Forskel mellem versioner af "Højryggede agre"

23 bytes tilføjet ,  for 3 måneder siden
m
m (rettet intern henvisning)
m (→‎Dannelse: linkfix)
 
Højryggede agre dannes ved pløjningen af jorden. Man pløjede jorden i lange stræk ind mod en midte, hvorved jorden fik et hvælvet tværsnit.<ref>Vejbæk 2003, s. 133</ref> Fra en bestemt begyndelseslinje pløjede man i en bredde af 5-10 meter til hver side ind mod samme midterlinje, hvorved jorden dannede en ryg. Samme fremgangsmåde anvendtes derefter ved siden af. Derved dannedes efterhånden en riflet overflade. De høje partier kaldes ''ryg'', de lave lavninger kaldes ''ren''.<ref name="GM 93">Grau Møller 1990, s. 93</ref> For at opnå dette, måtte ploven forsynes med en muldfjæl, der kunne vende jorden. Dette var en mere effektiv fremgangsmåde end ved at holde en [[ard]] på skrå, hvorved jorden nok blev kastet til samme side men uden at kunne danne høje rygge. Med tiden blev ryggene ved gentagne pløjninger højere og højere.<ref name="GM 93"/>
 
Renen kunne tjene som overfladedræn for vand fra markerne.<ref name="GM 93"/> Renerne fulgte ofte højdekurverne i retning, hvorved man kunne undgå erosion.<ref name="GM 94">Grau Møller 1990, s. 94</ref> Afdræningen og dermed pløjningsmåden spillede især en rolle ved dyrkning af vinterrug, som er særlig udsat for ødelæggelse af is og frost, hvis jorden er udrænet, fordi vandet så kan stå højt på marken og fryse til is.<ref name="GM 96"/> På højryggede agre vil vandet derimod blive samlet i renerne, mens ryggene snarere dækkes af sne, som virker beskyttende. Undersøgelser af sammensætningen af korn tyder på, at [[Almindelig rug|vinterrug]]en skete i sen vikingetid og udviklede sig til en udbredt kornsort i middelalderen.<ref name="GM 96">Grau Møller 1990, s. 96</ref> Endvidere er i [[Skånske Lov]] fra 1200-tallet omtalt [[gærde]]r omkring rugvange, hvilket afspejler den rolle, som denne afgrøde da havde opnået. Det formodes, at det tillige afspejler indførelsen af [[trevangsbrug]].<ref name="GM 96"/> Omtale af dyrkning af vintersæd på smalle, let hvælvede agerbede findes allerede hos de romerske forfattere [[Marcus Terentius Varro|Varro]], Plinius den Ældre og [[Columella]].<ref name="Ve 198"/> Hos Varro omtales, at sådanne bede blev skabt ved, at arden blev holdt skråt. Det er muligt, at dette var udgangspunktet for en udvikling, der førte til muldfjælsploven og højryggede agre.<ref name="Ve 198"/>
 
Forudsætningen for denne pløjningsmåde var [[muldfjælsplov]]en.<ref name="GM 96">Grau Møller 1990, s. 96</ref> Langjernet skærer en lodret ridse i en bestemt dybde i pløjeretningen. Plovskæret, der ligger vandret, skærer ind under jorden i omtrent samme dybde på den ene side af langjernet, den lodrette sule, som plovskæret er monteret på, vil presse jorden til siden, og muldfjælen, der er en større plade monteret mellem sule og løb (den lodrette stang, der opadtil ender i en stjært, som bonden holder i og styrer ploven med), fremmer denne udvikling ved, at furen så at sige "væltes" til siden.<ref>Vejbæk 1974, s. 52</ref> Kontruktionen betinger et hjulforstel, det vil sige, at ploven er en [[hjulplov]], fordi vægten derved lægges på hjulene i stedet for på trækdyrene, omend der findes undtagelser.<ref name="GM 95">Grau Møller 1990, s. 95</ref><ref>Agersnap Larsen; s. 168</ref>
25.011

redigeringer