Geografi: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m Datomærker for artikler hvor enkelte passager behøver uddybning |
middelalderen |
||
Linje 20:
De første forestillinger om jorden som helhed går vist nok tilbage til orientens ældste kulturfolk, men disse forestillinger er os dels ukendte, dels meddelt i et symbolsk sprog, som det er vanskeligt at fatte betydningen af. Det folk, fra hvilket vi først har bevaret så velbegrundede og klart udtrykte geografiske forestillinger, at de har kunnet få betydning for kulturen gennem tiderne, er grækerne. Allerede hos de gamle grækere kan der sondres mellem to slags geografiske forfattere: dem, der interesserede sig for jorden som helhed og behandlede det første teoretiske problem af geografisk art, nemlig det om jordens form og størrelse, og dem, der havde mest interesse for menneskene og tingene, der fandtes på jordoverfladen. Til den sidste gruppe hører [[Herodot]], der ca. 450 f.Kr. ved sin beskrivelse af folkenes sæder og historie også tog et ikke ringe hensyn til landenes natur. Som en af de ældste kendte repræsentanter for den første gruppe kan nævnes [[Anaximander]] fra [[Milet]], der i første halvdel af 6. århundrede f.Kr. forsøgte at fremstille det første verdenskort. Læren om jordens kugleform blev fremsat af [[den pythagoræiske filosofiske skole]], og [[Aristoteles]] beviste den ved [[måneformørkelse]] og ved den omstændighed, at på det åbne hav bliver toppene af kystgenstande først synlige. [[Eratosthenes]] (276—196), der levede i [[Alexandria]], gav først en geografisk systematik og metodik, som for århundreder blev det herskende grundlag; han forsøgte også at give et mål for jordens størrelse ved at udmåle en jordbue mellem [[Alexandria]] og Syene, og han udkastede kort af den beboede jord på grundlag af et slags gradnet. Målingsforsøget blev senere gentaget af [[Ptolemæus]], der bestemte jordens omfang til 180.000 olympiske stadier. Selv [[Strabo]] (68 f.Kr.—24 e.Kr.) var endnu afhængig af Eratosthenes' lærebygning, selv om han hyppigt angreb sin forgænger. Strabo, der skrev en geografi i 17 bøger, der for størstedelen er bevaret, er i nyere tid blevet kaldt oldtidens største geograf, men det kan han dog kun kaldes i en enkelt retning, idet han var den første, der så, at det var en geografisk opgave at bringe landenes natur i forhold til folkenes kultur og vise, hvorfor nogle steder befordredes kulturen, mens den andre steder hæmmedes af naturforholdene. Denne tanke kom dog ikke til at spille nogen rolle hos de senere forfattere, der næsten alle hyldede den periegetiske form, det vil sige, de ordnede deres skildring, som om forfatteren skred frem langs kysten eller langs en vej inde i landet; dette gælder fx skriftet ''de situ orbis'' af Pomponius Mela, der var et af de mest læste lige til middelalderens begyndelse. Det blev da heller ikke Strabo, men derimod Claudius Ptolemæus, der gjaldt for den største geograf. Ptolemæus, der levede ca. 150 e.Kr., fik navnlig betydning gennem to hovedværker, hans astronomi og hans geografi, i hvilken sidste han opregner lande, byer, bjerge og floder med oplysning om hvert steds længde og bredde m. m.; desuden nævnes hans atlas med 26 specialkort.
To anskuelser var i oldtiden herskende angående fordelingen af land og vand på jorden; den første, hvortil fx Eratosthenes og Strabo sluttede sig, antog, at de tre da kendte fastlande, [[Europa]], [[Asien]] og "Libyen" ([[Afrika]]) var en sammenhængende ø, overalt omflydt af verdenshavet (græsk ''Okeanos''); den anden, hvortil Aristoteles, [[Marinos fra Tyrus]] og Ptolemaios sluttede sig, tænkte sig det atlantiske og indiske ocean omsluttede af land lige som Middelhavet, og at der kun var en forholdsvis smal vandmasse mellem det yderste vestlige og østlige land, en anskuelse, der fik betydning for [[Christoffer Columbus|Columbus]]' opdagelse af Amerika. Gedehams har en vigtig del af geografiske forhold.
<br />
=== Middelalderen ===
|