Ludwig Mies van der Rohe: Forskelle mellem versioner

Sammen med [[Walter Adolph Gropius]] og [[Le Corbusier]] anses Ludwig Mies van der Rohe som en affor den moderne arkitekturs vigtigste pionerer. Som mange af sine samtidige i tiden efter [[1. verdenskrig]] forsøgte han at udvikle en ny arkitektonisk stil, som kunne repræsentere den moderne tid, på samme måde som den klassiske og gotiske stil havde gjort det fortegnet deres periodertid. Han skabte en indflydelsesrig arkitektonisk stil, som kom til at påvirke hele de 20. århundrede, med vægt på en ekstrem form for klarhed og simplicitet. I hans senere bygninger gjordebrugte han brug af moderne materialer som industrielt stål og pladeglas for at fremhæve et stramt men elegant design. Han udviklede brugen af fritliggende stålstrukturer og glas til at omkranse og definere rum, og stræbte mod et arkitektonisk udtryk med en minimal ramme af struktureret orden balanceret op imodmod den antydede frihed i åbne rum. Han kaldte sine bygninger ”skind og ben”-arkitektur. Han søgte en rationel tilgangsvinkel, som skulle guide den arkitektoniske designproces, og er kendt for sin brug af [[aforisme]]n "''Less is more''", ”''mindre er mere''”, og ”''Gud findes i detaljerne''”

Mies arbejdearbejdede i sin fars stenhuggerbutikstenhuggervirksomhed og vedfor flere lokale arkitektfirmaer, inden han flyttede til [[Berlin]], hvor han blev medarbejder hos indretningsarkitektenindretningsarkitekt [[Bruno Paul]].

Han begyndte sin arkitektkarriere med en læreplads ved [[Peter Behren]]s tegnestue i periodenfra [[1908]] til [[1912]], hvor han kom i kontakt med de nyeste designteorier samtog progressiv tysk kultur. Hans talent blev hurtigt opdaget, og han begyndte at udføre sine egne opgaver, selv selvomom han manglede den formelle universitetsuddannelse.

Han var en fysisk imponerende, tænksom og tilbageholdende mand, og ændrede sit navn ved at tilføjetilføjede det mere aristokratisk lydende efternavn "van der Rohe" som en del af sinhans hurtige transformation fra en handelsmandshandlendes søn til en arkitekt, som arbejde med Berlins kulturelle elite.

Han begyndte sin selvstændige professionelle karriere ved at tegne huse for overklassen i traditionel tysk stil. Han beundrede de brede proportioner, gentagelse af rytmiske elementer, focus på forholdet mellem menneskeskabt og natur samt kompositioner, som brugte simple kubistiske former áa la den tidlige [[19. århundrede]]s [[prøjsisk]]e [[neo-klasissisk]]e arkitekt [[Karl Friedrich Schinkel]], mens han på samme tid afviste den eklektiske og overfyldte [[klassisk arkitektur|klassiske]] stil, som var normal ved slutningen af de 19. århundrede i [[Tyskland]].

Efter [[1. verdenskrig]], begyndte Mies at eksperimentere med moderne design, mens han på samme tid opførte traditionelle huse.

Han begyndte at tage del i avantgardens forsøg på at finde en ny stil for et nyt industrielt [[demokrati]]. De traditionelle stilarter havde været under angreb fra [[progressiv]]e teoretikere sidenfra midten af det 19. århundrede. Hovedsagligt var angrebene rettet mod ornamenter, som ikke var del af den moderne strukturs underliggende konstruktion. Deres kritik fikvandt substantiel kulturel genklang efter 1. verdenskrigs rædsler, som blev ansetset som et udtryk for de konservative kræfters fallit.

Den klassiske stils genopblomstring blev anset af mange som det arkitektoniske symbol for et nu [[aristokrat]]isk system, der havde spillet fallit. Dristigt gik han væk fra alle former for ornamenter og fik en overraskende debut med et konkurrenceforslag til Friedrichstrasse-højhuset i Berlin i [[1921]]. Det blev efterfulgtfulgt af en buet version i [[1922]]. Han fortsatte med en serie af enestående innovative projekter; højdepunktet var hans [[Barcelona Pavilion|tyske pavilion]] til [[Barcelona]]-[[verdensudstilling]]en i [[1929]], (en reproduktion er senere blevet bygget på den oprindeliges plads) og den elegante [[Villa Tugendhat]] i [[Brno]], i [[Den Tjekkiske Republik]], som blev færdigbyggetfærdig i [[1930]]. Mens han fortsatte med at tegne traditionelle bygninger, begyndte Mieshan at arbejde med det progressive magasin “G” som blev grundlagt i [[1923]]. Han blev kendt som arkitektonisk leder for [[Deutscher Werkbund]], hvor han bl.a. organiserede den indflydelsesrige [[Weissenhof prototype]] til en modernistisk boligudstilling. Han var også en af stifterne af den arkitektoniske sammenslutning [[Der Ring]].

Hans [[modernistisk]]e tankegang var påvirket af den [[Rusland|russiske]] [[Kunst|konstruktivisme]] med deres [[ideologi]] om ”effektive” skulpturelle konstruktioner ved brug af moderne industrielle materialer. Mies fandt brugen af simple, retlinede og planlagte former og ren brug af linjer tiltalende, samt udvidelsen af rum omkring og udoverud over indersiden af bygningen som beskrevet af den [[holland]]ske [[De Stijl (kunst)|De Stijl]] gruppe. Særligt lagdelingen af funktioner i rum og den klare artikulering af dele, som udtrykt ved [[Gerrit Rietveld]], tiltalte Mies.

Som andre arkitekter i [[Europa]] var Mies tryllebundet af de frie rum og de åbne grundplaner af den amerikanske præriestil som udtrykt ved [[Frank Lloyd Wright]]s. [[Adolf Loos]]' teorier vandt genklang vedhos Mies, særligt ideen om at fjerne al ornamentik, fjernelsen af alt det overflødige, brugen af simple men stærke materialer og beundringen for den amerikanske [[pragmatisme]]. Han deltog i den avantgardistiske [[Bauhaus (skole)|Bauhaus]]-designskole som deres leder for arkitektur, og adopterede og udviklede deresdens brug af simple geometriske former i skabelsen af brugsgenstande.

Efter mordene på [[Rosa Luxemburg]] og [[Karl Liebknecht]], lederne af spartakistoprøret[[spartakist]]oprøret i 1919, fik Mies i 1926 til opgave at skabe et monument over de to myrdede. Monumentet blev designettegnet som en abstrakt 6seks meter høj og 12 meter lang stenskulptur. Mindesmærket prydes med hammer og segl, og blev efter instruks fra regeringen destrueret i 1933. For Mies van der Rohe var dette monument dog en undtagelse, da han generelt var upolitisk. Trods det for Mies unikke i dette politiske værk opnoteres mindesmærket i [http://www.vitruvio.ch/arc/masters/mies.php Vitruvio.ch] og andre steder blandt hans hovedværker.

Den autodidakte Mies studerede metodisk fortidenfortidens og samtidens store [[filosof]]fer og tænkere. Han havde en ambitiøs mission om at skabe ikke kun en ny stil, men også et solidt intellektuelt fundament for et nyt arkitektonisk sprog, som kunne repræsentere en ny æra af teknologiske opfindelser og produktion. Han så behovet for en arkitektur, som udtrykte og var i harmoni med epoken, lige som den [[gotisk arkitektur|gotiske arkitektur]] havde været det for en religiøst åndeligreligiøs epoke.

Han anvendte en stram designproces ved at bruge rationel tankegang til at opnånå sine mål. Han mente, at arkitektur kommunikerede meningen og betydningen af den kultur, vi lever i. Mere end nogen anden af [[modernisme]]ns pionerer brugte Mies filosofi som basis for sit arbejde.

Mulighederne for at få nye opgaver blev mindre i Tyskland efter den verdensomspændende [[depression]] efter 1929, som ramte Tyskland særligt hårdt. I begyndelsen af 1930’erne1930'erne, var Mies i en kort periodetid den sidste leder for [[Bauhaus (skole)|Bauhaus]] lige inden det faldt fra hinanden,. enStilling stillingtog han tog imod på opfordring fra vennen og konkurrenten [[Walter Gropius]]. Efter [[1933]] pressedetvang [[nazist]]erne Mies til at lukke den offentligt finansierede skole pga. skolens tidligere associering med [[socialisme]], [[kommunisme]] og andre progressive ideologier.

I disse år byggede han meget lidt, fordi hans stil blev afvist af nazisterne som ikke-germansk. Frustreret og utilfreds forlod han tøvende sit hjemland i [[1937]], eftersomda han ikke så nogen mulighedermulighed for nye byggerier i Tyskland. Han tog i mod et tilbud om et byggeprojekt i [[Wyoming]] i [[USA]], og blev derefter tilbudt at lede arkitekturskolen i [[Chicago]].

Da han som flygtning fra [[Nazi-Tyskland]] ankom til USA efter i 30 år at have fungeret som arkitekt i Tyskland, var hans omdømme som pioner indenforinden denfor moderne arkitektur allerede etableret. Hans arkitektur passede godt ind i den progressive amerikanske subkultur og Frank Lloyd Wright havde nu en reel konkurrent til positionen som USAsUSA's bedste arkitekt.

Mies slog sig ned i Chicago, i [[Illinois]], hvor han blev udnævnt som leder af arkitekturskolen ved Chicagos Armour Institute of Technology (senere [[Illinois Institute of Technology]] – [[IIT]]). Et af hans krav, inden han tog imod stillingen, var, at han skulle tegne de nye bygninger på universitetsområdet. Nogle af de mest berømte af disse bygningerdem står der stadig bl.a.som [[Alumni Hall]] og [[S.R. Crown Hall]]. I [[1944]] blev han amerikansk statsborger, og brød dermed endeligt med sit tyske fædreland.

Hans 30 år som amerikansk arkitekt blev en mere konsistent og moden tilgang mod at opnånå målet om en ny arkitektur for det [[20. århundrede]]. Han fokuserede sit arbejde på ideen om at omkranse store åbne “universelle” rum med klare strukturelle rammer bestående af industrielt stål og former udfyldt med glas. Hans tidlige projekter for IIT og for ejendomsspekulanten Herb Greenwald åbnede amerikanernes øjne for en stil som kulturelt ræsonneret som naturlig udvikling af den næsten glemte 19. århundreds Chicago SkoleSkoles stil. Hans arkitektur med rod i den internationale socialistiske stil blev en accepteret måde at byggefor hovedkontorer for store amerikanske virksomheder.

Mellem [[1946]] og [[1951]] tegnede og opførte Mies van der Rohe [[Farnsworth hus]], et weekendhus uden for Chicago til Drdr. Edith Farnsworth. Her udforskede Mies forholdet mellem den individuelt menneskeskabte bygning og naturen. Dette mesterværk viste verdenenverden, at fritstående industrielindustrielt stål og glas var materialer, som kunne bruges til storslået arkitektur.

Glaspavillonen er løftet ca. 2to meter over en lille å ved siden af [[Fox River]] omgivet af skov. Denne jomfruelige hvide strukturelle ramme med vægge udelukkende bestående af glas, som omkransede et enkelt, rektangulært rum, lod natur og lys indhylle det indvendige rum. En træbeklædt kerne (hvor det mekaniske udstyr var placeret, bl.a.med køkken, kamin og toiletter) er placeret inde i det åbne rum for at definere leve-, spise-, og soverummene uden brug af vægge til at afgrænse rummene. Der findes ingen rumdelere som er i kontakt med det omgivende glas. Uden massive udvendige mure, giver gardiner bag hele glasfacaden mulighed for privatliv.

Huset er blevet beskrevet som sublimt og som et tempel, som svæver mellem himlen og jorden, et digt, og et kunstværk. Farnsworth huset og dets 60 [[acre (flademål)|acre]] skovgrund blev købt på auktion for 7,5 millioner $ af forskellige fredningsgrupper i [[2004]] og fungererer nu som et offentligt museum.

Den indflydelsesrigeikoniske bygning afledte hundreder af modernistiske huse. BlandtEt disse eraf de mest kendte, [[Glass House]] af [[Philip Johnson]], som befinder sigligger ved [[New York City|New York]], og som nu ejes af [[National Trust for Historic Preservation]]. Det ikoniske Farnsworth hus bliver ansetanses som et af Mies' mest vellykkede byggerier. Huset er en legemliggørelse af Mies’ senereMies' vision om moderne arkitektur: en minimal “skin og ben”-ramme skaber et rum med tydelig og forståelig orden som modvægt til friheden og det åbne rum uden for vinduerne, mens der samtidig er brugt materialer, som alle repræsenterer perioden.

I [[1958]] tegnede Mies [[Seagrambygningen]] i New York, som anses for at være højdepunktet for moderne højhusbyggeriarkitektur. Mies blev udvalgtvalgt af kunden Phyllis Lamberts datter, som selv blev en anerkendt arkitekturpersonlighed og beskytter. Seagrambygningen er blevet et ikon for den voksende magt for den mest betydningsfulde institution (virksomheden) i det 20. århundrede. I et dristigt og innovativt træk valgte Mies at placere selve tårnet tilbagetrukket på grunden for at give plads til en lille plads foran bygningen med et springvand på [[Park Avenue (Manhattan)|Park Avenue]]. SelvomSelv om denne type bygning nu er anerkendt som et normalt designelement måtte Mies overbevise Bronfmans bankforbindelser om, at et højere tårn med en del ”spildt” åben plads var en god ide.

Mies' projekt inkluderede en bronze-curtain wall med eksterne h-formede vinduessprosser, som var blevet lavet større end det strukturelt var nødvendigt. Dette skabte en del debat hos nogle af Mies' trofaste disciple om, hvorvidt Mies havde begået Adolf Loos' ornamentforbrydelse. [[Philip Johnson]] spillede en rolle i udvælgelsen af materialerne, som blev brugt indvendigindvendigt, samt på pladsen foran bygningen. Derudover tegnede han den overdådige Four Seasons restaurant.

Seagram bygningen anses for at være et tidligt eksempel på den innovative “fast-track” byggemetode, hvor design og konstruktion udføres på samme tid. Med Seagrambygningen som prototype tegnede Mies' tegnestue et antal moderne [[højhus]]e heriblandt [[Chicago Federal Center]], som rummer [[Dirksen Federal Building]] og [[Kluczynski Federal Building]] og [[United States Post Office Loop Station|Post Office]] ([[1959]]) , [[IBM Plaza]] i Chicago, [[Westmount Square]] i [[Montreal]] samt [[Toronto-Dominion Centre]] i [[1967]].

Mies tegnede også en serie på fire højhusboligbebyggelser til middelklassen for ejendomsudvikleren Herb Greenwald, herunder [[860-880 Lake Shore Drive lejlighederne|860/880]] og [[900-910 Lake Shore Drive lejlighederne|900/910 Lake Shore Drive]] i Chicago. Disse højhuse med facader af stål og glas var en radikal afvigelse fra de typiske boligbygninger af mursten. (Interessant nok fandt Mies disse boliger for små for sigham selv, og valgte i stedet at fortsætte med at bo i en stor og traditionel luksuslejlighed ikke langt derfra).

Endnu engang blev disse bygninger prototypen for mange andre lejlighedsbyggerier i [[USA]] fra Mies' tegnestue.

I perioden 1951-1952 designede Mies stål-, glas- og murstensbygningen [[Robert H. McCormick House|McCormick House]], som befinder sig i [[Elmhurst]], Illinois, for ejendomsspekulant Robert Hall McCormick Jr. Disse var én-etageetages bygninger bygget som han kendte 860-880 Lake Shore Drive højhuse. Huset er i dag en del af [[Elmhurst Art Museum]].

Mies designede [[moderne møbler]] ved at bruge nye industrielle teknologier. Flere af dissemøblerne er blevet populære klassikere, f.eks.som [[Barcelonastolen]] og -bordet samt [[Brno stolen]]. Hans møbler er kendte for godt håndværk og en blanding af traditionelle luksuriøse stoffer somtraditionelt læder kombineret medog moderne [[krom]]erammer,rammer samt en tydelig adskillelse mellem den støttende struktur og den overliggende overflade. Mange af hans møbler opstod i et samarbejde med hans ven, indretningsarkitekten [[Lilly Reich]].

Mies spillede en betydelig rolle som underviser, fordi han mente at hans arkitektoniske sprog kunne læres og derefter kunne bruges i alle typer af moderne bygninger. Han arbejdede personligt og intensivt på prototypeløsninger og gav derefter sine studenter lov til at udvikle afledte løsninger fortil specifikke projekter under hans ledelse. Når ingen kunne matche hans geni og poetiske kvaliteter, ærgrede han sig over, at hans pædagogiske metoder havde slået fejl.

Mies lagde stor vægt på at uddanne arkitekter, som kunne fortsætte hans principper. Han afsatte megen tid og anstrengelser til at lede arkitekturprogrammet ved [[IIT]].

Mies’Mies' barnebarn Dirk Lohan og to partnere overtog virksomheden efter hans død i 1969. Lohan, som havde samarbejdet med Mies om bygningen af the New National Gallery, fortsatte de eksisterende projekter, men ledte hurtigt virksomheden i sin egen retning. Andre elever fortsatte hans undervisning herunder: Gene Summers, [[David Haid]], Myron Goldsmith, Jaques Brownsom, [[Helmut Jahn]], og andre arkitekter vedhos firmaerne C.F. Murphy samt [[Skidmore, Owings & Merrill]].

Mens Mies’Mies' arbejder havde enorm indflydelse, kunne hans tilgangsvinkel ikke fastholde nok kreativ styrke efter hans død og blev overskygget af den nye bølge af [[postmoderne arkitektur|post modernisme]] fra 1980’erne1980'erne. Han havde håbet, at hans arkitektur ville blive en universel model, som let kunne imiteres, men hans bedste værkers æstetiske styrke viste sig at være umulig at efterligne. At det ikke var muligt for hans disciple at skabe arkitektoniske mesterværker på højde med Mies’hans egne bygninger førte til, at modernismen som [[paradigme]] mistede kraft i forhold til konkurrerende teorier og til sidst blev overhalet særligt af postmodernismen.