Bruger:Weblars/Sandkasse5: Forskelle mellem versioner

Den 23. august 1929 opstod uroligheder i Jerusalem, der bredte sig til andre byer (bl.a. i Hebron, der blev kendt som [[Hebronmassakren 1929]]), hvor arabere udførte massakrer på jøder. Urolighederne varede en uge og kostede mindst 249 mennesker livet. Blandt jøderne blev 133 dræbt og mindst 198 såret. Et stort flertal blev dræbt i deres hjem af arabere. Også mindst 116 arabere blev dræbt og mindst 232 såret, hvilket overvejende skyldtes det britiske politis forsøg på at slå urolighederne ned. Omkring 20 arabere blev dræbt på grund af jødiske angreb eller tilfældig britisk geværild.{{sfn|Shaw Commission|1930|p=65}}<ref name="Causes & Consq">{{cite book | title=Causes and Consequences of the Arab-Israeli Conflict | publisher=Evans Brothers | author=Ross, Stewart | year=2004 | pages=22 | isbn=0237525852}}</ref> Urolighederne var ifølge en senere nedsat kommission først og fremmest udløst af en jødisk demonstration ved [[Grædemuren]] i Jerusalem den 15. august. De grundlæggende årsager var arabernes bristede nationale drømme og en frygt for jødisk overherredømme som følge af jødisk indvandring.{{sfn|Shaw Commission|1930|pp=150-157}}

 

[[File:Western Wall Jerusalem 1933.jpg|thumb|upright|[[Grædemuren]] i 1933]]

I 1930 kom sheik [[Izz ad-Din al-Qassam|al-Qassam]], en syrisk præst og oprørsleder, til Palæstina. Han oprettede en antizionistisk og antibritisk militant organisation, hvortil han rekrutterede bønder, der fik militærtræning. I 1935 havde han mobiliseret mellem 200 og 500 mænd. De blev udstyret med bomber og skydevåben, der dels blev brugt mod zionistiske [[Bosættelse|bosættere]] og dels til at ødelægge træer plantet af bosættere samt de af briterne anlagte jernbaner.<ref name=segev>{{cite book |last=Segev |first=Tom |title=One Palestine, Complete |year=1999 |publisher=Metropolitan Books |isbn=978-0-8050-4848-3 |pages=[https://archive.org/details/onepalestinecomp00sege/page/360 360–362] |url=https://archive.org/details/onepalestinecomp00sege/page/360 }}</ref> I november 1935 var to af hans mænd i en skududveksling med politiet, der jagtede frugttyve, og en politimand blev dræbt. På baggrund af dette iværksatte det britiske politi en menneskejagt og omringede lederen al-Qassam i en hule i nærheden. I den efterfølgende kamp blev al-Qassam dræbt.<ref name=segev/>

 

Den arabiske oprørsleder al-Qassams død skabte stor vrede blandt araberne. Store menneskemængder fulgte hans begravelsesoptog i [[Haifa]]. Nogle måneder senere, i april 1936, brød en arabisk national [[generalstrejke]] ud. Den varede indtil oktober samme år. I løbet af sommeren 1936 blev flere tusind jødisk dyrkede marker og plantager ødelagt og jøder blev angrebet og dræbt. I byerne [[Bet She'an]] og [[Akko]] flygtede jøder til mere sikre områder.{{sfn|Gilbert|1998|p= 80}} Volden dæmpedes herpå i et års tid, mens briterne sendte en undersøgelseskommission ledet af politikeren [[William Peel, 1. Earl Peel|William Peel]], der skulle klarlægge årsagerne til uroen.{{sfn|Khalidi|2006|pp=87–90}} Den britiske kommission nåede til den konklusion, at oprøret for det første skyldtes det arabiske ønske om national selvstændighed, og for det andet deres vrede over oprettelsen af et jødisk nationalt hjem i Palæstina, forværret af deres frygt for jødisk dominans.<ref name="peelReportP363">[https://unispal.un.org/pdfs/Cmd5479.pdf Report], p. 363.</ref> Den anbefalede en deling af landet i en arabisk og jødisk stat.<ref>LEAGUE OF NATIONS SUMMARY OF THE REPORT OF THE PALESTINE ROYAL COMMISSION." {{cite web |url=http://domino.un.org/UNISPAL.NSF/561c6ee353d740fb8525607d00581829/08e38a718201458b052565700072b358 |title=Archived copy |accessdate=2005-10-15 |url-status=dead |archiveurl=https://web.archive.org/web/20120609143404/http://domino.un.org/UNISPAL.NSF/561c6ee353d740fb8525607d00581829/08e38a718201458b052565700072b358 |archivedate=2012-06-09 }}</ref> Araberne afviste dette, og oprøret fortsatte i efteråret 1937. I løbet af de næste 18 måneder mistede briterne kontrollen over [[Nablus]] og [[Hebron]]. Britiske enheder støttet af jødiske frivillige udførte angreb på arabiske landsbyer.{{sfn|Shapira|1992|pp=247, 249, 350}} Den jødiske milits [[Irgun]] brugte vold, også mod arabiske civile som gengældelse, idet de angreb markedspladser og busser.<ref name="Irgun's retaliatory acts">{{cite book |title=Holy War in Judaism: The Fall and Rise of a Controversial Idea |publisher=Oxford University Press |author=Reuven Firestone |year=2012 |url=https://books.google.com/?id=EHyqYbTM-dwC&pg=PA192&dq=Irgun+%22retaliatory+acts%22#v=onepage&q=Irgun%20%22retaliatory%20acts%22&f=false |page=192 |isbn=978-0-19-986030-2}}</ref>