|
'''Skjaldekunst''' eller ''skjaldskab'' var en stærkt formbundet, [[mundtlig overlevering|mundtligt overleveret]] digtekunst, der stod centralt i [[vikingetid]]ens dannelsesideal.
Bærende for digtningen er et omfattende system af poetiske omskrivninger – [[kenning]]ar, der forudsætter et solidt kendskab til den nordiske mytologi, og [[heiti]], som er et antal poetiske synonymer, omtrent 2000 i tallet (se Alexander Jóhannesson).
Vi ved ikke, hvordan digtene blev fremført, men den stramme og regelbundne metrik lader antyde, at der
kan have været tale om en kombination af sang og dans, i lighed med det, der stadig findes på [[Færøerne]]<ref>Ifølge sagaerne har det vel nok kun drejet sig om recitation. Dans omtales ikke, men derimod utalligetalrige tilfælde, når skjalden hævede sin røst og andre tav. Som [[Erik Blodøkse|Eiríkr blóðøx]] sagde, da Egill havde reciteret Höfuðlausn: „Bezta er kvæðið fram flutt ...“, dvs. „Digtet er blevet foredraget på den bedste måde ...“ og hermed mener kongen Egils stemme og foredragskunst —; omstændighederne gør dans umulig. Mens Egill stod og reciterede sit iøvrigt underlødige men smuktklingende kvad, måtte kongen sidde og gruble over, hvordan han skulle løse dendet klemme[[dilemma]], som alle deltagende befandt sig i. Dans ville kun have distraheret ham, mens Egils røst, med den lidt syngende norrøne accent, måske har tjenettjent som et dulmende underspil.</ref>.
Mange vikingekonger havde [[skjald]]e tilknyttet deres [[hird]], og disse stod meget højt i anseelse. Deres funktion var at
stramme og svært forståelige [[Dróttkvætt|drottkvætt-stil]] og derefter reciteret eller sunget blandt folk.
Omsat til nutidige begreber kan man sige atvar hirdskjalden på en gang var historiker, mytolog, kulturambassadør,
krigsreporter, sprognævn og propagandamester – hvilket jo forklarer lidt af hans høje position<ref>Propagandaens rolle begrænsedes dog af et faktum, som [[Snorri Sturluson]] nævner i sin fortale til [[Heimskringla]], nemlig at når skjalderne skulle lovsynge deres herre, så gjorde de det efter bedste evne, men fordi man kunne være sikker på, at en del af tilhørerkredsen havde oplevet den besungne begivenhed, så kunne skjalden ikke tillade sig at lyve. Hvis manhan overdriver eller opfinder bedrifter, „så er det hån men ikke pris“ for at citere Snorri. De gamle havde en fin fornemmelse for om en lovsang var rimelig eller ej. Skjaldene kunne også bruge sin kunst til at tale konger til rette, se f.eks. [[Bersöglisvísur]] som [[Sighvatr Þórðarson]] brugte til at få sin herre, [[Magnus den Gode]] til at komme på blidere tanker med hensyn til sin regering. Det virkede. Sighvatr var den fødte diplomat.</ref>.
Digtene synes at have bredt sig blandt folk som en løbeild, og de bedste af dem blev husket ordret i mange generationer.
Mange af de kvad, som er nedskrevet i de islandske middelalderhåndskrifter, menes at været stort set ordrette overleveringer,
som er gået fra [[mund-til-mund]] i et århundrede eller mere, inden de blev nedskrevet af historieinteresserede islændinge. Skjaldekunst er i dag en del af den [[Islandsk litteratur i middelalderen|islandske litteratur fra middelalderen]].
Blandt de mest berømte norske hirdskjalde var [[Thjodolf den Hvinverske]], [[Torbjørn Hornkløve|Thorbjørn hornklofi]] og [[Eyvind Skaldaspillir]]. De norske skjaldersskjaldes overleverede saga blev kort. Med Eyvindr nåede den norske skjaldekunst allerede sit højdepunkt omkring midten af det 10. århundrede og så slap nordmændene op. Derefter overtoges rollen af islændinge. Deres guldalder varede et par århundreder, men med norske bidrag var det forbi.<ref>Om danskere og svenskere har gjort sig gældende vides så godt som intet, men i det 11. århundrede var de nordiske sprog allerede i færd medved at skilles. Men man ved dog, at danskerne forstod islændingerneislændingene, idet islandske skjalde kunne finde på at digte til danske kongers ære, og [[Saxo]] nævner islændingene kollektivt blandt sine hjemmelsmænd.</ref>
Den største blandt skjaldene – der dog ikke levede af sin digtning, men af diverse handels- og plyndringstogter samt som høvding på Island – var vel nok [[Egil Skallagrimson|Egill Skalla-Grímson]]<ref>Egill var en af sin tids stormænd på Island. I en noget skærende kontrast til hans eventyr i udlandet, beskrives han som ret fredelig, i hvert fald i voksen alder, når han var hjemme og bilagde strider ad lovens vej.</ref>. Egill var, måske sammen med Eyvindr skaldaspillir sin tids personligste skjald, idet hans overleverede digtning vidner om en stærk, splittet sjæl, som benytter sin gave til at få luft — se hans bevarede sørgedigte, og så hans hadske viser<ref>De, som tvivler om, at denne tids mennesker havde de samme følelser som vi i nutiden, inviteres til at læse hans digte, enten i originalen eller en oversættelse. Egils [[Sonatorrek]] (sønnetabet) viser en grædende fader som forældre, som har mister børn, som har været til alle tider.</ref>.
Guder for skjaldskabskjalde var [[Brage|Bragi]] og [[Odin (guddom)|Óðinn]]<ref>Den teoriDet er blevet foreslået, at guden Bragi faktisk er den norske skjald [[Bragi Boddason]], som digtede de ældste kendte dróttkvætt-strofer og så er blevet deificeret[[deificere]]t. Måske usandsynligt, men ''bragr'' betyder netop ''digt'', navnet Bragi er iaf samme slægt, og man regner med at mennesket Bragi Boddason er en historisk person.</ref>.
== Noter ==
|
