Giovanni Boccaccio: Forskelle mellem versioner

Boccaccio voksede op i Firenze. Hans far arbejdede for ''Compagnia dei Bardi'' og giftede sig i 1320'erne med Margherita del Mardoli, der var af en fremstående familie. Boccaccio blev muligvis undervist af Giovanni Mazzuoli, som tidligt indførte ham i [[Dante]]s værker. Omkring [[1327]] flyttede Boccaccio til [[Napoli]], hvor hans far blev udnævnt til direktør i Napoli-afdelingen af sinBardi'ernes [[bank]], der dominerede det napolitanske [[hof]] ved hjælp af sine lån. Boccaccio blev elev i banken og tilbragte seks år der. Bankarbejde var dog ikke et erhverv, han nærede nogen interesse for. Derfor overtalte han sin far til at give ham tilladelse til at studere [[jura]]. Faderen havde da introduceret sønnen for den napolitanske adel og Robert den Vises [[Frankrig|franskpåvirkede]] hof. Boccaccio blev ven med Niccolo Acciaiuoli, der også var fra Firenze, og nød fordele af hans indflydelse. Acciaiuoli havde muligvis en affære med Catherine de Valois-Courtenay, der var enke efter Philip I1. af [[Taranto]]. Acciaiuoli blev senere [[Joanna af Napoli|dronning Joanna]]s af Napolis rådgiver.

Der er intet, der tyder på, at Boccaccio brød sig mere om jura end om bankarbejde, men gennem studierne fik han gode kontakter og venner. Blandt dem var Paolo da Perugia, der var museumsinspektør og [[forfatter]] til en samling [[myter]], ''Collectiones'', [[humanisme|humanisterne]] Barbato da Sulmona og Giovanni Barrili, samt [[teolog]]en Dionigi da San Sepolcro.

I [[1330'erne]] blev Boccaccio far. Han fiktil to børn uden forudenfor [[ægteskab]]: Mario og Giulio.

=== VoksenåreneVoksen alder ===

Boccaccio vendte tilbage til Firenze tidligt i [[1341]] og undgik [[pest]]en, der hærgede i byen i [[1340]]. Så han gik glip af [[Francesco Petrarca]]sPetrarcas besøg i Napoli. Boccaccio forlod Napoli på grund af spændinger mellem kongen af Anjou og Firenze. FarenHans mor, der var vendt tilbage til Firenze allerede i [[1338]], gik bankerot[[fallit]]. MorenHans mor døde kort efter. Selv om Boccaccio var utilfreds med sin tilbagevenden til Firenze, fortsatte han sit arbejde og færdiggjorde i 1341 ''[[Comedia delle ninfe fiorentine]]'' (også kendt som ''Ameto''), en blanding af [[prosa]] og [[poesi]]. Han afsluttede ''[[Amorosa visione]]'', et [[allegori]]sk digt i 50 sange i [[1342]], og ''[[Fiammetta]]'' (= Den lille flamme - en pige i Napoli, han var forelsket i<ref>https://www.britannica.com/biography/Giovanni-Boccaccio</ref>) i [[1343]]. Det [[pastorale]] digt ''Il ninfale fiesolano'' (= [[NinfaleNymfe]]n fiesolanofra [[Fiesole]]'') er formentlig også fra denne tid. I 1343 giftede Boccaccio senior sig igen:; denne gang med Bice del Bostichi. De andre børn af første [[ægteskab]] var døde. I [[1344]] fik faderen en søn, Iacopo. Boccaccio blev også far igen, da han fik Violente, et uægte barn, i [[Ravenna]].

I Firenze førte afsættelsen af [[Walter 6. af Brienne]]<ref>https://qcurtius.com/2018/07/18/the-corrupt-rule-of-walter-vi-of-brienne-the-duke-of-athens/</ref> til ''popolo minuto''-regeringen., Densom mindskede adelens og den rigere handelsklasses indflydelse og førte til nedgangstider i Firenze. Byen led yderligere under pesten[[pest]]en i 1348, som tog livet af omtrent tre fjerdedele af byens befolkning. Pesten skulle blive grundlaget for ''[[Dekameron]]en''. Fra 1347 tilbragte Boccaccio megen tid i Ravenna, hvor han søgte nye forbindelser. Det er slet ikke sikkert, at han var i det pesthærgede Firenze på trods af hans påstand om det. Hans stedmor døde under epidemien[[epidemi]]en. Hans far fungerede som byens forsyningsminister og døde i 1349. Giovanni Boccaccio blev som familieoverhovede nu tvunget til en mere aktiv rolle. Det er uklart, om Boccaccio selv var i Firenze under pesten, da hans far kan have sendt ham til Napoli i forretningsøjemed i 1348; men han kan have opholdt sig i hjembyen som øjenvidne til pestens hærgen, selv om han beskriver [[byld]]er som pestens første symptom, hvor de fleste andre kilder enes om, at pesten begyndte med [[feber]], derefter smerter i kroppen og udmattelse. Så først brød bylderne ud.<ref>https://www.ancient.eu/article/1537/boccaccio-on-the-black-death-text--commentary/</ref>

Boccaccio påbegyndte arbejdet på ''[[Dekameron]]en'' omkring [[1349]]. Det er sandsynligt, at han har værkets struktur fra tidligere arbejder, men valget af rammefortællingen – tre mænd og syv kvinder fortæller hinanden 100 fortællinger i løbet af ti dage (oversat= ''decameron''), underhvor de har gemt sig i en landlig villa på flugt fra pesten i Firenze – stammer afgjort fra denne tid. Dekameron''Dekameronen'' var færdigt i [[1352]] og Boccaccios sidste på italiensk, bortset fra den misogyne ''Corbaccio'' fra [[1355]] eller [[1365]]. Boccaccio reviderede og omskrev ''DekameronDekameronen'' i [[1370]]-[[1371|71]]. Manuskriptet af omskrivningen er overleveret til vore dage.

Fra 1350 blev Boccaccio stærkt optaget af den italienske humanisme og involveret i regeringenFirenzes i Firenzeregering. Hans første officielle missionærinde gik sent i 1350 til [[Romagna]] . Han besøgte denne [[bystat]] to gange derefter og blev også sendt til [[Brandenburg]], [[Milano]] og til paven i [[Avignon]]. Han fremmede studiet af græsk og, husede Barlaam af [[Calabrien]] og støttede hans forsøg på oversættelser af [[Homer]], [[Euripides]] og [[Aristoteles]].

I oktober 1350 fik han til opgave at modtage og indkvartere Francesco Petrarca i sit hjem i Firenze. Mødet mellem dem var meget udbytterigt, og de blev venner. Boccaccio anså Petrarca som sin lærer og [[mentor]]. De mødtes igen i [[Padova]] i 1351, idet Boccaccio officielt inviterede Petrarca til at påtage sig et [[professorat]] ved universitetet[[universitet]]et i Firenze. Selv om Boccaccio ikke havde heldet med sig, førte diskussionerne mellem de to til, at Boccaccio skrev ''[[Genealogia deorum gentilium]]''. Den første udgave blev færdig i 1360 og skulle forblive et nøgleværk om klassisk [[mytologi]] i mere end 400 år. Diskussionen mellem Boccaccio og Petrarca gav også Boccaccios ideer om poesi en mere fast form. Nogle kilder mener, at Petrarca bevægede Boccaccio fra at være den åbne, humanistiske forfatter af ''DekameronDekameronen'' til en mere [[askese|asketisk]] digter, der var tættere på det [[14. århundrede]]s [[ideal]], som blev fulgt af Petrarca og Dante. De var bannerførere[[banner]]førere for en arkaisk og flygtig form for latinsk poesi. Efter et møde med pave [[Pavepave Innocens 6.|Innocens VI]] i [[1359]] og flere møder med Petrarca, er der sandsynlighed for, at Boccaccio fik visse religiøse ideeridéer. Der er en vedholdende, men usikker teori om, at han i [[1362]] skal have undsagt sine tidligere værker, herunder ''DekameronDekameronen'', som profane. Om Dekameron''Dekameronen'' er ingen i tvivl.

Efter et fejlslagent [[kup]] i [[1361]] blev en række af Boccaccios nære venner og bekendte henrettet eller sendt i [[eksil]]. Selv om han ikke var direkte med i sammensværgelsen[[sammensværgelse]]n, forlod Boccaccio samme år Firenze for at bosætte sig i [[Certaldo]] på tryg afstand af regeringens sager. Han rejste til Napoli og videre til [[Padova]] og [[Venedig]], hvor han mødtes med Petrarca, før han vendte tilbage til Certaldo. Han mødte Petrarca endnu en gang, i Padova i [[1368]]. Da Boccaccio hørte om Petrarcas død (19. juli [[1374]]), skrev han et mindedigt, som kom med i samlingen af lyriske digte, ''Rime''.

Han påtog sig først missioner for Firenze i 1365, hvor han vendte tilbage for at arbejde for regeringen. Han påtog sig en mission til pave [[Pavepave Urban 5.|Urban V]] i [[Avignon]]. Da pavestolen vendte tilbage til Rom i [[1367]], blev Boccaccio sendt med lykønskninger. Han blev også udsendt på diplomatiske[[diplomati]]ske opgaver til Venedig og Napoli.

Blandt hans senere værker er de vigtigste de moraliserende biografier, der er samlet som ''[[De casibus virorum illustrium]]'' (1355-74) og ''[[De mulieribus claris]]'' (1361-75). Blandt de andre værker er der en [[ordbog]] over geografiske henvisninger i den klassiske litteratur, ''[[De montibus, silvis, fontibus, lacubus, fluminibus, stagnis seu paludibus et de nominibus maris liber]]'' ("geografi"). Han holdt en række forelæsninger[[forelæsning]]er om Dante i [[Santo Stefano]] i 1373, og de førte til hans sidste større værk, de detaljerede ''[[Esposizioni sopra la Commedia di Dante]]''.

Boccaccios sidste år var skæmmetpræget af sygdomme; mange havde med baggrund i hans stoovervægt. Han døde den 21. december 1375 i Certaldo.