Følelse (emotion): Forskelle mellem versioner

'''Følelser''' (emotioner) omhandler oplevede affektive tilstande for eksempelsom [[vrede]] ellerog [[frygt]]. Det psykologiske begreb "emotion" er ofte brugt til at adskille denne type følelsedem fra den type, som omhandler følesansen. Følelser er komplekse og kan ifølge nogle [[teori]]er føre til [[psykologi|psykologiske]] og [[fysiologi|fysiologiske]] forandringer, der påvirker personers adfærd.<ref name="Schacter">{{cite book|last=Scirst=Daniel L.|title=Psychology Second Edition|year=2011|publisher=Worth Publishers|location=41 Madison Avenue, New York, NY 10010|isbn=978-1-4292-3719-2|page=310}}</ref> Det relaterer sig til en intens mental aktivitet, ofte med en høj grad af [[glæde]] eller [[sorg]] involveret.<ref>Cabanac, Michel (2002). "What is emotion?" ''Behavioural Processes'' 60(2): 69-83.</ref> Den videnskabelige [[diskurs]] har imidlertid ikke kunnet skabe [[konsensus]] om en entydig definition. Følelser anses doger ofte som associeret med begreber som [[humør]], [[temperament]], [[personlighed]], [[disposition]] og [[motivation]]. I nogle teoribygninger er [[erkendelse]] et væsentligt aspekt af følelsesmæssig emotion.<ref>{{cite web|url=http://psychology.about.com/od/psychologytopics/a/theories-of-emotion.htm |title=Theories of Emotion |publisher=Psychology.about.com |date=13. september 2013 |accessdate=11. november 2013}}</ref>

De grundlæggende emotioner er [[glæde]], velbefindende, afsky, [[frygt]], overraskelse, [[sorg]] og [[vrede]]. I løbet af evolutionen er de grundlæggende emotioner blevet suppleret afmed mere komplekse emotioner såsomsom [[kærlighed]], [[skyld]], [[skam]], anger, [[Jalousi (følelse)|jalousi]], flovhed, hengivenhed, ømhed, [[empati]] osv. En del af komplekse emotioner kan ses som underkategorier af de grundlæggende emotioner,. fxFx kan glæde deles op i fryd, morskab, ekstase, lyksalighed og stolthed <ref>Gade, Anders. ''Hjerneprocesser. Kognition og neurovidenskab.'' Frydenlund, 1997</ref>. Den enkeltes følelser er som regel så komplekse at de ikke kan reduceres til de begrebslige kategorier eller en præcis sammensætning af disse. De kan være [[latent]]e i personligheden, men pludselig udtrykke sig, når stemningsbilleder giver dem [[manifest]] karakter. Varigheden af disse udtrykdem kan være kortvarige koordinationer af respons, som kanog indeholde verbale eller adfærdsmæssige mekanismer.{{sfn|Fox|2008|pp=16–17}} Psykoterapeuten Michael C. Graham beskriver følelser som et kontinuum af intensitet.<ref>{{cite book|last1=Graham|first1=Michael C.|title=Facts of Life: ten issues of contentment|date=2014|publisher=Outskirts Press|page=63|isbn=978-1-4787-2259-5}}</ref>

INogle nogenvidenskaber videnskabelige sammenhænge vælger man at ansevurderer de forskellige emotioner i forhold til to akser: valens og "arousal" ("ophidselse").<ref>For eksempel: P. A. Lewis og andre, "Neural Correlates of Processing Valence and Arousal in Affective Words", ''Cerebral Cortex'', 17:742+, 2007</ref> Valens angiver i denne sammenhæng om emotionen er positiv eller negativ - eksempler kunne være henholdsvis [[glæde]] og [[sorg]]. "Arousal"-aksen angiver intensiteten af emotionen.

Plutchiks emotional wheel<ref name=":1" /> og Geneva Emotion Wheel<ref name=":2">Scherer, K. R. (2005). What are emotions? And how can they be measured?. ''Social science information'', ''44''(4), 695-729.</ref> eksempler på, hvordan følelser kan beskrives i styrke. Det er begge teorier omhandlendeom grundemotioner. Hvor grundemotioner er de følelser, som hyppigt forekommer og kontrollerer andre mindre følelser.

I [[rationalitet|rationelle videnskabelige modeller]] antages det, at der kan etableres en "højere fornuft", som bygger på observationer og [[data]] og derfor "overvinder" følelserne som grundlag for handling.<ref name="Mar19"> March (1995), s. 19</ref> Denne indfaldsvinkel tilsidesætter eller undervurderer problemløsning baseret på erkendelse eller oplevelse,<ref>Ziehe (1997), s. 129f.</ref>. En mulig løsning på dette dilemma er at erkende, at enhver handling er baseret på fortolkninger, der inddrager følelser, hvilket bandtblandt andet betyder, at valget mellem forskellige alternativer i en [[beslutningstagen|beslutningsproces]] inddrager følelser, fxsom begejstring eller afsky.<ref name="Mar26"> March (1995), s. 26</ref>

Følelser opleves ofte som ''[[observation]]er'' af virkeligheden, mens de egentlig er individets ''vurdering'' af situationen. Det kan derfor dreje sig omvære en fejlvurdering.

Blandt neuronvidenskabsfolkNeuronvidenskabsfolk og evolutionære psykologer, går man ud fra, at emotioner er skabt viaaf evolution til at motivere organismer til at løse problemer i deres naturlige omgivelser.<ref name=":0">Toronchuk, Judith A.; Ellis, George F. R. (2013). "Affective Neuronal Selection: The Nature of the Primordial Emotion Systems". ''Frontiers in Psychology''. '''3'''. doi:10.3389/fpsyg.2012.00589. ISSN&nbsp;1664-1078.</ref> Så væmmelse vil dermed ikke blot være en unspecific emotion, som kan betyde alt, men være udviklet til at f.eks. at få organismen til at væmmes ved ting, som kan gøre en syg. En følelse vil så aktivere de instinkter i organismen, som bedst egner sig til at løse problemet.

Nedenunder er en table som illustrerer denne hypotese. Det er en videreudvikling af Panksepps[[Panksepp]]s model omkringom emotioner.<ref name=":0" />

[[Platon]] anså modsætningerne mellem fornuft og følelser som en grundlæggende [[konflikt]] i menneskets sind - ofte beskrevet med en [[metafor]] om fornuften som "herre" og følelserne som "[[Slaveri|slave]]". [[Aristoteles]] havde derimod en naturalistisk forståelse af følelser, og beskrev dem som meningsfyldte [[fænomen]]er knyttet til visse sansefornemmelser, sammenhænge og forestillinger. Følelser kan ifølge Aristoteles være fornuftige nok, hvis de bedømmer verden på en korrekt eller retfærdig måde. I ''Retorikken'' analyserer han, hvordan ulige følelser virker i menneskelig samhandling ved at være drivkraften, når mennesker skifter mening eller tager afgørelser. En klog forvaltning af følelserne er nært forbundet med betingelser og muligheder for lykke (''eudaimonia''). I ''Den nikomakiske etik'' diskuterer Aristoteles, hvordan mennesket kan dyrke kloge handlingsmønstre og bringe sit følelsesliv under kontrol. "[[Den gyldne middelvej]]" er i denne sammenhæng at balancere erfaringernes yderpunkter på fornuftigt vis, til en praktisk visdom (''fronesis''). <ref>[http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Oldtidens_filosofi/fronesis fronesis | Gyldendal - Den Store Danske<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Fravær af frygt kan - i form af dumdristighed - være ligeså destruktivt som for stærk frygt; ligesom det er vigtigt at udtrykke sin vrede overfor den rigtige person, på det rigtige vis, tidspunkt og sted. Aristoteles' forståelse af følelsernes rolle i vore liv foregriber flere moderne teorier om emotioner i psykoterapi. Indenfor [[stoicisme]]n var synet på følelser mere kritisk. Græske og romerske [[filosof]]fer mente, at følelser stårer i konflikt med fornuften, og [[Cicero]], [[Seneca den Yngre|Seneca]] og [[Marcus Aurelius]] fremhævede alle faren ved at tabe kontrol over sit følelsesliv. [[Epiktet]], som var [[Frigivne|frigiven]] slave, vidste af egen erfaring, at store dele af vores tilværelse ligger udenforuden for vores kontrol - selv kan vi kun kontrollere vores holdning til det, vi udsættes for. Epiktet mente, at det ikke er hændelsen i sig selv, men vores oplevelse af den, der skaber [[stress]] og lidelse. Accept for ydre forhold udenfor menneskelig kontrol var for stoikerne vejen til at opnå indre frihed og sindsro (''apatheia''). Deres opfatningopfattelse af følelseslivets destruktive sider fik stor indflydelse på senere [[idéhistorie]]; også de kristne [[kirkefædre]] sluttede sig til den stoiske opfatningopfattelse af følelser som potensieltpotentielt farlige og primitive fænomener, der skal holdes under fornuftig og social kontrol, som de genspejles i [[katolicisme]]ns [[syv dødssynder]]. Samtidig var kristne tænkere også optaget af at fremme følelser som medlidenhed og næstekærlighed. <ref name=autogeneret1>Aslak Hjeltnes, UiB: "Fornuft og følelser i psykoterapiens historie", ''Tidsskrift for Norsk psykologforening'', 2013 [http://www.psykologtidsskriftet.no/index.php?seks_id=330148&a=3]</ref>

[[Descartes]] beskrev, hvordan enkelte lidenskaber kan underminere fornuften. [[Spinoza]] lagde vægt på den rationelle tankes frigørende kraft på vejen mod en indre frihed og oplysning gennem fornuftig indsigt. [[David Hume]] kritiserede derimod [[oplysningstiden]]s dyrkelse af fornuften ved at mene, at "''fornuften er, og bør være, lidenskabernes slave''". <ref>[https://plato.stanford.edu/entries/hume-moral/ Hume's Moral Philosophy (Stanford Encyclopedia of Philosophy)<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Sammen med [[Adam Smith]] fremhævede han ''moral sentiments'', hvorved følelserne ligger til grund fortil vore moralske handlinger. [[Blaise Pascal]] hævdede, at "''hjertet har sine grunde, som fornuften ikke kender,''" og at vigtige sider ved den menneskelige erfaring ikke kan forstås eller forklares ved hjælp af fornuften. [[Emmanuel Kant|Kant]] tog til modmælegenmæle med sit forsvar af forstandens grundlæggende rolle i den menneskelige erfaring. <ref>[https://plato.stanford.edu/entries/kant-hume-morality/ Kant and Hume on Morality (Stanford Encyclopedia of Philosophy)<!-- Bot genereret titel -->]</ref>

[[Romantikken]]s kunstnere og tænkere udfordrede oplysningstidens fornuftsdyrkelse ved at lodde "dybderne" i menneskesindet. I stedet for at se menneskenaturen som styret af primitive og destruktive kræfter, satte [[Rousseau]] fokus på det ægte og oprindelige i menneskets natur, og hvordan disse sider blev undertrykketundertrykt af samfundsordenen. Følelserne blev tildelt en vigtig rolle i forsøget på at føre mennesket "tilbage til naturen". Samtidig skildrer [[Goethe]]s [[roman]], ''[[Den unge Werthers lidelser]]'', hvordan følelser kan udarte til livsødelæggende føleri. Filosofferne [[Schopenhauer]] og [[Nietzsche]] var optaget af konflikterne mellem fornuften og menneskesindets skyggesider, og danner den historiske baggrund for [[Freud]]s [[psykoanalyse|psykoanalytiske]] teorier om det ubevidste sjæleliv. [[Charles Darwin]] gjorde i [[1872]] følelseslivet til et [[naturvidenskab]]eligt forskningsområde med sin bog ''The expression of emotion in man and animals''. <ref>http://darwin-online.org.uk/content/frameset?pageseq=1&itemID=F1142&viewtype=text</ref> Her studerede Darwin mennesket ud fra en [[evolution]]smæssig vinkel, og foreslog, at følelser måske er [[miljø]]tilpasninger som et resultat af evolution. I sin artikel fra [[1884]], ''What is an emotion?'', prøvede [[William James]] at beskrive følelser som et resultat af rent [[fysiologi]]ske processer. <ref name=autogeneret1 />

Darwins tanker om følelser som adaptive mekanismer har sat sig spor efter sig, som da [[Paul Ekman]] i 1970'erne foretog studier af ansigtsudtryk i uligeforskellige kulturer, og fastslog, at følelser som glæde, sorg, vrede, frygt og afsky danner universelle reaktionsmønstre. <ref>[https://www.kairos.com/blog/the-universally-recognized-facial-expressions-of-emotion The Universally Recognized Facial Expressions of Emotion<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Men nyere undersøgelser foretaget af Lisa Feldman Barrett tyder på, at ansigtsudtryk slet ikke er så grundlæggende og ens, som Ekman har postuleret. <ref>https://www.nytimes.com/2014/03/02/opinion/sunday/what-faces-cant-tell-us.html</ref>