Gingtoft: Forskelle mellem versioner

Gingtoft er første gang nævnt 1478 (Rep. dipl.). Stednavnet er afledt af mandsnavn Ging (sml. [[Ginnerup]] på [[Djursland]])<ref>Wolfgang Laur: ''Historisches Ortsnamenlexikon von Schleswig-Holstein'', 2. oplag, Neumünster 1992, s. 271</ref><ref>Johannes Kok: ''Det danske folkesprog i Sønderjylland'', 2. bind, København 1867, s. 148</ref>. Gingtoft var en selvstændig kommune, inden den blev (sammen med Hatlund og Vesterholm) indlemmet i Stenbjergkirke i 1970. Den forhenværende kommune rådede 1970 over enet areal på 536 ha og havde 235 indbyggere. Med under Gingtoft regnes Aabro el. Åbro (''Aubrück''), Gingtoftholm, Gingtoftmose (''Gintoftmoor''), Norgaard, Norgaardeng (Norgaardswiese, i folkemunde ''Rieksbank'' / ''Rigsbank''<ref>se herom: Berthold Hamer: ''Topographie der Landschaft Angeln'', 1. bind, Husum 1994, s. 240</ref>), Prædikestol (''Predigtstuhl'')<ref>Anledning til navnet er uvis, muligvis et sammenligningsnavn, ordet forekommer også i Nordslesvig, sml. Anders Bjerrum, Kristian Hald og Peter Jørgensen: ''Sydslesvigs stednavne'', 7. bind, 1979, s. 312 og 319</ref>, Ulsdam (''Ulsdamm''), Volsroj (''Wolsroi''). Gingtoftholm og Volsrød er udflyttersteder fra Gingtoft. Jorderne omkring byen er gode. Allerede mod slutningen af 1600-tallet nævnes der en [[kro]]. I 1837 berettes om 14 bygninger tilhørende Ny Herred og 19 tilhørende Norgaard gods. Eleverne holdt sig til skolen i [[Stenbjerg (Sydslesvig)|Stenbjerg]], hvor skolesproget var dansk i årene før 1664. I 1886 blev landsbyens [[frivillige brandværn]] etableret. I årene 1887 - 1960 rådede landsbyen over et lille [[mejeri]]. Vest for landsbyen udspringer Gingtoft Å<ref>Berthold Hamer: ''Topographie der Landschaft Angeln'', 1. bind, Husum 1994, s. 240</ref>.