Narratologi: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
mNo edit summary |
HrDansk (diskussion | bidrag) m Korrektur |
||
Linje 1:
[[Fil:Vladimir Propp (1928 year).jpg|thumb|Den [[Rusland|russiske]] [[Litteraturteori|litteraturteoretiker]] og folklorist [[Vladimir Propp]] er en vigtig skikkelse i udviklingen af narratologien.]]
'''Narratologi''' (efter [[Latin|lat.]] ''narratio'', ’fortælling, beretning’ og -''logi'', ’lære’), også kendt som fortælleteori, er læren om [[fortælling]]er. Narratologien er i sit udgangspunkt en [[Litteraturteori|litteraturteoretisk]] [[disciplin]], som hører under [[litteraturvidenskab]]. Med narratologi kan man undersøge, hvordan en fortælling er fortalt. En narratologisk [[analyse]] kan for eksempel fokusere på en fortællings [[Plot|opbygning]] eller [[Fortællerrollen i litteraturen|fortæller]]. Denne form for analyse kan være med til at vise, hvad der er fokus på i en fortælling, hvad der ikke er i fokus, samt hvordan en fortællers perspektiv påvirker fremstillingen. En sådan analyse kan også gøre det muligt at sammenligne forskellige analyseobjekter, for eksempel i forhold til genkommende handlingsmønstre.
Narratologiens genstandsfelt er fortællinger af enhver art. Analyseobjektet kan være et [[Fiktion|fiktionsværk]], herunder [[Skønlitteratur|skønlitterære]] fortællinger som eksempelvis [[Roman|romaner]] eller [[Novelle|noveller]], men også for eksempel [[film]], [[Sang|sangtekster]], [[Tegneserie|tegneserier]], og [[computerspil]]. Herudover kan analyseobjektet være ikke-fiktive fortællinger som for eksempel [[Biografi|biografier]], historieskrivning og [[Blog|blogs]].<ref>Iversen og Skov Nielsen 2004: 7</ref>
== Narratologiens udvikling ==
Line 10 ⟶ 9:
Der findes en række teoretiske udforskninger, der er skrevet før begrebet narratologi blev beskrevet, men som retrospektivt kan kaldes narratologiske.
I ''[[Poetikken]]'' af [[Aristoteles]], 384-322 fvt., findes nogle af de første teoretiske overvejelser over fortællingers opbygning og bestanddele, som vi kender til i dag.<ref>Iversen og Skov Nielsen 2004: 8</ref>
De vigtigste forløbere til narratologien findes i slutningen af 1800-tallet og i starten af 1900-tallet.<ref>Iversen og Skov Nielsen 2004: 8</ref>
*[[Vladimir Propp]], der blandt andet skrev ''Morphology of the Folktale''<ref>Propp, Vladimir. (1968). Morphology of the Folktale. University of Texas Press, Austin. </ref>, der udkom på russisk i 1928. Dette hovedværk blev først kendt i vestlig litteraturforskning efter 1958, da det blev oversat til engelsk. Heri anvender Propp blandt andet begrebsparret [[fabula og sjužet]], som henviser til forholdet mellem komposition og forestillet kronologi. Siden har har skrevet en række bøger og essays, hvoraf tre kapitler og syv essays er udgivet på engelsk under titlen Theory and History of Folklore<ref>Propp, Vladimir. (1984). Theory and History of Folklore. The University of Minnesota Press, Minneapolis.</ref>, 1984. Dette værk giver en grundig indføring i Propps narratologiske tanker.
*
▲*[[Vladimir Propp]], der blandt andet skrev ''Morphology of the Folktale''<ref>Propp, Vladimir. (1968). Morphology of the Folktale. University of Texas Press, Austin. </ref>, der udkom på russisk i 1928. Dette hovedværk blev først kendt i vestlig litteraturforskning efter 1958, da det blev oversat til engelsk. Heri anvender Propp blandt andet begrebsparret [[fabula og sjužet]], som henviser til forholdet mellem komposition og forestillet kronologi. Siden har har skrevet en række bøger og essays, hvoraf tre kapitler og syv essays er udgivet på engelsk under titlen Theory and History of Folklore<ref>Propp, Vladimir. (1984). Theory and History of Folklore. The University of Minnesota Press, Minneapolis.</ref>, 1984. Dette værk giver en grundig indføring i Propps narratologiske tanker.
*[[Franz K. Stanzel]]
*Den tyske litteraturforsker [[Käte Friedmann]], som blandt andet skrev om fortællerens rolle i episk poesi i ''Die Rolle des Erzählers in der Epik,'' 1910.
* [[Otto Ludwig]]<ref>Iversen og Skov Nielsen 2004: 8</ref>
*[[Friedrich Speilhagen]]
====
Den klassiske narratologi kaldes også [[Strukturalisme|strukturalistisk]] narratologi. Den dækker over en bestemt teoretisk skoledannelse, der med stærk inspiration fra strukturalismen og den [[Russisk formalisme|russiske formalisme]] blomstrede op i [[Frankrig]] i 1960’er og 70’erne. Den klassiske narratologi blev anført af prominente tænkere som Tzvetan Todorov, [[Roland Barthes]], [[Algirdas Julien Greimas|Algirdas J. Greimas]] og Gérard Genette. Målet med den klassiske narratologi var at kortlægge "en fortællingens grammatik". Denne kortlægning skulle opregne og optegne de motiver, der styrer og konstituerer fortællinger. Den klassiske narratologi havde primært litterære tekster som sit interesseområde.
Vigtige bidrag:
* Nr. 8 af
*Den franske litteraturteoretiker Gérard Genette har, udover artiklen i ''Communications'', skrevet en række banebrydende værker, som har været med til at give ham en central rolle i både narratologien og i [[Genre|genreforskningen]]. Ud af disse er de vigtigste for narratologien ''Narrative Discourse: An Essay in Method'', 1980, og ''Narrative Discourse Revisited'', 1988. I ''Narrative Discourse'' finder man blandt andet
* Roland Barthes argumenterede for en tværdisciplinær tilgang til at analysere fortællinger, da fortællinger forekommer i mange forskellige formater, [[Medium|medier]] og [[Genre|genrer]]. Med denne tilgang ses fortællinger som en understøttende funktion i kognitive og kommunikative aktiviteter.<ref>Routledge Encyklopedia of Narrative Theory, 2005, Red David Herman o.a., s. 7</ref>
Line 33 ⟶ 32:
* [[Frank Kermode]] argumenterer i''The Sense of an Ending: Studies in the Theory of Fiction,'' 1967, for, at slutningen er den del af en fortælling, som giver resten af fortællingen mening.<ref>Iversen og Skov Nielsen, ''Litteraturens tilgange'', 2008, s. 213. </ref>
* Den [[USA|amerikanske]] fortælleteoretiker [[Peter Brooks]] indflydelsesrige værk ''Reading for the Plot'', 1992 (1984). Heri argumenterer Brooks for, at læsere drives af et [[Narrativ|narrativt]] begær efter at nå slutningen, da det er her fortællingen opklares. Plot er ifølge Brooks både noget, som kan være en del af en fortællings opbygning, men det er også en aktivitet som læseren udfører under læsningen for at gøre rede på sammenhængen mellem de enkelte dele.<ref>Iversen og Skov Nielsen, ''Litteraturens tilgange'', 2008, s. 213. </ref>
*I Algirdas Julien Greimas' ''Structural Semantics: An Attempt at a Method''
==== Kritikken af den klassiske narratologi ====
Line 40 ⟶ 39:
==== Moderne narratologi ====
Den moderne narratologi er mærket af den kritik den strukturalistiske tankegang blev udsat for op gennem 70’er og 80’erne, og har i løbet af 90’erne udviklet sig i mange nye retninger, der henter inspiration fra bl.a. [[feminisme]]n, filosofien og [[kognitivisme]]n. Som resultat heraf er det i moderne narratologi svært at tale om et entydigt program på tværs af de forskellige teorier, og laver man et opslag i ''Routledge Encyclopedia of Narrative Theory'' lader det sig ikke gøre at lave ét opslag om ’narratologi’, idet man er nødt til at vælge mellem f.eks. strukturalistisk-, kognitiv- retorisk- etisk- eller feministisk narratologi.
== Point-of-view-traditionen ==
Den amerikanske
Den amerikanske litteraturkritiker Wayne C. Booth er
Henry James, der er en amerikansk-engelsk forfatter og litteraturkritiker, gjorde sig overvejelser over synsvinkler, eng. ''point of view,''<ref>Iversen og Skov Nielsen 2004: 8</ref> karakterer og plot i for eksempel samleværket [https://www.press.uchicago.edu/ucp/books/book/chicago/A/bo11309505.html ''Art of the Novel''], der udkom i 1934 og Artiklen ''"''[https://public.wsu.edu/~campbelld/amlit/artfiction.html The art of fiction]''"
== Vigtige teoretikere ==
Line 73 ⟶ 65:
* "[http://www.uni-koeln.de/~ame02/pppn.htm#N2 The narratological framework]", fra Uni-koeln.de (engelsk)
* Omfattende [http://www.phillwebb.net/topics/arts/Literature/Form/Prose/Prose.htm ressource-oversigt] til emnet fra Phillwebb.net/ (engelsk)
== Se også ==
| |||