Oranjefristaten: Forskelle mellem versioner

I begyndelsen af 1800-tallet var Oranjefristatens område kun beboet af buskmænd, bechuanere og andraandre indfødte stammarstammer. I 1820-erne begyndte farmere fra Kaplandet at overskride Oranjefloden for at søge efte græsningsområder for sinederes kvæghjorder, og i 1830-erne, i særdeleshed efter 1835, forlod et større antal boere Kaplandet som følge af modvilje mod den daværende regering. De slog sig ned hinsides Oranjefloden, hvor de oprettede en uafhængig republik.<ref name="NF 306">[http://runeberg.org/nfal/0159.html ''NF'' (1888), sp. 306]</ref>

Oranjefristatens kolonisering begyndte ved boernes store trek fra Kaplandet 1835, da en del af dem nedsatte sig i egnen mellem [[Oranje]] og [[Vaal]] på en jordbundjord, der den gangdengang var ingen mands ejendom.<ref name="Salm 568"/> Et større antal indvandredeindvandrere kom, da boerne 1843 opgav [[Natal]], fordi de ikke vilde underkaste sig engelsk overhøjhed.<ref name="Salm 568"/> DogEnglænderne fulgte dog også med til Oranjefristaten fulgte englænderne, og benyttende stridighederne mellem boerne på den ene side og Basuto- og Griqua-høvdingerne på den anden side, indlemmedetil deat indlemme Oranjefristaten i den engelske Krones besiddelser under navnet ''Orange River Sovereignty''.<ref name="Salm 568"/><ref>[http://runeberg.org/nfbt/0429.html ''NF'' (1914), sp. 798]</ref> Boerne besluttede at forsvare deres uafhængighed med våben, men led et afgørende nederlag ved [[Boomplats]] den [[29. august]] [[1848]]<ref name="Salm 568"/> og blev efterfølgende underlagt den britiske regering.<ref name="NF 306"/> En stor del vandrede derfor over Vaal-floden og grundedegrundlagde [[Transvaal]].<ref name="Salm 568"/> Da imidlertid bekostningerneomkostningerne og besværlighederne ved administrationen af det fjerntliggende og tyndt befolkede land langt oversteg fordelene<ref name="Salm 568"/>, opgav englænderne i 1854 herredømmet over Oranjefristaten<ref name="NF 306"/>, ligesom de 2 år tidligere havde opgivet det over Transvaal, og landet organiserede sig som en selvstændig stat under navnet Oranjefristaten.<ref name="Salm 568"/>

En række af år forløb nu i fred, indtil man i [[1867]] fandt [[diamant]]er i hjørnet mellem Oranjes og Vaals sammenløb; her voksede hurtig en by, [[Kimberley (by)|Kimberly]], op<ref name="Salm 568"/>, og landet steg i værdi. Englænderne søgte et påskud til at annektere denne strækning og fandt det snart: vest for Vaal boede en ubetydelig [[hottentot]]høvding, Nicholas Waterboer,. hamHam fik de til at stille sig under engelsk beskyttelse og påstod da, at diamantmarkerne hørte til Waterboer’s område.<ref name="Salm 568"/> Oranjefristaten protesterede af al kraft, men følte sig ikke stærk nok til at hindre englænderne i at besætte distriktet 1871 under navnet ''Griqualand West''; en erstatningssum på 90.000 £ måtte England dog betale Oranjefristaten.<ref name="Salm 568"/> Allerede før tabet af diamantmarkerne var Oranjefristaten også i øst blevenblevet indviklet i grænsestridigheder, nemligher med [[Basuto]]’erne. Det kom til krig 1868, der endtesafsluttedes ved englændernes indblanding, hvorved [[Basutoland|Basuto-Land]] bragtes under Englands overhøjhed, men Oranjefristaten fik det frugtbare distrikt [[Ladybrand]] (''the Conquered Territory'') vest for [[Caledon]]-floden.<ref name="Salm 568"/>