Charlotte Schimmelmann: Forskelle mellem versioner

link
m (Sætter * foran {{gravsted.dk}}.)
(link)
 
Charlotte var i høj grad følsom og modtagelig, og som [[Schiller]] sagde om hende [[liberal]] i sin sentimentalitet, fordomsfri og vidtskuende i religiøs og politisk henseende, utrættelig i sin higen efter det gode og nyttige.
Hendes navn er knyttet til [[Jens Baggesen]], [[Adam Oehlenschläger]], [[Heinrich Steffens]], [[Schiller]] og [[Niebuhr]], og hun underholdt dem med en mangeårig brevveksling, der vidner om hendes rige, varme hjerte og den forbavsende mangfoldighed af interesser, der beskæftigede hendes tanker.
 
Charlotte og Ernst Schimmelmann, Lotte og Ernst, fungerede som et ubrydeligt makkerpar. De nød hinandens fuldkomne fortrolighed. Charlotte blev af sin mand indviet i statssager af enhver art og udnyttede sin enestående position til at udøve indflydelse i regeringsanliggender.
Fra en udelt beundring for den franske revolution nåede hun med årene over en bestyrtet undren til en helhjertet afvisning.
 
Hun forstod at vinde de fremmede gesandters tillid og at aflokke dem hemmeligheder. At de stolede på hende, ses af deres indberetninger. Hertug [[Frederik Christian 2. af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg|Frederik Christian II af Augustenborg]] og hans hustru [[Louise Augusta]], kongens søster, var hendes fortrolige, og under den splittelse, der herskede i [[Statsrådet]] i de skæbnesvangre dage omkring [[Slaget på Reden]], gennemførte hun en forsoning mellem Schimmelmann og [[Christian Bernstorff]], "saa at Fornuftens Stemme atter kunde gøre sig gjældende, inden det var for sent".
 
Ihærdigt, men forgæves arbejdede hun med sit glødende had til [[Napoleon]] og Frankrig på en udsoning med England efter [[1807]] og en tilslutning til [[Preussen]], men hun opnåede kun at fjerne sin ægtefælle mere og mere fra [[Frederik 6.]].
Jens Baggesen kaldte hende for "kamæleonen", fordi hun hele tiden skiftede sind og holdninger. Hun formåede at opretholde venskabet med hertugen af Augustenborg samtidig med, at hun modtog hans fjende, romantikeren Steffens. Hun forsøgte gentagne gange at gribe ind i andre menneskers liv. Også som en Kirsten Giftekniv: hun forsøgte at afsætte sin unge søsterdatter til en fremmed [[lykkejæger]].
 
I hendes senere leveår hjemsøgtes hun af svagelighed. Nu sås de mindre behagelige sider af hendes karakter tydeligere: påståelighed, pirrelighed og omskiftelighed, som [[Jacob Peter Mynster]] og [[Heinrich Steffens]] omtaler. Hun brød sig hverken om udvikling eller politik. Hendes mand havde en stor del af skylden for statsbankerotten, og familiens sorgløse liv sluttede i 1813. Dens formue var tjent på sukker, slaver og våben, så indtægterne sank brat. Ernst Schimmelmann var ikke længere minister, Danmark havde tabt krigen, Norge blev en del af det svenske rige, og det glansfulde [[salonliv]] sluttede. Fra nu af var det Bakkehuset og Kamma Rahbeks borgerlige tevandssalon, som blev norm og ideal.
Anonym bruger