Palmemordet: Forskelle mellem versioner

Länspolitimester [[Hans Holmér]] overtog ledelsen af efterforskningen, men han havde ingen erfaring i mordefterforskning.

Politimanden Ingemar Krusell, der senere var central i efterforskningen, kaldte Palmerummet for en "bastard" og skrev at den indbefattede for størstedelens vedkomne "en samling dilettanter på mordefterforskningens område". Oplysninger blev ikke registreret ordentligt før de blev bragt til "Palmerummet".<ref name=autogeneret1>Krusell (1996), side 9.</ref>

 

Der var læk i politiet ved Lisbeth Palmes vidneudsagn umiddelbart efter mordet. Det medførte et anstrengt forhold mellem politiet og Lisbeth Palme.

 

Episoden omkring Gunnarsson skabte en krise mellem Hans Holmérs ledelse og anklageren.<ref name=autogeneret1 />

 

Hendes identifikation har været diskuteret indenfor [[vidnepsykologi]].

Lisbeth Palme havde tre holdepunkter ved identifikationen udover hendes erindring fra gerningsstedet: Fantombilledet, at han var misbruger og at han trak på benet.

Spørgsmålet var om Lisbeth Palmes identikation var baseret på hendes erindringer eller på informationen fra medierne.

Psykologen Sven-Åke Christianson har foretaget en undersøgelse af konfrontationsproceduren blandt studerende i [[Seattle]], der må formodes ikke at kende til Christer Pettersson.

Han viste konfrontationsvideoen med de 12 opstillede personer og gav de studerende forskellig grad af information.

| author = [[Svein Magnussen]]

| title = Vidnepsykologi, pålidelighed & troværdighed i dagligliv og retssal

}}</ref>

 

 

Christer Andersson der ejede en Magnum-revolver og boede tæt ved gerningsstedet blev ikke afhørt før ni år efter mordet. Hans revolver blev aldrig prøveskudt.