Ortodokse kirke: Forskelle mellem versioner

I årene, der fulgte efter Kristus, spredte apostlene kirken og dens lære og grundlagde mange kirker i mange lande. Disse lokale kirker omfattede patriarkaterne i [[Alexandria]], [[Antiokia]], [[Jerusalem]], [[Rom]] og [[Konstantinopel]]. Senere blev kirkerne i Sinai, Rusland, Grækenland, Serbien, Bulgarien, Rumænien og mange andre grundlagt.

Den orientalske kristenhed i Persien, Armenien m.fl. gik fra samarbejdet ved [[koncilet i Chalkedon]] år [[451]], i spørgsmålet om Kristi natur. Den [[Romersk-katolske kirke]] i [[Rom]] brød med de øvrige [[patriarkat]]er og gik sin egen vej ved [[Det store skisma 1054]], en begivenhed som modsat koncilieskismaet år 451 var vokset frem gradvis.

Den ortodokse kirke betragter afgørelserne på de syv [[økumeniske konciler|økumeniske kirkemøder]], der blev afholdt mellem år 325 og 787, som grundlæggende for kirken, idet de definerer den grundlæggende lære om [[Treenigheden]] og Kristi natur. Kirken fastholder traditionerne fra den tidlige kristendom.

I kirkens handlinger indgår en række ritualer, som giver modtageren del i Guds nåde, og kaldes mysterier eller [[sakramente]]r. De syv vigtigste mysterier er [[dåb]]en, [[nadver]]en, [[myronsalvning]]en, [[skriftemål]]et, [[ægtevielse]]n, [[sygesalvning]]en og [[præstevielse]]n. Udover disse syv er mange andre af kirkens handlinger sakramentale, og i det hele taget hvor der indgår en [[velsignelse]]. Mysterierne opfattes ikke som blot symbolske men som virkelige. Det indebærer for eksempel, at nadveren ikke blot er et mindemåltid, men et måltid hvor de troende får del i Kristi blod og legeme. Småbørn modtager nadver og myronsalving (også kaldet firmelse, som er forgængeren for den protestantiske [[konfirmation]]). De troende modtager nadveren på en ske i form af indviet brød og vin helliggjort ved den guddommelige liturgi. Biskopper og præster indgår nødvendigvis i den apostolske succession – videregivelsen af den hellige tradition af rettroende biskopper. Både gifte mænd og munke kan blive præster, men præster, biskopper og munke kan ikke gifte sig.

[[Fil:Madonna dell Elemosina.png|thumb|Ikon forestillende Guds moder Maria og Jesusbarnet]][[Jomfru Maria]] æres som Guds moder, hvilket er centralt i teologien omkring inkarnationen (altså at Gud fødtes som menneske af Maria). Hun kaldes den "alhellige" for at understrege hendes lydighed som menneske overfor Gud, og betragtes som sådan som den fremmeste blandt [[helgen|de hellige]]. Hendes og andre helgeners forbøn tillægges stor betydning. [[Ikon (billede)|Ikonerne]] og [[helgen]]erne betragtes som håndgribelige udtryk for at Gud har taget menneskeskikkelse i Jesus Kristus. Kirken understreger, at ikoner og helgener ikke må dyrkes, da det betragtes som afguderi. Ikoner opfattes som vinduer til Gud, mens helgener ved deres nærhed til Gud, kan bringe en bøn videre til Ham. Det hænger sammen med, at målet med det kristne liv i Kirken er [[guddommeliggørelse]] (theosis), at mennesket søger at sætte Gud i centrum frem for den jordiske verdens krav og fristelser.

Liturgien ([[gudstjeneste]]n) er oversat fra græsk til mange sprog og bliver altid sunget. Der er mange slags gudstjenester, men den Hellige Liturgi er den vigtigste i det almindelige kirkeliv. [[Nadver]]eren står her i centrum, og kun ortodokse troende, der er fastende og som regelmæssigt [[Skriftemål|skrifter]] kan modtage nadveren.

I dag består den ortodokse kirke af en familie af 15 selvstyrende og 5 autonome kirker. Omkring 300 mio. mennesker tilhører den ortodokse kirke, som kan findes på alle kontinenter og især i det østlige Europa. De selvstyrende kirker er fuldt ud uafhængige i alle forhold, mens de autonome kirker får deres ledere bekræftet af en selvstyrende kirke (typisk moderkirken). De ortodokse kirker er i fuld kommunion med hinanden, hvilket betyder, at de deler samme tro og praksis, og at de troende kan modtage nadveren i hver af disse kirker. Gennem historien har der været eksempler på brud i kommunionen, men de har ikke udviklet sig til opdelinger. Den ortodokse kirke håber, at det store skisme med den romerske kirke en dag også vil blive helet.

* [[Den ortodokse kirke i Grækenland]]

* [[Den amerikanske ortodokse kirke]] (betragtes som autokefal for sig selv og af Moskvapatriarkatet, men ikke af de andre ortodokse kirker. Den er imidlertid alligevel i kommunion med de andre kirkene, som betragter den som del af Moskvapatriarkatet))

I Sverige har ortodokse samfund historisk været små. I 1930-erne regner man med, at der fandtes ca 500 ortodokse bekendere i Sverige. Som følge af indvandring, især i 1960- og 1970-erne, ændredes situationen, og ortodokse kirker hører nu til de største [[frikirke]]r i landet. I midten af 1980-tallet havde kirken omkring 90.000 medlemmer<ref>Ortodoxa kyrkans tro och liv - i Sverige, Per Artman, Kerstin Dolenga, Mona Jönsson och Karolina Ullenstav, Artos bokförlag, 1988</ref>, og samfundene fører ikke længere en anonym tilværelse i Sverige. Forskellige kirker bedriver sin virksomhed i form af forsamlinger og klostre. Forsamlinger findes blandt andet i Stockholm, Södertälje, Göteborg, Malmö, Uppsala, Västerås, Linköping og Umeå. Klostre findes blandt andet Bredared uden for Borås og i Grillby uden for Enköping.

* [[Finska ortodoxa församlingen i Sverige|Finska ortodoxa kyrkan]]

* [[Koptisk-ortodoxa kyrkan i Sverige|Koptiska-ortodoxa kyrkan]]

* Serbiska ortodoxa kyrkan

{{Commonscat|Eastern Orthodox churchesChurch}}

* [http://ep.teologi.dk/Tidsskrifter/Ichthys/Ichthys-artikler/60.pdf Flemming Kofod-Svendsen: "De kristne i den arabiske verden" (ICQUS nr 1, 1999)]