Sivas: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
mNo edit summary |
|||
Linje 91:
Efter 1. verdenskrig blev Sivas dermed centrum for nye begivenheder, der nu skulle vise sig at være enden på et stort imperium
=== Sivas under uafhængighedskrigen og Sivas kongressen 1918-1923 ===
[[Fil:Sivas Congress September 1919.jpg|thumb|317x317px|Mustafa Kemal og hans delegation under Sivas kongressens]]
Da Istanbul, Osmanerrigets hovedstad var blevet besat af de allierede styrker og den sidste sultan [[Det Osmanniske Rige|Mehmet VI]] ikke havde mere magt tilbage, valgte forskellige anatolske grupper at kæmpe imod de allierede styrker og overtage magttomrummet, således landet ikke ville komme under engelsk eller fransk mandat, ligesom i [[Palæstina]], [[Irak]], [[Syrien]], [[Egypten]] og de andre gamle Osmanniske territorier. Under Sèvres-traktaten fra 1920, skulle Sivas være under fransk styre, hvilket blev stoppet da befolkningen i de Sydtyrkiske byer, såsom [[Gaziantep]], [[Osmaniye by|Osmaniye]], og [[Kahramanmaraş|Kahramanmaras]] bekæmpede de franske styrker ud af byerne. Samtidig havde engelske tropper langsomt begyndt at overtage byerne [[Samsun]] og [[Trabzon]] i den nordlige Tyrkiet
Efter [[våbenhvilen i Mudros]] efter [[1. verdenskrig]], der forberedte sammenbruddet af det osmanniske imperium, blev Sivas en af de anatoliske byer, der ikke blev besat af de allierede styrker. Sivas spillede en vigtig rolle under uafhængighedskrigen, der startede med Atatürks ankomst til Samsun den 19. maj 1919. I en paragraf fra Amasya-cirkulæren, der blev offentliggjort den 22. juni 1919, bliver der påpeget betydningen af Sivas i uafhængighedskrigen. I den står der: "Sivas, som er det sikreste sted i Anatolien i enhver henseende og derfor er det bestemt at den national kongres skal finde sted der". Der står desuden at Sivas er en "pålidelig by", hvilket skyldes utvivlsomt, at byen omgivet af høje bjerge med få passager, og at befolkningen i Sivas ønsker at have en "kamp for uafhængighed" snarere end en fange. Mustafa Kemal indså endnu en gang, at Sivas var pålidelig i alle henseender, allerede den første dag han ankom til byen den 27. juni 1919. Her var befolkningen i Sivas klar til at tage imod [[Kemal Atatürk|Mustafa Kemal]] og hans delegation ved en entusiastisk velkomstceremoni. Han ankom til Sivas selvom guvernøren i Elazig Ali Galip, truede med sende tropper for at stoppe Sivas kongressen og truslerne fra den franske major Bruno som sagde: ”Vi vil besætte byen, hvis kongressen mødes i Sivas”.
▲Efter 1. verdenskrig blev Sivas dermed centrum for nye begivenheder, der nu skulle vise sig at være enden på et stort imperium [[Fil:Sivas 1027.jpg|thumb|274x274px|Sivas i 1927]]
=== Republik æraen ===▼
▲Da Istanbul, Osmanerrigets hovedstad var blevet besat af de allierede styrker og den sidste sultan [[Det Osmanniske Rige|Mehmet VI]] ikke havde mere magt tilbage, valgte forskellige anatolske grupper at kæmpe imod de allierede styrker og overtage magttomrummet, således landet ikke ville komme under engelsk eller fransk mandat, ligesom i [[Palæstina]], [[Irak]], [[Syrien]], [[Egypten]] og de andre gamle Osmanniske territorier. Under Sèvres-traktaten fra 1920, skulle Sivas være under fransk styre, hvilket blev stoppet da befolkningen i de Sydtyrkiske byer, såsom [[Gaziantep]], [[Osmaniye by|Osmaniye]], og [[Kahramanmaraş|Kahramanmaras]] bekæmpede de franske styrker ud af byerne. Samtidig havde engelske tropper langsomt begyndt at overtage byerne [[Samsun]] og [[Trabzon]] i den nordlige Tyrkiet. Dermed blev Sivas ikke besat og det var derfor et perfekt sted for Atatürk at deklarere sin manifest her. [[Sivas kongressen]] (Heyet-i Temiliye) blev afholdt i Sivas d. 4 til 11 september 1919. Med ankomsten af [[Kemal Atatürk|Mustafa Kemal Atatürk]] (1881-1938) grundlæggeren af den [[Tyrkiet|Tyrkiske Republik,]] afholdte han kongresen i Sivas, som var et vendepunkt i dannelsen af den [[Tyrkiet|Tyrkiske republik]]. Det var på denne kongres, at Atatürks stilling som formand for den nationale modstands eksekutivkomité blev bekræftet.
Sivas kongressen (Heyet-i Temiliye) er et af vendepunkterne i den tyrkiske historie. Grundlaget for fri og uafhængig republik Tyrkiet blev vedtaget her med budskaberne: "Enten Uafhængighed! Eller Død!". Her blev det engang for alle understreget, at den tyrkiske befolkning ikke ønsker at være mandat og være i fangenskabet. For at imødekomme de delegerede, der vil komme til Sivas for at deltage i kongressen og at imødekomme deres fødevarebehov, foretog befolkningen i Sivas en opdeling af opgaver. De forberedte Sivas gymnasiet som en kongresbygning. Sivas kongressen startede torsdag 4. september 1919, kl. 14.00 med åbningstalen fra Atatürk. I sin åbningstale opsummerede Mustafa Kemal landets nuværende situation og citerede følgende:<blockquote>''Mine herrer,''
Den 2. juli 1993 blev 37 deltagere i en kulturel og litterær festival for Alevitter dræbt, da en en terrorist satte ild til Madimak-hotellet i Sivas under en voldelig protest af omkring 15.000 medlemmer af forskellige radikale islamistiske grupper mod tilstedeværelsen af Aziz Nesin. Dødsfaldene resulterede i, at den tyrkiske regering tog en hårdere holdning til religiøs fanatisme, militant islam og antisekularisme. I slutningen af 2006 var der en kampagne af Pir Sultan Abdal Cultural Institute for at omdanne det tidligere hotel til et museum for at fejre tragedien, nu kendt som [[Sivas-massakren]].▼
''Jeg vil gerne bede om jeres tilladelse til at komme med nogle forklaringer på nogle spørgsmål, inden jeres æresudvalg indleder forhandlingerne. Som I ved, blev der den 30. oktober 1918 underskrevet en aftale med [[Ententemagterne]] om løfter baseret på nationaliteter (red: millet). Med denne aftale håbede vort nation, at den ville opnå en retfærdig fred. Imidlertid blev bestemmelserne i aftalen håndhævet dag for dag mod vort hjemland og nation. Derefter tog de kristne indbyggere, der bor i vort land mulighederne fra Ententemagterne og skaber en vis vanvid, der berører vort lands værdighed. De græske undertrykkere, der overtager mange hellige steder i det vestlige [[Anatolien]], som burde beskyttes med henblik på islams ære, udførte grusomme ondskaber med forsømmelsen af [[Ententemagterne]].''
''I østen begyndte armenierne forberedelser på en udvidelse op til Kızılırmak (red: Halysfloden) og begyndte allerede at massakrerer folk helt ved vort grænser. De prøver endda at realisere drømmen om en ny Pontus kongerige ved vores [[Sortehavet|Sortehavskyst]]. Okkupationsstyrkerne, der ankom til [[Adana]], [[Gaziantep|Antep]], [[Kahramanmaraş|Maraş]] og [[Konya]], overtog også [[Antalya]] og omfattede [[Thrakien]] i besættelsesområderne. (...)''
''Mine herrer,''
''Vores nations folkelige og ærefulde mennesker, faldt ikke i fortvivlelse over den mørke der har lagt sig for vort land, fordi de ved, at historien aldrig kan benægte et lands eksistens og ret. Igen, med en stærk tro, tror de, at de domme og udtalelser der er fremsat over for vort land og nation, er en dom til landets konkurs.''
''Mine herrer,''
''I lyset af [[Ententemagterne|Ententemagternes]] uretfærdigheder og den centrale regerings hjælpeløshed, har vort nation været tvunget til at forsvare sin ære for voldtægt og bevise sin eksistens og uafhængighed. Som det vides, har vores grænseprovinser, der har lidt fra alle slags krige i østen og er blevet brutalt forfulgt af armenierne, etableret grupperinger som Müdafaa-i Hukuk-i Milliye for at redde deres ære og nationale uafhængighed. I vores Diyarbekir provins, der føler fare både fra øst og syd, er gruppen Müdafaa-i-Vatan oprettet (...)''
''Mine herrer,''
''Da overbevisningen om, at afhjælpningen af en national befrielse, kun ville være født fra egen ånd og fra os selv, inviterede de Øst Anatoliske provinser, som står over for åbne farer, til et møde ved Erzurum kongressen. I mellemtiden blev Sivas kongressen, der var rettet mod befrielsen af moderlandet i lyset af begivenhederne der fandt sted, bragt til realisering af jeres ærede udvalg, besluttet den 21. juni 1919. (...)''
''Mødet på Erzurum- og Sivas kongresserne, der repræsenterer den "nationale ånd", er en absolut tegn på fremgang og frelse, på et tidspunkt hvor nationalforsamlingen (red: regeringen i istanbul) ikke har været indkaldt endnu og har mistet sin magt til beslutningstagning og det at Istanbul-regeringen, der under belejring, alene træffer en illegitim beslutning, eller under hensynstagelse af alle muligheder, såsom at acceptere forslag fra besætterne, der ikke passer til vores nationale interesser. Mens jeg slutter af på mine ord, håber jeg, at vores udvalg, der er loyalt over for formålet med frigørelsen af landet og nationen, vil opnå en god succes med skaberens vilje (red: gud).''</blockquote>Efter åbningstalen begyndte diskussionen om dagsordenens punkter. Sivas-kongressen sluttede den 11. september 1919 med at afvise alle former for mandater og offentliggøre en 10-punkts erklæring om, at "den nationale vilje skal domineres for nationens integritet og stabilitet". Det var også på denne kongres, at Atatürks stilling som formand for den nationale modstands eksekutivkomité blev bekræftet.[[Fil:Sivas 1027.jpg|thumb|274x274px|Sivas i 1927]]
▲Den 2. juli 1993 blev 37 deltagere i en kulturel og litterær festival for Alevitter dræbt, da en en terrorist satte ild til Madimak-hotellet i Sivas under en voldelig protest af omkring 15.000 medlemmer af forskellige radikale islamistiske grupper mod tilstedeværelsen af Aziz Nesin. Dødsfaldene resulterede i, at den tyrkiske regering tog en hårdere holdning til religiøs fanatisme, militant islam og antisekularisme. I slutningen af 2006 var der en kampagne af Pir Sultan Abdal Cultural Institute for at omdanne det tidligere hotel til et museum for at fejre tragedien, nu kendt som [[Sivas-massakren]].[[Fil:Sivas 1970'erne.jpg|thumb|276x276px|Sivas i 1970'erne]]
| |||