.161 bøfler. De vigtigste eksportartikler var [[appelsin]]er, [[sæbe]] og [[vandmelon]]er.
==== Nye udviklingsvilkår ====
I 1927 indførtes en [[skattereform]], idet den fra tyrkisk tid overtagne tiende blev afskaffet. Samme år fik Palæstina, der hidtil havde benyttet ægyptisk mønt, sit eget møntsystem med palæstinensisk £, der deltes i 1.000 Milmil. I marts 1926 fik den amerikansk-jødiske ingeniør Rutenberg efter flere års forhandlinger den endelige koncession på udnyttelse af floderne Jordan og Jarmuk[[Yarmuk]] til elektrificering af Palæstina og Transjordanien i 70 år. 11. juli 1927 fandt et [[jordskælv]] sted, hvorved der i Palæstina dræbtes 200 og såredes over 700, mens 1.000 huse blev ødelagt eller stærkt beskadigede, og i Transjordanien dræbtes 68, såredes 102. Landet gennemgik i 1926 og 1927 en økonomisk krise, arbejdsløsheden steg, og i 1927 viste toldindtægterne en nedgang på 40.000 £. Dette medførte en begrænsning af den jødiske indvandring: i 1925 indvandrede 33.801 og udvandrede 2.145 Jøder, i 1926 var tallene 13.081 og 7.365, i 1927: 2.713 og 5.071. I alt var der 1. juli 1927 147.687 jøder i Palæstina eller hen imod 18% af befolkningen; af dem var 30.500 optaget af landarbejde, fordelt i 104 kolonier. Lord Melchett (forhen [[Alfred Mond]]) har virket kraftigt for lettelse af krisen. Et regulativ for det jødiske samfund i Palæstina blev fastslået 1927, men en endelig forfatning under samvirken af de forskellige befolkningsdele kunne ikke opnås. Hvor vanskelige forholdene i den henseende stadig var, fremgik af den ophidselse, som vaktes i efteråret 1928 i anledning af "[[Klagemuren]]", der var muslimsk ejet, men hvor jøderne havde ret til at holde andagter.
Transjordaniens forhold til England som mandatmagt reguleredes ved en overenskomst af [[20. februar]] [[1928]], hvorefter området udgjorde et [[emirat]] af en vis selvstændighed under kontrol af en britisk resident.
I 1928 afløstes feltmarskalk Plumer af sir [[John Robert Chancellor]] som ''High Commissioner''<ref>[http://runeberg.org/svda/1928/0363.html ''Svenska Dagbladets Årsbok'' 1928, s. 361]</ref>.
==== Det arabiske oprør i 1929 ====
I 1929 kom det til et 4 dage langt arabisk oprør, der strakte sig fra fredag den 23. august til mandag den 26. august. Baggrunden var to demonstrationer, som fandt sted den 15. august, hvor en gruppe zionister fejrede mindet af templets ødelæggelse med en procession til Klagemuren og en sørgegudstjeneste i den da snævre gyde foran muren. Da demonstrationen rummede zionistiske flag, taler og sang, blev den af araberne opfattet som en politisk provokation, og dagen efter - der tilfældigvis er profetens fødselsdag - arrangerede araberne en moddemonstration, hvor besøgende fra moskéen el-Aksa gik langs muren og ødelagde nogle af de bønnepapirer, som i henhold til gammel jødisk skik var indstukkede i murrevner. De to demonstrationer forvoldte en vis nervøsitet, og da om lørdagen en fodbold under en jødisk fodboldkamp havnede på en muslimsk ager, opstod der slagsmål, da bolden blev hentet, og en ung jøde fik svære knivsår og døde på sygehus den 20. august. Den følgende dag blev han begravet, og denne udviklede sig til en national jødisk demonstration. Den næste dag var stilhed før stormen, men arabere fra omegnen begyndte i stort tal at komme til byen, og fredag den 23. efter middagsbønnen samledes et stort antal moskébesøgende bevæbnede med knive, geværer, stokke og lignende. Efter gudstjenestens afslutning drog de i grupper til flere jødekvarterer og overfaldt alle jøder på deres vej. Myndighederne var i begyndelsen magtesløs: politistyrken var beskeden og bestod overvejende af arabere, som ikke ansås ganske pålidelige til indgriben mod trosfæller. Om eftermiddagen havde man imidlertid formået at samle nogle hundrede britiske "ekstra konstabler", blandt andet Oxford-studenter, som var på turistbesøg i den hellige by. Om aftenen ankom panservogne og flyvemaskiner fra en militærlejr ved Ramleh. Det lykkedes her efter at opretholde roen i bymidten, men uroen spredte sig i stedet til Jerusalems omgivelser og i løbet af lørdagen til en række andre byer. Rygter om, at jøderne forsøgte at bemægtige sig eller ødelægge Omars moské spredtes og opildnede den arabiske fanatisme. En omfattende massakre indtrådte om lørdagen i Hebron, grænseuroligheder i Jaffa, et heftigt angreb mod den endnu ret nye jødiske koloni Tel Aviv. Myndighederne fik lørdag eftermiddag forstærkninger i form af 50 mand i flyvemaskiner fra Egypten, og om søndagen kom fra Egypten general Dobbie med 600 mand walesiska tropper, af hvilke mindre styrker sendtes til Jaffa og Tel Aviv. Om mandagen og tisdagen ankom orlogsskibe med marinesoldater fra Malta. Flyvepatruljering blev arrangeret over hele landet, og fredag den 30. august havde general Dobbie fået samlet en så stærk bevogtning, at moskébesøgende forholdt sig i ro. En mindre pogrom i Safed i det nordlige Galilæa betegnede den sidste udløber af urolighederne. Mange enligt beliggende jødiske nybyggergårde var imidlertid blevet plyndrede eller ødelagte. En britisk undersøgelseskommission under ledelse af en pensioneret kolonioverdommer blev sat til at udrede de nærmere omstændigheder omkring urolighedernes opkomst, og i de arabiske lejre ved ørkenranden foretoges massearrestationer og plyndringsbytte blev i stor skala beslaglagt.<ref>[http://runeberg.org/svtidskr/1929/0465.html ''Svensk Tidskrift'' 1929, s. 461-4]</ref>
==== Befolkningsudviklingen ====
:<small>Kilde: ''American Jewish Year Book'', diverse årgange</small>
Allerede i 1933 ramteramtes Palæstina af den første indvandringsbølge fra Tyskland og især Polen. Den 13. oktober udråbes belejringstilstand i Palæstina, efter at en stor invandring af tyske jøder har fået den allerede tidligere stærke spænding mellem arabere og jøder til yderligere at vokse og ført til blodige sammenstød mellem dem, efter, at araberne i protest mod indvandringen har proklameret storstrejke. Tusindvis af arabere forsøgte at trænge ind i en ny bydel i Jerusalem, men forhindredes af militære styrker. Den [[27. oktober]] udbrød nye uroligheder i [[Jaffa (Israel)|Jaffa]], og disse spredte sig til flere andre steder, der iblandt [[Jerusalem]], [[Haifa]] og [[Nablus]]. Blodige kampe indtrådte mellem politi og arabiske demonstranter. Også i [[Transjordanien]] og i [[Syrien]] forekommer uroligheder. Præsidenten for den arabiske eksekutivkomité krævede i et protesttelegram til den engelske koloniminister, at arabernes rettigheder skulle respekteres og beskyttes. De jødiske [[emigrant]]skibe, som var på vej til Palæstina, må i første omgang omdirigeres til neutrale havne. Fra arabisk side udtryktes over for den engelske overkommissær frygt for, at jøderne truede med at få overvægt i Palæstina og fortrænge araberne fra det økonomiske og industrielle område og at den engelske regering derfor for at få fred skal stoppe den jødiske [[immigration]].<ref>[http://runeberg.org/svda/1933/0293.html ''Svenska Dagbladets Årsbok'' 1933, s. 291]</ref> Den 1. november rettede den syriske liga for menneske- og medborgerrettigheder, en panarabisk organisation, en opfordring til [[Folkeforbundet]] om at skride ind mod den jødiske indvandring til Palæstina og mod Englands politik, som man anser går ud på at stifte ufred mellem jøder og arabere. I Transjordanien forekom engelskfjendtlige uroligheder. På den engelske overbefalhavers ordre afspærredes Palæstina helt: Grænserne bevogtedes af engelsk og arabisk militær, og kun personer med officiel tilladelse til at slå sig ned i landet, må passere. Disse tiltag vakte stor bitterhed blandt jøderne, som i [[Tel Aviv]] den 9. december afholder et protestmøde, som resulterede i blodige sammenstød med politiet og afsluttedes med, at soldater ryddede torvet.<ref>[http://runeberg.org/svda/1933/0294.html ''Svenska Dagbladets Årsbok'' 1933, s. 294]</ref>
==== Konflikten i 1936 ====
[[File:Palest against british.gif|thumb|Arabiske oprørere under konflikten i 1936.]]
I 1936 brød nye konflikter ud: udviklingen begyndte, da arabiske landevejsrøvere angreb og plyndrede en bus, hvor efterhvorefter de udtog tre jøder, som blev skudt ned. Jøderne hævnede sig et par dage senere ved at stikke et par kendte jødefjendtlige arabere ned.<ref>[http://runeberg.org/svtidskr/1936/0528.html "Jäsningen i Palestina"], ''Svensk Tidskrift'', 23. årgang (1936), s. 522 (svensk)</ref> Den [[20. april]] proklameredes en ny arabisk storstrejke for at tvinge englænderne til at opfylde arabiske krav om, at det skulle forbydes jøder at købe jord i Palæstina og yderligere jødisk immigration forbydes. De foregående års store jødiske indvandringsbølger betød, at araberne i stigende grad frygtede, at en jødisk statsdannelse kunne blive virkeliggjort. Tiden kendetegnedes af lovløshed med mord, bombebomber, attentater mod togetog og mordbrande. Forretningslivet lamslås. Jøderne måtte trække sig ud af Jerusalem, og urolighederne bredte sig også til landdistrikterne. Der blev afsat yderligere engelske troppestyrker for at opretholde ro og orden. SammentræfningerTræfninger mellem jøder og arabere samt mellem arabere og ordensmagten hørte til dagsordenen såvel i Jerusalem som i andre byer, der i blandtderiblandt [[Nazareth]], [[Nablus]], [[Haifa]], [[Gaza]], [[Jaffa (Israel)|Jaffa]] og [[Lydda]]. Udviklingen førte til regulære kampe. De af myndighederne indførte drabelige straffe var uden virkning. Araberne, som modtog hjælp fra officerereofficerer fra [[Syrien]] og [[Irak]], blev stadig mere aggressive. I begyndelsen af september ankom 12 bataljoner engelske tropper til Palæstina, hvorved disses antal opgiksteg til 25.000 mand. Araberne opererede entydigt under ledelse af syreren [[Fauzi ed-Din Kaukji]]. Efterhånden blev civilbefolkningen imidlertid trætte af strejken, og det højeste arabiske råd udsattes for pres fra fyrsterne i Arabien, Transjordanien og Irak. Den [[9. oktober]] sendte [[Auni bej]], medlem af den arabiske strejkekomité og leder af det storarabiske uavhængighedsparti, en skrivelse til den engelske overkommissær i Palæstina, hvori han erklærede, at araberne afbrød strejken i "adlydelse af sine konger" og håbede, at den jødiske indvandring snarest ville blive indstillet og almindelig [[amnesti]] bevilget. Den [[12. oktober]] afblæstes strejken, som da med tilhørende uroligheder havde krævet 313 døde.<ref>[http://runeberg.org/svda/1936/0288.html Svenska Dagbladets Årsbok 1936, s. 288f]</ref>
Baggrunden for de gentagne strejker måtte søges i interne arabiske modsætninger. Den jødiske indvandring indebar en social omvæltning i Palæstina: helt frem til 1. verdenskrig havde landet på det nærmeste været [[feudalisme|et feudalt land]] med forholdsvis få store arabiske jordejere, ofte bosatte i byerne eller udlandet, der udlejede jorden til palæstinensiske bønder, som til gengæld måtte betale en høj jordleje.<ref>Langlet (1936), s. 410f</ref> Da jøderne begyndte at indvandre, opkøbte de jordlodder (ikke sjældent af ringeste kvalitet: af de ca. 150.000 hektar, som jøderne havde erhvervet, havde over 40.000 hektar været moseland eller steppe<ref>Langlet (1936), s. 413</ref>) med henblik på [[plantage]]dyrkning, og plantagedrift især af [[appelsin]]er blev sat i gang. Ligeledes var der mange indvandrede jøder, som oprettede [[fabrik]]ker i byerne. Dermed skabtes nye arbejdspladsmuligheder, hvorved de palæstinensiske fæstebønder var mindre motiverede for at fortsætte deres egen jordbrugsdrift - ikke mindst fordi lønningerne var langt bedre end indtjeningsmulighederne ved fortsat feudal jordbrugsdrift. Resultatet var, at palæstinensiske jordbrugere i stigende grad søgte nyt arbejde enten på de jødiske plantager (af ca. 10.000 arbejdere på jødiske appelsinplantager ved Tel Aviv og Jaffa var ca. 7.500 arabere)<ref>Langlet (1936), s. 412; ''l'', s. 523</ref> eller på de jødisk ejede fabrikker i byerne, og at jordejerne derfor ikke længere med samme held kunne fortsætte den tidligere udplyndring af deres sprog- og trosfæller. Dette fik de arabiske godsejere til aktivt at virke for et stop i den jødiske indvandring og til at true palæstinensere, der søgte arbejde i jødiske foretagender, med mord<ref>Langlet (1936), s. 415</ref>. Kendetegnende var det, at modstanden mod jødisk indvandring, der alene var betinget af godsejernes fortsatte udbytningstrang og intet havde med arabisk eller islamisk solidaritet at skaffe<ref>Langlet (1936), s. 411</ref>, var fordelt på tre grupper: det "arabiske parti" under ledelse af [[stormufti]] [[Amin el-Husseini]] og dennes broder [[Dsjemal el Huseini]], det "nationale forsvarsparti" under ledelse af tidligere borgmester i Jerusalem Racheb el Nasjasjibi samt "fremskridtspartiet" under ledelse af Jerusalems daværende borgmester, Khalidi, som alle havde samme program men var splittede på grund af indbyrdes rivalisering.<ref>Langlet (1936), s. 414</ref>
==== Delingsplaner 1938 ====
[[File:Jewish protest demonstrations against Palestine White Paper, May 18, 1939. King George Ave, Jerusalem.jpg|thumb|Jødisk demonstration imod [[Hvidbogen af 1939]] i [[Jerusalem]] i 1939.]]
I 1938 luftede englænderne en plan om at opdele Palæstina i to områder, et jødisk og et arabisk. Planen gav anledning til voldsom modstand blandt den arabiske befolkning: den 11. oktober vedtog en panarabisk kongres i Kairo[[Cairo]] en resolution om Palæstina, hvori det blandt andet krævedes, at Balfour-deklarationen skulle erklæres ugyldig, at den jødiske immigration skulle stoppes, at et forslaget om deling af landet opgives, en national arabisk regering dannes og politiske fanger frigives. Hvis disse krav ikke blev opfyldteopfyldt, opfordredes araberne til at betragte englændere og jøder som fjender.<ref>[http://runeberg.org/nfm/1938/0819.html ''Nordisk familjeboks månadskrönika'' 1938, s. 771]</ref> Den [[1. november]] udbrød der en arabisk storstrejke over hele Palæstina, arabiske butikker blev lukkedelukket, og araberne undlod at rejse med tog eller bil hverken som chauffør eller passager; strejkebrydere blev truedetruet på livet. I [[Syrien]] fandt arabiske sympatidemonstrationer sted. Da en engelsk kommission under ledelse af [[John Woodhead]], som i april var rejst til Palæstina for at undersøge delingsplanens gennemførlighed, tillige i sin rapport meddelte, at der var store politiske, administrative og finansielle vanskeligheder forbundne hermed, meddelte den engelske regering den [[9. november]], at man havde opgivet delingsplanen og i stedet ville samle repræsentanter for jøder og arabere i London til et møde for at drøfte situationen. Den engelske regering lod tilkendegive, at man ville indkalde repræsentanter for det jødiske agentur, for araberne i Palæstina og for de arabiske nabolande men ikke for de arabiske ledere, som havde været ansvarlige for den da igangværende bølge af [[mord]] og [[vold]], hvilket indebar, at [[mufti]]en af [[Jerusalem]], som opholdt sig i landflygtighed i [[Damaskus]] og regnedes som hovedmanden bag den arabiske virksomhed, blev udelukket<ref>[http://runeberg.org/svda/1938/0292.html ''Svenska Dagbladets Årsbok'' 1938, s. 292]</ref>.
I februar 1939 indkaldte briterne til en konference i London, der skulle afgøre Palæstinas udvikling. Konferencen blev imidlertid hurtigt sprængt, da de arabiske krav om fuldstændig kontrol og afvisning af yderligere jødisk immigration på den ene side og jødiske krav om at omdanne Palæstina til et "jødisk hjem" er uforenelige. Englænderne sætter dog grænser på den jødiske indvandring, hvilket afvises af jøderne den [[27. februar]]. Samme dag gennemfører jøder terrorangreb i Palæstina som reaktion på briternes imødekommenhed over for araberne, og dette forsætter de følgende dage. Den værste jødiske terror finder sted i Haifa, hvor 24 personer dødblev dræbt af bomber. Den 1. marts blev konferencen udskudt på ubestemt tid.<ref>''Nordisk Familjeboks Månadskrönika 1939'', s. 276</ref> Den [[18. maj]] fremlagde englænderne en "[[Hvidbogen af 1939|hvidbog]]", der indeholder beslutningen om, at mandatet skulle ophøre i løbet af ti år og en selvstændig arabisk-jødisk stat oprettes.<ref name="NFM 279"/> I overgangsperioden på 5 år skulle den jødiske indvandring begrænses til 75.000, hvilket ville indebære, at jøderne ville udgøre 1/3 af befolkningen. Både jøder og arabere afviste forslaget.<ref name="NFM 280">''Nordisk Familjeboks Månadskrönika 1939'', s. 280</ref>
Forbitrelsen blandt jøderne over den engelske beslutning om at forhindre yderligere jødisk indvandring var stor, og i [[1939]] begyndte zionisterne at organisere illegal indvandring til Palæstina.<ref name="NFM 279">''Nordisk Familjeboks Månadskrönika 1939'', s. 279, 284</ref> Den 20. august udstedte briterne et dekret, der bestemmer, at alle illegale immigranter skulle interneres i koncentrationslejre.<ref name="NFM 286">''Nordisk Familjeboks Månadskrönika 1939'', s. 286</ref> Jøderne smugledes ind med både. Det sidste skib, som forsøgte at nå Palæstina under krigen, var båden "Struma", som imidlertid blev torpederet i [[Sortehavet]] af en sovjetisk [[ubåd]].
|
