Iraks historie: Forskelle mellem versioner

I det frugtbare område [[Mesopotamien]] mellem floderne [[Eufrat]] og [[Tigris]] opstod nogennogle af verdens ældste civilisationer så som [[Sumer|sumererne]], [[Babylon|babylonerne]] og [[Assyrien|assyrerne]]. Nutidens Irak regnes for at have været hjemsted for skiftende højkulturer i mindst 7000 år. Området var i lang tid en del af [[Iran|Persien]], men i [[656]] blev det erobret af [[Arabere|araberne]], og i [[762]] flyttede kalifatet til den nye by [[Bagdad]] (i nærheden af det gamle [[Babylon]]). I [[1258]] blev området okkuperet af [[Mongoler|mongolerne]], som plyndrede og ødelagde Bagdad. Denne by forblev dog centrum for den arabiske og den muslimske verden, indtil, at den blev indlemmet i [[Det osmanniske rige]] i [[1534]].

== 1915-1956 Staten Irak opprettesoprettes som britisk mandat ==

Efter Iraks frigørelse fra det tyrkiske åg i 1918 skete der store fremskridt i mange retninger, både med hensyn til undervisning, sundhedsvæsen, trafik, handel og industri. Iraks siden arabernes herredømme uudnyttede rigdomme kom atter til anvendelse: [[bomuld]], [[korn]], [[daddel|dadler]], [[petroleum]] (olie) var hovedprodukterne. "''Anglo-Persian Oil Co.''" og "''Turkish Petrole Co.''" fik store koncessioner, henholdsvis i Sydirak ved [[Basra]] og i nord omkring [[Mosul]]. Den store grænsestrid med Tyrkiet om Mosul endte med, at sagen appelleredes til [[Folkeforbundet]], og ved beslutning af [[15. december]] [[1925]] tilkendte forbundsrådet Irak byen. Ved en traktat af [[5. juni]] [[1926]] mellem Irak, Tyrkiet og StorbritiannienStorbritannien blev den endelige grænseordning truffet.

Forholdet til Storbritannien vedblev dog stadig at være spændt, og en ny traktat af 13. januar 1926 bragte ingen bedring. Araberne i Irak ønskede mere statslig selvstændighed og adgang til Folkeforbundet. For at fremme disse planer aflagde kong Feisul besøg i London i OoktoberOktober 1927. Resultatet blev en ny traktat af 14. december 1927, hvori Storbritannien formelt anerkendte Irak som en uafhængig, suveræn stat og lovede, forudsat den nu herskende fremgang fortsattes, at støtte Iraks optagelse i Folkeforbundet i 1932; dog skulle Storbritannien vedblive at holde en højkommissær i Irak og varetage landets udenrigske anliggender. Selv om den nye traktat ikke vandt almindeligt bifald blandt araberne, syntes dog forholdet mellem de to lande at have bedret sig, og englænderne trak efterhånden de fleste af deres tropper bort, undtagen en mindre luftstyrke. Der imod nægterdenægtede Persien endnu at anerkende Irak som stat, og grænseforholdet både til Persien og Centralarabiens nye stat Nedjd (senere: [[Saudiarabien]]) var stadig ret spændt. I 1928 afløstes sir Henry Dobbs af en ny højkommissær Sir Gilbert Clayton.<ref>[http://runeberg.org/salmonsen/2/26/0751.html ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind XXVI (1930), s. 725; opslag: Mesopotamien]</ref>

Det irakiske kongehus var svagt, og Irak var i alt andet end til navnet en britisk koloni frem til invasionen af Suez i 1956. Briterne beholdt sine militærbaser i landet, og Irak stod også under britisk okkupation i fem år efter et kupforsøg i 1942. Enhver modstand mod Faisal blev slået hårdt ned, og briterne bedrev i den sammenhæng også en udstrakt terrorbombingterrorbombning mod civilbefolkningen og mod landbruget. Briternes holdning til den irakiske civilbefolkning blev blandt andet tydeliggjort gennem [[Winston Churchill]]s udtalelse om virkemidler mod kurderne: