Sigbrit Villoms: Forskelle mellem versioner

[[6. marts]] ankom Frederik 1. Viborg, hvor han blev hyldet som konge af Danmark. Sigbrits situation var nu prekær. Oprørerne havde viet flere afsnit af oprørserklæringen til hendes misgerninger. Nu fik kong Christian brev fra folk, der opsagde troskaben til ham. Høvedsmanden på [[Koldinghus]], [[Oluf NilsenNielsen Rosenkrantz]], skrev [[17. marts]], at han gerne ville have holdt sig til kongen, men "''jeg har hørt, at Sigbrit aldrig har været mægtigere hos Deres nåde end nu. Derfor tør jeg ingenlunde overgive mig til Deres nåde, for jeg har hørt, at hun har mange unyttige ord, både om mig og andre.''"  Igen vises til, hvad han har hørt fra andre - han har ikke hørt det fra Sigbrit selv.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 209)</ref>

Lensherre [[Peder Ebbesen Galt]] i [[Odense]] skrev 19. marts, at han havde tænkt at drage til kongen på Sjælland, indtil han hørte, at kongen havde tænkt at halshugge ham ved ankomst. "''Jeg har hørt, at Sigbrit daglig råber, at hun ikke vil være tilfreds, før hun får halshugget alle danske riddere, og kalder dem forrædere." Samme dag skrev Mogens Gøye, der var Christians stedfortræder ved brylluppet i Brüssel, fra [[Skanderborg]], at også han helst var draget til kongen på Sjælland, men at Sigbrit "endnu står så stærkt i Deres nådes gunst og statsstyrelsen som hun nogensinde har." Hun skal have anklaget ham for illoyalitet. "Derfor tør jeg ikke at tage afsted til Deres nåde, for jeg fryger for, at hun lyver halsen af mig.Det har hun prøvet på før." Høvedsmand på [[Høneborg.]], Erik Krummedige, skrev: "Der går her et ukristeligt rygte om den onde kvinde Sigbrit, at hun aldrig har regeret mere, eller haft mere magt over Deres nåde end hun har nu." Tidligere havde hun kaldt ham forræder og tyv.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 211)</ref>

Biskop i [[Roskilde]], [[Lage Jørgensen Urne|Lage Urne]], var på Sjælland, men flygtede til Jylland, hvorfra han forsikrede Christian, at han ikke var gået over til Frederiks parti, men at han frygtede for sit liv. Han havde fået et brev fra Sigbrit, der godt nok ikke var spor truende, men som han opfattede som "''fordækt''". Kong Christians svarbrev var så hånligt, at Urne "''klart forstår, hvor stor fare jeg har været i''". Han opsagde derefter sin troskab mod kongen, også med tanke på de to biskopper under Stockholms blodbad, "''som du halshuggede uden at lade dem [[skriftemål|skrifte]], og lod deres lig blive liggende i tre dage for hunde og ravne''". Mest påfaldende er det, hvor villige alle disse mænd var til at tro, at Sigbrit stræbede dem efter livet.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 212)</ref>