Hans af Danmark: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
→‎Personlighed: Et helt liv for at vinde den svenske trone.
Linje 81:
[[Fil:Max Koch Schlacht bei Hemmingstedt.jpg|thumb|360px|[[Slaget ved Hemmingstedt]] 17. februar 1500, hvor kong Hans og [[Frederik 1.|hertug Frederik]] led et forsmædeligt nederlag til [[Ditmarsken (landskab)|Ditmarskens]] bønder.]]
[[Fil:Meldorfer-Dom-innen.jpg|thumb|I [[Meldorf]]s kirke skal [[Dannebrog]] være hængt op efter det danske nederlag.]]
Formelt var [[Ditmarsken (landskab)|Ditmarsken]] under Christian 1. blevet en del af [[hertugdømmet Holsten]], men reelt fungerede det fortsat som en selvstændig bonderepublik. I [[1499]] havde kong Hans i [[landdag]]en i [[Rendsburg]] forlangt, at ditmarskerne skulle indgå i hans [[kongedømme]] og skatte 15.000 Mark årligt, samt rejse tre fæstninger. Disse krav blev afvist af indbyggerne. [[11. februar]] 1500 angreb de to brødre, hertug Frederik og kong Hans, sammen med det holstenske ridderskab Ditmarsken med en hær på 12.000 mand, hvoraf 4.000 var [[lejesoldat]]er, kendt som "den sorte garde". Om dem sagde en tidligere anfører, at de var "''de bedste [[soldat]]er, men også de mest fordærvede mennesker, jeg har set.''"<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''Knut Alvssons krig'' (s. 43)</ref> Denne bande slap kong Hans løs på en fredelig bondebefolkning. [[Hovedstad]]en [[Meldorf]] måtte hurtigt overgive sig. Landsknægte[[Landsknægt]]e og adelige ryttere drog derpå nord over ud i marsken, fulgt af [[artilleri]] og vogne (hvoraf nogen var tomme, beregnede til at transportere det forventede [[krigsbytte]]). BønderneDitmarskerne åbnedebetragtede imidlertidmed digerneforagt modde adeliges udstyr; guldkæder og perlesmykker, som om de red til [[Vesterhavetbryllup]] og ikke i krig. Kolonnen må have strakt sig over 2,5 km vandetmed stegmere iend de800 bredeheste.<ref>Øystein grøfterHellesøe langsBrekke: vejen''Knut Alvssons krig'' (s. 73)</ref> Alle i Meldorf, der ellers kunne, var flygtet og tog opstilling ved en gammel [[skanse]], på [[plattysk]] kaldet ''Dusenddüwelswarf'' ([[højtysk]]: ''Tausendteufelswall'' = [[djævel|tusinddjævlemuren]]) ved [[Hemmingstedt]]. Denne skanse spærrede vejen for kong Hans' tropper.<ref>https://www.welt.de/geschichte/article157901855/Unheimliche-Waffe-brachte-Bauernpack-den-Sieg.html</ref> Da de forreste stormede skansen, smed bønderne [[rustning]]er og støvler, og med [[lanse]]r som springstokke sprang de over grøfterne og angreb hæren, der ikke kunne flygte, fordi vejen bag dem var blokeret af fremrykkende vogne og [[kanon]]er. Omkring en tredjedel af hæren blev hugget ned eller druknede. Ditmarskerne gik løs på riddernes heste; de tungt pansrede riddere blev liggende hjælpeløse i pløret, når hestene segnede under dem. [[Sejr]]en var vis for ditmarskerne, og snart lød råbet: "''Skån hesten! Dræb manden!''"<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''Knut Alvssons krig'' (s. 76)</ref> Kong Hans og hertug Frederik red bagerst i trænet, og slaget kan have været over, inden de forstod, at det var begyndt. Kong Hans nærmede sig aldrig Ditmarsken igen.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''Knut Alvssons krig'' (s. 77)</ref> Han undslap kun med nød og næppe, mens store dele af den holstenske adel døde.<ref name="Witt 71">Wittendorff, s. 71</ref>
 
Den sorte garde havde et overvældende talmæssigt overtag over ditmarskerne. Men disse åbnede [[dige]]rne mod [[Vesterhavet]], så vandet steg på markerne og tvang kolonnen til at holde sig på den smalle vej, mens landskabet rundt gradvis blev oversvømmet. Da de forreste stormede skansen, smed ditmarskerne [[rustning]]er og støvler, og med [[lanse]]r som springstokke sprang de over grøfterne og angreb lejesoldaterne, der ikke kunne flygte, for bag dem kom bondesoldaterne marcherende og pressede på. Vejen bag dem igen var blokeret af fremrykkende vogne og [[kanon]]er. Tusindvis af mennesker var fanget i et landskab, der langsomt sank og blev til pløre, som vandet steg omkring dem. I [[panik]] vendte lejesoldaterne om og flygte gennem rækkerne af bondesoldater, der fortsat var på vej fremad. I dette kaos huggede ditmarskerne kong Hans' hær ned bagfra. Omkring en tredjedel af hæren blev hugget ned eller druknede. Ditmarskerne gik løs på riddernes heste; de tungt pansrede riddere blev liggende hjælpeløse i pløret, når hestene segnede under dem. [[Sejr]]en var vis for ditmarskerne, og snart lød råbet: "''Skån hesten! Dræb manden!''"<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''Knut Alvssons krig'' (s. 76)</ref> Kong Hans og hertug Frederik red bagerst i trænet, og slaget kan have været over, inden de forstod, at det var begyndt. Kong Hans nærmede sig aldrig Ditmarsken igen. Han undslap kun med nød og næppe, mens store dele af den holstenske adel døde. Ditmarskerne begravede kong Hans' faldne fodsoldater; men ligene af hans riddere plyndrede de og efterlod på slagmarken som føde for [[ravn]]e og hunde.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''Knut Alvssons krig'' (s. 77)</ref>
 
De 130, som var for syge eller gamle til at flygte fra Meldorf, var myrdet af kong Hans' lejesoldater.<ref>http://www.kriegsreisende.de/neuzeit/schwarze-garde.htm</ref> Frem til [[reformationen]] blev der afholdt årlige sjælemesser for de 130 civile dræbt i [[massakre]]n.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''Knut Alvssons krig'' (s. 68)</ref>
 
Angiveligt skulle den originale [[Dannebrog]]sfane fra [[Estland]]stoget, som man havde medtaget i forventning om, at det skulle være sejrsbanner, ved denne lejlighed være blevet erobret af ditmarskerne og senere ophængt i kirken i Meldorf.<ref name="Witt 71"/> Snart sivede det ud, at kongen havde lidt et frygteligt nederlag. Nogle dage efter skrev han i et brev: "''Vi var draget ind i Ditmarsken med et lille antal folk og havde næsten erobret landet, men blev slået tilbage i mandags, og led stor skade. Vi håber at komme over disse skader og gøre gengæld.''" Men snart greb uroen om sig; for skadeomfanget kunne ikke holdes skjult, og Sten Sture hørte af bønderne i sit område, at de var parate til en opstand mod den danske konge.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''Knut Alvssons krig'' (s. 84)</ref>
 
=== Nyt oprør i Sverige ===