Hammer: Forskelle mellem versioner

Ved enEn '''hammer''' forstås normalter et [[redskab]] bestående af et hoved – oftest af [[metal]] – sat på et skaft, sædvanligvis lavet af træ. Den bruges til at slå ting i med: kiler, nagler, og [[søm]], eller den anvendes til sønderdeling af ting.

Der findes mange forskellige hamre med vidt forskellig størrelse og funktion; de har naturligvismed forskellige navne og bruges af mange.

Hammeren hører til en af de allerældste former for værktøj;, og er næsten ældre end selve menneskeheden – ganske: få dyrearter er i stand til atkan anvende værktøj, og de bruger først og fremmest sten til at slå med. Der er heller ingen tvivl om, at de ældste hamre blot var tilfældige sten, samlet op og smidt igen hvor derde var brug for dembrugt.

Sprogligt harer det afsat sig i, at det er et gammelt ord for sten, der anvendes, noget vi ikke umiddelbart tænker over, når vi besøger [[Hammerknuden]] medeller [[Hammershus]] på [[Bornholm]].

Meget tidligt er det gået op for mennesker, at slagets styrke forøges, hvis hammeren skæftes, hvilket bl.a. fremgår af fund fra den [[ældre stenalder]] i form af en vinkelbøjet [[rensdyr]]tak, formentlig brugt af [[flint]]smeden, og fundet af en gennemboret fingerknogle fra en [[urokse]], der har været anvendt som en lille hammer.

I [[bronzealder]] blev hamre støbt i [[bronze]], men så vidt vides er ingen fundet her i landet.

Ellers kendes hamre helt i jern fra [[romersk jernalder]]. Arkæologerne kalder dendem en smedehammersmedehamre, og dende er fundet sammen med andet smedeværktøj, men dende har en umiskendelig lighed med en moderne snedkerhammer.

En hammer består af et hoved af [[jern]] – i nutiden [[stål]] (evt. et andet metal, eksempelvis blyhammerbly og messinghammermessing) eller træ (se træhammer, klaphammer og knippel). Hammerhovedet er forsynet med en bane, en blankpoleret slagflade og ofte med en pen eller et næb i modsatte ende af banen, i så fald er det en penhammer. Pennen kan være en retpen, der vender parallelt med skaftet, en tværpen, der sidder på tværs af skaftet eller en kuglepen, udformet mere eller mindre halvkugleformet. Pennen kan være en spidspen, der ender i en kortere eller længere spids. Hammerens hoved er forsynet med et hul kaldt hammerhul, hammerøje, hvor skaftet er sat fast. Af hensyn til skaftets befæstning er hullet normalt dobbeltkonisk, således at man kan presse en kile ned i en slids i skaftenden. Visse hamre er forsynet med en krave, der støtter skaftet (se kløfthammer), andre med knastskinner ("stropper") af jern, boltet eller nittet til skaftet.

Skæftningen er et kapitel for sig. Det er en kendt sag, at etEt hammerskaft skal kiles fast, og at kilen skal sidde diagonalt. En ordinær Stanleyhammer har hele tre kiler,: en af hårdttræ (avnbøg), og to af smedejern, forsynet med modhager. Selve skaftet er heller ikke uvæsentligt.

Hammerskafter er fra helt gammel tid blevet fremstillet af træ, her i landet oftest ask, i USA gerne af hickory, der anses for mere velegnet end ask, idet veddet har bedre egenskaber, hvis hammeren skal anvendes til tungt arbejde, – især det hurtigtvoksede, der har stået på god jord. .

Der er blevet fremstillet en raritet med dobbelt klov, patenteret i 1902 af en G. Voight fra [[San Francisco]]. Den skulle være velegnet til udtrækning af lange søm; men om den nogensinde har været på lager her i landet er usikkert.

Få mennesker – og det gælder både fagfolk og rene amatører – tænker over, hvilken udvikling der ligger bag fremstillingen af et hammerhoved, eller udvælgelsen af passende materiale til skaftet.

Ser man på fremstillingen af en stanleyhammer, så smedes den af en stålstang, og hærdes,: banen i vand og kløften i olie, mens den midterste del af hovedet ikke hærdes, men danner stødpude for slaget.

For at skaftet ikke skal lide skade, bør en kløfthammer, hvis den anvendes til sømudtrækning, være forsynet med en forstærkning, der støtter både hoved og skaft. En sådanDen kan være en [[dølle]] eller en krave, smedet sammen med hovedet. Hvorvidt denne form er udbredt i Danmark, haves der ikke nogen statistik på, men den skulle være meget almindelig i [[USA]] og [[England]]. Her i landet sælges for tiden en af mærket Micky, vægt af hoved 565 g. Den er udviklet af en [[grovsmed]] ved navnen David Maydole i 1840. Historien er fortalt hos H. R. Bradley Smith, her gengivet efter Salaman:

* Lægtehammer, der også kaldes '''tømmerhammer''' – eller '''tømrerhammer''' er først af alt [[tømrer]]ens værktøj, en tung hammer, 800 – 1000 g, med forholdsvis kort skaft og med den karakteristiske kløft med det forlængede spidse horn. Salaman kalder den "kontinental", hvilket vil sige, at den ikke fremstilles i [[England]] (og ejheller i [[USA]]?). De, der kan fås her i landet nutildags, er af dansk eller [[Sverige|svensk]] fabrikat, fra [[Sandvik AB]].

Det er blevet fortalt, at det spidse horn var der, for at tømreren kunne hugge det i en bjælke eller lignende, hvis han var ved at styrte ned fra et tag.

Forbindelsen mellem [[Plasthammer]]m lægtehammerens hoved og skaft er forstærket med to pånittede skinner, såkaldte knastskinner eller [[lasker]]. Navnet knastskinne kommer af, at et par ophøjede knaster klemmes ind i skaftet.

* '''Snedkerhammer''', der også kaldeseller '''bænkhammer''' har firkantet bane og ensidigt kileformet afrundet tværpen; den bruges i det mindste af snedkere og tømrere, både på værkstedet og på byggepladser.

* '''Tapetsererhammer''', også kaldt ('''Magnethammer''' eller '''Polsterhammer'''.) Spinkeler en spinkel hammer med magnetisk pen, hvorpå (især) kamsøm kan fastholdes, så brugeren har en hånd fri til at holde på emnet indtil sømmet er på plads. I Carl F-kataloget (1954) benævnt [[dekorationshammer]]. Jf. Teknisk Leksikon I (1943) fremstilles magnethamre osse med kløftet bane og næb, eller med en rund og en firkantet bane.

* '''Krudthammer''' I lange tider har det været kendt at man kan slå en knappenål gennem en jernplade, blot nålen bliver styret af en korkprop eller lignende. Man har ligeledes vidst at det er muligt skyde søm eller bolte ind i hårde materialer, såsom beton eller jern ved hjælp af en krudtladning; men ikke før ca. 1950 lykkedes det at fremstille sikre og effektive pistoler til det brug. I Håndbogen for Byggefagene, (der udkom ca. 1953) er omtalt en sådan, der her benævnes krudthammer, eller Fixhammer, et nærmest rørformet værktøj, uden ydre lighed med den boltpistol der anvendes i dag.

Fixhammeren kunne fås til boltdimensioner 6 mm og 8 – 12 mm. Hver enkelt bolt var forsynet med et styrestykke, som det osse er tilfældet i dag.

'''Finerhammer''' er en hammer, der anvendes til at rive finer på vistnok især kanter, og i grunden kun med varmelim. En hammer med en 2 – 3" bred [[pen]]. Det er pennen der anvendes, ikke banen, når fineren skal rives på. Arbejdsmetoden er den, at fineren først forsynes med varmelim, lægges på plads, fugtes en smule med varmt vand og derefter stryges i zigzag med finerhammeren. Bliver limen i mellemtiden for kold, noget der meget nemt sker, kan den eventuelt genopvarmes med et varmt [[strygejern]], der så virker som [[finerpressejern]].

[[Snedkerhammer]]en, der også kaldes bænkhammer, har firkantet bane og ensidigt kileformet, afrundet tværpen,der i givet fald kan bruges ved finering i stedet for finerhammer. En anden anvendelse af pennen er at slå små søm i med den, søm så små, at banen ikke kan bruges. VægtenHovedet af hovedet ervejer ca. 300 g. Den bruges i det mindste af [[snedker]]e og [[tømrer]]e, både på værkstedet og på byggepladser.