291 (galleri): Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
MGA73bot (diskussion | bidrag) m Ping User:MGA73 her er et iw-link! (det er ikke meningen at ændringen skal gemmes) |
MGA73bot (diskussion | bidrag) m Robot: Fjerner fra Indeholder iw-link |
||
Linje 69:
[[Fil:Eugene, Stieglitz, Kühn and Steichen Admiring the Work of Eugene.jpg|thumb|Frank Eugene: ''Eugene, Stieglitz, Heinrich Kühn og Steichen betragter et værk af Eugene'', omkring 1907]]
Galleriet begrænsede sig kun i kort tid til enkelt- eller gruppeudstillinger af fotografer. Allerede januar 1907 viste Stieglitz tegninger af den engelske illustrator Pamela Colman Smith, der skulle blive kendt med en fremstilling af Rider-Waite-[[Tarot (spillekort)|Tarot]] spillekort.<ref group="note">
Edward Steichen levede på den tid i Paris og skabte mange vigtige kontakter til den europæiske [[avantgarde]]. Steichen lærte de fleste kunstnere at kende hos den indflydelsesrige amerikanske samlerfamilie Stein, der også levede i Paris – Michael, Sarah, Leo og [[Gertrude Stein]]. Han husker senere: "[...] hos Steins så jeg samtlige typer af moderne maleri, fra Cézanne og Renoir til Matisse og Picasso.“ Stieglitz kaldte engang i spøg Steichen for sin "kunst-spejder på stedet".<ref>Greenough, s. 83</ref>
Linje 77:
I et brev til Stieglitz fra Paris foreslog Steichen "vi skulle lade de moderne værker rotere så såvel fotografier som forståelige kunstværker blev vist. Og som 'rød klud' kunne vi tage Picasso for at betale regningen hvis vi får ham, thi han er et forrykt stenaldermenneske [,] hader udstillinger etc. – under alle omstændigheder skulle vi forsøge med ham."<ref name="SG30">Greenough, s. 30f</ref>
Udstillingssæsonen 1907/08<ref>En udstillingssæson begyndte om efteråret og sluttede april/maj. I sommermånederne fra 1907 og frem til udbruddet af første verdenskrig opholdt Stieglitz sig sædvanligvis selv i Europa.</ref> begyndte Stieglitz med [[Photo-Secession]]isterne, efterfulgt af en udstilling med [[Auguste Rodin|Rodins]] spontane, minimalistiske [[akvarel]]tegninger der havde en for den tid chokerende seksuel tematik. De 58 tegninger blev vist for første gang offentligt. Rodin var ikke synderlig interesseret i en udstilling i Amerika, men det var lykkedes Steichen at overtale ham til at sende arbejderne over. I almindelighed så mange europæiske kunstnere i tiden ikke megen fornuft i at sende deres værker til et lille amerikansk galleri uden renomme eller udsigt til et godt salg, og Rodin behøvede i 1908 hverken penge eller opmærksomhed, skønt han vidste at han havde mange beundrere i USA. Stieglitz præsenterede Rodins tegninger uindrammet bag glas i de to mindste rum i galleriet. Foråret 1910 fulgte yderligere en Rodin-udstilling med 41 tegninger, grupperet om en "Grubler"<ref group="note">"[[Grubleren]]",
<div align="center"><gallery perrow="5" caption="Auguste Rodin, Udstillinger 1908 og 1910">
Linje 106:
[[Fil:A Group of Young American Artists of the Modern School, c. 1911.jpg|thumb|''Young American Artists of the Modern School'' – Fra venstre: Jo Davidson, Edward Steichen, Arthur B. Carles, John Marin; i baggrunden: Marsden Hartley, Laurence Fellows; omkring 1911]]
Udstillingssæsonen 1909/10 åbnede med [[monotypi]]er af den realistiske amerikanske maler Eugene Higgins, [[litografi]]er af [[Henri de Toulouse-Lautrec]] og [[Fotografi#Farvefotografi|farvefotografier]] med autochrombearbejdning af Edward Steichen. Derefter fulgte den anden Matisse-udstilling hvor der blev vist tegninger og sort-hvide fotografier af kunstnerens malerier – blandt andet nøgleværket ''Le bonheur de vivre'' <ref group="billede">Henri Matisse: ''
I tilknytning til Matisse arrangerede Stieglitz og Steichen med ''Younger American Painters'' en omfangsrig fællesudstilling af de amerikanske modernister Arthur Beecher Carles, Arthur Dove, Laurence Fellows, Daniel Putnam Brinley, Marsden Hartley, John Marin, Alfred Maurer, [[Edward Steichen]] og Max Weber. Udstillingen skulle vise at disse kunstnere ikke blot vandrede i hælene på Matisse, men skabte deres egen kunst. Stieglitz viste sig som en lige så polariserende som strategisk udstillingsarrangør: efter den rene amerikanske udstilling fulgte udstillinger af malervennerne Henri Rousseau og Max Weber – en franskmand og en amerikaner af polsk herkomst.<ref>Greenough, s. 559</ref>
Linje 232:
Under første verdenskrig blev galleri ''291'' til det vigtigste forum for den europæiske avantgarde og en "drivfjeder" for den internationale [[dada]]isme. 1915 grundlagde Stieglitz, de Zayas og Picabia med støtte fra fotografen Paul Burty Haviland og journalisten Agnes E. Meyer et nyt tidsskrift, som de gav det korte navn ''291'' efter galleriet. Andre forfattere var, foruden [[John Marin]], digterne Max Jacob og Georges Ribemont-Dessaignes. Inspireret af de Zayas’ abstrakte portrættegninger offentliggjorde Picabia en række maskintegninger, såkaldte "mekanomorfiske billeder", blandt andet værket ''Fille née sans mère'' ("Pige født uden mor"), <ref group="billede">{{cite web|url=http://www.nationalgalleries.org/collection/online_az/4:322/result/0/8581?artistId=3677&artistName=Francis%20Picabia&initial=P&submit=1|author=Francis Picabia|title=Fille née sans mère|publisher=National Galleries of Scotland|accessdate=28. april 2009}}</ref> der skulle markere at Picabia forlod kubismen. Desuden portrætterede han de Zayas, Haviland og Stieglitz som maskiner; af Stieglitz en kamerakonstruktion med teksten ''„Ici, c’est ici Stieglitz / foi et amour'' ("Her, det er Stieglitz her, tro og kærlighed") <ref group="billede">{{cite web|url=http://www.metmuseum.org/toah/hd/duch/ho_49.70.14.htm|autor=Francis Picabia|title=Ici, c’est ici Stieglitz|publisher=The Metropolitan Museum of Art|accessdate=28. april 2009}}</ref>. Det ironiske Stieglitz-portræt var på titelsiden af ''291''.<ref name="Korte">Hermann Korte: ''Die Dadaisten''. Rowohlt, Reinbek, 5. oplag 2007, ISBN 978-3-499-50536-2, s. 111</ref>
Med krigen som baggrund var tonen i ''291'' meget patriotisk: USA blev tiljublet som "den mest moderne nation i verden", men forfatterne spurgte også læserne om de vidste og satte pris på den centrale rolle som maskinen spillede i deres liv. 1917 videreførte [[Marcel Duchamp]] denne tankegang kunstnerisk idet han erklærede en maskinfremstillet genstand – et tilfældigt [[urinal]] som han kaldte ''[[Fountain]]'' – for en ''[[Readymades|readymade]]'' og ophøjede det til en kunstgenstand.<ref name="NGA">{{cite web|url=http://www.nga.gov/exhibitions/modart_2.shtm|title=The 291 Gallery|publisher=National Gallery of Art|language=engelsk|accessdate=30. april 2009}}</ref> Duchamp var på dette tidspunkt medlem af den amerikanske ''[[Society of Independent Artists]]'', etableret 1916 i New York, og havde allerede vakt opsigt ved ''[[Armory Show]]'' med maleriet ''[[Nøgen figur, der går ned ad en trappe, no. 2]]''. Med den yderligere skandale omkring det afviste urinal til ''Society of Independent Artists'' årlige udstilling – indleveret under pseudonymet R. Mutt – havde Duchamp fået en omtale i medierne som Stieglitz ville udnytte, og det lykkedes ham at overtale Duchamp til at udstille urinalet i galleriet. Stieglitz fotograferede det selv, og det blev samme år offentliggjort i Dada-tidsskriftet ''The Blind Man'' (nr. 2 maj 1917) som blev udgivet af Duchamp, Henri-Pierre Roché og Beatrice Wood. Et sådant billeddokument af en af østkystens mest anerkendte fotografer sikrede det hurtigt international opmærksomhed som kunstgenstand. <ref group="billede">
Senest siden ''Armory Show'' følte Stieglitz i stigende grad en forpligtelse over for amerikanske kunstnere og koncentrerede sig efter 1915 hovedsagelig om deres arbejder. Ifølge hans nærmeste venner Marius de Zayas og Francis Picabia var Stieglitz’ fornyelseslyst efter ''Armory Show'' tydeligt opbremset, især syntes hans anliggende at befordre den amerikanske modernisme at løbe ud i sandet. Stieglitz havde altså "brug for" en ny amerikansk kunstner, om muligt en fotograf der kunne give det nye medium nye impulser.<ref>Sarah Greenough: "Paul Strand, 1916, Applied Intelligence"; i: ''Modern art and America'', s. 248–249</ref>
Linje 290:
Juni 1917, to måneder efter USA's indtræden i første verdenskrig, var Stieglitz nødt til på grund af dårlig økonomi at lukke galleriet, der overvejende havde været finansieret ved hjælp af hans første kones formue. Med galleriets lukning opløstes også det efterhånden betydningsløse ''[[Photo-Secession]]'', og det dyre tidsskrift ''[[Camera Work]]'' blev indstillet. Mellem 1917 og 1918 trak Stieglitz sig i et par måneder tilbage til et rum under de nu forladte udstillingslokaler. I dette rum, som han kaldte sin "grav", havde han meningsudvekslinger med de kunstnere, fotografer og forfattere, der stadig besøgte ham. "Nu, i krigstider, uden udstillingsrum eller nye kunstværker, synes den frie eksperimenteren og følelsen af fuldstændig frihed ikke længere mulig", som han sagde. Det stod klart for ham "at modernismen måtte gennemtænkes på ny." <ref name="SG277">Greenough, s. 277–279</ref>
Dertil kom at mange af hans venner og kolleger, såvel som mange andre der havde givet liv til den kollektive kunstscene, havde forladt New York og var forsvundet ud af hans omgivelser. Paul Haviland var allerede 1915 taget til Paris. [[Marius de Zayas]] forfulgte med ''Modern Gallery'' egne mål, der førte til et brud med Stieglitz. [[Edward Steichen]] blev frivillig i den amerikanske hær og gjorde tjeneste i Frankrig ved en rekognosceringsenhed. Han beskæftigede sig senere med udstillingsvirksomhed og var fra 1947 til 1962 leder af fotoafdelingen ved ''[[Museum of Modern Art]]'' i New York, hvor han 1951 var kurator for den omfangsrige fotoudstilling ''[[The Family of Man]]''<ref group="note">Udstillingen
Der udkrystalliserede sig efterhånden en gruppe på syv kunstnere ''"Seven Americans“'' – [[Charles Demuth]], [[Arthur Dove]], [[Marsden Hartley]], [[John Marin]], [[Georgia O'Keeffe]], [[Paul Strand]] og [[Alfred Stieglitz|Stieglitz]] selv – som videreudviklede og konsoliderede den amerikanske modernisme. De følgende år grundlagde Stieglitz flere gallerier i New York: ''Intimate Gallery'' (1925–1929) og ''An American Place'' (1929–1946), hvor han præsenterede værker af disse syv og andre, især amerikanske kunstnere.<ref name="SG277" />
Linje 322:
[[Ansel Adams]], der i midten af 1930'erne udstillede i Stieglitz’ galleri ''An American Place'', husker i sin selvbiogrsafi fra 1984 Stieglitz som [[kurator|udstillingsarrangør]]: "Han fortalte andre kunstnere hvad deres værker betød for ham. Var de store nok til at acceptere hans ærlige mening, var det en berigelse. Han mente at der i kunsten var mulighed for at gøre væsentlige udsagn om livet – at udtrykke hvad den enkelte føler i forhold til verden og medmenneskene.“<ref>Ansel Adams: ''Autobiographie'' (i den amerikanske original: ''Ansel Adams, An Autobiography'', New York 1985) tysk oversættelse Christian Verlag München, 1. oplag 1985, ISBN 3-88472-141-0, s. 120</ref>
[[Susan Sontag]] betragtede Stieglitz’ bestræbelser på at frisætte amerikansk kunst under synspunktet "en stor amerikansk kulturrevolution", som allerede [[Walt Whitman]] 1855 i forordet til ''Leaves of Grass'' havde forudsagt, "...og som blot aldrig indfandt sig", ifølge Sontag. I sit essay ''On Photography''<ref group="note">''
Foråret 2001 viste ''[[National Gallery of Art]]'' i Washington D.C. den omfangsrige udstilling ''Modern art and America: Alfred Stieglitz and His New York Galleries'', der for første gang fremhævede Alfred Stieglitz’ betydning for udviklingen af den moderne amerikanske kunst i hans rolle som fotograf, gallerist og forlægger.<ref>{{cite web|url=http://www.nationalreview.com/weekend/art/art-seckora020301.shtml |author=Melissa Seckora|title=''Modern Champions''|publisher=National Review Online|accessdate=18. juli 2008}}</ref> Udstillingen viste blandt andet en rekonstruktion af Stieglitz' eksperimentelle udstilling fra 1914 med afrikansk kunst og skulpturer af [[Constantin Brâncuşi]].
Linje 524:
|-
!
| 9. december–11. januar || Malerier og tegninger af Georges Braque og Pablo Picasso i kombination med afrikanske artefakter.<br />Arkaisk mexikansk keramik og træskærerarbejder. Kalogrammer<ref group="liste">Kalogram: Det har ikke været muligt at finde meget uddybende om ''kalogram''. Denne passage fra den tyske artikel om
|-
! 1915
Linje 611:
== Eksterne henvisninger ==
* [[Fil:commons-logo.svg|11px|Commons logo]] [[Wikimedia Commons]] har flere filer relaterede til
* [http://www.nga.gov/exhibitions/modart_2.shtm ''The 291 Gallery''] hos ''National Gallery of Art'' {{en sprog}}
* [http://www.tfaoi.com/aa/4aa/4aa432.htm In the American Grain: Dove, Hartley, Marin, O’Keeffe and Stieglitz] {{en sprog}}
| |||