Søren Ulrik Thomsen: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
har omskrevet et afsnit i 'Samarbejder' om bogen København con amore. Beskrivelsen er nu gjort mere leksikalsk/formel. Har desuden slettet et afsnit nederst i samme afsnit, fordi jeg ikke mener at den har leksikalsk relevans.
m →‎Firserlyriker: Typo fixing, replaced: fx. → fx ved brug af AWB
Linje 58:
Sammen med sin digterkollegaer og tidligere klassekammerat fra Store Heddinge,<ref>Askjær-Larsen, Lisbeth [http://www.bibliotek.stevns.dk/Kulturliv/Litteratur-med-tilknytning-til-Stevns/Om-forfattere-med-tilknytning-til-Stevns/Jens-FinkJensen.aspx Forfattere med tilknytning til Stevns]</ref> [[Jens Fink-Jensen]], deltog Thomsen i generations-manifestationen [[NÅ!!80]] i [[Huset i Magstræde]] i København i 1980.
 
I Søren Ulrik Thomsens digtning findes en anden modernisme, end vi fx. ser hos digterkollegaen Michael Strunge. Strunges digtning er i høj grad præget af firsernes melankoli og "no future" tendens, mens blev det særligt thomsensk at modsætte sig dette.<ref name="MB3">Marianne Barlyng: Mit lys brænder - Søren Ulrik Thomsen i ''Dansk litteraturs historie'', Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 20. marts 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477370</ref> Søren Ulrik Thomsens digtning tager udgangspunkt i tid og rum her og nu. Vi ser det i debutdigtene i ''[[City slang|City Slang]],'' hvor sproget bliver til i mødet med storbyen. Jeg'et der beskriver storbyens liv; huse, baggårde, asfalt, brolagte pladser, tage og parker i nutid, som gør byen levende, nærmest besjælet, og tilstede i læsningen her og nu. Samtidig synes jegstemmen også at have en slags kontakt med disse materielle genstande, som synes mere levende og handledygtige end de omgivne mennesker<ref name=":0" />
 
I sit forfatterskabet har Thomsen indtil videre forsøgt at aflive forestillingen om den tabte civilisation, den tabte tid og den tabte gud.<ref name="MB3" /> Det er digtsamlingerne ''[[City slang|City Slang]]'' (1981) og ''[[Ukendt under den samme måne]]'' (1982) begge eksempler på. Samtidig betragtes digtsamlingerne også som forfatterens mørkeste lyrik. Byen beskrives dystopisk i sit billedsprog, og alle de indtryk, som subjektet møder i storbyen, synes smertelige og udslettende<ref name=":0" />.