Heks: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
→‎Højmiddelalder: Hekse som djævledyrkere: Ragnhild Tregagås og synet på hekse som forvildede og enfoldige.
→‎Højmiddelalder: Hekse som djævledyrkere: Efter-reformationen: Hvid magi sidestilles med sort.
Linje 21:
 
=== Højmiddelalder: Hekse som djævledyrkere ===
[[Fil:The witches Sabbath, by Luis Ricardo Falero.jpg|thumb|''[[Heksesabbat]]'' malet af Luis Ricardo Falero, [[1880]].]]
Typisk for opfattelsen af hekse som vildfarne kvinder er sagen mod enken Ragnhild Tregagås i efteråret [[1324]]. Ragnhild stod anklaget for kærlighedsmagi, [[incest]], [[hor]] og som "''forfalden til den [[kætter]]ske overtros afveje''", som [[biskop]] Audfinn Sigurdsson i [[Bergen]] udtrykte det.<ref>https://snl.no/Ragnhild_Tregagås</ref> [[Tilnavn]]et "tregagås" henspillede nok på en trættekær kvinde. Ragnhild havde begået incest ved at indlede et forhold til sit næstsøskendebarn Bård, og da han giftede sig med en anden, besluttede Ragnhild at gøre ham [[impotens|impotent]]. På hans bryllupsnat med Bergljot gemte Ragnhild fem [[ært]]er og fem brød i de nygiftes seng. Hun satte også et [[sværd]] ved sengen og udtalte en "afskyelig besværgelse" fra sit skjulested i soveværelset: "''Jeg slænger fra mig Ganduls [[ånd]]er; én bider dig i ryggen, en anden bider dig i brystet, den tredje påfører dig had og avind.''" Historien blev kendt, og [[rygte]]rne kom [[gejstlighed]]en i Bergen for øre. I januar [[1325]] blev Ragnhild stillet for kirkens domsret i Bergen, men afviste beskyldningerne. Tidligt i februar blev fire mænd fra [[Os (Hordaland)|Os præstegæld]] indkaldt for at vidne om hendes tilståelse på [[Fusa]] præstegård. Under trusler fra [[Foged|byfogden]], og sandsynligvis efter et fængselsophold, bekræftede hun [[8. februar]] vidnernes udsagn. Hun tilstod også, at hun fire gange hadde haft [[samleje]] med Bård, mens hendes mand var i live. Ved at påkalde djævelen klarede hun at så splid mellem Bård og Bergljot, så de to blev skilt, og Ragnhild og Bård rejst nordpå til [[Hålogaland]]. Hun mente selv at sidde med magten over Bårds liv og død. Hvis han ikke gjorde, som hun ønskede, ville hun fortælle sin mand det hele, så han kunne slå Bård ihjel for blodskam og hor. Besværgelserne havde hun lært i sin ungdom af en vis Sørle Sukk. Nu afsværgede hun sin vildfarelse, så biskop Audfinn, der anså hende for utilregnelig på gerningstidspunktet, idømte hende en mild straf, der skulle arte sig som en soning. Hun skulle [[faste]] på vand og brød et par gange ugentligt og på visse af årets dage. Dertil skulle hun ud på 7 års [[valfart]] til [[helligsted]]er udenfor [[Norge]]. Gjorde hun ikke det, blev sagen overladt til [[verdslig]]e myndigheder, som da ville regne hende som skyldig i tilbagefald til kætteri.<ref>https://nbl.snl.no/Ragnhild_Tregagås</ref>
 
Men allerede i 1200-tallet havde [[Thomas Aquinas]] indvarslet et strengere syn, idet han hævdede, at djævel og dæmoner kunne udvirke noget, som til forveksling lignede [[mirakel|mirakler]], uden at der var tale om sande mirakler - for disse kunne kun skabes af Gud. Derfor var djævelens "mirakler" et bedrag for at friste mennesker bort fra Guds veje. Ingen genstande, ord eller remser var magiske i sig selv, men måtte forsynes med en kraft, som i magiske ritualer kom fra den onde. Den kraft afhang af en [[pagt]] mellem djævelen og den, der udførte magien og dermed havde gjort sig til djævelens tjener - og desuden [[kætter]], ved bevidst at trodse kirkens officielle lære. Aquinas' kobling mellem djævelen og magi blev afgørende for [[teolog]]ernes fordømmelse af trolddom efter [[reformationen]]. Blandt katolske teologer gjaldt trolddom for kætteri og frafald fra gudstroen. For protestantiske teologer gjaldt trolddom også afguderi, dvs. djævletilbedelse. Ifølge [[Luther]] var paven selveste [[Antikrist]], den største troldmand af alle (her tænkte han på den katolske kirkes helgendyrkelse med [[bøn]] om helbredelse). Fra 1617 fik Christian 4. djævlepagten indskrevet i den verdslige lovgivning som defintionen på "sand trolddom".<ref>https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/djaevelen-og-trolddom-i-danmark-i-1500-og-1600-tallet/</ref> 
 
=== Efter-reformationen: Hvid magi sidestilles med sort ===
[[Niels Hemmingsen]] mente, at djævelen stod bag både troldfolk og signere. En episode sommeren [[1584]] førte til en afgørende ændring i trolddomslovgivningen, da skillet mellem hvid (gavnlig) og sort (skadevoldende) magi blev ophævet. [[Lagmand (Norge)|Lagmannen]] i [[Stavanger]], Cosmus Arildssøn, mente sin kone Tora forgjort af ''maleficium'' (sort magi) og tilkaldte signefolk i håb om at få sin kone helbredt. Den ene behandler, Jakob Jonson fra Løken i Time, skar fem blodige [[kors]] i Toras krop for at uddrive djævlen. Sagen forskrækkede biskop Jørgen Erikssøn i Stavanger, så han tilskrev øvrigheden i [[København]] om klare retningslinjer for, hvornår man kunne gribe ind overfor folk, der bedrev modmagi mod djævelen, og deres patienter.<ref>https://munin.uit.no/bitstream/handle/10037/11576/thesis.pdf?sequence=1&isAllowed=y</ref>
 
''Maleficium'' var en alvorlig [[forbrydelse]], mens hvid magi, så som læsning, signing og andre former av modmagi, den gang sjældent blev straffet. Her havde jo lagmannen selv grebet til det for at få sin kone rask igen! [[17. juni]] 1584 forklarede enken Anne Knutsdatter på Grønho, at Cosmus havde hentet hende hjem til sin kone. Dertil havde Anne Torsdatter fra Sjernarøy og hennes svigerdatter Ragnhild på [[Meland]] læst over Tora. Jacob Jonson fra Løken i Time hadde skåret inn fem blodige kors i Cosmus' kone. [[16. marts]] [[1594]] ble det i Bergen framlagt et brev av Jørgen Erikson, om at Anna Knutsdatter havde foretaget ugudelig signing af Cosmus' kone i Stavanger - sandsynligvis en henvisning til den ti år gamle dag. Konflikten kan have ført til [[Frederik 2.]]s [[forordning]] mod trolddom i efteråret 1584, som kan have været rettet mod Cosmus, for tidligere var det ikke strafbart at tilkalde signefolk eller kloge folk. [[30. juni]] [[1585]] stævnede Jørgen Erikson lagmannen Cosmus Arildson for beskyldninger mod ham selv, hans hustru og svigermor med flere. Sognepræst i Stavanger, Jørgen Svendsson, og andre havde også fremsat beskyldninger; men her indgik parterne [[forlig]].<ref>https://peoplepill.com/people/cosmus-arildssn/</ref>
 
Kriminaliseringen af hvid magi fik dog aldrig rigtig gennemslag i Danmark. Kun en meget lille del af de danske trolddomsprocesser handlede om gavnlig magi, og kun efter tilståelser faldt der nogen dom. Det danske retssystem var baseret på, at kun en skadelidt kunne rejse anklage. Det kunne en patient, der anså sig som helbredt ved trolddom, ikke gøre. Derfor handlede danske trolddomsprocesser kun om at bevise eller modbevise skade forvoldt ved trolddom.<ref>https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/de-lutherske-teologers-syn-paa-trolddom-i-1500-og-1600-tallet/</ref>
 
Under hekseprocesserne i [[Europa]] var de anklagede ofte gamle, ensomme [[kvinde]]r eller udstødte, men også [[Kristendom|kristne]] [[præst]]er har været anklaget for hekseri. Anklagerne har gerne lydt, at heksen har spist børn, gjort dyrene på en gård syge, eller mænd impotente. Heksens egentlige kriminelle gerning har således været at bringe [[ulykke]] og ufrugtbarhed. Så sent som i [[1858]] var flere end 600 personer indblandet i et udbrud af heksehysteri i [[Dalarna]].<ref>https://www.kristeligt-dagblad.dk/historie/barnedans-p-bloksbjerg</ref>