Frihedstiden: Forskelle mellem versioner

På grund af de tunge byrder i form af skat og mandskab som Karl 12. krævede til opretholdelsen af det svenske stormagtsrige begyndte der at opstå en utilfredshed med den svenske enevælde. Den var særligt udbredt blandt embedsmændene, en klasse som efter det svenske aristokratis fald og gennem det af Karl 12. gennemførte bureaukratiske system, var blevet den mest indflydelsesrige i det svenske samfund. Systemets principper blev overtrådt gennem enevælden af kongen og statsminister [[Georg Heinrich von Görtz]]. De anså disse principper for at være en hindring for opretholdelsen af rigets vide udstrækning. Da Karl 12.s døde uden arvinger og hans søster [[Ulrika Eleonora den yngre|Ulrikke Elenoras]] omstridte tronfølgeret ([[1718]]-[[1720]]) gav den af embedsmandsinteresser beherskede [[rigsdag]] fri hænder, blev enevælden afskaffet ved grundlovsforhandlingerne i 1719 og 1720. Enevælden var alligevel fortsat, men nu til fordel for rigsdagen som fik uindskrænkede lovgivende beføjelser. Sverige beholdt monarkiet, men kun som en symbolsk institution. Det var så meget lettere, som de følgende konger [[Frederik 1. af Sverige|Frederik 1.]] og [[Adolf Frederik af Sverige|Adolf Frederik]] var svage regenter.

 

 

Det egentlige regeringsorgan skulle nu være rigsrådet, som kunne nedstemme kongen, men det tilsidesattes ved rigsdagens forslag og fra [[1738]] tildrog rigsdagen sig endda den ret at afskedige rådsmedlemmer. Det skulle egentlig være umuligt, fordi embedsmænd kun kunne afsættes ved retslig dom, men rigsdagen fandt på en slags juridisk process, hvor ansvaret for undladelsessynder eller tjenestefejl blev fordelt. Anklagepunkterne kunne være fejlfortolkninger af forfatningen eller at de råd, som blev givet, ikke modsvarede "rigets uomgængelige velfærd". <ref>Roberts (1995), s. 125-127</ref>