Forskel mellem versioner af "Sigbrit Villoms"

16 bytes tilføjet ,  for 5 måneder siden
m
præciserer wikilink
(→‎I fangenskab: Gravstenens tid i Tim.)
m (præciserer wikilink)
Sigbrit var hverken konfliktsky eller [[diplomati]]sk. I 1517 kom pavens udsending Giovannangelo Arcimboldi fra [[Milano]] til Danmark for at sælge [[aflad]]sbreve til financiering af byggearbejder på [[Peterskirken]]. I [[1518]] rejste han til Sverige og fremforhandlede en kortvarig [[våbenhvile]] mellem kong Christian og [[Sten Sture den ældre]], men blev så gode venner med Sture, at denne ville indsætte ham som ærkebiskop i [[Uppsala]]. Da Christian 2. hørte det, beslaglagde han Arcimboldis gods i Danmark, også de store beløb indtjent på afladssalg. Italieneren blev arresteret i [[Skåne]], men klarede at flygte tilbage til Sverige og videre til [[Rom]]. Undervejs tilskrev han kong Christian om, at Sigbrit skulle have sagt, at havde hun været konge, ville hun "''drukne den [[legat (udsending)|legat]] og hele hans følge, og tage alt hans gods og hans penge''". Arcimboldi skrev, at han havde større grund til at frygte Sigbrit end kongen. Men de [[trussel|trusler]], hun angivelig var kommet med, havde han fra andre; han havde ikke selv hørt dem.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 166-67)</ref>
 
I [[1519]] påtog Sigbrit sig ansvaret for [[Øresundstolden]] og flyttede innkrævningenindkrævningen fra [[Helsingør]] til København, samtidig som toldsatserne blev henimod fordoblet. Hanseaterne, som hidtil var sluppet for at betale, blev nu også afkrævet told. Klagerne var mange og højlydte. En købmand oplevede, at Sigbrit ikke kun beslaglagde hans varer, men også fjernede [[anker (søfart)|anker]] og tov fra hans fartøj til brug for kongens forsyningsskibe i krigen mod Sverige, så hans skib lå tilbage som et vrag - ovenikøbet efter, at kongen havde tilladt ham at sejle videre. Sigbrit lod sig ikke påvirke af klagerne, men havde kun ét mål for øje: At fremskaffe midler til Christian 2.s genoprettelse af [[Kalmarunionen]].<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 124)</ref>
 
I [[1521]] og [[1522]] stod Sigbrit på højden af sin magt. Hun stod for omtrent alle større ind- og udbetalinger i kongens navn, og holdt opsyn med [[told]]- og [[mønt]]væsenet. Enorme beløb passerede gennem hendes hænder. I december 1522 modtog hun på Københavns slot nyslåede mønter til en værdi af 5.000 mark, i form af omkring 900.000 mønter. I sit hus ved Amagertorv holdt hun en stab af skrivere, der også talte mønterne. Hun kunne skrive til kongens bankmand i Amsterdam, Pompius Occo, og anmode om 500 guldgylden til bankhuset [[Fugger]]s repræsentant i byen, så kongens udsending i Rom fik pengene udbetalt fra Fuggers kontor i pavens by. Sigbrit var også involveret i fordeling af forsyninger, madvarer og [[våben]] i Danmark, Norge og Sverige.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 164)</ref>
17.813

redigeringer