Versailles-freden: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
No edit summary |
KnudW (diskussion | bidrag) m Gendannelse til seneste version ved 80.62.117.19, fjerner ændringer fra 176.23.25.140 (diskussion | bidrag) Tag: Tilbagerulning |
||
Linje 9:
| type =
| date_drafted =
| date_signed = 28. juni
| location_signed = [[Versailles]], Frankrig
| date_sealed =
| date_effective = 10.
| condition_effective = At Tyskland og tre principale Ententemagter ratificerer
| date_expiration =
| signatories = {{Flagikon|Frankrig}} [[Tredje Republik|Frankrig]]<br />
{{flag|Kongeriget Italien}}<br />
{{Flagikon|Storbritannien}} [[
{{
{{collapsible list |title=Andre
|{{flag|Australien}}
|{{flag|Belgien}}
Linje 56:
| wikisource = Treaty of Versailles
}}
[[
[[Fil:Council of Four Versailles.jpg|thumb|Fra venstre mod højre: Premierminister [[David Lloyd George]] fra [[Storbritannien]], [[Vittorio Orlando]] fra Italien, Premierminister [[Georges Clemenceau]] fra Frankrig, og Præsident [[Woodrow Wilson]] fra Amerikas Forenede Stater]]
'''Versailles-freden''' blev underskrevet den [[28. juni]] [[1919]] af [[Frankrig]], [[Storbritannien]], [[USA]] og deres allierede på den ene side og [[Tyskland]] på den anden side som afslutning på [[1. verdenskrig]].<ref>[http://history.sandiego.edu/gen/text/versaillestreaty/all440.html Versailles traktaten] fulde ordlyd {{en sprog}}</ref> [[USA]] ratificerede aldrig Versailles-traktaten, fordi landet syntes, at betingelserne var for hårde og forhandlede sig i stedet frem til en aftale med Tyskland: ([[Berlin]]-traktaten af [[1921]]).
[[Fredsaftale]]n forpligtede Tyskland til at afskaffe almindelig værnepligt og højst have en hær på 100.000 mand. Tyskland måtte hverken have [[kampvogn]]e, [[fly]] eller [[ubåd]]e. Desuden måtte ''Reichsmarine'' kun have seks [[slagskib]]e under 10.000 tons, 6 [[krydser]]e og 12 [[destroyer]]e.
Desuden blev Tyskland pålagt en enorm [[krigsskadeerstatning]], da det af Versailles-freden fremgik, at Tyskland alene bar ansvaret for krigen. Den engelske forhandler og økonom [[John Maynard Keynes|Keynes]] forlod forhandlingerne i protest mod dette punkt, da han mente, at det ville ruinere Tyskland.
Line 80 ⟶ 74:
Tyskland mistede sine kolonier, men de var af ringe værdi. Landafståelserne i Europa omfattede 10% af befolkningen, 13% af landområdet og 15% af produktionen. Riget var stadig intakt. I [[1921]] blev skadeserstatningerne opgjort til 138 milliarder guldmark i afdrag og renter frem til [[1963]]. Beløbet var rent fiktivt, og kravets reelle indhold var bestemte årlige ydelser på 5-6% af nationalproduktet, som Tyskland gik med på at betale. Storbritannien og Frankrig var ikke meget bedre stillede, da de havde optaget enorme krigslån i [[USA]], som de forgæves prøvede at få eftergivet. Tysklands skadeserstatning var beregnet at skulle dække denne gæld. I [[1931]] gav USA et års henstand med vestmagternes gæld (Hoover-moratoriet), og i [[1932]] opgav vestmagterne at indkræve Tysklands gæld, mens de samtidigt ophørte med at betale deres krigsgæld til USA.<ref>Henning Poulsen: ''Hitlers krig'' (s. 24 og 28), Gyldendal, 1990, ISBN 87-00-32462-0</ref>
Versailles-traktaten spillede en vigtig rolle for det tidlige [[nationalsocialistisk]]e parti (''Deutsche Nationalsozialistische Arbeiterpartei'') og er en af de vigtigste årsager til udbruddet af [[2. verdenskrig]]. [[Ferdinand Foch]] udtalte sommeren 1919 om traktaten: "Dette er ikke en fred. Det er en 20 års [[våbenhvile]]!" <ref name=autogeneret2>Henning Poulsen: ''Hitlers krig'' (s. 11)</ref>
== Baggrund ==
[[Fil:Map Treaty of Brest-Litovsk-no.svg|thumb|Grænserne i [[Østeuropa]] efter [[Brest-Litovsk-freden|freden i Brest-Litovsk]].]]
{{uddybende|1. verdenskrig}}
[[1. verdenskrig]] (1914-1918) blev udkæmpet i [[Europa]], [[Mellemøsten]], [[Afrika]] og [[Asien]]. Land udover krigszonerne blev påvirkede af forstyrrelser i international handel, finans og diplomatisk pres fra de krigsførende parter. I 1917 indtraf [[Den russiske revolution|to revolutioner]] i [[Det russiske kejserdømme]], hvilket førte til sammenbruddet af den kejserlige regering og fremvæksten af [[Bolsjevik|bolsjevikpartiet]] ledet af [[Vladimir Lenin]].
Den 8. januar 1918 kom [[USAs præsident]] [[Woodrow Wilson]] med en udtalelse, som skulle blive kendt som [[14-punkts-plan|Wilsons 14 punkter]], hvor han tog til orde for en diplomatisk afslutning på krigen, international nedrustning, tilbagetrækning af [[centralmagterne]]s styrker fra de okkuperede områder, etablering af en [[Polen|polsk stat]], en revision af Europas grænser efter etniske kriterier og dannelsen af et [[Folkeforbundet|forbund af nationer]] for at give "gensidige garantier for politisk uafhængighed og territoriel integritet til store og små stater".
Efter [[operation Faustschlag]] på [[Østfronten under 1. verdenskrig|østfronten]] undertegnede [[Russiske SFSR|den nye sovjetiske regering i Rusland]] den 3. marts 1918 en [[Brest-Litovsk-freden|fredsaftale i Brest-Litovsk]] med [[Det tyske kejserrige]]. Rusland afstod ved denne dele af Polen og [[Baltikum]] til Tyskland, anerkendte [[Ukraine]]s uafhængighed og accepterede at betale 6 milliarder [[Goldmark|mark]] i [[krigserstatning]].
I efteråret 1918 kollapsede centralmagterne og underskrev våbenhvileaftaler, mens nationalistiske grupper efterfølgende etablerede nye stater. I Tyskland begyndte hæren at gå i opløsning, [[desertering]]en voksede og civile strejker reducerede drastisk produktionen af krigsmateriel. På [[Vestfronten under 1. verdenskrig|vestfronten]] satte [[Ententemagterne|de allierede styrker]] i gang [[hundredagesoffensiven]] hvor de tyske styrker led et stort nederlag. [[Den tyske kejserlige flåde|Den tyske krigsflåde]] i Kiel blev udsat for [[mytteri]], hvilket førte til oprør i Tyskland og senere til [[Novemberrevolutionen]]. Den tyske regering forsøgte at få en fredsløsning baseret på Wilsons fjorten punkter og formåede at forhandle en våbenhvile, som trådte i kraft den 11. november, mens der fortsat var tyske styrker i [[Frankrig]] og [[Belgien]].
I slutningen af 1918 blev der dannet en polsk regering og et uafhængigt Polen blev proklameret. I december startede polakkerne et oprør i [[Posen-Vestpreussen|provinsen Posen]], som havde været under tysk styre siden [[Polens tre delinger|delingen af Polen]] (1772-1795). Kampene varede til februar 1919, da en våbenhvile blev indgået, hvorved området havnede under polsk kontrol, selv om det formelt fortsat var tysk. Mod slutningen af 1918 marcherede allierede tropper ind Tyskland og begyndte en okkupation af [[Rhinlandet]]. Der blev så indledt en [[Fredskonferencen i Paris (1919)|fredskonference i Paris]] for at formelt afslutte krigen. Navnet Versaillestraktaten blev givet til opgøret mellem det tyske rige og de allierede, aftaler med de andre tidligere centralmagter blev også gjort, og disse blev opkaldte efter forstæderne i Paris, hvor de blev undertegnede.
[[Fil:Bundesarchiv Bild 183-R01213, Versailles, deutsche Verhandlungdelegation.jpg|thumb|Den tyske forhandlingsdelegation.]]
== Traktaterne fra forstæderne til Paris ==
Line 88 ⟶ 97:
Traktaterne var:
* Versailles-traktaten med [[Tyskland]], undertegnet den [[28. juni]] [[1919]] (5-års dagen for [[Mordet i Sarajevo|skuddet i Sarajevo]])
* [[Saint-Germain-traktaten (1919)|Statstraktaten fra Saint-Germain-en-Laye]] med [[Østrig]], undertegnet den [[10. september]] [[1919]]
* Neuilly-sur-Seine-traktaten med [[Bulgarien]], undertegnet den [[27. november]] [[1919]]
* Trianon-traktaten med [[Ungarn]], undertegnet den [[4. juni]] [[1920]]
* [[Sèvres-traktaten]] med [[Tyrkiet]], undertegnet den [[10. august]] [[1920]]. Denne traktat blev undertegnet af den tyrkiske sultan men afvist af en mod-regering under ledelse af [[Kemal Atatürk]], og traktaten blev aldrig gennemført. I stedet opnåede Tyrkiet i 1923 en mere favorabel fredsaftale, [[Lausanne-traktaten]].
== Traktatens indhold ==
[[Fil:William Orpen - The Signing of Peace in the Hall of Mirrors, Versailles.jpg|thumb|Versaillestraktaten signeres i spejlhallen.<br />Oliemaleri af William Orpen]]
Det blev oprettet et [[Ambassadørrådet|Ambassadørråd]], som skulle se til, at traktatens bestemmelser blev gennemførte. Foruden krav om krigserstatninger havde traktaten en række bestemmelser.
=== Tidligere tyske områder som ændrede deres tilhørighedsforhold ===
[[Fil:Versailler_Vertrag.png|thumb|Territorielle virkninger af traktaten.]]
* [[Alsace-Lorraine]] (Elsass-Lothringen) blev tilbageført til [[Frankrig]].
* [[Nordslesvig]] omtrent fra [[Tønder]] blev (efter [[Genforeningen i 1920|en folkeafstemning]]) tilbageført til [[Danmark]].
* Det meste af [[Poznan]]-provinsen og [[Vestpreussen]], samt dele af [[Schlesien]] gik til [[Polen]].
* [[Eupen-Malmédy]] til [[Belgien]].
* Byen [[Danzig]] (nu [[Gdansk]]) med floddeltaet for [[Wisła|Weichsel]]-floden ved [[Østersøen]] blev erklæret som [[Fristaden Danzig]], som stod under [[Folkeforbundet]] og [[Polen]].
* Et mindre område af Sachsen blev givet til [[Tjekkoslovakiet]].
* Ruanda-Urundi til [[Belgisk Congo]].
* [[Togo]] og [[Kamerun]] blev delt mellem Storbritannien og Frankrig.
* Tanganyika, Kejser Wilhelms Land, Tysk Samoa og [[Tysk Sydvestafrika]] blev britiske [[mandatområde]]r.
* [[Kionga]]triangelen på 1000 kvadratkilometer blev portugisisk.
* Japan fik alle de øvrige tyske besiddelser i Stillehavet.
* Artikel 156 i traktaten overførte det tyske herredømme over [[Shandong]] i [[Kina]] til [[Japan]] frem for at overføre herredømmet til Kina. Den tvist, som dette udløste med Kina, går under navnet [[Shandongproblemet]]. Det kinesiske raseri over denne artikel førte til demonstrationer og den kulturelle bevægelse kendt som [[4. maj-bevægelsen]]. Kina med sin forhandlingsleder [[Wellington Koo]] nægtede at undertegne Versaillestraktaten.
=== Restriktioner på de tyske væbnede styrker ===
* Hær – maksimalt 100.000 soldater hvoraf kun 4.000 officerer, hvervede, ikke værnepligtige.
* [[reichsmarine|Flåde]] – 6 større [[krigsskib]]e, ikke over 10.000 ton. Ingen [[ubåd]]e.
* Flyvevåben – intet.
* Begrænsninger på rustningsindustrien.
* [[Rhinland]] (området vest for [[Rhinen]]) skulle være [[demilitarisering|demilitariseret]] og i 15 år holdes okkuperet af de allierede.
* [[Det preussiske krigsakademiet|Krigsakademiet]] blev nedlagt.
=== Andre bestemmelser ===
* [[Kul]]minerne i [[Saar]] blev overdragne til Frankrig, og området blev stillet under Folkeforbundets forvaltning.
* Forbud mod at [[Østrig]] blev tilsluttet Tyskland.
* International kontrol over tyske søveje.
* Krigsforbrydere skulle dømmes og straffes, men dette blev ikke altid fulgt.
== Erstatningsbetalinger ==
[[Fil:German losses after WWI.svg|thumb|Tyskland efter Versailles:
{{legend|#ddefd0|Administreret af [[Folkeforbundet]]}}
{{legend|#ffffcf|Annekteret af Tysklands nabostater}}
{{legend|#f6d3a9|[[Weimarrepublikken|Tyskland under Weimarrepublikken]]}}]]
[[Fil:Mass demonstration in front of the Reichstag against the Treaty of Versailles.jpg|thumb|Den 15. maj 1919 samledes en stor folkemængde foran [[Rigsdagsbygningen i Berlin]] i protest mod Versaillestraktaten.]]
Størrelsen af erstatningerne blev med grundlag i traktaten afgjort af ''Den allierede erstatningskommission''. Den bestemte foreløbigt, at Tyskland frem til maj 1921 skulle betale 1 milliard [[pund sterling]]. Betalingen skete delvis i form af vareleverancer, mest kul. Leverancerne var imidlertid ikke store nok, og det blev klart, at Tyskland var ude af stand til at opfylde sine forpligtelser. I 1921 okkuperede [[De allierede (1. verdenskrig)|de allierede]] de tyske byer [[Düsseldorf]], [[Duisburg]] og [[Ruhrort]].
Økonomen [[John Maynard Keynes]], som havde været med i den britiske delegation i Versailles, trak sig i protest over de hårde betingelser og udgav efterfølgende en bog, hvori han påpegede, at så omfattende skadeserstatninger ville blive ødelæggende for hele [[Europa]]s økonomi.
Senere blev erstatningerne fastsatte til 6,6 milliarder pund sterling. Af dette skulle 4 milliarder betales en gang i fremtiden, mens resten skulle betales med 100 millioner om året plus 25% af værdien af Tysklands eksport. Disse krav blev overrakt den tyske regering i form af et [[ultimatum]]. Hvis den ikke betalte inden den 12. maj 1921, ville allierede tropper okkupere [[Ruhr]], hvor mere end 80% af landets [[kul]], [[jern]] og [[stål]] blev produceret. Efter en regeringskrise accepterede Tyskland. Skadeserstatningen var sat til 138 milliarder guldmark i afdrag og renter frem til 1963, men beløbet var rent fiktivt – kravets reelle indhold var bestemte årlige ydelser som modsvarede 5-6% af Tysklands nationalprodukt. Også Storbritannien og Frankrig led under gæld i form af enorme krigslån, som de havde taget i [[USA]] og håbede på at få eftergivet. De tyske afdrag var ment at skulle dække vestmagternes gæld til USA.<ref name=autogeneret1>Henning Poulsen: ''Hitlers krig'' (s. 24)</ref>
Tidlig i [[1920'erne]] blev Tyskland ramt af en stærk [[inflation]], som førte [[økonomi]]en ud i en krise og gjorde det umuligt for tyskerne at betale erstatningerne. Briterne foreslog betalingsudsættelse, mens Frankrig stod hårdt på ultimatumet fra 1921, og den [[11. januar]] [[1923]] marcherede [[Belgien|belgiske]] og franske tropper ind i Ruhr, ([[Ruhrokkupationen]]). Den tyske regering proklamerede ''passiv modstand'', og franskmændene svarede med at isolere det okkuperede område fra resten af Tyskland efter, at de forgæves havde forsøgt at få briterne til at møde tyskernes betalingsnægtelse med begrænsede økonomiske sanktioner. Franskmændene gjorde aldrig noget forsøg på at stanse generalstrejken, hvilket de let kunne have gjort ved at standse tilførslen af madvarer.<ref name=autogeneret1 /> I september måtte den tyske regering opgive den passive modstand. Ruhr-okkupationen gav marken dødsstødet, eftersom den tyske regering havde garanteret for de strejkendes lønninger og ladet seddelpresserne køre. I 1918 var kursen fire mark til en [[dollar]], i juli 1923 var den steget til 160.000 mark og i november var kursen 130.000 millioner. Pengeværdiens sammenbrud fjernede arbejder- og middelklassens opsparede midler og underminerede troen på systemet. [[Adolf Hitler]] prøvede at udnytte situationen i det såkaldte [[ølstuekuppet|ølstuekup]] den [[8. november]] [[1923]]. Senere i november blev marken erstattet med [[Rentenmark]]en, og sammen med stramninger i den økonomiske politik fik Tyskland inflationen under kontrol.
I 1924 etablerede de allierede ''Daweskomitéen'' for at få økonomien på benene igen. Tyskerne skulle nu betale et årlig beløb på 50-125 millioner pund. Nyt var, at Tyskland skulle kunne låne penge i udlandet til at betale erstatningen. I løbet af 1920-erne lånte Tyskland vældige summer, især i [[USA]], og fik en økonomisk blomstringsperiode. I denne periode styrkede republikken sig, og nazisterne havde ringe tilslutning.
[[Dawesplanen]] var kun en midlertidig løsning, og efterhånden, som forholdet mellem Tyskland og Frankrig forbedredes, blev det bestemt, at sagen skulle tages op på ny. I [[1929]] startede en komité ledet af amerikaneren Owen D. Young arbejdet med at fastsætte bestemte regler for erstatningen. Ifølge den nye plan skulle Tyskland betale 100 millioner pund årligt i 37 år, og senere 80-85 millioner pund i 22 år. [[Youngplanen]] trådte i kraft den [[17. maj]] [[1930]], og seks uger senere forlod de sidste allierede tropper tysk jord.
Samtidig med at Youngplanen blev udarbejdet, indtraf [[Børskrakket i 1929|det store krak]] i USA som påvirkede hele verden. Tilgangen på amerikansk lånekapital stoppede, og Tyskland kunne ikke betale erstatningerne. Den økonomiske krise gav Hitler en ny chance til at gribe magten. [[Rigskansler]] [[Heinrich Brüning|Brüning]] erklærede i [[1931]], at Tyskland under ingen omstændigheder havde tænkt sig at betale. De allierede fandt sig i dette, om end ikke formelt. På en konference i [[Lausanne]] sommeren [[1932]] bestemte de allierede, at alle krav mod Tyskland skulle afskrives så snart, landet havde betalt 150 millioner pund. Men dermed stansede også vestmagterne sin tilbagebetaling til USA.<ref>Henning Poulsen: ''Hitlers krig'' (s. 28)</ref> Disse blev senere genoptaget. Så sent som i [[1965]] gik 1% af briternes skatteindtægter til afbetaling af krigslån optagne i USA 50 år tidligere.<ref>Geert Mak: ''Europa'' (s. 122), forlaget Cappelen-Damm, Oslo 2008, ISBN 978-82-02-27348-4</ref>
Erstatningsspørgsmålet var nu ude af verden, men det havde været med til at føre Tyskland ind i en krise, som førte til afslutningen på [[Weimarrepublikken]] og fremkomsten af [[Nazi-Tyskland]], som først sluttede med afslutningen på [[2. verdenskrig]].
== Reaktioner på traktaten ==
Den franske general [[Ferdinand Foch]] udtalte om traktaten, at "''Dette er ingen fred! Dette er 20 års våbenhvile!''".<ref>Henning Poulsen: ''Hitlers krig'' (s. 11), forlaget Gyldendal, København 1990, ISBN 87-00-32462-0</ref>
== Traktaten brydes ==
{{Uddybende|Tysklands oprustning i 1930'erne}}
Ændringerne af Tysklands grænser var det mindst iøjnefaldende resultat. Ganske vist mistede Tyskland sine få kolonier, men de europæiske landafståelser omfattede 10% af befolkningen, 13% af landområderne og 15% af produktionen.<ref name=autogeneret2 /> Det var ingen høj pris for en tabt storkrig – riget var fortsat intakt. Desuden var en del af disse områder hverken historisk eller befolkningsmæssigt tyske. Men Versaillestraktaten begrænsede størrelsen på Tysklands militære styrke. Det var indbygget i traktaten, at det skulle arrangeres en stor nedrustningskonference for at begrænse rustningen hos alle nationer. Denne konference startede i [[1932]] efter, at det internationale samfund havde været ude af stand til at svare på brud på [[Folkeforbundet]]s regler og diverse andre aftaler. [[Nationalsocialisme|Nationalsocialistene]] var også i færd med at styrke grebet i Tyskland.
Konferencen var resultatløs, indtil den tyske delegat meddelte, at Tyskland ikke ville være med, før konferencen vedtog, at alle nationer havde samme ret til at opruste. Dette betød, at Tyskland ikke længere interesserede sig så meget for de andre landes nedrustning som for sin egen oprustning. I oktober [[1933]] trak Tyskland sig fra nedrustningskonferencen og meldte sig tillige ud af Folkeforbundet. I november arrangerede tyskerne en folkeafstemning med 96 % deltagende, hvor 95 % af stemmerne støttede [[Adolf Hitler|Hitlers]] politik. De andre landes eftergivenhed skulle vise sig at danne et mønster, som Hitler flere gange benyttede sig af.
Efter Hitlers magtovertagelse startede han en [[Tysklands oprustning i 1930'erne|massiv oprustning]], og det var klart, at han ikke respekterede Versaillestraktaten, men han ventede, til [[Saar]]området havde gennemført en traktatbestemt [[folkeafstemning]] i januar [[1935]], som bragte området tilbage til Tyskland. I marts samme år kundgjorde Hitler, at han ikke længere anså sig bundet af traktatens militære bestemmelser. Frankrig reagerede stærkt på bruddet, mens briterne tog det mere med ro. I juni samme år indgik Storbritannien og Tyskland en [[Den tysk-britiske flådeaftale|flådeoverenkomst]], som tillod tyskerne at opbygge en flådestyrke, som modsvarede 35 % af briternes og 100 % når det gjaldt ubåde. I praksis accepterede briterne Tysklands oprustning.
Den 7. marts 1936 marcherede tyske tropper ind i [[Rhinlandet]]. Dette medførte ikke andre konkrete reaktioner end, at Folkeforbundets råd trådte sammen og konstaterede, at tyskerne havde brudt Versaillestraktaten. Hitler arrangerede en folkeafstemning og fik massiv støtte for sin politik hos folket. Vejen til en tysk magtekspansion lå åben.
== Traktaten - et kompromis ==
[[Fil:Wwilson.jpg|thumb|USAs præsident [[Woodrow Wilson]].]]
De "Fire Store" bestod af statsminister [[David Lloyd George]] fra [[Storbritannien]], statsminister [[Georges Clemenceau]] fra [[Frankrig]], Præsident [[Woodrow Wilson]] fra [[USA]] og statsminister [[Vittorio Emanuele Orlando|Vittorio Orlando]] fra [[Italien]]. Under Versailles-traktaten var det vanskelig at komme til en fælles løsning, efter som de ulige statsoverhoveder havde forskellige motiver. På grund af dette blev det sagt, at det blev et kompromis, som ingen var tilfredse med.
Frankrig havde lidt størst tab i løbet af krigen, og en stor del af den havde foregået på fransk jord. Landet var i ruiner, med megen skade påført historiske og vigtige bygninger og ressourcer. Georges Clemenceau ønskede skadeserstatning fra Tyskland til at genopbygge landet og reparere skaderne påført det af tyskerne. I alt var 750.000 huse og 23.000 fabrikker blevet ødelagte, og franskmændene krævede penge til at genopbygge et land i ruiner. I [[1871]] var Frankrig og Tyskland også i krig, og Tyskland havde overtaget det overvejende tysk talende område i Frankrig, [[Alsace-Lorraine]]. Clemenceau ønskede også at forsikre sig mod, at et angreb fra Tyskland nogensinde skulle ske igen og forlangte en demilitarisering af tysk [[Rhinland]], og at ententens styrker patruljerede området. Dette blev kaldt en "territoriel sikkerhedszone". Han ønskede også en drastisk reduktion i antallet af soldater i den tyske hær til et niveau, som kunne kontrolleres. Som en del af skadeserstatningerne ønskede Frankrig at få kontrol over mange af Tysklands fabrikker.
Ikke blot ønskede Frankrig at straffe Tyskland hårdt, man ønskede også at vedligeholde sit store imperium og sine kolonier. Mens USA repræsenterede en tro på national og etnisk [[Den nationale selvbestemmelsesret|national selvbestemmelsesret]], ønskede Frankrig og Storbritannien at beholde deres værdifulde [[imperium|imperier]]. Clemenceau representerede i hovedsagen det franske folk med sit ønske om hævn over den tyske nation. Clemenceau ønskede også at beskytte hemmelige traktater og tillade [[blokade (fysisk)|søblokader]] omkring Tyskland således, at Frankrig kunne kontrollere handel ud og ind fra den tabende part. Han var det radikale medlem af de Tre Store og blev af den grund kaldt ''le Tigre'' – "[[tiger]]en".
Storbritannien havde spillet en tilbageholdende rolle, efter som landet selv aldrig blev invaderet. Mange britiske soldater døde ved fronten i Frankrig, så det britiske folk ønskede lige så meget hævn som franskmændene. Statsminister Lloyd George ønskede desuden store skadeserstatninger men i mindre grad end franskmændene. Lloyd George var klar over, at hvis kravene fra Frankrig gik igennem, ville Frankrig blive meget mægtig i Centraleuropa, og magtbalancen forskydes. Selv om han ikke ønskede, at dette skulle ske, ønskede han, at Tyskland skulle betale. Lloyd George var også bekymret for Woodrow Wilsons forslag om [[Den nationale selvbestemmelsesret|national selvbestemmelsesret]], og i lighed med franskmændene ønskede han at bevare det britiske imperium. Denne position udgjorde en del af konkurrencen mellem to af verdens største imperier og deres kamp for at beholde dem. I lighed med franskmændene støttede også Lloyd George ønsket om søblokader og hemmelige traktater.
På den anden side havde [[Woodrow Wilson]] et ganske andet syn på hvordan, man skulle straffe Tyskland. Han foreslog sine [[Wilsons 14 punkter|14 punkter]] før krigen sluttede, som var mindre hårde end, hvad franskmændene og briterne ønskede. Efter som det amerikanske folk kun havde været med i krigen siden april [[1917]], følte de, at de burde trække sig ud af det europæiske rod så hurtigt som muligt. Lige så stærkt ønskede præsident Wilson at indføre en international ordning, som sikrede freden. For at bevare freden blev det første forsøg på at danne en verdensret skabt i form af [[Folkeforbundet]]. Tanken bag var, at hvis svagere og mere skrøbelige nationer blev angrebne, skulle andre garantere dem beskyttelse mod den aggressive part.
Oven i dette promoverede Wilson en [[Den nationale selvbestemmelsesret|national selvbestemmelsesret]], som opfordrede nationerne (eller etniske grupper) til at tænke, regere og styre sig selv. Begrebet selvbestemmelsesret fremkaldte en voksende patriotisk følelse i mange lande, som var eller havde været under kontrol af de gamle imperier, og det fik også megen støtte i imperiernes hjemlande. Selvbestemmelse var en kilde til konflikter mellem ulige etniske grupper rundt om i verden, efter som hver gruppe prøver at definere og forbedre sin stilling.
Tilslutningen af mange folk til idéen om en national selvbestemmelsesret blev begyndelsen på enden for imperierne, blandt andre det britiske og franske. Ønsket om en national selvbestemmelsesret var delvis grunden til, at så mange nye lande blev dannet i [[Østeuropa]]. Wilson var ikke villig til at udvide Frankrigs, Italiens eller Storbritanniens areal. Der var også kampe i de østlige provinser af Tyskland, som ønskede at være loyale mod [[kejser]]en men ikke ville blive del af republikken: det store polske oprør i [[Posen-provinsen]] og tre schlesiske oprør i [[Oberschlesien]].
Territorielle tilpasninger blev gjort med det mål at gruppere sammen etniske minoriteter i egne stater, frie fra dominans fra de engang mægtige imperier, især kejserdømmet [[Østrig-Ungarn]] og [[Det osmanniske rige]]. Hemmelige traktater skulle undgås, og Frankrig og Storbritannien godtog motvilligt, at alle nationer skulle nedruste, dette for at reducere muligheden for søblokader.
Da Versailles-traktaten var vedtaget, blev Tyskland tvunget til at betale ententen 6.600.000.000 [[britiske pund]]; overgive alle sine kolonier, godtage al skyld for krigen, reducere størrelsen på sine væbnede styrker (6 krigsskibe, 100.000 infanterister og intet flyvevåben), og afstå land til en række nabolande, blandt andre [[Danmark]], [[Belgien]], [[Frankrig]] og [[Polen]].
De tre store var ikke kommet til enighed om hvordan, de ville straffe Tyskland. Frankrig ønskede hævn, Storbritannien ønskede et relativt stærkt økonomisk produktivt Tyskland som en modvægt til den franske dominans af det kontinentale Europa, og USA ønskede at skabe varig fred så hurtigt så muligt og ødelægge de gamle imperier. Resultatet var et [[kompromis]], som ingen var tilfredse med. Tyskland var hverken knust eller tilfreds, hvilket ikke lovede godt for fremtiden, hverken for Tysklands, Europas eller verdens fremtid.
== Betydning for udvikling af diplomatiet ==
De to nye statsaktører på den diplomatiske arena, Sovjetrusland og USA, proklamerede begge en åben diplomatisk praksis, som var revolutionerende. "''Alt som må gøres, er at publicere de hemmelige overenskomster. Der efter vil jeg lukke butikken''" sagde Trotskij ifølge traditionen, da han overtog det, som havde været det zaristiske diplomatiske korps.<ref>Ulam, Adam (1974) ''Expansion and Coexistence: Soviet Foreign Policy, 1917-73, annen utg.'' New York, NY: Holt, Rinehart & Winston</ref> Han mente, at den nye socialistiske orden, efter at have sat Europa i brand med [[propaganda]] og der efter bekæmpet de gamle magthavere, ikke længere ville have behov for kancellier og diplomater til at formidle mellem verdensrevolutionens magthavere. Sovjetisk diplomati udviklede sig snart langs tre spor: foruden det gamle stat-til-stat diplomati kom diplomatiet inden for den [[Komintern|tredje internationale (Komintern)]], og det såkaldte folkediplomati, altså appeller fra Sovjet-staten over hovedet på kapitalistiske stater, rettet direkte til de kapitalistiske staters arbejdende masser.
Og Woodrow Wilson fulgte op. I sine berømte 14 punkter indgik der et, som stod i direkte modstrid til gældende diplomatisk praksis, nemlig at freden - og for den slags skyld forholdet mellem stater generelt - skulle bygge på "''open covenants […] openly arrived at''". At hemmelige overenskomster ikke længere skulle være tilladt, var nu een ting. Men tanken om, at sagsgangen, som skulle lede frem til aftaler og overenskomster, skulle være offentlig, var revolutionerende og kan vel fortsat få det til at risle koldt ned ad ryggen på både diplomater og politikere.
Som første amerikanske præsident nogensinne havde Wilson bestemt sig for at forlade landet i sin tjenestetid for at rejse til Paris. Afgørelsen er vigtig, fordi den markerer, at USA var på vej ind i verdenspolitikken. At statsoverhoveder selv mødtes, var ikke helt nyt. Europas kongehuse var beslægtede og besvogrede på kryds og tværs således, at regenter ofte mødtes ''en famille'' i forbindelse med sommerbesøg og lignende. Man havde også tidligere haft enkeltmøder, for eksempel det mellem zar [[Alexander 1. af Rusland|Alexander I af Rusland]] og [[Napoleon]] ved [[Tilsit]] i [[1807]]. Ikke desto mindre peger Wilsons rejse frem mod et fænomen, som Winston Churchill senere skulle give navnet "summit meetings" (topmøder). Under [[den kolde krig]] skulle topmødediplomati, specielt mellem statsoverhovederne i [[Sovjetunionen]] og [[USA]], blive centrale diplomatiske begivenheder. Forberedelserne var ofte meget grundige og ressourcekrævende, medieopbudet omkring selve møderne enormt, og effekten på det løbende arbejde kan være betydelige.
Hvad aktører angik, var det nye med det 20. århundredes diplomati, at folkene fik en opgraderet stilling, både som legitimerende indmad i de stater, som fortsat førte diplomatiet, og som modtagere af statlig politik. De blev tilskuere ikke bare til det, som skulle blive hede topmøder, men også til Folkeforbundets arbejde, og de fik via offentligheden og det hensyn politikere måtte tage til dem, en stadig vigtigere indirekte tilstedeværelse i de diplomatiske overlægninger. For Sovjetunionen og USA var folkene altså også direkte modtagere af diplomatiske fremstød. Dette var nationalismens og folkesuverænitetens virkelige indtræden i diplomatisk praksis, omtrent hundrede år efter at de begyndte at vokse frem som politiske hovedprincipper i kølvandet på tysk [[romantikken|romantik]], fransk [[revolution (politik)|revolution]] og Napoleonskrige. Gennembruddet blev altså i sidste fase muliggjort af, at det gammeldags, aristokratiske diplomati blev tillagt meget af ansvaret for udbruddet af 1. verdenskrig. For datidens diplomater, som var opdragne i dette gammeldags diplomati, var overgangen meget smertefuld. Dette gjaldt også dem, som tænkte på sig selv som progressive repræsentanter for faget. Paul Cambon gav for eksempel i 1919 udtryk for, at han daglig angrede, at han havde ladet sin søn vælge en "døende karriere".<ref>Hamilton, Keith & Richard Langhorne (1995) ''The Practice of Diplomacy: Its Evolution, Theory and Administration'' London: Routledge, s. 159</ref> Man trøstede sig med, at diplomatisk praksis måtte følge social praksis generelt for at varetage sine funktioner, og at dette trods alt var en logisk udvikling i "folkets tidsalder".
En af grundene til skepsisen var, at kongres- og konferencediplomatiet truede med at blive en permanent del af diplomatisk praksis og dermed forandrede det kvalitativt. Det vigtigste, som skete i Paris, var netop, at man oprettede Folkeforbundet og dermed skabte en permanent organisation som arena for diplomati. Når man snakker om "nyt diplomati" i samme åndedræt som Paris 1919, tænker man på borgerlige udøvere (snarere end aristokratiske), offentlige traktater (snarere end hemmelige aftaler) og multilateralt diplomati (snarere end bilateralt). Det var imidlertid et megt dårligt tegn for moderne diplomati, at dets måske mest højrøstede tilhænger, præsident Woodrow Wilson, ikke formåede at overtale Senatet til at melde USA ind i det nyoprettede Folkeforbund.<ref>Neumann, Iver B. (2002): "Diplomaten" i Neumann, Iver B., Thorbjørn Knutsen, Morten Bøås og Henrik Thune: ''Global politikk. Krig, diplomati, handel og nyhetsformidling i praksis.'' Oslo: Cappelen forlag</ref>
== Se også ==
* [[Versaillestraktaten (flertydig)]]
==
{{Reflist|2}}
== Litteratur ==
* Henning Poulsen: ''Hitlers krig''; forlaget Gyldendal, København 1990; ISBN 87-00-32462-0
== Eksterne henvisninger ==
{{Commonscat|Treaty of Versailles}}
{{Tyskhistorie|state=collapsed}}
{{autoritetsdata}}
| |||