Pergamon: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Dette er en tilføjelse - BEMÆRK: Siden er fortsat under ombygning. |
Bemærk at siden fortsat er under opbygning |
||
Linje 41:
Den tidligste omtale af Pergamon i litterære kilder kommer fra [[Xenofon|Xenophons]] ''[[Anabasis]]'', da de Titusindes March under Xenophons kommando endte i Pergamon i 400/399 f.Kr. Xenophon, der kalder byen Pergamos, overleverede resten af sine græske tropper (omkring 5.000 mand, ifølge [[Diodor]]) til Thibron (en spartansk general), som planlagde en militær ekspedition til de persiske satrapper [[Tissafernes]] og [[Farnabazos 2. af Frygia|Farnabazos 2.]] i Pergamon i marts 399 f.Kr. På dette tidspunk var Pergamos under kontrol af familien Gongylos fra [[Eretria]] (græske, men tjenede det [[Achæmenidiske rige|Achæmenidiske Rige]]), som var flygtet til Anatolien og skaffede sig området fra [[Xerxes 1. af Persien]]. Xenophon gæstede hans enke Hellas.
I 362 f.Kr. baserede Orontes 1., Myseins atrap, en opstand mod Perserriget, men blev det blev slået ned. Kun med [[Alexander den Store]] blev Pergamon og området fravristet Persiens kontrol. Der er få spor tilbage af den præ-hellenistiske periode, da terrænet i de følgende perioder blev drastisk ændret, og opførelser af brede terrasser betød, at stort set alle tidligere bygninger måtte fjernes. Dele af templet til Athene, såvel som vægge og fundamentet til alteret i Demeters helligdom går tilbage til det 4. århundrede f.Kr.
=== Hellenistiske periode ===
Lysimachos, kongen af Thrakien, overtog byen i 301 f.Kr., men kort efter at hans løjtnant Philetairos havde udvidet byen, kollapsede kongeriget Thrakien i 281 f.Kr., og Philetairos selvstændig hersker og grundlagde Attaliddynastiet. Han familie herskede over Pergamon fra 281-133 f.Kr.: Philetairos fra 281-263; Eumenes 1. fra 263-241; Attalos 1. 241-197; Eumenes 2. fra 197-159; Attalos 2. fra 159-138; Attalos 3. fra 138-133.
Philetairos' domæne var begrænset til området omkring selve byen, men Eumenes 1. havde meget held med at udvide territoriet. Efter skaget om Sardes i 261 mod [[Antiochos 1. af Seleukideriget|Antiochos 1.]], havde Eumenes mulighed for at tilegne sig et område ned mod kysten og en stykke indenlands. Byen blev på den måde center i et territorialt rige, men Eumenes tog ikke en royal titel. Dette "sidste" skridt tog hans efterfølger, Attalos 1., efter at han overvandt Galaterne i 238, som Pergamon ellers havde svoret tillid til under Eumenes. Ikke før betragtes Pergamon-riget som selvstændigt, og riget ville nå sit magt- og territoriale højdepunkt i 188 f.Kr.
Attaliddynastiet blev nogle af Romerrigets mest loyale støttere i det hellenistiske verden. Under Attalos 1. var de allieret med Rom mod Philip 5. af Makedonien i den 1. og 2. Makedonske Krig. Pergamon deltog i den romersk-seleukide krig mod [[Antiochos 3. af Seleukideriget|Antiochos 3.]], og modtog som resultat næsten alle de tidligere seleukidiske territorier i Anatolien ved Freden i Apameia i 188 f.Kr. Eumenes 2. støttede igen romerne i den tredje makedonske krig mod Perseus af Makedonien, men romerne belønnede ikke Pergamon for det. Dette var på baggrund af et rygte om, at Eumenes havde igangsat forhandlinger med Perseus under krigen, og romerne forsøge at erstatte Eumenes 2. med den senere Attalos 2., men Attalos afslog. Efter dette mistede Pergamon sin særstatus med romerne og modtog ikke yderligere territorier fra dem senere.
Ikke desto mindre nåede Pergamon sit højdepunkt på monumental skala under brødrene Eumenes 2. og Attolos 2. Indtil 188 f.Kr. havde riget ikke vokset signifikant siden dens grundlæggelse og dækkede omtrent 21 hektar. Efter dette år blev der opført en massiv bymur, 4 kilometer lang og aflukkede et område på omkring 90 hektar. Attalidernes mål var at opføre det andet Athen, et kulturelt og kunsternisk center i den græske verden. De genopførte akropolis i Pergamon efter Akropolis i Athen. Epigrafiske dokumenter, der har overlevet, vister, at attaliderne støttede byers vækst ved at sende dygtige kunstnere og eftergive skatter. De tillod at græske byer inden for deres domæne af have en grad af nominal selvstændighed. De sendte gaver til græske kulturcentre som Delfi, Delos og Athen. Pergamons bibliotek var kendt for kun at være overgået af Biblioteket i Alexandria. Pergamon var desuden kendt for et vækstcenter for produktionen af pergament (''pergamos'' betyder "fra Pergamon"), som var brugt i Anatolien længe før byens fremgang. Myten om, at pergament blev opfundet i Pergamon, fordi Ptolemaios-dynastiet havde monopol på papyrus, er ikke sandt. Brødrene Eumenes 2. og Attalos 2. vidste de bedste træk ved Attaliddynastiet: at der var næsten ingen rivalisering eller intriger, hvilket var sjældent blandt de hellenistiske dynastier. Brødrene blev endda sammenlignet med det mytiske brødrepar, Kleobis og Biton.
Da Attalos 3. døde uden arving i 133 f.Kr., afstod han hele Pergamon til Rom. Dette blev dog bestridt af Aristonikos, der hævede at være Attalos 3.'s bror, og anførte en bevæbnet opstand mod romerne med hjælp fra Gaius Blossius, en kendt stoisk filosof. Opstanden opnåede succes i en periode, bl.a. ved at besejre og dræbe den romerske konsul P. Licinius Crassus og hans hær, men blev slået ned af konsul Marcus Perperna. Kongeriget Pergamon blev delt mellem Rom, Pontos og Kappadokien, hvor hoveddelen af domænet blev inkorporeret i den romerske provins Asia. Selve byen Pergamon blev erklæret fri og var kort hovedsæde for provinsen, inden denne titel blev overført til Efesos.
=== Den romerske periode ===
Mithridates 6. af Pontos gjorde byen til sin base i 88 f.Kr. i sin første krig mod Rom, hvor han tabte. Udvikling i byen stagnerede grundet krigen. Hen mod krigens afslutning var byen blevet frataget sine rettigheder og status som en fri by. Det var derefter krævet af Pergamon, at byen skulle betale skat til Rom, akkomodere og levere mænd til den romerske hær, samt flere ejendomme i byen blev konfiskeret. Medlemmer af det pergamesiske aristrokrati, specielt Diodoros Pasparos i 70'erne f.Kr., brugte deres egne besiddelser til at holde et godt forhold til Rome, samtidig med at man stod som donere for byens udvikling og vækst. Flere æresinskriptioner indikerer hans arbejde og ekseptionelle position i Pergamon på dette tidspunkt.
Byen var fortsat bredt kendt, og Lucullus importede sine luksusvarer herfra. Et ''conventus'' eksisterede fortsat i byen, der fungerede som sæde for den regionale forsamling. Under kejser Augusts byggede Pergamon det første tempel i kejserkulten i Asia-provinsen og fik bevisningen ''neocorat''. Plinius den ældre referere også til byen som den vigtigste i provinsen, og det lokale aristokrati fortsatte med at række ind i de øverste magtcirkler i det 1. århundrede e.Kr., som Aulus Iulius Quadratus, der var konsul i årene 94 og 105.
Dog var det under kejser Trajan og hans efterfølgere, at en gennemgribende remodellering af byen blev gennemført, med opførslen af en romersk "ny by" ved Akropolis' fod. Byen fik dens anden neocorat fra Trajan i 113/4. Kejser Hadrian opløftede byen til at rangere som metropolis i 123, og rangerede derfor over dets lokale rivaler Efesos og [[Smyrna]]. Et ambitiøst byggeprojekt blev udført: enorme templer, et stadion, et teater, et stort forum og et amfiteater blev opført. Dertil blev byens helligdom til Æskulap udvidet og omdannet til et sparesort. Helligdommens berømmelse spredte sig, og blev anset som et af de mest berømte terapeutiske og healende centre i den romerske verden.
I midten af det 2. århundrede var Pergamon en af de største byer i provinsen med omkring 200.000 indbyggere. Galen, antikkens mest kendte læge bortset fra Hippokrates, blev født i Pergamon og modtog undervisning her. I begyndelsen af det 3. århundrede modtog byen sit tredje neocorat fra Caracalla, men nedgang havde allerede sat ind. Under Romerrigets krise i det 3. århundrede kollapserede Pergamons økonomiske styrke helt, og byen blev hårdt ramt af et jordskælv i 262. Byen blev dertil plyndret af goterne kort tid efter. I senantikken oplevede byen begrænset økonomisk fremgang.
=== Den byzantinske periode ===
Byen oplevede gradvis tilbagegang i senantikken, og dets etablerede bykerne trak sig tilbage til sin akropolis, som kejser Konstans 2. havde befæstet. I 663/4 blev byen erobret af de plyndrende arabere fra Rashidun-kalifatet for første gang. Som et resultat af den fortsatte trussel, blev al bosættelse i området trukket ind til kastellet, som var beskyttet af en 6 meter tyk mur bygget af spolie (genbrugte sten fra andre bygningsværker).
<br />
== Se også ==
* [[Pergament]]
| |||