Sivas: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m →Navnet |
|||
Linje 58:
=== Seljuk-æraen ===
[[Fil:Sivas kale.jpg|thumb|290x290px|Sivas kalesi med klokketårnet på toppen af den gamle befæstning|alt=|left]]
Sebasteia var en af de første vigtige byer i Anatolien, der blev erobret af tyrkiske stammer. Det sker efter [[slaget ved Manzikert]] i 1071. Byen kom under domænet for Danishmend-dynastiet (1071-1174). Efter 1143 var der kamp om tronen. Efter Danişmend Gazis død gik Sivas videre til Nizamettin Yağıbasan, som vandt det efter en kamp med Danişmend Gazi efterfølgere. I 1174 blev byen genforenet af Seljuksultanen [[Kilij Arslan II]] og fungerede jævnligt som hovedstad i Seljuk-imperiet sammen med Konya. Under Seljuk-regimet var Sivas et vigtigt handelscenter langs silkevejen og et
=== Osmannisk overtagelse ===
Efter Seljukrigets kollaps rådede mange tyrkiske stammer, forskellige områder af Anatolien. Alle disse stammer kaldtes for Anadolu Beylikleri. Den mest kendte af dem var Osmanogullari, som i 1299 udråbte [[Det Osmanniske Rige|Osmanerriget]]. Fokusset her var at opbygge en stat fra resterne af Seljukriget og samle de mange Anatoliske stammer. I 1398 ønskede befolkningen i Sivas at være en del af Osmaneriget, hvilken fik Sultan [[Yıldırım Beyazıt|Yıldırım Beyazıt d. I]] til at sende sin şehzade (kronprins) [[Süleyman Çelebi]] til Sivas med en hær på 24.000 soldater Byen blev selvsamme år inkorporeret i Osmanerriget og dermed blev Sivas den administrative hovedsæde for Eyalet-i-Rum. I foråret 1399 ankom sultanen selv til Sivas, for at udtrykke befolkningen, hans tilfredshed for Sivas' tiltræden i den osmanniske administration.
Knap et år efter, i 1400 oplevede byen den værste katastrofe nogensinde. [[Timur Lenk]] og hans kæmpe hær havde belejret byen. Da Timur fandt ud af at sultanen sendte sin hær mod Sivas, bekæmpede han dem i Kayseri-området, hvilket betød at Sivas nu var forsvarsløs. Efter 18 dage, blev byens forsvarer Malkoçoglu Mustafa Bey nødt til at overgive sig. Han leverede Sivas til Timur under forudsætning af, at ingen skulle lide. Timur holdt imidlertid ikke sit løfte og dræbte titusinder af mennesker, både børn, kvinder og ældre. Byen blev plyndret og smadret fuldstændig.
Efter Timur-katastrofen i 1400 blev administrationen af Sivas overtaget af Mezid Bey, svigersøn til Kadi Burhaneddin indtil 1408. I 1408 ankom Şehzade Çelebi Mehmet, sønnen af Sultan Bayezit fra [[Amasya]], for at overtage Sivas fra Mezid Bey og bragte dermed byen tilbage til den osmanniske administration.
Sivas blev angrebet, denne gang af Akkoyunlu-hæren under kommando af Yusuf Mirza i 1472. Den daværende sultan [[Mehmed 2.|Mehmet d. II]] (Fatih Sultan Mehmet) ankom til Sivas med en meget stor hær på 190.000 i 1473 for at besejre Akkoyunlu-hæren i Otlukbeli. Ved slaget blev Akkoyunlu-hærren fordrevet fra området og byerne Erzincan og Erzurum blev derefter erobret. Efter slaget ved Otlukbeli havde Sivas en fredelig periode i lang tid, da Sivas ikke længere var en grænse by.
På grund af, at Sivas befandt sig på krydset mellem vigtige veje, gik nogle osmanniske sultaner gennem byen på vej til de østlige fronter. Sultan I. Selim (Yavuz Sultan Selim) ankom til Sivas den 2. juli 1514 før slaget ved [[Çaldıran]] imod Safevideriget. Han efterlod en styrke på 40.000 fra sin hær i Sivas, og fortsatte selv med en styrke på 100.000.
Kanunî Sultan Süleyman passerede gennem Sivas på vej til den anden Iran-felttog den 8. august 1534 og 1548 på vej til [[Tabriz]].
En anden osmannisk sultan, der passerede gennem Sivas i denne periode var [[Murad 4.|Murat 4]]. Murat 4. tog til Sivas på vej til [[Jerevan]] i 1635 og forblev i byen i cirka en uge. Under sit ophold i Sivas udførte Murat 4. øvelser mellem de anatoliske soltader og Rumeli-soldaterne for at udøve taktikken, der skal anvendes mod fjenden i Jerevan.
Mod det første kvartal af 1700-tallet blev Sivas en af de distrikter, der led af Celalî-opstanden. Celali-opstanden var en række oprør i Anatolien af uregelmæssige tropper under ledelse af banditschefer og provinsielle embedsmænd kendt som celalî, mod myndighederne af det osmanniske imperium i slutningen af 1600-tallet og tidligt til midten af 1700-tallet. Karayazıcı, en af Celalî-opstandens ledere, har afpresset befolkningen i Sivas til at betale ham skat i mange år. Problemerne fra Celali-opstanden, blev delvist løst efter at regeringsstyrkerne gik i offensiv mod Karayazıcı. Efter han ikke havde mere magt tilbage overtog hans bror, Deli Hasan magten og angreb Sivas og ransagede byen med omkring 30.000 soldater. Disse begivenheder førte til at Sivas mistede freden fra begyndelsen af 1700 tallet til begyndelsen af 1800. Dette resulterede i at befolkning og den økonomisk magt gradvist begyndte falde. I starten af 1800-tallet havde byen nu kun 15.000 indbyggere. Mod det første kvartal af dette århundrede begyndte befolkningen gradvist at vokse inden for rammerne af det tillidsmiljø, der blev etableret i landet. Fra 1834 nåede befolkningen i Sivas centrum næsten 20.000 med 3673 husstande og 40.000 i slutningen af det samme århundrede.
I 1867 blev provinsen Vilayet-i-Sivas etableret, med Sivas by som hovedstad og provinsen indeholdte udover sivas de store byer som [[Amasya]], Tokat ve Şebinkarahisar. Efter den osmanniske-russiske krig 1877-78, blev ca. 10.000 kaukasiske immigranter anbragt til Sivas og de andre byer i provinsen, såsom Koçgiri (Zara), Koçhisar (Hafik), Tonus (Şarkışla) og Yenihan (Yıldızeli). Dermed blev indbyggertallet i Sivas 43.122 og samlede set blev hele provinsens indbyggertal 228.435.
I det 19. århundrede spillede Sivas en vigtig rolle i Osmannerrigets økonomiske udvikling. I midten af 1800-tallet begyndte handelen at genoplive i området; En del af distributionen af varer med udenlandsk oprindelse, der kom fra Iran og Syrien blev ført videre til andre anatoliske provinser, fra Sivas. I dette århundrede fortsatte fremstilling af traditionelle knive, kobbergenstande, læderarbejde, stofvævning, tæpper og sokker.
Nye uddannelsesinstitutioner i europæisk stil blev oprettet inden for rammerne af den uddannelsesreform, der blev igangsat i hele landet i under sultan Mahmut 2. Spredningen af disse skoler til anatoliske byer fandt kun sted i sidste kvartal af det 19. århundrede. I denne sammenhæng blev "iptidaî skoler" på primærniveau, "rüştiye" på sekundærniveau og "idadî" på højt niveau åbnet.
Halil Rıfat Pasha, der fungerede som guvernør i Sivas mellem 1882 og 1885, oprette nye offentlige arbejdspladser og udviklede en nyt vejnet i byen. Halil Rıfat Pasha er kendt for sin princip om at, "Det sted, du ikke kan gå, er ikke dit". Under hans tid som guvernør har, man bygget hundreder af kilometer af veje og broer
I slutningen af det 19. århundrede havde Sivas 49.000 indbyggere og lande som USA, Frankrig og England åbnede en konsulat i byen som forblev der indtil 1920.
I samme periode lancerede franske missionærer en fransk gymnasium, amerikanske missionærer en ungdomsskole kaldt American college og en sundhedsinstitution i byen.
Under 1. verdenskrig blev Sivas et ”samlingscenter” for dem, der skulle på felttog fra de andre byer i provinsen. Der skulle fra Sivas sendes tropper til østfronten. Soldaterne blev udstyret i Sivas og blev ledsaget af officerer, overført til Erzurum til fods. Under krigen på den østlige front, især under krigen ved Sarıkamış, blev mange indbyggere fra Sivas martyr ved Allahu Akbar bjergene. Igen blev mange unge fra Sivas martyr i slaget ved Gallipoli
Efter 1. verdenskrig blev Sivas dermed centrum for nye begivenheder, der nu skulle vise sig at være enden på et stort imperium [[Fil:Sivas 1027.jpg|thumb|274x274px|Sivas i 1927]]
=== Republik æraen ===
Da Istanbul, Osmanerrigets hovedstad var blevet besat af de allierede styrker og den sidste sultan [[Det Osmanniske Rige|Mehmet VI]] ikke havde mere magt tilbage, valgte forskellige anatolske grupper at kæmpe imod de allierede styrker og overtage magttomrummet, således landet ikke ville komme under engelsk eller fransk mandat, ligesom i [[Palæstina]], [[Irak]], [[Syrien]], [[Egypten]] og de andre gamle Osmanniske territorier. Under Sèvres-traktaten fra 1920, skulle Sivas være under fransk styre, hvilket blev stoppet da befolkningen i de Sydtyrkiske byer, såsom [[Gaziantep]], [[Osmaniye by|Osmaniye]], og [[Kahramanmaraş|Kahramanmaras]] bekæmpede de franske styrker ud af byerne. Samtidig havde engelske tropper langsomt begyndt at overtage byerne [[Samsun]] og [[Trabzon]] i den nordlige Tyrkiet. Dermed blev Sivas ikke besat og det var derfor et perfekt sted for Atatürk at deklarere sin manifest her. [[Sivas kongressen]] (Heyet-i Temiliye) blev afholdt i Sivas d. 4 til 11 september 1919. Med ankomsten af [[Kemal Atatürk|Mustafa Kemal Atatürk]] (1881-1938) grundlæggeren af den [[Tyrkiet|Tyrkiske Republik,]] afholdte han kongresen i Sivas, som var et vendepunkt i dannelsen af den [[Tyrkiet|Tyrkiske republik]]. Det var på denne kongres, at Atatürks stilling som formand for den nationale modstands eksekutivkomité blev bekræftet.
| |||