Forskel mellem versioner af "Kerygma"

7 bytes fjernet ,  for 2 måneder siden
m
bot: indsæt skabelon autoritetsdata; kosmetiske ændringer
m (Retter flertydige links til Discipel (link ændret til Jesu disciple) med DisamAssist.)
m (bot: indsæt skabelon autoritetsdata; kosmetiske ændringer)
 
'''Kerygma:''' ('''κηρύσσω, kērússō''')
græsk for en herolds budskab;   at udråbe som en budbringer.
 
Man kan opfatte forskellige steder i [[Det Nye Testamente]] som udtryk for ''det kristne kerygma'';   forstå det i snævrere eller bredere forstand.
 
== Kerygmaet forstået som [[Jesus|Jesu]] råb eller proklamation ==
* Jesu ord til [[Jesu disciple|disciplene]] i Matt 10,7:
:"... Gå ud og [[prædiken|prædik]]: Himmeriget er kommet nær! ..."
 
== Kerygmaet forstået som [[apostel]]enes forkyndelse ==
 
I videre forstand kan ''kerygma'' bruges om de formler og [[Trosbekendelse|bekendelser]] som tidligt blev udformet af de første [[menighed]]er om deres tro på Kristi lidelse, død og [[opstandelse]]s [[frelse]]nde betydning for mennesker.
 
* I Første Korintherbrev findes det såkaldte '''Kristuskerygma''', 1 Kor 15,3-5:
:"... Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore [[synd]]er efter Skrifterne,
:at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne,
:og at han blev set af [[Kefas]] og dernæst af de tolv. ..."
 
:"... men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom. ..."
 
Voksne udøbte – [[katekumener]] – der ønsker at blive døbt og optaget i menigheden, bliver præsenteret for dette ''kerygma'' før selve [[dåb]]en. Efter dåben ''bekender'' de sig til det forkyndte ''kerygma'' med [[Trosbekendelse|trosbekendelsentrosbekendelse]]n<ref>http://www.katolsk.dk/fileadmin/user_upload/mini_lex/k.html#a1076</ref>.
 
== Kerygmaet genoplivet efter [[1. verdenskrig|første verdenskrig]], Jesus eller Kristus ==
* Den [[Dialektisk teologi|dialektiske teologi]] og '''den kerygmatiske Kristus'''
Reaktionen kom omkring [[1920]] med den dialektiske teologi – i Danmark kaldet [[eksistensteologi]] – hvis repræsentanter anså afstanden mellem Gud og menneske for uoverstigelig, og interessen for den historiske Jesus blev opgivet til fordel for den '''kerygmatiske''' Kristus. Man hæfter sig ved evangeliets karakter af '''tiltale''' og stiller krav til mennesket om at '''afgøre''' sig som svar på denne tiltale; heraf navnet ''dialektisk teologi''.
:Schweizeren [[Karl Barth]]s Romerbrevskommentar regnes for begyndelsen på den dialektiske teologis periode. En anden central teolog er [[Rudolf Bultmann]] med et program for [[afmytologisering]] af [[Bibelen]]s myter – blandt andet med ''Kerygma und Mythos'' fra 1948 [[:de:Leben-Jesu-Forschung#Rudolf_Bultmann_.281884-1976.29]] –
 
:I Danmark har mange fremtrædende [[teolog]]er været påvirket af retningen, der oplevedes som et friskt pust efter den megen beskæftigelse med Jesu person som ideal-figur. Blandt andre [[P. G. Lindhardt]], [[Knud Ejler Løgstrup]], [[Johannes Sløk]]. – De vedholdende tilhængere har stadig [[Tidehverv]].
 
* Er kristendommen blot en [[religion]] som alle andre?
I den periode hvor Århus-teologen P. G. Lindhardt endnu var stærkt påvirket af den dialektiske teologi, gav han en klar beskrivelse af hvordan retningen så på almindelig religion i forhold til kristendommens evangelium. <br />
Ved at isolere hvad en religion i grunden er, kunne man få placeret almindelig religion på den ene side og evangeliet på den anden side som noget ganske andet. <br />
Religionens opgave opgives at være:
:1) give en forklaring på tilværelsen.
:2) at fylde livet med indhold og mening, lykke.
:3) at sikre og betrygge eksistensen
:4) og at garantere fremtiden (''Lindhardt 1961, 1954, s. 9)'')
Senere i livet reflekterer Lindhardt igen over disse ting og sætter slutparentesen for denne periode:
 
:"... Selvom kristendommen i sin historiske skikkelse nok så meget var en religion som enhver anden, og skønt der i kirkens forkyndelse forelå både et sandt og et falskt evangelium, så rummede kristendommen i sin kerne – '''Jesu forkyndelse, ikke hans personlighed''' – et budskab af principielt ikke-religiøs art. Denne tankegang – som også prægede den lille bog fra 1954 (''Lindhardt 1961, 1954'') var fremherskende i den dialektiske teologi, efterhånden mindre hos Barth, men des mere hos Bultmann og den [[Formkritik|formhistoriske skole]], omend man som [[historiker]] kunne mene at her blev vort totale ukendskab til Jesu person overdrevet (i [[Eksegese|exegesen]] kom der da også fra [[1950]]'erne en reaktion på det punkt), ligesom man med god grund kan antage at meget af det som fik sin udfoldelse "efter [[påske]]" havde sin selvfølgelige rod i det der sket "før påske". Siden 1920'erne havde den dialektiske teologi skrevet debattens dagsorden, og der var i forhold til tiden før første verdenskrig sat en parentes som i [[1970]]'erne igen begyndte at lukke af.
:Den dialektiske periode, der naturligvis aldrig har været enerådende, er ved at være til ende; ..." (''Lindhardt 1981, s. 178'')
 
* Lindhardt, P. G. (1961, 1954). ''Religion og evangelium : fem folkelige foredrag''. Forlag: Hans Reitzel. DK5=23.
:Indhold: Religion og evangelium ; Autoritet og myndighed ; Religion og politik ; Guds spor i historien ; Skyldfølelse og skyld
* Hauge, Hans (1989). ''Transteologi : religion (subjekt) og evangelium i postmoderne regi''. Forlag: Aros. DK5=20.7. ISBN 87-7003-514-8
:Indlæg om bl.a. P.G. Lindhardts bibelsyn, den historisk-kritiske metode indenfor bibelforskningen, H.G. Winds forsøg på at aktualisere eksistensteologien, præsentation af dekonstruktionismens hovedskikkelse Paul de Man samt om K.E. Løgstrup set i postmoderne regi.
* Bjerg, Svend (1984, 1981). ''Den kristne grundfortælling : studier over fortælling og teologi''. Forlag: Aros. DK5=20. ISBN 87-7003-409-5
:Om forholdet mellem teologiens reflekterede og fortællingens umiddelbare sprog.
 
{{navboks kristendom}}
{{autoritetsdata}}
 
[[Kategori:Kristendom]]
568.178

redigeringer