Britanniske sprog: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Nico (diskussion | bidrag) m →Karakteristika: småret |
mNo edit summary Tags: Mobilredigering Redigering via mobilapp Redigering lavet i iOS appen |
||
Linje 34:
De moderne britanniske sprog regnes generelt for at komme fra et fælles ursprog kaldet britisk, fællesbritannisk, gammelbritannisk eller protobritannisk. Dette antages at have udviklet sig fra protokeltisk, som muligvis blev introduceret i Storbritannien fra midten af det andet årtusinde før Kristus (Hawkes, 1973). De britanniske sprog blev talt i det meste i Storbritannien syd for [[Forth]] og [[Clyde]] i det nuværende centrale Skotland. Øen [[Man]] havde derimod et goidelisk sprog. I det nordlige [[Skotland]] talte man piktisk, som kan have været et britannisk sprog. R. F. O'Rahilly har lanceret en teori om, at [[Irland]] var befolket af britannisktalende i en periode, men at disse blev fordrevet af goidelisktalende, muligvis [[quaretiere]] fra det sydlige [[Frankrig]]. Andre sprogforskere, som Dillon og Chadwick, har afvist denne teori og mener, at den ikke er plausibel.
Under den romerske besættelse af [[Romersk Britannien|Britannien]], fra [[43]] til [[410]], foregik der omfattende indlån af [[latin]]ske ord i britannisk. Dette gælder både ord for koncepter, som var fremmede for de præ-urbanske keltiske samfund i Storbritannien, som forhold vedrørende byer og militære termer, og for mere dagligdags ord. Blandt
Det er sandsynligt, at det var så sent som i romersk tid, at ursproget blev inddelt i mindst to større dialektgrupper, den sydvestlige og den vestlige. Det er også sandsynligt, at der fandtes en østlig dialekt, som blev talt i det østlige [[England]], men denne sprogform har sat få spor efter sig og kan ikke dokumenteres. Mod slutningen af den romerske besættelse begyndte dialekterne at udvikle sig til separate sprog. Den vestlige dialekt blev til cumbrisk og walisisk, mens den sydvestlige blev til kornisk og dets søstersprog bretonsk. Sidstnævnte blev ført fra Storbritannien til [[Armorica]] på kontinentet af grupper fordrevet af angelsakserne. Jackson har påvist, at visse af dialektforskellene kan gå længere tilbage. Man finder nye tendenser til, at sproget i forskellige dele af Britannien fjerner sig fra hinanden omkring år 500, men op igennem det [[6. århundrede]] er der tillige fælles udviklinger. Også i det [[7. århundrede]] er der fælles udviklinger, men det er usikkert, om dette skyldes sproglig kontakt eller udviklingstendenser, som ligger i selve sprogene. Forskerne regner med, at der inden [[600]] ikke længere eksisterede noget fælles britannisk sprog. Der er grund til at antage, at et betydeligt antal britannisktalende blev boende i områder kontrolleret af [[angelsaksere]], men de eneste spor, man har efter deres sprog, er stednavne, så det er ikke muligt at følge deres sproglige udvikling. Forskerne antager, at disse grupper efterhånden gik over til at tale oldengelsk.
De britanniske sprog, som blev talt af mindre grupper i Skotland, på Man og i Vestengland, blev fra det [[5. århundrede]] fortrængt af irske, norrøne og germanske erobrere. Det antages, at der med undtagelse af [[Cornwall]] og grænseområderne mod Wales ikke længere fandtes brittanisktalende i disse områder i det [[12. århundrede]], hvor optegnelserne af cumbrisk ophører.
== Litteratur ==
| |||