Mimesis: Forskelle mellem versioner

'''Mimesis''' er et [[begreb]], der navnlig bruges inden for [[kunst]] og [[litteratur]], hvor det refererer til kunstens efterligning af [[virkelighed]]en. Begrebet grundlagdes af de [[Oldtidens græske filosofi#FIlosofien efter Sokrates|græske filosoffer]] [[Platon]] og [[Aristoteles]], der definerede mimesis som kunstens [[væsen]].<ref name="DSS">{{cite web|url=http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=125773|title=Jørgen Dehs: mimesis i |work=''Den Store Danske'', |publisher=[[Gyldendal. Hentet ]]|accessdate=9. april 2020 fra <nowiki>http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=125773</nowiki>}}</ref> Ordet er dog kendt før, men hos de to filosoffer blev det systematisk anvendt som en måde at opfatte kunsten på.<ref name="Fibiger512">Fibiger, Johannes, Gerd Lütken, og Niels Mølgaard. 2001. ''Litteraturens tilgange: metodiske angrebsvinkler''. 1. udgave. København, Gads Forlag. s. 512</ref> Ordet mimesis stammer oprindeligt fra [[Græsk (sprog)|græsk]],<ref>Jørgen Dehs: mimesis i ''Den Store Danske'', Gyldendal. Hentet 9. april 2020 fra <nowiki>http://denstoredanske.dk/index.php?sideIdname=125773<"DSS"/nowiki></ref>, og dets rod, mimos betyder 'en person der efterligner noget'. Dets præcise betydning er svært at definere, men kan oversættes både som [[imitation]], spejling, reproduktion, produktion eller [[Repræsentationsteori|repræsentation]].<ref>Melberg, Arne: ’Mimesis’ (oversat af Lasse Horne Kjældgaard) i: ''Litteratur: introduktion til teori og analyse (red.)'' Kjældgaard, Lasse Horne, 2013. 2. udgave. Aarhus Universitetsforlag. s. 191</ref> De mange betydninger af mimesis vidner om begrebets lange historie. Siden renæssancen har mimesis været et centralt begreb i kunsten, og har i det [[20. århundrede|tyvende århundrede]] spillet en betydelig rolle indenfor for blandt andet [[narratologi]], [[Etik|moralfilosofi]], [[postkolonialisme]] og [[antropologi]].<ref>Melberg, Arne: ’Mimesis’ (oversat af Lasse Horne Kjældgaard) i: ''Litteratur: introduktion til teori og analyse (red.)'' Kjældgaard, Lasse Horne, 2013. 2. udgave. Aarhus Universitetsforlag. s. 195</ref>

Begrebet blev grundlagt af de græske [[Filosofi|filosoffer]] Platon og Aristoteles i 300-400 tallet f.Kr. De har dog hver især deres syn på mimesis.<ref>Melberg, Arne: ’Mimesis’ (oversat af Lasse Horne Kjældgaard) i: ''Litteratur: introduktion til teori og analyse (red.)'' Kjældgaard, Lasse Horne, 2013. 2. udgave. Aarhus Universitetsforlag. s. 193</ref> I [[Staten]] lader Platon [[Sokrates]] fremføre en kritik af kunsten og litteraturen, fordi de er mimetiske. Kunsten efterligner [[Fænomen|fænomenerne]], det, der allerede eksisterer, og fjerner sig derved fra den ideale verden.<ref>Jørgen Dehs: mimesis i ''Den Store Danske'', Gyldendal. Hentet 9. april 2020 fra <nowiki>http://denstoredanske.dk/index.php?sideIdname=125773<"DSS"/nowiki></ref><ref name="Melberg192">Melberg, Arne: ’Mimesis’ (oversat af Lasse Horne Kjældgaard) i: ''Litteratur: introduktion til teori og analyse (red.)'' Kjældgaard, Lasse Horne, 2013. 2. udgave. Aarhus Universitetsforlag. s. 192</ref> Gennem sit talerør, Sokrates, kritiserer Platon den græske digter [[Homer]] for at benytte sig af mimesis i sit [[Epos|episke digt]] [[Iliaden]]. Homer beretter sjældent selv, men lader karaktererne fortælle og fremsætte tanker. Platon foretrækker derimod genfortælling frem for den mimetiske efterligning hvor karakterne selv beretter.<ref>Melberg, Arne: ’Mimesis’ (oversat af Lasse Horne Kjældgaard) i: ''Litteratur: introduktion til teori og analyse (red.)'' Kjældgaard, Lasse Horne, 2013. 2. udgave. Aarhus Universitetsforlag. s. 192<name="Melberg192"/ref> Genfortællingen kalder Platon diegetisk.

Aristoteles opfatter mimesis som en naturlig tilbøjelighed i mennesket til at efterligne og gengive. Dette finder han særligt udtrykt i det græske tragiske drama. Han forstår tragedien som en efterligning (mimesis) af menneskets handlinger.<ref name="Melberg193">Melberg, Arne: ’Mimesis’ (oversat af Lasse Horne Kjældgaard) i: ''Litteratur: introduktion til teori og analyse (red.)'' Kjældgaard, Lasse Horne, 2013. 2. udgave. Aarhus Universitetsforlag. s. 193</ref> Han ser derfor anderledes positivt på Homers digtning. I sin [[Poetikken|Poetik]] hyldes Homer for netop sin mimetiske fortællemåde, hvilket kan opfattes som et angreb på Platons negative opfattelse af Homers digtning.<ref>Melberg, Arne: ’Mimesis’ (oversat af Lasse Horne Kjældgaard) i: ''Litteratur: introduktion til teori og analyse (red.)'' Kjældgaard, Lasse Horne, 2013. 2. udgave. Aarhus Universitetsforlag. s. 193<name="Melberg193"/ref> I modsætning til Platon opfatter Aristoteles al kunst, også genfortællingen (diegesen), som mimetisk. Evnen til kunst er således evnen til efterligning, og Aristoteles anser denne evne som iboende i mennesket.<ref>Aristoteles ''Poetik. (''Oversat fra græsk af Poul Helms). Hans Reitzels Forlag, Århus, 2013. s. 75</ref>

De to filosoffers fremhævelse af enten den diegetiske fortællemåde (Platon), eller den mimetiske (Aristoteles), er blevet grundlæggende skel i opfattelsen af kunst og litteratur. Fra græsk til [[latin]] blev mimesis til imitatio (efterligning), og fra [[renæssancen]] og op til [[romantikken]] var mimesis et centralt begreb<ref name="Melberg194">Melberg, Arne: ’Mimesis’ (oversat af Lasse Horne Kjældgaard) i: ''Litteratur: introduktion til teori og analyse (red.)'' Kjældgaard, Lasse Horne, 2013. 2. udgave. Aarhus Universitetsforlag. s. 194</ref>. Denne længere periode er ofte refereret til under den samlede betegnelse [[klassicismen]], hvis kunstsyn var stærkt påvirket af Aristoteles' mimesisopfattelse.<ref>Melberg, Arne: ’Mimesis’ (oversat af Lasse Horne Kjældgaard) i: ''Litteratur: introduktion til teori og analyse (red.)'' Kjældgaard, Lasse Horne, 2013. 2. udgave. Aarhus Universitetsforlag. s. 194<name="Melberg194"/ref> Kunsten efterligner eller imiterer virkeligheden, og er ikke noget selvstændigt, men udspringer af for eksempel [[Natur|naturen]] eller menneskets handlinger. Denne efterligningslære var et [[norm]] i klassicismen, men blev udfordret hen mod 1700-tallets slutning af en opfattelse af kunstværkets autonomi samt kunstens egen skabende kraft.<ref>Jørgen Dehs: mimesis i ''Den Store Danske'', Gyldendal. Hentet 16. april 2020 fra <nowiki>http://denstoredanske.dk/index.php?sideIdname=125773<"DSS"/nowiki></ref>. Romantikken havde en anden opfattelse af kunst end klassicismens grundlæggende idé om efterligning.<ref>Fibiger, Johannes, Gerd Lütken, og Niels Mølgaard. 2001. ''Litteraturens tilgange: metodiske angrebsvinkler''. 1. udgave. København, Gads Forlag. s. 512<name="Fibiger512"/ref> Her opfattedes kunstneren som skabende, og efterligning blev derved noget sekundært.<ref>Melberg, Arne: ’Mimesis’ (oversat af Lasse Horne Kjældgaard) i: ''Litteratur: introduktion til teori og analyse (red.)'' Kjældgaard, Lasse Horne, 2013. 2. udgave. Aarhus Universitetsforlag. s. 192<name="Melberg192"/ref>

*[[Poetikken|Aristoteles' Poetik]]

=== Litteratur om emnet ===

*Günter Gebauer og Christoph Wulf: ''Mimesis: Kultur - Kunst - Gesellschaft.'' Rowohlt, Hamborg, 1992.

*Arne Melberg: ''Mimesis:Theories Enof repetitionMimesis.''. BrutusCambridge Östlings Bokförlag,University StockholmPress, 19921995.{{kulturstub}}