Vilhelm Erobreren: Forskelle mellem versioner

Jarl Ralph havde sikret sig kontrol over borgen ved [[Dol-de-Bretagne|Dol]], og i september 1076 rykkede Vilhelm ind i Bretagne og belejrede borgen. Kong Philip af Frankrig stoppede senere belejringen og besejrede Vilhelm ved Dol, og tvang ham tilbage til Normandiet. Selvom det var Vilhelms første nederlag i kamp, så ændrede det ikke tingene meget. Angrebet i Maine blev besejret i slutningen af 1076 eller 1077, hvor grev Fulk le Rechin angreb. Mere seriøst var [[Simon de Crépy]], [[greve af Amiens]], der trakgik sig tilbage til eti kloster. Før han blev en munk, overdrog han sit grevskab [[Vexin]] til kong Philip. Vexin var en stødpude-stat mellem Normandiet og den franske konges landområder, og Simon havde støttet Vilhelm.{{efn|Selv om Simon havde støttet Vilhelm, var Vexin egentlig under den franske kong Philips overherredømme. Det er årsagen til, at Philip fik kontrol over området, da Simon blev munk.<ref name=Bates183 />}} Vilhelm fik forhandlet en fred med Philip i 1077 og sikrede en fredsaftale med grev Fulk i slutningen af 1077 eller begyndelsen af 1078.<ref name=Bates183>Bates ''William the Conqueror'' pp. 183–184</ref>

I 1077 eller begyndelsen af 1078 begyndte der at opstå problemer mellem Vilhelm og hans ældste søn, Robert. Selv om Orderic Vitalis skriver, at det startede med et skænderi mellem Robert og hans to yngre brødre, [[Vilhelm 2. af England|Vilhelm]] og [[Henrik 1. af England|Henry]], og en historie om at skænderiet startedebegyndte med, at Vilhelm og Henrik smed vand på Robert, så er det mere sandsynligt, at Robert følte sig magtesløs. Orderic skriver, at han tidligere havde krævet kontrol over Maine og Normandiet, men var blevet afvist. Problemerne resulterede i, at Robert forlod Normandiet sammen med en gruppe unge mænd, hvoraf mange var sønner af Vilhelms støtter. Blandt dem var [[Robert af Belleme]], [[William de Breteuil]] og Roger, søn af Richard fitz Gilbert. De tog til borgen ved [[Remalard]], hvor de begyndte at plyndre inde i Normandiet. Plyndringsmændene blev støttet af mange af Vilhelms kontinentale fjender.<ref name=Bates185>Bates ''William the Conqueror'' pp. 185–186</ref> Vilhelm angreb oprørerne med det samme og drev dem fra Remalard, men kong Philip gav den borgen ved [[Gerberoi]], hvor flere sluttede sig til dem. Vilhelm belejrede Gerberoi i januar 1079. Efter tre uger gjorde de et udfald fra borgen, og de overraskede de belejrende. Vilhelm blev væltet af hesten af Robert og blev reddet fra at blive slået ihjel. Vilhelm var nødt til at stoppestandse belejringen og vendte tilbage til Rouen. Den 12. april 1080 indgik Vilhelm og Robert et forlig, hvor Vilhelm bekræftede at Robert ville få Normandiet, når han døde.<ref name=Douglas238>Douglas ''William the Conqueror'' pp. 238–239</ref>

Rygter om Vilhelms nederlag ved Gerberoi rev op i problemerne i Nordengland. I august og september 1079 plyndrede kong Malcolm af Skotland langs floden [[Tweed (flod)|Tweed]], og han ødelagde området mellem floden Tees og Tweed i en måned. Manglen på normannisk svarreaktion har tilsyneladende gjort befolkningen i Northumbria urolige, og i foråret 1080 gjorde den oprør mod [[Walcher]], [[Biskop af Durham]], og jarlen af Northumbrias styreNorthumbria. Biskoppen blev dræbt den 14. maj 1080, og Vilhelm indsatte sin halvbror Odo tilfor at tage sig af oprøret.<ref name=Douglas240 /> Vilhelm rejste fra Normandiet i juli 1080,<ref name=Bates188>Bates ''William the Conqueror'' p. 188</ref> og i efteråret blev Vilhelms søn Robert sendt på et felttog mod skotterne. Robert plyndrede ind i [[Lothian]], tvang Malcolm til at underkaste sig deres krav og byggede en fæstning ved [[Newcastle-on-Tyne]] inden han vendte tilbage til England.<ref name=Douglas240>Douglas ''William the Conqueror'' pp. 240–241</ref> Kongen var i Gloucester til jul 1080, og i Winchester til [[Whitsun]] i 1081, hvor han bar sin krone ved begge lejligheder. Et paveligt sendebud ankom til England og bad Vilhelm sværgede Englands troskab til pavedømmet. Det afviste Vilhelm.<ref name=Bates188 /> Vilhelm besøgte også [[Wales]] i 1081, selv om de engelske og walisiske kilder er uenige om det egentlige formål med besøget. Den ''angelsaksiske krønike'' beskriver det som et militært felttog, mens walisiske kilder beskrev det som en pilgrimsfærd til [[St Davids]] til ære for [[Sank David|Sankt David]]. David Bates, der har skrevet en biografi om Vilhelm, taler for, at den første forklaring er mest sandsynlig, idet magtbalancen i Wales var ændret, og Vilhelm ønskede at udnytte situationen til at udvide sin magt. Mod slutningen af 1081 var Vilhelm tilbage på kontinentet og tog sig af uroligheder i Maine. Selv om han ledteførte en ekspedition ind i Maine blev resultatet forhandlet af pavens legat.<ref name=Bates189>Bates ''William the Conqueror'' p. 189</ref>

Der er kun sparsomme kilder til Vilhelms handlinger mellem 1082 og 1084. Ifølge historikeren David Bates er det sandsynligvis fordi, der kun skete lidet af interesse, og at Vilhelm var på kontinentet, så der ikke var noget at berette i den ''angelsaksiske krønike''.<ref name=Bates193>Bates ''William the Conqueror'' p. 193</ref> I 1082 beordrede Vilhelm, at hans halvbror, Odo, skulle anholdes. De præcise årsagerÅrsagen er uklar, da ingen har beskrevet, hvad der forårsagede uenigheden mellem halvbrødrene. Orderic Vitalis skrev senere, at Odo havde ambitioner om at blive pave. Orderic skrev også, at Odo havde forsøgt at overtale nogle af Vilhelms [[vasal]]er til at slutte sig til ham i en invasion af Syditalien. Det var at udfordre kongens autoritet over hans vasaller, hvilketsom Vilhelm ikke ville havehavde tolereret. Selv om Odo forblev i fangeskab iunder resten af Vilhelms styretid, blev hans landområder ikke konfiskeret. Der kom flere problemer i 1083, hvor Vilhelms ældste søn Robert atter gjorde oprør med støtte fra den franske konge. Dronning Matilda døde den 2. november 1083 . Det var endnu et hårdt slag. Vilhelm var tæt knyttet til sin hustru.<ref name=Douglas243>Douglas ''William the Conqueror'' pp. 243–244</ref>

Maine fortsatte med at skabe problemer, idet [[Hubert de Beaumont-au-Maine]] startedebegyndt endnu et oprør, sandsynligvis i 1084. Hubert blev belejret i sin borg ved [[Belejringen af Saint-Suzanne, 1083-1086|Sainte-Suzanne]] af Vilhelm i mindst to år, men han fik til sidst forhandlet en fredsaftale med kongen. Vilhelms rejseaktivitetrejseaktiviteter i 1084 og 1085 er ikke klarlagteklarlagt; han var i Normandiet ved påske 1084, men kan også have været i England for at indsamle [[danegæld]], der skulle betales for at beskytte England mod en invasion af Knud af Danmark. Selv om engelske og normanniske styrker stadig var på vagt i 1085 og 1086, var truslen om en invasion ovre med Knuds død i juli 1086.<ref name=Bates196>Bates ''William the Conqueror'' pp. 196–198</ref>

Først havde de fleste af normannerne, der bosatte sig i England, ikke egne len, men gradvist modtog disse riddere deres egne områder i en proces kaldet [[subinfeudation]]. Vilhelm krævede også, af hans nye stormænd gav et fast antal soldater og riddere, ikke blot til militære felttog men også til forskellige borges garnisoner. Denne organisering var ny i England, hvor der før var en [[hird]].<ref name=Bates154>Bates ''William the Conqueror'' pp. 154–155</ref>

Ved Vilhelms død var de fleste af de angelsaksiske aristokrater erstattet af normanniskenormanner og andre stormænd fra kontinentet. Ikke alle normannerenormannerne, der fulgte Vilhelm underi den oprindelige erobring1066, modtog store landområder i England. Nogle har tilsyneladende været modvillige til at få land i et kongerige, som ikke altid virkede roligt. Selv om om nogle af de nyrige normannere i England kom fra Vilhelms nærmeste familie eller fra den normanniske overklasse, så kom andre fra relativt beskedne kår.<ref name=Bates148>Bates ''William the Conqueror'' pp. 148–149</ref> Vilhelm gav også landområder til sine støtter fra kontinentet fra englændere; andre gange gav han en kompakt gruppe landområder, der tidligere var ejet af flere englændere, til én normannisk støtte, ofte for at gøre det muligt at konsolidere landet med en strategisk placeret borg.<ref name=Bates152>Bates ''William the Conqueror'' pp. 152–153</ref>

Den middelalderlige krønikeskriver [[William af Malmesbury]] skriver, at kongen beslaglagde og affolkede 36 sogne og omdannedegjorde dem til den kongelige [[New Forest]] for at understøtte de kongelige jagter, som Vilhelm gik meget op i. Moderne historikere mener, at affolkningen af New Forest er stærkt overdrevet. Det meste af området havde dårlig landbrugsjord, og arkæologiske og geografiske studier viser, at New Forest sandsynligvis var tyndt befolket, da det blev kongelig skov.<ref name=Young7>Young ''Royal Forests'' pp. 7–8</ref> Vilhelm var kendt for at holde meget af jagt, og han indførte [[Royal forest|skovloven]] i landet for at regulere hvem, der kunne jage, og hvad der måtte jages.<ref name=Bates118>Bates ''William the Conqueror'' pp. 118–119</ref>

Efter 1066Vilhelm forsøgte Vilhelm ikke efter 1066 at integrere de forskellige områder, han herskede over, til ét samlet kongerige med sammefælles love. Hans [[Segl (mærke)|segl]] efter 1066, som der stadig findes i seks udgaver, blev fremstillet til ham, efter han havde erobret England og var blevet konge, men det nævner ham specieltogså som hertug.{{efn|Seglet afbilder en bereden ridder og er det første eksempel på et sådant segl.<ref name=Bates138 />}} Når han var i Normandiet, erkendte han, at han skulle sværge troskab til den franske konge, men når han var i England, erkendte han det ikke. Det er yderligere bevis for, at de forskellige landområder, som Vilhelm herskede over, blev betragtet som selvstændige. Det administrative maskineri i Normandiet, England og Maine fortsatte uafhængigt af hinanden. England fortsatte med at bruge [[writ]], hvilket ikke var kendt på kontinentet. Derudover adskilte de chartre og dokumenter til regeringen i Normandiet sig fra dem, som blev skrevet i England.<ref name=Bates138>Bates ''William the Conqueror'' pp. 138–141</ref>

Vilhelm overtog en engelsk regering, der var mere kompleks end det normanniske system. England var inddelt i [[Shire (administrativ enhed)|shires]] eller counties, som var underinddelt i enten [[hundred (county subdivision)|hundreds]] eller [[wapentake]]s. Hvert shire blev administreret af en kongelig embedsmand (en [[Sheriff (England)|sheriff]]), der havde nogenlunde samme status som en normannisk [[viscount]]. En sheriff var ansvarlig for den kongelige lovgivning og at opkræve penge til kongen.<ref name=Bates23 /> For at holde styr på sit udvidede kongerige blev Vilhelm nødt til at rejse mere end som hertug. Han rejste frem og tilbage mellem kontinentet og England mindst 19 gange mellem 1067 og sin død. Vilhelm tilbragte det meste af sin tid i England mellem slaget ved Hastings og 1072, og herefter brugte han det meste af sin tid i Normandiet.<ref name=Bates133134>Bates ''William the Conqueror'' pp. 133–134</ref>{{efn|Mellem 1066 og 1072 tilbragte Vilhelm kun 15 måneder i Normandiet, og resten af tiden var han i England. Efter han vendte tilbage til Normandiet i 1072 tilbragte Vilhelm omkring 130 måneder i Normandiet mod 40 måneder i England.<ref name=Bates133134 />}} Regeringen var stadig centreret omkring Vilhelms kongelige hushold; når han var i en del af sine riger, så blev beslutninger taget i andre dele og sendt videre gennem breve og andre dokumenter. Vilhelms udnævnte også embedsmænd, som kunne tage beslutninger, når han ikke var til stede, særligt hvis hans fravær forventedes at vare lang tid. Normalt var dettedet et medlem af Vilhelms nærmeste familie; ofte hans halvbror Odo eller hans hustru Matilda. Nogle gange blev de udnævnt til at varetage særlige opgaver.<ref name=Bates136>Bates ''William the Conqueror'' pp. 136–137</ref>

Vilhelm fortsatte med at indkræve danegæld, der var en jordskat. Det var den eneste universelle form for skatteopkrævning blandt de vesteuropæiske herskere i denne periode. Det var en årlig skat baseret på værdien af den jord en person besadejede, og den kunne blive indkrævet i forskellige rater. De fleste år havde en skat på 2 shillings per [[Hide (areal)|hide]], men i kriser kunne det øges helt op til 6 shillings per hide.<ref name=Bates151>Bates ''William the Conqueror'' pp. 151–152</ref> Mønter mellem forskellige dele af riget fortsatte med at blive slået i forskellige [[legering]]er og forskellig stil. Engelske mønter havde generelt højt sølvindhold, og de havde en højt kunstnerisk standard, og de skulle slås på ny hvert tredje år. Normanniske mønter havde meget lavere sølvindhold, og de var ofte mere sjuskede, og der gik længere imellem, at der blev slået om. I England var ingenkun andreengelske mønter en engelske tilladt, mens der på kontinentet godt kunne bruges mønter fra andrefremmed stedermønt. Der er ingen tegn på, at mange engelske [[penny|pennies]] cirkulerede i Normandiet. Det viser, at der kun blev gjort ganske lidt for at integrere møntsystemet i England og Normandiet.<ref name=Bates138 />

Vilhelm forlod England mod slutningen af 1086. EfterTilbage han var kommet tilbage tilpå kontinentet, giftede han sin datter, [[Constance af Normandiet|Constance]], med [[Alan Fergant]], hertugen af Bretagne, i forlængelse af hans politik om at søge allierede mod den franske konge. Vilhelms søn Robert var stadig allieret med den franske kong Philip 1., og det har tilsyneladende øget problemerne så meget, at Vilhelm førte en ekspedition til det franske [[Vexin]] i juli 1087. Imens Vilhelm beslaglagde [[Mantes-la-Jolie|Mantes]] blev han enten syg eller såret til hest.<ref name=Bates202 /> Han blev bragt til klostret Saint Gervase ved Rouen, hvor han døde den 9. september 1087.<ref name=DNB /> Begivenhederne op til hans død er forvirrende, da der findes to beretninger: Orderic Vitalis har en længere beskrivelse af taler, som blev holdt af mange fremtrædende personer, men det er sandsynligvis mere en beretning om, hvordan en konge ''burde'' dø, frem for en beskrivelse af hvad der faktisk skete. Den anden beretning ''[[De Obitu Willelmi]]'', eller ''Om Vilhelms Død'', har vist sig at være en kopi af to beretninger fra 800-tallet, hvor navnene er blevet ændret.<ref name=Bates202>Bates ''William the Conqueror'' pp. 202–205</ref>

Vilhelm overlod Normandiet til Robert og England til sin anden søn, der ligeledes hed Vilhelm, under antagelse af, at han ville blive konge. Hans yngste søn, Henrik, fik penge. Efter at have betroet England til sin anden søn, sendte han den yngre Vilhelm tilbage til England den 7. eller 8. september med et brev til Lanfranc, som beordrede ærkebiskoppen til at hjælpe den nye konge. Han testamenterede også gaver til kirken og gav penge til de fattige. Vilhelm beordrede også, at alle hans fanger skulle løslades, også hans halvbroder Odo.<ref name=Bates202 />

Uorden fulgte Vilhelms død;: alle, der havde været ved hans dødsleje, efterlod liget i Rouen og skyndte sig afstedhjem for at tage sig af deres egne affærer. Til sidstesidst fik de gejstlige i Rouen arrangeret, at liget blev sendtført til Caen, hvor Vilhelm havde ønsketønskede at blive begravet i [[Abbaye-aux-Hommes]], som han havde grundlagt. Begravelsen, hvor biskopper og abbeder fra Normandiet deltog samt hans søn Henrik, blev forstyrret af en borger i Caen, som hævdede, at hans familie ulovligt var frataget den jord, som kirken var bygget på. Anklagerne viste sig at være sande, og borgeren fik erstatning. Yderliger problemer opstod, da liget blev sænket i graven. Liget var større end graven, og mens defølget fremmødtepressede tvang ligetdet ned i graven, sprængtes det og spredte en modbydelig lugt i hele kirken.<ref name=Bates207>Bates ''William the Conqueror'' pp. 207–208</ref>

Vilhelms grav er i dag markeret med en [[marmor]]flise med en inskription på [[latin]],sk der stammerinskription fra begyndelsen af 1800-tallet. Graven er forstyrret adskillige gange siden 1087. Først i 1522, hvor den blev åbnet efter ordre af paven. Liget blev lagt tilbage i graven,. men iI 1562, under [[De franske religionskrige]] blev graven atter åbnet, og knoglerne blev spredt og gik tabt med undtagelse af en lårknogle. Dette [[relikvie]] blev genbegravet i 1642 under en ny gravsten, som 100 år senere blev erstattet af et mere detaljeret monument. Graven blev ødelagt igen under den [[franske revolution]], men blev til sidst erstattet af den nuværende marmorplade.<ref name=Douglas362>Douglas ''William the Conqueror'' pp. 362–363</ref>{{efn|Lårknoglen i den nuværende grav, er den, som man antager blev genbegravet i 1642, men den victorianske historiker [[E. A. Freeman]] mener, at knoglen gik tabt i 1793.<ref name=Douglas363>Douglas ''William the Conqueror'' p. 363 footnote 4</ref>}}

Vilhelms erobring påvirkede England meget: der var ændringer i kirken, aristokratiet, kulturen og sproget,. somDe har beståetvaret helt til vor tid. Erobringen skabte tættere kontakt mellem Frankrig og England, og båndene mellem Frankrig og England varede op igennemgennem hele middelalderen. En anden konsekvens af Vilhelms invasion var, at det tidligere tætte bånd mellem England og Skandinavien ophørte. Vilhelms regering blandede elementer fra de engelske og normanniske systemerstyresystemer til et nyt system, der lagde grunden fortil det engelske kongerige i middelalderen.<ref name=Bates210>Bates ''William the Conqueror'' pp. 210–211</ref> Hvor abrupt og vidtrækkende disse ændringer var er stadig årsag til debat blandt historikere. Nogle, som [[Richard Southern]] påstår, at erobringen bragte den største ændring i [[Europas historie]] mellem [[Det Vestromerske Riges fald]] og 1900-tallet. Andre, som H. G. Richardson og G. O. Sayles, ser de ændringer som erobringen bragtemedførte som mindre voldsomme end Southern mener.<ref name=Rulers31 /> Historikeren Eleanor Searle beskriver Vilhelms invasion som "en plan som ingen anden hersker andre end en skandinaverskandinav nogensinde vil have overvejetoverveje".<ref name=Searle232>Searle ''Predatory Kinship'' p. 232</ref>

Vilhelms styre har skabt historiskeskabte kontroverser allerede før hans død. William af Poitiers skrev glødende om Vilhelms regering og dens fordele, menmens den ''angelsaksiske krønike'', som er skrevet efter hans død, fordømte Vilhelms hårde vilkår og regler.<ref name=Rulers31>Clanchy ''England and its Rulers'' pp. 31–32</ref> I årene efter erobringen har politikere og andre ledere brugt Vilhelm og begivenhederne under hans styre til at illustrere politiske begivenheder op igennemgennem [[Englands historie]]. Under dronning [[Elizabeth 1. af England]] så ærkebiskop [[Matthew Parker]] erobringen som en fordærvelse af den renere engelsk kirke, som Parker forsøgte at genskabe. I 1600- og 1700-tallet så nogle historikere og advokater Vilhelms styre, som at pålægge angelsakserne en "[[Norman yoke]]" på de oprindelige angelsaksere,. hvilketDet er et argument, der er fortsat op i 1800-tallet med yderligere uddybninger i nationalistisk stil. De forskellige kontroverser har ført til, at Vilhelm af nogle historikere ses som en af grundlæggerne af Englands storhed. Og af andre som en person, der har påført et af de største nederlag i Englands historie. Andre har set Vilhelm som en fjende af den engelske forfatning, eller som grundlæggeren af samme.<ref name=Douglas4>Douglas ''William the Conqueror'' pp. 4–5</ref>