|
== Liv ==
=== Kejsersøn (1165–1185) ===
[[Billede:Friedrich-barbarossa-und-soehne-welfenchronik 1-1000x1540.jpg|thumb|Kejser Frederik Barbarossa med [[rigsæble]] og scepter, siddende mellem sine sønner Henrik 6., der allerede bærer kongekrone (venstre) og Frederik 5. af Schwaben med hertugkrone; [[Miniatureportræt|Miniature]] fra [[Historia Welforum]]. Fulda, Hessische Landesbibliothek, Cod. D. 11, fol. 14r.]]
Henrik blev født i efteråret 1165 (formodentlig oktober eller november) i [[Valkhof]] som anden søn af kejser [[Frederik Barbarossa|Frederik 1.]] og [[Beatrice 1. af Burgund]]. Ved pinse 1169 forbigik Frederik 1. officielt sin førstefødte søn [[Frederik 5. af Schwaben|Frederik]]<ref>[[Gerhard Baaken]]: ''Die Altersfolge der Söhne Friedrich Barbarossas und die Königserhebung Heinrichs VI.'' (passim).</ref> og fik gennem en valghandling ved en [[hovdag]] i [[Bamberg]] den andenfødte Henrik valgt til [[Romernes Konge]]. Indkaldelsen til dette valg var givetvis et forsøg fra kejserens side på at fastlægge en arvefølge, og fravalget af hans førstefødte søn blev formentlig truffet på grund af dennes dårlige helbred.<ref>Gerhard Baaken S. 65.</ref> Fra fyrstelig side lader der ikke til at have været nogle betingelser for accept af dette valg, og forhandlinger med [[Curia|kurien]] skabte sågar forhåbninger om afslutning af det [[skisma]], der var opstået efter det dobbelte pavevalg i 1160. Kejser Frederik anerkendte ikke [[Pave Alexander 3.]], men Henrik ville senere anerkende Alexander i et forsøg på at skabe mere ro om sin rolle som tronarving. Hertil kommer at Frederik tilsyneladende havde et ønske om at Henrik skulle regere som medkejser med de pavetro biskoppers velsignelse, men disse planer slog dog fejl på grund af kejserens vidtrækkende krav.<ref>Peter Csendes: ''Heinrich VI.'', S. 38.</ref> Henrik blev kronet til konge 15. august 1169 i [[Aachen]].
Henriks navn fremgår i 1173, angivet som vidne i et dokument, hvilket dermed er hans første kendte politiske handling. I de følgende fire år fulgte han med sin far på dennes togt til Italien. I denne tid modtog Henrik sandsynligvis undervisning fra [[Kapellan|hofkapellan]] [[Godtfred af Viterbo]].<ref>Peter Csendes: ''Heinrich VI.'', Anmerkungen S. 222</ref> Kronikører beretter om at Henrik på dette tidspunkt, altså omkring 12 år gammel, kunne læse og skrive, og beherskede [[latin|det latinske sprog]]. Godtfred har siden berettet om Henriks bibliotek i [[Kejserpaladset Hagenau|Hagenau-paladset]] og hans interesse for filosofiske studier.
Kongen blev også kendt fra [[skjald]]esangen ''Kaiser Heinrich'', og [[Codex Manesse]] og [[Weingartner Liederhandschrift]] indeholder hver otte strofer heraf, omend det ikke har været muligt at lave en endelig inddeling af stroferne.<ref>Peter Csendes: ''Heinrich VI.'', S. 204–205</ref> I kredsen omkring Henrik fandtes der digtere som [[Friedrich von Hausen (trubadur)|Friedrich von Hausen]], [[Bligger von Steinach]] og [[Bernger von Horheim]].
I 1178 vendte Henrik tilbage til Tyskland gennem [[Kongeriget Burgund]]. Fra denne tid begyndte han gradvist at få mere og mere selvstændigt politisk ansvar. Mens hans far stridedes med Bayern- og Sachsenhertugen [[Henrik Løve]], beskæftigede Henrik sig hovedsageligt med rigets vestlige del, og i 1182 agerede han sågar mægler i en konflikt mellem den franske konge og greven af Flandern.
Ved [[hovdagen i Mainz]] i 1184, 21. maj, blev Henrik og hans bror slået til ridder ved et såkaldt ''[[Schwertleite]]''. 26. juli samme år undgik Henrik med nød og næppe at blive et offer for [[latrinkatastrofen i Erfurt]], da han sat i en stenvinduesniche, og ikke på det trægulv, der styrtede sammen i katastrofen. På daværende tidspunkt var Henrik engageret i et togt i Polen for at hjælpe storhertug [[Mieszko 3. den Gamle|Mieszko]] i dennes kamp mod sin bror [[Kasimir 2. den Retfærdige|Kasimir 2.]]. Felttoget, der ikke bød på nævneværdige slag, endte kort efter med en sejr til Kasimir.
Omkring den samme tid forhandlede kejser Frederik sig sammen med [[Vilhelm 2. af Sicilien]], en tidligere pavestøtte, frem til et ægteskab mellem Henrik og Vilhelms tante, [[Constance af Sicilien|Constance]]. Vilhelm på det tidspunkt barnløs og ved dårligt helbred,<ref>Peter Csendes: ''Heinrich VI.'' S. 53.</ref> og i ægteskabskontrakten blev Constances arveret derfor særligt fremhævet. De sicilianske adelige anerkendte i denne forbindelse Constances og Henriks fælles krav på tronen. I oktober samme år forsøgte endnu engang at få Henrik ophævet til medkejser, men uden held.
=== Henrik i Barbarossas sidste år (1185–1190) ===
I 1185 forberedte Henrik i rigets vestlige del et felttog mod [[Kongeriget Frankrig]], for at støtte det tysk-romerske riges allierede, [[Kongeriget England]]. Greverne af [[Grevskabet Hainaut|Hainaut]] og [[Grevskabet Flandern|Flandern]] kunne dog af forskellige grunde ikke deltage i felttoget, så Henrik endte med at slutte fred med Frankrig.
Kort efter begav Henrik sig mod Italien, hvor han 27. januar 1186 som 19-årig blev gift med den 31-årige Constance i [[Milano]]. De blev derefter udråbt som konge og dronning af Italien, hvilket på daværende tidspunkt hovedsageligt var en ceremoniel titel tildelt kejsere af det tysk-romerske rige. Fra dette tidspunkt begyndte Henrik også at benytte titlen ''[[Cæsar (titel)|Cæsar]]'', givetvis inspireret af de [[Antikken|antikke]] romerske kejsere og det faktum at [[Hohenstauferne|Staufer-slægten]]s syn på kejserens rolle var stærkt inspireret af [[romerret]]ten. Tildelingen af Cæsar-titlen til Henrik kan også ses som en reaktion på den hidtil afviste kroning af ham som medkejser af det tysk-romerske rige.<ref>Joachim Ehlers in Bernd Schneidmüller/Stefan Weinfurter: ''Die deutschen Herrscher des Mittelalters Historische Porträts von Heinrich I. bis Maximilian I.'', S. 256</ref>
Det kejserlige angreb på [[Cremona]] førte til en væbnet konfrontation med pave [[Urban 3.]]. Henrik indtog i denne forbindelse [[Toscana]], hvorfra hans hær, under den øverstbefalende [[Markward von Annweiler]], hærgede store dele af [[kirkestaten]] frem til en fredsaftale blev indgået i august 1186. Frem til slutningen af 1187 var Henrik beskæftiget med kejserlige anliggender i Italien, hvorefter han rejste tilbage til Tyskland.
I marts 1188 var han ved hovdagen [[Curia Christi|''Hoftag Jesu Christi'']] i Mainz, da kejseren udtrykte sit ønske om at gennemføre et [[korstog]]. Da Frederik 1. drog ud på det [[tredje korstog]] i 1189, overtog Henrik regeringen af hele riget. Hen mod årets slutning belønnede kongen grev [[Balduin 5. af Hainaut|Balduin af Hainaut]] med det nyoprettede [[Grevskabet Namur|markgrevskab Namur]]. I hvad der ligner en fortsættelse af sin fars politik, forsøgte Henrik med Balduins udnævnelse at skabe en modvægt til ærkebiskopperne i [[Kurfyrstendømmet Köln]] og det større Flandern.<ref>Peter Csendes: ''Heinrich VI.'', S. 45</ref> Henrik forhandlede en aftale på plads mellem Balduin og [[Henrik 1. af Brabant|Henrik af Brabant]]. Kong Henrik indledte samtidig igen forhandlinger med Kurien om sin kejserkroning, og forsikrede i denne sammenhæng paven om at alle kirkelige besiddelser, som på daværende tidspunkt var besat af Staufere, ville blive returneret. I juni det følgende år druknede kejser Frederik i floden [[Göksu|Saleph]] under sit korstog.
Allerede i 1189, kort tid efter kejser Frederiks død, vendte [[Henrik Løve]] tilbage fra eksil, i strid med en tidligere aftale med den ny afdøde kejser. Støttet af ærkebiskop [[Hartwig 2. af Uthlede|Hartwig af Bremen]] bekrigede han herefter sine saksiske fjender. I november 1189 drog kong Henrik mod Sachsen for at konfrontere Henrik Løve, omend den sene årstid tvang ham til at afbryde sit felttog. Henrik erfarede kort efter at Vilhelm 2. af Sicilien var død. På grund af uroligheder og en mellemkomst ved den sicilianske vicekansler [[Matthæus af Salerno]] blev [[Tancred af Lecce]] valgt til konge af et flertal af de sicilianske baroner. Dette valg blev set som et klart brud på arveloven, der ellers gav Henrik og Constances krav på den sicilianske trone. Efter sin kroning tog Tancred hurtigt forbindelse til Kurien, og hans udnævnelse menes at være sket med pavens fulde støtte.<ref>''Annales Casinenses'', 314</ref> Kroningen førte til et udbrud af fjendtligheder mellem Tancreds tilhængere og Staufer-venlige kræfter i [[Apulien]] under ledelse af grev [[Roger af Andria]], og Henrik sendte i denne forbindelse sin marskal Henrik Testa til Italien for at støtte Roger.
I det følgende år led Henrik Løve et militært nederlag, da hans tilhængere blev besejret af [[Adolf 1. af Dassel]] og i midten af juli blev der indgået en fredsaftale i [[Fulda]]: Henrik Løve modtog halvdelen af rigets indtægter i [[Lübeck]], men måtte afgive [[Lüneburg]]s og [[Brunsvig]]s befæstninger, og hans søn [[Henrik 5. den Ældre af Brunsvig|Henrik af Brunsvig]] skulle forflyttes til Italien sammen med kongens hær.
=== Kroning til kejser og felttog mod kongeriget Sicilien (1190–1191) ===
[[Billede:Heinrich VI. thronend zwischen sieben Tugenden.jpg|thumb|Henrik tronende mellem de [[syv dyder]] i triumf over Tancred, som ligger under Fortunas hjul. Petrus af Eboli, Liber ad honorem Augusti, [[Burgerbibliothek Bern]], Codex 120. II, fol. 146r.]]
Henrik var i færd med at forberede sit Italienstogt fra Augsburg, da han hørte om sin fars og brors død i korstoget. Imens hans kongelige hær marcherede mod Italien, rejse Henrik selv til Thüringen, da landgreve [[Ludvig 3. af Thüringen|Ludvig 3.]] i oktober var død i korstoget, og hans bror [[Herman 1. af Thüringen|Herman]] nu forlangte at blive indsat som ny [[landgreve]]. Henrik havde oprindeligt haft planer om selv at beholde landgrevskabet, men opgav sine planer efter Herman var villig til at gøre indrømmelser. Kongen gav landgrevskabet til låns, og modtog til gengæld to byer, der ikke er kendt, og et ''provincia'', hvilket sandsynligvis var en form for herskab.<ref>Chronica Reinhardsbrunnensis, 551</ref> Med krisen i Thüringen under kontrol, kunne Henrik i begyndelsen af året efter følge sin hær til Italien, hvor hans mål udover at blive kronet til kejser også omfattede erobringen af kongeriget Sicilien.<ref>Peter Csendes: ''Heinrich VI.'', S. 87–88</ref>
I januar 1191 indledte Henrik i [[Lodi]] forhandlinger med [[Eleonora af Aquitanien]], som var [[Henrik 2. af England]]'s enke. Eleonora havde siden 1169 forsøgt at få ophævet forlovelsen mellem hendes søn [[Richard Løvehjerte]] og [[Filip 2. August af Frankrig]]s halvsøster. Henrik var også interesseret i at få ophævet forlovelsen, fordi Richard var en af Tancreds støtter, og opholdt sig i Messina. Henrik regnede med at en ophævelse af forlovelsen ville forværre forholdet mellem England og Frankrig, og tvinge Richard til at forlade Messina, hvorefter Tancred ville være isoleret. Til gengæld forsikrede han Eleonora om at han ikke ville gribe ind i eventuelle sammenstød mellem den franske konge, hans allierede, og England. Kort efter rejste Eleonora videre til Rom, hvor det lykkedes hende, med hjælp fra [[pave Celestin 3.]], at få annulleret ægteskabet mellem Henriks bror [[Konrad 2. af Schwaben]] og [[Berengaria 1. af Castilien]]. Med dette strategiske træk lykkedes det Eleonora at forpurre Staufernes forsøg på at opnå fodfæste på den [[iberiske halvø]], hvilket efterlod dem med Frankrig som deres eneste allierede.<ref>Odilo Engels: ''Die Staufer'', S. 130</ref>
I [[Lombardiet]] søgte Henrik nye allierede blandt de norditalienske bystater, og forsøgte at undgå at favorisere Milan. Henrik forhandlede ligeledes med Pisa og [[Republikken Genova|Genova]] om at få assistance fra deres flåder imod Sicilien. I april begyndte forhandlingerne med pave Celestin 3. om kejserkroningen, hvor paven blandt andet krævede at Henrik skulle overdrage den allierede by [[Tusculum]] til [[Kommunen Rom]]. Overdragelsen - og Roms efterfølgende ødelæggelse af Tusculum med både pavens og Henriks stiltiende accept - blev af mange i samtiden anset som uhæderlig og forkastelig.<ref>Otto von St. Blasien, ''Chronicon Uspergense'', 71</ref> Påskemandag, 15. april, blev Henrik endelig kronet til [[Tysk-romersk kejser|kejser af det Tysk-romerske rige]] af Celestin 3. Herved skulle den nykronede kejser angiveligt have krævet at [[investitur]]retten burde høre under kejserriget, og derved have udfordret [[Wormskonkordatet]] fra 1122 efter [[Investiturstriden]]. Den senere [[Pave Innocens 3.]], som muligvis var til stede ved kroningen, berettede efterfølgende om, at Henrik efter kroningen havde fortalt Celestin, at investiturretten tilfalder kejseren gennem [[Rigsæble]]t. Innocens konkluderede omvendt deraf at paven har forrang over kejseren, og blot indsætter kejseren som sin lensmand til at forvalte denne magt <!-- Den oprindelige tyske tekst var notorisk uklar på dette punkt -->.<ref>''Deliberatio super facto imperii de tribus electis Regestum Innocentii III papae super negotio Romani imperii'', ed. Kempf, Nr. 29, 75 f.</ref>
[[Billede:Liber ad honorem Augusti f105r.jpg|thumb|Pave Celestin 3. kroner Henrik 6. til kejser i en afbildning fra [[Peter af Ebulo]]s ''[[Liber ad honorem Augusti sive de rebus Siculis|Liber ad honorem Augusti]]'', 1196]]
Efter kejserkroningen drog Henriks hær til Apulien, hvor den Staufertro [[Roger af Andria|grev Roger af Andria]] var blevet besejret året forinden. I maj påbegyndte hæren en belejring af [[Napoli]], men i højsommeren udbrød der en [[epidemi]] iblandt de belejrende styrker, og mens Henrik selv overlevede smitten var der flere højtstående personligheder i hans hær der døde. Da den sicilianske admiral [[Margaritos af Brindisi|Margaritus]] efterfølgende drev den pisanske, og kort efter den genoanske, flåde på flugt, måtte Henrik endegyldigt opgive belejringen i slutningen af august. Henrik oplevede yderligere modgang, da Constance, som under kampene ved Napoli havde opholdt sig i [[Salerno]], blev fængslet og bragt til Palermo. Frem til årets udgang beskæftigede kejseren sig med rigets anliggender i Norditalien, og indgik i den forbindelse en alliance med [[Filip 2. af Frankrig]] imod Richard Løvehjerte. Tancred udnyttede Henriks tilbagetrækning til at indtage [[Normanniske erobring af Syditalien|normannerrigets]] fastlandsområder.
Kejser Henrik arvede efter [[Welf 6.]]'s død i 1191 dennes besiddelser i Schwaben, og blev herigennem i stand til at styrke Staufernes magt i området.
=== Fyrstemodstanden mod Henrik (1192) ===
I Tyskland havde Henrik Løve ikke gjort sig nogen anstrengelser overhovedet for at overholde de aftaler, der indgik i fredsaftalen i Fulda, og snart udbrød der igen væbnet konflikt mellem ham og hans sachsiske fjender, [[Askanier]]-slægten og [[Schauenburger]]ne, og Henrik Løves søn, [[Henrik 5. den Ældre af Brunsvig|Henrik af Brunsvig]], havde deserteret fra kejserens hær i Napoli. Nogle andre kilder, heriblandt ''[[Annales Stederburgenses]]'', beskriver hvordan Henrik af Brunsvig flygtede fra kejserens entourage ved belejringen af Napoli, mens [[Arnold af Lübeck]] beretter at Henrik af Brunsvig allerede deserterede den kejserlige hær ved begyndelsen af felttoget mod Sicilien i det sydlige Italien. Da kejseren fik nys om denne desertion gjorde han Henrik af Brunsvig [[Akt (fredløs)|fredløs]] i pinsen 1192 ved hovdagen i Worms. Kejseren foretrak dog at finde en fredelig løsning på konflikten, da han ikke ønskede at støtte de anti-[[Huset Welf|welfiske]] kræfter i Sachsen.<ref>Peter Csendes: ''Heinrich VI.'', S. 107</ref>
Da ærkebiskop [[Wichmann af Seeburg|Wichmann af Magdeburg]], Staufernes største støtte i Nordtyskland, døde, blev der indgået en våbenhvile med Henrik Løve, som på kejserens opfordring blev forlænget.
I september 1192 begav kejser Henrik sig til [[Liège]], for at sikre sig at [[Lothar af Hochstaden]] blev indsat som [[Fyrstbispedømmet Liège|biskop]]. Efter kejseren ved hovdagen i Worms i foråret havde afvist modkandidaten [[Albert 1. af Leuven|Albert af Leuven]], bror til [[Henrik 1. af Brabant]], var Albert gået til paven, havde opnået dennes velsignelse til biskopembedet i [[Reims]] og opnåede herigennem bispesædet i Liège med støtte fra sin bror. Lothar og grev [[Balduin 5. af Hainaut|Balduin af Hainaut]] lagde imidlertid pres på kejseren for at få omstødt udnævnelsen, og senere på året blev Albert myrdet af en gruppe tyske riddere, som Alberts bror, Henrik af Brabant, anklagede kejseren for at have beordret. Disse begivenheder førte hurtigt til fornyet konflikt mellem kejseren og den vesttyske adel, som Henrik forsøgte at holde under kontrol ved at udpege Lothar som efterfølger.<ref name="ReferenceA">Odilo Engels: ''Die Staufer'', S. 132</ref> Dette førte imidlertid blot til fornyet modstand, denne gang under ledelse af Kölns ærkebiskop [[Bruno 3. af Berg|Bruno]], og snart efter med opbakning fra hertugerne af Brabant og Limburg. Der var angiveligt overvejelser i Brabant om ligefrem at sværge troskab til den franske konge.<ref>Gislebert: ''Chronicon Hanoniense'', 282 (MGH Scriptores 21, 582)</ref> Oprørerne tog også kontakt til Mainz' ærkebiskop, [[Konrad 1. af Wittelsbach|Konrad]], landgreven af Thüringen, markgreven af Meißen, hertugen af Böhmen, de engelske og danske kongehuse såvel som den [[Huset Welf|Welfiske]] [[Henrik Løve]]. Kurien blev ligeledes irriteret over udnævnelsen af [[Lothar af Hochstaden]] til bispesædet i Liège, og [[Huset Zähringen|Zähringerne]]s placering ved den øvre del af [[Rhinen]] udgjorde en fare for Staufernes overherredømme i området.
I sidste ende gik kejseren gik herefter til militært modangreb på Lothars modstandere, og tvang Henrik af Brabant til at indgå en fredsaftale.
I oktober fik kejseren afsat [[Ærkebispedømmet Bremen|ærkebispen af Bremen]], [[Hartwig 2. af Uthlede|Hartwig]], som var en af Henrik Løves støtter. I rigets østlige del forhandlede han en fred på plads mellem landgreve [[Herman 1. af Thüringen)|Herman af Thüringen]] og markgreve [[Albert 1. af Meißen|Albert af Meißen]].
=== Tilfangetagelsen af Richard Løvehjerte (1192–1194) ===
[[Billede:Heinrich VI. begnadigt Richard Loewenherz.jpg|thumb|[[Richard Løvehjerte]] kysser Henrik 6.'s fødder (fra [[Peter fra Ebulo]]s ''[[Liber ad honorem Augusti sive de rebus Siculis|Liber ad honorem Augusti]]'', 1196)]]
På samme tid som Henrik mødte modstand fra sine fyrster, lykkedes det at tage [[Richard Løvehjerte]] tilfange på dennes rejse hjem fra korstog. Richards skib var stødt på grund ved [[Aquileia]] og gik i land i grevskabet Görz. I december 1192 blev han taget til fange af [[Huset Babenberg|Babenberger]]en [[Leopold 5. af Østrig]] og efterfølgende indespærret i [[Burgruine Dürnstein (Niederösterreich)|Dürnstein-borgen]]. Tilfangetagelsen havde kejser Henrik, sammen med den franske konge [[Filip 2. af Frankrig|Filip]] beordret som reaktion på den militæralliance som Richard havde indgået med [[Tancred af Lecce]] i foråret 1190.<ref name="ReferenceA" /> Korsfarer på hjemrejse stod dog under en særlig kirkelig beskyttelse, og efter det kom frem at Leopold havde taget Richard til fange, blev Leopold [[ekskommunikation|ekskommunikeret]] af Celestin 3.<ref>[[Regesta Imperii]], [http://opac.regesta-imperii.de/lang_de/anzeige.php?sachtitelwerk=B%C3%B6hmer%2C+J.+F.%2C+Regesta+Imperii+IV.+Lothar+III.+und+%C3%84ltere+Staufer.+4.+Abt.%3A+Papstregesten+1124-1198%2C+Teil+4%3A+1181-1198%2C+Lieferung+5%3A+1191-1195%2C+C%C3%B6lestin+III.&p V,4,4,5] Nr. [http://www.regesta-imperii.de/regesten/4-4-5-papstregesten/nr/acfc1773-aac0-4209-ae66-f5812d13a5e3.html 1125].</ref> Den tilfangetagede Richard blev først overdraget til Henrik personligt i [[Speyer]] i 1193, og Henrik holdt ham efterfølgende indespærret i [[Trifels-festningen]] i [[Pfalz]].
Fængslingen af Richard, deres allierede, var et betydeligt nederlag for de oprørske fyrster, og da Henrik endda truede med at udlevere Richard til den franske konge, endte fyrsterne i juni 1193 med at indlede forhandlinger med kejseren. I denne sammenhæng forsøgte Henrik at distancere sig fra mordet på Albert af Leuven, og beordrede morderne [[landsforvisning|landsforvist]] og hertugerne af Brabant og Limburg fik lov til at støtte deres kandidater til bispevalget i Liège. Ærkebiskoppen af Köln, [[Bruno 3. af Berg|Bruno 3.]], fik en garanti for bevarelsen af hans autoritet. [[Hertugdømmet Böhmen|Hertugen af Böhmen]], der ligeledes tilhørte fyrsteoppositionen, blev fjernet fra sin post gennem et angreb fra biskoppen af Prag.
Selvom både Filip August og Richards bror [[Johan uden Land]], som regerede England, tilbød at betale løsepenge hvis Richard kunne forblive et år længere i fangenskab, indgik Henrik en aftale med Richard selv i juni 1193. Kejseren gav Richard tilbuddet om løsladelse til gengæld for 100.000 [[Mark (møntenhed)|mark]] i løsepenge, hvoraf halvdelen skulle gå til Leopold. Officielt blev pengene betegnet som en medgift til Richards niece, som skulle giftes med en af Leopolds sønner. Ydermere skulle Richard stille med en hær og deltage i en militærkampagne mod sin tidligere allierede, Tancred. Slutteligt måtte Richard stille gidsler til gengæld for sin løsladelse. Richard, hvis mor Eleonora støttede løsladelsen af sin søn, forpligtede sig til at tage England som len for kejseren og betale en årlig rente på 5.000 mark udover den umiddelbare løsesum på 100.000 mark. Med denne aftale anerkendte Richard kejserens overhøjhed over [[kongedømmet England]]. Henrik fremsatte herefter et krav til både kong Filip og Johan om at alle Richards besiddelser skulle returneres, under trusler om militær indgriben hvis dette ikke skete. Denne løsning havde den strategiske fordel for Henrik at han havde vundet Richard som [[vasal]], og ikke længere udelukkende var afhængig af Frankrig. Richards fortsatte kampe mod Frankrig skulle dog ske som uafhængig konge, da kong Filip ligeledes var afhængig af alliancen med Henrik, og ikke skulle indblande ham i konflikten, og kejseren fik dermed manøvreret sig selv ind i en god midterposition mellem England og Frankrig.<ref>Peter Csendes: ''Heinrich VI.'', S. 128; Odilo Engels: ''Die Staufer'', S. 133</ref> I [[den stille uge]] 1194 skete den endelige rituelle forsoning mellem kejseren og den engelske konge: Ved en hovdag i Speyer beskyldte Henrik Richard for at have begået sine mord, og tilskrev ham yderligere forbrydelser. Richard erklærede sig som aftalt uskyldig i alle anklager, men knælede foran kejserener, der som svar sted ned fra tronen og gav Richard et fredens kys. Efter dette ritual indgik de to de endelige betingelser for Richards løsladelse.
I februar 1194 blev konflikten med [[Huset Welf|Welferne]] endegyldigt løst gennem et ægteskab mellem Henrik Løves [[Henrik 5. den Ældre af Brunsvig|søn af samme navn]] og [[Agnes af Hohenstaufen]], der var den [[Kurpfalz|rheniske pfalzgreve]] [[Konrad af Hohenstaufen]]s enke. Dette arrangement var en stor succes for Welferne i den vesttyske del af riget, da de herigennem fik forandret [[pfalzgreve]]titlen fra et kejserligt embede til en titel med territorial suverænitet. I marts sluttede Henrik 6. så endeligt fred med Henrik Løve.
=== Erobringen af Kongeriget Sicilien (1194–1195) ===
Imens Henrik måtte bekæmpe fyrsteoppositionen i Tyskland, fortsatte sammenstødene i Italien. Efter Henriks nederlag ved Napoli generobrede Tancreds svoger, grev [[Richard af Acerra]], størstedelen af Apulien. I foråret 1192 havde forhandlinger med paven ført til at Constance var blevet frigivet. Det var lykkedes Tancred at få pave Celestin 3. til at anerkende Tancreds krav på den sicilianske trone, under forudsætning af at Tancred anerkendte pavens overhøjhed over det sicilianske monarki, men Henrik nægtede fortsat at anerkende Tancred.<ref>''Annales Casinenses'', 314; Richard von San Germano, 6; Arnold von Lübeck, 151 f.</ref> I sommeren 1192 havde Henrik indgået en alliance med en række vigtige norditalienske bystater samt [[Markgrevskabet Montferrat|markgreven af Montferrat]] for at opretholde en fred i Lombardiet frem til den planlagte gen-invasion af Sicilien. I [[Etrurien]] fik [[Konrad af Lützelhardt]] overdraget rigsforvaltningen.
I februar 1194 døde kong Tancred og hans midreårige søn [[Vilhelm 3. af Sicilien|Vilhelm 3.]] blev indsat som hans efterfølger. Vilhelms mor, [[Sibylle af Acerra|Sibylle]], fungerede som [[regent]].
I maj påbegyndte kejser Henrik, godt finansieret af Richard Løvehjertes løsepenge, et nyt felttog mod Sicilien. I Lombardiet fejrede han pinse i Milano, og sikrede sig endnu en gang assistance fra Genova og Pisas flåder i de følgende måneder. I august åbnede Napoli byens porte for kejseren uden nogen kamphandlinger. [[Salerno]], hvis herskere havde fængslet kejserinde Constance og udleveret hende til Tancred i 1191, blev i september 1194 brændt ned til grunden. 20. november 1194 indtog Henrik Palermo og blev juledag, 25. december 1194, kronet til konge af Sicilien i byens domkirke. Dagen efter kroningen fødte Constance hendes og Henriks eneste barn, den senere kejser [[Frederik 2. (Tysk-romerske rige)|Frederik 2.]], i [[Jesi]] nær [[Ancona]].
Kort tid efter sin kroning lod kejser Henrik flere fremtrædende normanniske adelige arrestere under påskud af en sammensværgelse mod ham. Henrik benyttede lejligheden til at få den normanniske kongeskat bragt til Tyskland sammen med den normanniske kongefamilie, der blev beskyldt for at være med i sammensværgelsen.
Ved en rigsdag i [[Bari]] i marts 1195 forsøgte Henrik at omsætte de forgangne års succeser politisk: Hans kone Constance skulle fungere som regent i Sicilien, dog sammen med den kejsertro, [[ædelfri]]e stadtholder [[Konrad 1. af Spoleto|Konrad af Urslingen]]. Siciliens kansler blev [[Walter af Pagliara]]. Andre normanniske embeder blev også erstattet med ministerielle poster. [[Markward af Annweiler]] blev udnævnt til [[Hertugdømmet Ravenna|hertug af Ravenna]], [[Grevskabet Romagna|greve af Romagna]] og [[Markgrevskabet Ancona|markgreve af Ancona]]. Henriks bror [[Filip af Schwaben|Filip]] fik overdraget [[hertugdømmet Toscana]] og [[de matildiske godser]]. Målet med disse ændringer var at forbinde Sicilien tættere med Norditalien, og gøre normannerriget til en uløselig del af det [[tysk-romerske rige]]. Derudover lader Henrik til at have haft til hensigt at opbygge Sicilien som et rigt, moderne og administrativt udviklet centrum for kejserriget og Hohenstaufer-slægten.
=== Korstogsplanerne (1195) ===
[[Billede:Kaiser Heinrich VI. im Codex Manesse.jpg|thumb|Große Heidelberger Liederhandschrift (Heidelberg, Universitätsbibliothek, Cod. Pal. germ. 848, fol. 6r: Afbildning af kejser Henrik 6. i [[Codex Manesse]], fra ca. 1300)]]
Ved hovdagen i Bari lovede Henrik Kurien at gennemføre et korstog.<ref>''Annales Marbacenses'', 479 f.</ref> Han havde sandsynligvis flere bagtanker med dette - korstoget skulle blandt andet overbevise pave [[Celestin 3.]] til at godkende Siciliens inkorporering i det tysk-romerske rige ''(unio regni ad imperium)'' og derigennem på paven til at opgive sin overhøjhed over det sicilianske kongerige. Henrik lovede Kurien at 1.500 riddere og samme antal fodsoldater ville slutte sig til korstoget indenfor et år. Yderligere diskussioner med kardinaler i Ascoli bragte dog ikke kejserens planer tættere på at gå i opfyldelse.
[[Eskatologi]]ske idéer har sandsynligvis spillet en central rolle i denne sammenhæng, da Henrik givetvis var af den opfattelse at han, eller i det mindste en efterfølger fra [[Hochstauferne|hans hus]], var "fredskejseren", den sidste kejser før den kristne [[Dommedag]]. I henhold til den gængse opfattelse af den kristne eskatologi på Henriks tid skulle den sidste kejser forene øst og vest, konvertere [[jøde]]rne til [[kristendom]]men, besejre hedningene i [[det hellige land]], og efter erobringen af [[Jerusalem]] nedlægge krone og scepter på [[Golgatha]]-bakken hvorefter dommedag skulle oprinde. Henriks territoriale ambition med korstoget var således ikke at erobre så mange territorier som muligt, men derimod at bringe ære og anerkendelse til den kejserlige [[Hohenstauferne|Staufer-slægt]] ved at indtage Jerusalem.<ref>Odilo Engels: ''Die Staufer'', S. 138–140</ref> Ligesom de gamle romerske kejsere, så de middelalderlige kristne kejsere sig selv som den samlede kristendoms retmæssige overherrer, uden at have et reelt magtgrundlag for dette, men kejserkronen gav en ideel mulighed for at udøve en formel suverænitet over andre riger.<ref>For de praktiske konsekvenser af den kejserlige ide om verdensherredømme, se også: ''Weltherrschaft im Mittelalter'', i: [[Mitteilungen des Instituts für Österreichische Geschichtsforschung]] 93, 1985, S. 257–278</ref>
Historikere er uenige om, hvorvidt Henriks ekspansionsplaner også var rettet mod det [[byzantinske rige]]. I 1194 havde udsendinge fra den byzantiske vasal [[Leo 2. af Armenien]] fået Leos kongekrone og en del af Syrien i len af kejser Henrik, og i 1196 modtog [[Amalrich 1. af Cypern]] ligeledes sit rige som len fra kejseren.
I foråret 1195 drog kejser Henriks udsendinge til [[Byzans]] for på hans vegne at kræve at få overdraget en stribe land, der strak sig fra [[Durrës|Durazzo]] til [[Thessaloniki]], og som tidligere havde tilhørt Henriks forgænger på posten som Siciliens konge, [[Vilhelm 2. af Sicilien|Vilhelm 2.]]. Dette bliver af den tyske historiker Claudia Naumann anset som værende bevis på at Henrik fortsatte den normanniske politik overfor det byzantiske rige.<ref>Claudia Naumann: ''Der Kreuzzug Kaiser Heinrichs VI.'', S. 99.</ref> Kort efter blev den byzantiske [[Isak 2. Angelos|kejser Isak 2.]] væltet af sin bror [[Alexios 3. Angelos|Alexios 3.]], og ved slutningen af 1195 anmodede en ny delegation fra Henrik den nye byzantiske kejser om at støtte det snartkommende korstog med den byzantiske flåde og en årlig donation på 5.000 pund guld, og truede med at angribe Byzans hvis anmodningen blev afslået. Det lykkedes dog Byzans at få summen forhandlet ned til 1.600 pund guld, hvilket bekræftes af den byzantiske kronikør [[Niketas Choniates]].<ref>Niketas Choniates, 630 f.</ref>
Ifølge Naumann havde Henrik ikke nogle konkrete planer om at angribe det byzantinske rige, men brugte truslen til at sikre sig dets hjælp til at få gennemført korstoget.<ref>Claudia Naumann: ''Der Kreuzzug Kaiser Heinrichs VI.'', S. 104</ref>
Omvendt er der andre andre, der har påpeget at Henrik havde muligheden for at gøre krav på hele det byzantinske rige efter Isak 2. blev væltet, da Henriks bror [[Filip af Schwaben|Filip]] havde giftet sig med Isaks datter og Tancreds tidligere svigerdatter, enken [[Irene af Byzans]]. Dette ægteskab gav Henrik muligheden for at forsvare den faldne kejsers ret til tronen. Med hjælp fra Cypern og Armenien kunne Henrik have bragt den østlige del af Middelhavsregionen under sin autoritet, hvilket kunne have kulmineret i en erobring af det byzantinske rige.<ref>Joachim Ehlers i Bernd Schneidmüller/Stefan Weinfurter: ''Die deutschen Herrscher des Mittelalters Historische Porträts von Heinrich I. bis Maximilian I.'', S. 267.</ref>
En anden vigtig del af Henriks planer om at beherske Middelhavsregionen var at gøre krav på de gamle normanniske besiddelser i Nordafrika. Kaliffen af [[Tripoli]] og [[Tunis]] indvilligede i at betale [[tribut]] til Henrik, ikke mindst motiveret af den interne muslimske trussel fra [[almohaderne]].
Inden Henrik nåede videre stødte han dog på et nyt problem: Våbenhvilen mellem Pisa, der var Henriks vigtigste allierede til havs, og [[Republikken Venedig]] udløb i november 1195, og Pisa invaderede kort herefter [[Adriaterhavet|Adriaterområdet]], indtog [[Pula]], men led i marts 1196 et stort nederlag. I Venedig blev Henriks handlinger på daværende tidspunkt set som en fortsættelse af den normanniske politik med at bemægtige sig baser på begge sider af Adriaterhavet - noget som man i Venedig var meget imod, da det ville true republikkens frie handel med den østlige Middelhavsregion. 23. august 1196 tildelte Henrik det betydningsfulde venetianske kloster S. Ilario e Benedetto et [[Privilegium de non appellando|kejserligt privilegie]], og 1. september samme år lykkedes det ham at få forhandlet en fred på plads mellem Venedig og Pisa i en aftale, der alt taget i betragtning var overordentligt mild overfor krigens taber, Pisa. De gode toner mellem kejser Henrik og Venedig fortsatte, og 6. juni 1197 bekræftede han alle de privilegier som hans forgængere på posten som kejser - og især hans far - havde tildelt Venedig, og garanterede dermed overfor venetianerne at deres frihandel med områderne ud for det østlige Middelhav kunne fortsætte.<ref>''MGH Const. I'', S. 526–530, Nr. 378.</ref>
=== Arverigeplanen (1195–1196) ===
I sommeren 1195 rejste Henrik tilbage til Tyskland både for at samle opbakning til korstoget og for at sikre en arvefølge i tilfælde af at han, ligesom sin far, skulle dø i løbet af korstoget. Først var han imidlertid tvunget til at beskæftige sig med [[Markgrevskabet Meißen]], hvor der lige sigen han besteg tronen havde været en fejde mellem de to brødre [[Albert 1. af Meißen|Albert]] og [[Didrik den Undertrykte|Didrik]]. Henrik anså Albert som en trussel imod det nærliggende [[Pleißenland]], som var regeret af Henriks egen Staufer-slægt, og efter Alberts død i juni 1195 opstod der derfor en gylden mulighed for Henrik til at svække [[Huset Wettin|Wettinerne]]s magt, idet Henrik nægtede at give Didrik markgrevskabet i len og i stedet beholdt det for sig selv.<ref>Henriks bror Filip af Schwaben gav dog senere Meißen i len, da han var afhængig af Wettinernes støtte. Se Peter Csendes: ''Heinrich VI.'', S. 169</ref>
I oktober 1195, ved en hovdag i Gelnhausen, nåede Henrik til enighed med [[Hartwig 2. af Uthlede|Hartwig]], som Henrik havde afsat som ærkebiskop af Bremen i 1192. Under den nye aftale fik Hartwig, til gengæld for visse territoriale og materielle indrømmelser, Henriks velsignelse til at vende tilbage til posten som [[Ærkebispedømmet Bremen|ærkebiskop af Bremen]]. Herudover fik kejseren også i Gelnhausen mange sachsiske og thüringiske adeliges opbakning til korstoget. I december blev kejserens korstogsappel meget godt modtaget ved hovdagen i Worms, og han planlagde i denne forbindelse korstogets afgang til at være den næste jul. Ved samme lejlighed udpegede Henrik sin søn [[Frederik 2. (tysk-romersk kejser|Frederik]] til af blive sin efterfølger som tysk konge, men dette mødte protester fra [[Ærkebispedømmet Köln|ærkebiskoppen af Köln]], [[Adolf af Altena]].<ref>Det er beskrevet hvordan ærkebiskop Adolf var den eneste fyrste, der nægtede at afgive løfte om at vælge Frederik. ''Annales Marbacenses'', 67</ref>
Der var et udbredt ønske blandt fyrsterne om at få muligheden for at kunne videregive deres len i arv gennem [[uægte barn|uægte børn]] og kvindelige linjer,<ref>''Chronica Reinhardsbrunnensis'' (MGH Scriptores 30, 556)</ref> sandsynligvis for at undgå situationer uden legitime arvinger, og derfor se deres len returneret til kejseren.
Ved årsskiftet 1195/96 arbejdede Henrik og hans inderkreds, muligvis i [[Hagenau-paladset]], på den såkaldte "arverigeplan" (tysk: ''Erbreichsplan''). Det formodes at en pavelig legat var til stede under disse forhandlinger.<ref>Peter Csendes: ''Heinrich VI.'', S. 175.</ref> I marts 1196 i Mainz foreslog Henrik for første gang fyrsterne at gøre det tysk-romerske rige arveligt, men disse var selvsagt meget skeptiske overfor idéen, da de derigennem ville miste deres [[Kurfyrste|mulighed for at vælge kejseren]], men efter trusler fra Henriks side indvilligede fyrsterne dog i at forhandle.<ref>''Thüringische Chronik'' (MGH Scriptores 30, 557)</ref> Forhandlingerne skulle være afsluttet ved en hovdag i Würzburg i slutningen af marts, og det siges at Henrik her offentligt erklærede sit ønske om at Sicilien skulle integreres direkte i kejserriget, og at kejserriget udelukkende skulle kunne gå i arv. Til gengæld for dette ville fyrsterne få muligheden for at lade deres len gå i arv gennem kvindelig slægtslinje. For at vinde opbakning fra de gejstlige fyrster, for hvem arvelinje var irrelevant, ville Henrik afskaffe den såkaldte [[regalieret]], som ellers gav kejseren mulighed for at konfiskere en gejstlig besiddelses indtægter hvis [[Sede vacante|kirkesædet står tomt]]. Fyrsterne accepterede denne handel, og lovede derfor at vælge Henriks søn, Frederik, som [[Romernes Konge]].<ref>Bispesædet i Liège er kilde til flere historier om hvad der foregik på hovdagen i Würzburg (MGH Scriptores 25, 132); Peter Csendes: ''Heinrich VI.'', S. 175–176</ref> Godkendelsen var dog ikke enstemmig, da særligt fyrsterne fra Sachsen var særdeles utilfredse med aftalen, og ærkebiskop Adolf af Köln mødte slet ikke op på hovdagen.
I juli 1196 tog Henrik via Burgund til Italien. Der forhandlede han med pave [[Celestin 3.]] om sin få sin søns dåb og kongelige salvelse til blive gjort af paven, for hvem Henrik udadtil drog på korstog. For at opnå en permanent balance med Kurien gav Henrik Celestin det Henrik betragtede som "det højeste tilbud" - men da ingen tilgængelige kilder indeholder detaljer om hvad dette tilbud var, er der stor spekulation om dette. Historikeren [[Johannes Haller]] forbinder tilbuddet med det, der skete under Henriks egen kroning til kejser, og konkluderer at kejseren må have tilbudt paven at anerkende dennes suverænitet over det tysk-romerske rige. Nyere forskning antager derimod at Henrik tilbød Kurien ejerskab over [[præbende]] fra alle rigets større bispekirker.<ref>Joachim Ehlers i Bernd Schneidmüller/Stefan Weinfurter: ''Die deutschen Herrscher des Mittelalters Historische Porträts von Heinrich I. bis Maximilian I.'', S. 268; Peter Csendes: ''Heinrich VI.'', S. 185</ref> Celestin afviste dog Henriks tilbud, da pavelig salvelse af den unge Frederik ville kunne tolkes som pavelig accept af Staufer-slægtens dominans over Sicilien, og kirkestaten var på daværende tidspunkt tæt på at være omringet af Staufere.<ref>Joachim Ehlers i Bernd Schneidmüller/Stefan Weinfurter: ''Die deutschen Herrscher des Mittelalters Historische Porträts von Heinrich I. bis Maximilian I.'', S. 268</ref> I mellemtiden var der i Tyskland begyndt at samle sig en større modstand mod arverigeplanen, særligt i Thüringen og Sachsen, fra fyrster, som sandsynligvis forsøgte at tvinge Henrik tilbage til forhandlingsbordet ved at udsætte forberedelserne til korstoget. Efter Henrik havde sendt forskellige formaninger til fyrsterne, trak flere af sig dog fra oprøret og gik tilbage til at pege på Frederik. Da paven nægtede at forhandle videre under de nuværende forhold, frigav kejseren formelt fyrsterne fra deres løfte. Desuagtet blev Frederik valgt til Romernes Konge i [[Frankfurt am Main]] julenat 1196.
=== Tidlig død og svækkelse af staufisk magt (1197) ===
[[Billede:DSC00548 - Cattedrale - Tomba di Enrico VI + 1197 - Foto G. Dall'Orto.jpg|thumb|Henrik 6.'s sarkofag (forrest) og hans kone [[Constance af Sicilien|Constance]]s i [[Palermos katedral]]]]
I slutningen af 1196 drog Henrik fra Mellemitalien til [[Capua]], hvor han på grusom vis henrettede Tancreds svoger, grev [[Richard von Acerra]], som havde været med til at forpurre Henriks invasion af Sicilien i 1191, men sidenhen var blevet fanget af Henriks [[ministeriale]] [[Diepold af Schweinspeunt]]. I marts 1197 gik han i land på siciliansk jord, hvor han i Palermo gennemgik han de privilegier, der tilfaldt den sicilianske adel, før han i maj drog videre til Messina for at forberede korstoget. Mens han var i Messina blev Henrik underrettet om en større sammensværgelse af sicilianske adelige, der planlagde at myrde ham og overtage Sicilien. Oprøret, der var samlet i [[Catania]], blev slået ned af Markward af Annweiler og [[Henrik af Kalden]]. Efter at have fanget oprørets leder, som havde søgt tilflugt i [[Enna|Castrogiovanni]], lod Henrik en glødende krone blive naglet på dennes hoved. Både Celestin 3. og Henriks egen kone, Constance, mistænkes for at have støttet oprørerne, omend særligt sidstnævnte påstand bliver anset som usandsynlig af flere moderne historikere.<ref>Peter Csendes: ''Heinrich VI.'', S. 192</ref>
I slutningen af august skulle kejser Henrik angiveligt være blevet ramt af kraftige [[kuldegysninger]] under en jagt i [[Fiumedinisi]]. Først henimod slutningen af september viste der sig tegn på forbedring i hans tilstand, men på trods af dette døde han 28. september i en alder af 32 år i Messina. Det formodes at Henrik døde af [[malaria]], som han blev smittet med under belejringen af Napoli i 1191, omend der også begyndte at gå rygter om at hans kone, Constance, havde forgiftet ham.
Constance begravede Henrik i Messina. Formodentlig i begyndelsen af maj 1198 blev Henrik begravet i en sarkofag af [[porfyr (bjergart)|porfyr]] under en baldakin bestående af seks porfyrsøjler i [[Palermos katedral]].
Efter Henriks død blev Stafer-imperiet kastet ud i flere store kriser. I Tyskland valgte staufiske loyalister i et dobbeltvalg Henriks yngste bror [[Filip af Schwaben]] og Welfen [[Otto 4. (tysk-romersk kejser)|Otto 4. af Brunsvig]], Henrik Løves søn, til konge. I Rom blev Innocens 3. i 1998 valgt til ny pave med et klæret mål om at udskifte Staufernes dominans med en pavelig dominans. I Henriks testamente, hvis indhold behændigt nok kun blev vist til Innocens, skulle der angiveligt stå at paven skulle få tildelt visse territorier i Mellemitalien for til gengæld at krone Henriks søn Frederik til kejser. Ifølge Innocens dikterede testamentet ligeledes at kongeriget Sicilien skulle tilfalde paven såfremt Frederik og Constance begge skulle omkomme uden andre arvinger. Samme år døde Constance, som havde regeret Sicilien på vegne af den to-årige Frederik. Ifølge Innocens 3. dikterede Constance i sit testamente at han selv, Innocens, skulle fungere som Frederiks [[regent]].
Korstoget, som Henrik havde brugt så lang tid på at forberede, opnåede kun meget begrænset succes uden hans lederskab.
== Herrschaftspraxis Heinrichs ==
|
