|
Inden Henrik nåede videre stødte han dog på et nyt problem: Våbenhvilen mellem Pisa, der var Henriks vigtigste allierede til havs, og [[Republikken Venedig]] udløb i november 1195, og Pisa invaderede kort herefter [[Adriaterhavet|Adriaterområdet]], indtog [[Pula]], men led i marts 1196 et stort nederlag. I Venedig blev Henriks handlinger på daværende tidspunkt set som en fortsættelse af den normanniske politik med at bemægtige sig baser på begge sider af Adriaterhavet - noget som man i Venedig var meget imod, da det ville true republikkens frie handel med den østlige Middelhavsregion. 23. august 1196 tildelte Henrik det betydningsfulde venetianske kloster S. Ilario e Benedetto et [[Privilegium de non appellando|kejserligt privilegie]], og 1. september samme år lykkedes det ham at få forhandlet en fred på plads mellem Venedig og Pisa i en aftale, der alt taget i betragtning var overordentligt mild overfor krigens taber, Pisa. De gode toner mellem kejser Henrik og Venedig fortsatte, og 6. juni 1197 bekræftede han alle de privilegier som hans forgængere på posten som kejser - og især hans far - havde tildelt Venedig, og garanterede dermed overfor venetianerne at deres frihandel med områderne ud for det østlige Middelhav kunne fortsætte.<ref>''MGH Const. I'', S. 526–530, Nr. 378.</ref>
=== Planer om at gøre kejserriget til et arveligt monarkiArverigeplanen (1195–1196) ===
I sommeren 1195 rejste Henrik tilbage til Tyskland både for at samle opbakning til korstoget og for at sikre en arvefølge i tilfælde af at han, ligesom sin far, skulle dø i løbet af korstoget. Først var han imidlertid tvunget til at beskæftige sig med [[Markgrevskabet Meißen]], hvor der lige sigen han besteg tronen havde været en fejde mellem de to brødre [[Albert 1. af Meißen|Albert]] og [[Didrik den Undertrykte|Didrik]]. Henrik anså Albert som en trussel imod det nærliggende [[Pleißenland]], som var regeret af Henriks egen Staufer-slægt, og efter Alberts død i juni 1195 opstod der derfor en gylden mulighed for Henrik til at svække [[Huset Wettin|Wettinerne]]s magt, idet Henrik nægtede at give Didrik markgrevskabet i len og i stedet beholdt det for sig selv.<ref>Henriks bror Filip af Schwaben gav dog senere Meißen i len, da han var afhængig af Wettinernes støtte. Se Peter Csendes: ''Heinrich VI.'', S. 169</ref>
I oktober 1195, ved en hovdag i Gelnhausen, nåede Henrik til enighed med den[[Hartwig nyligt tilbagevendte ærkebiskop2. af BremenUthlede|Hartwig]], Hartwigsom kamHenrik eshavde aufafsat demsom [[Hoftagærkebiskop zuaf Gelnhausen]]Bremen zuri Einigung1192. zwischenUnder demden innye seinaftale Erzbistum zurückgekehrtenfik Hartwig, vontil Bremengengæld undfor demvisse Kaiser.territoriale Gegenog Zugeständnissematerielle inindrømmelser, territorialerHenriks undvelsignelse materiellertil Hinsichtat erhieltvende Hartwigtilbage dietil Erlaubnis,posten densom Bischofsstuhl von[[Ærkebispedømmet Bremen|ærkebiskop wiederaf einzunehmenBremen]]. InHerudover Gelnhausenfik schlossenkejseren sichogså demi KaiserGelnhausen zahlreichemange sächsischesachsiske undog thüringischethüringiske Adeligeadeliges alsopbakning Begleitungtil auf dem Kreuzzug ankorstoget. ImI Dezemberdecember fandblev derkejserens Kreuzzugsaufrufkorstogsappel desmeget Kaisersgodt aufmodtaget demved Hoftaghovdagen ini Worms, großeog Resonanz.han Denplanlagde Aufbruchi zumdenne Kreuzzugforbindelse legtekorstogets erafgang auftil dasat nächstevære Weihnachtsfest.den Gleichzeitignæste designiertejul. HeinrichVed seinensamme Sohnlejlighed Friedrichudpegede zuHenrik seinemsin Nachfolgersøn als[[Frederik deutscher König2. Mit(tysk-romersk demkejser|Frederik]] Versprechentil deraf öffentlichenblive Kreuznahmesin gegenüberefterfølger densom Fürstentysk wolltekonge, ermen diedette Wahlmødte Friedrichsprotester sichern;fra dies[[Ærkebispedømmet scheiterteKöln|ærkebiskoppen aberaf am Widerstand des Kölner ErzbischofsKöln]], [[Adolf vonaf Altena|Adolf]].<ref>EsDet wirder berichtet,beskrevet dasshvordan Erzbischofærkebiskop Adolf alsvar einzigerden eneste fyrste, der Fürstennægtede at dasafgive Versprechenløfte zurom Wahlat Friedrichsvælge verweigerteFrederik. ''Annales Marbacenses'', 67</ref>
Der var et udbredt ønske blandt fyrsterne om at få muligheden for at kunne videregive deres len i arv gennem [[uægte barn|uægte børn]] og kvindelige linjer,<ref>''Chronica Reinhardsbrunnensis'' (MGH Scriptores 30, 556)</ref> sandsynligvis for at undgå situationer uden legitime arvinger, og derfor se deres len returneret til kejseren.
Der Wunsch der Fürsten war die Möglichkeit einer Vererbung ihrer Lehen auch an illegitime Kinder und in weiblicher Linie.<ref>''Chronica Reinhardsbrunnensis'' (MGH Scriptores 30, 556)</ref> Daraufhin scheint um die Jahreswende 1195/96 in Heinrichs Umgebung, möglicherweise in der Pfalz Hagenau, der sogenannte Erbreichsplan entwickelt worden zu sein. Es wird vermutet, dass der päpstliche Legat während der Gespräche anwesend war.<ref>Peter Csendes: ''Heinrich VI.'', S. 175.</ref> Im März 1196 schlug Heinrich den Fürsten in Mainz vor, das Reich zu einem Erbreich zu machen. Die Fürsten mussten diesem Vorhaben naturgemäß reserviert gegenüberstehen, da hierdurch ihr Recht zur Königswahl verloren gegangen wäre. Nach Drohungen Heinrichs stimmten die Fürsten dem Erbreichsplan zu.<ref>''Thüringische Chronik'' (MGH Scriptores 30, 557)</ref> Ende März sollten die Verhandlungen auf einem Hoftag in Würzburg zu Ende geführt werden. Dort soll Heinrich seinen Wunsch erklärt haben, Sizilien mit dem Reich zu verbinden und die Herrscher des Reichs einzig auf dem Erbweg zu bestimmen. Als Gegenleistung sollten die Fürsten ihre Lehen auch in weiblicher Linie vererben dürfen. Die Zustimmung der geistlichen Fürsten sollte durch den Verzicht auf das [[Regalienrecht]] (den Erhalt der Einkünfte einer geistlichen Besitzung während einer [[Sedisvakanz]]) gesichert werden. Die Fürsten scheinen dem Vorschlag des Kaisers wie auch der Wahl seines Sohnes zum König ihre Zustimmung gegeben zu haben.<ref>Über Einzelheiten der Vorgänge auf dem Würzburger Hoftag berichtet die Geschichte des Bistums Lüttich (MGH Scriptores 25, 132); Peter Csendes: ''Heinrich VI.'', S. 175–176</ref> Bei Teilen der Fürsten, insbesondere denen aus dem sächsischen Raum, regte sich aber Unzufriedenheit über den Plan des Kaisers. Erzbischof Adolf von Köln erschien gar nicht erst auf dem Hoftag.
Ved årsskiftet 1195/96 arbejdede Henrik og hans inderkreds, muligvis i [[Hagenau-paladset]], på den såkaldte "arverigeplan" (tysk: ''Erbreichsplan''). Det formodes at en pavelig legat var til stede under disse forhandlinger.<ref>Peter Csendes: ''Heinrich VI.'', S. 175.</ref> I marts 1196 i Mainz foreslog Henrik for første gang fyrsterne at gøre det tysk-romerske rige arveligt, men disse var selvsagt meget skeptiske overfor idéen, da de derigennem ville miste deres [[Kurfyrste|mulighed for at vælge kejseren]], men efter trusler fra Henriks side indvilligede fyrsterne dog i at forhandle.<ref>''Thüringische Chronik'' (MGH Scriptores 30, 557)</ref> Forhandlingerne skulle være afsluttet ved en hovdag i Würzburg i slutningen af marts, og det siges at Henrik her offentligt erklærede sit ønske om at Sicilien skulle integreres direkte i kejserriget, og at kejserriget udelukkende skulle kunne gå i arv. Til gengæld for dette ville fyrsterne få muligheden for at lade deres len gå i arv gennem kvindelig slægtslinje. For at vinde opbakning fra de gejstlige fyrster, for hvem arvelinje var irrelevant, ville Henrik afskaffe den såkaldte [[regalieret]], som ellers gav kejseren mulighed for at konfiskere en gejstlig besiddelses indtægter hvis [[Sede vacante|kirkesædet står tomt]]. Fyrsterne accepterede denne handel, og lovede derfor at vælge Henriks søn, Frederik, som [[Romernes Konge]].<ref>Bispesædet i Liège er kilde til flere historier om hvad der foregik på hovdagen i Würzburg (MGH Scriptores 25, 132); Peter Csendes: ''Heinrich VI.'', S. 175–176</ref> Godkendelsen var dog ikke enstemmig, da særligt fyrsterne fra Sachsen var særdeles utilfredse med aftalen, og ærkebiskop Adolf af Köln mødte slet ikke op på hovdagen.
ImI Julijuli 1196 zogtog HeinrichHenrik übervia Burgund nachtil Italien. DortDer verhandelteforhandlede erhan med mitpave [[CoelestinCelestin III3.]] überom diesin Taufefå undsin Königssalbungsøns seinesdåb Sohnesog durchkongelige densalvelse Papst,til wofürblive dergjort Kaiseraf öffentlichpaven, for hvem Henrik dasudadtil Kreuzdrog nehmenpå wolltekorstog. UmFor einenat dauerhaftenopnå Ausgleichen mitpermanent derbalance Kuriemed zuKurien erzielen,gav machteHenrik erCelestin demdet PapstHenrik einbetragtede aussom seiner"det Sichthøjeste höchstestilbud" Angebot.- Damen dieda Quelleningen übertilgængelige diekilder Einzelheitenindeholder diesesdetaljer Angebotsom schweigenhvad dette tilbud var, wurdener vielfach Vermutungender überstor seinenspekulation Inhaltom angestelltdette. Der HistorikerHistorikeren [[Johannes Haller]] verbandforbinder dastilbuddet Angebotmed mitdet, dender Geschehnissenskete währendunder derHenriks Kaiserkrönungegen Heinrichs.kroning Ertil folgertekejser, derog Kaiserkonkluderer habeat demkejseren Papstmå diehave Lehnsherrschafttilbudt überpaven dasat Reichanerkende angeboten.dennes Diesuverænitet neuereover Forschungdet nimmttysk-romerske an,rige. HeinrichNyere habeforskning derantager Kuriederimod dieat wertvollsteHenrik Pfründetilbød anKurien jederejerskab größerenover Bischofskirche im[[præbende]] Reichfra alsalle Besitzrigets zuweisenstørre wollenbispekirker.<ref>Joachim Ehlers ini Bernd Schneidmüller/Stefan Weinfurter: ''Die deutschen Herrscher des Mittelalters Historische Porträts von Heinrich I. bis Maximilian I.'', S. 268; Peter Csendes: ''Heinrich VI.'', S. 185</ref> Der Papst lehnteCelestin Heinrichsafviste Vorschlägedog jedochHenriks abtilbud, da einepavelig Salbungsalvelse Friedrichs durchaf den Papstunge auchFrederik alsville Akzeptanzkunne dertolkes Herrschaftsom derpavelig accept af Staufer-slægtens überdominans Sizilienover hätteSicilien, gewertetog werdenkirkestaten können.var Dadurchpå wäredaværende dertidspunkt Kirchenstaattæt vonpå denat Staufernvære endgültigomringet eingekreistaf wordenStaufere.<ref>Joachim Ehlers ini Bernd Schneidmüller/Stefan Weinfurter: ''Die deutschen Herrscher des Mittelalters Historische Porträts von Heinrich I. bis Maximilian I.'', S. 268</ref> InI Deutschlandmellemtiden sammeltevar sichder währenddesseni inTyskland begyndt at samle sig en større modstand mod arverigeplanen, særligt i Thüringen undog Sachsen, Widerstandfra gegenfyrster, densom Erbreichsplan.sandsynligvis Wahrscheinlichforsøgte wolltenat dietvinge FürstenHenrik dentilbage Kaisertil durchforhandlingsbordet dieved Verzögerungat derudsætte Vorbereitungenforberedelserne zumtil Kreuzzugkorstoget. zurEfter WiederaufnahmeHenrik derhavde Verhandlungensendt zwingen.forskellige Nachdemformaninger Heinrichtil verschiedenefyrsterne, Mahnungentrak anflere dieaf Fürstensig gesandtdog hatte,fra nahmenoprøret einigeog auchgik dietilbage Zustimmungtil zurat Wahlpege Friedrichspå zurückFrederik. Da derpaven Papstnægtede unterat diesenforhandle Bedingungenvidere weitereunder Gesprächede verweigertenuværende forhold, entließfrigav derkejseren Kaiserformelt diefyrsterne Fürstenfra ausderes ihren Versprechungenløfte. DaraufhinDesuagtet wähltenblev dieFrederik Fürstenvalgt Friedrichtil umRomernes dieKonge Weihnachtszeit 1196 ini [[Frankfurt am Main]] zumjulenat römischen König1196.
=== Früher Tod und Schwächung der staufischen Macht (1197) ===
|
