Bahram 5.: Forskelle mellem versioner

'''Bahram 5.''', ([[persisk|middelpersisk]]: 𐭥𐭫𐭧𐭫𐭠𐭭 ''Wahrām'', nypersisk: {{lang|fa|بهرام پنجم}} ''Bahrām'') [[Sassaniderne|konge af Persien]] fra 420 til 438. Han fik tilnavnet ''Gōr'' eller ''Gūr'', og var søn af Yazdegird I, der regerede 399-420. Efter faderens død kom han på tronen med hjælp fra Al-Mundhir I, der herskede over de arabiske lakhmider. Bahram regerede som ''shāhanshāh'' ("kongernes konge", kejser) til sin død i 438.

Bahram var søn af kong Yazdegird I1. og hans jødiske hustru [[Shushandukht]] (skrives også ''Shishindokht'').<ref>Daryaee, side 78. Daryaee understreger, at dronningens herkomst oprindeligt kun fremgik af den jødiske historieskrivning, og at den kan være præget af propaganda. Men han ser ingen umiddelbar basis for at afvise den.</ref> Hans fødselsår er ukendt, men der gættes på, at han havde nok nogenlunde samme alder som kejser [[Theodosius II]], der var født i 401.<ref>Traina, side 118.</ref> Man ved ikke meget om hans opvækst, men i en periode opholdt han sig i al-Hirah, som var hovedstaden i det fyrstedømme, der var oprettet af den arabisk stamme lakhmiderne, som var kommet dertil i det andet åhundrede fra det nuværende [[Yemen]]. Lakhmiderne var på den tid vasaller under det persiske rige, og Yazdegird lod sønnen Bahram vokse op der, under opsyn af fyrsten al-Nu̔mān I1. og dennes søn Al-Mundhir I.<ref>Hitti, K: ''History of the Arabs'', Macmillan, New York, 1951, side 81-83.</ref> Da Yazdegird døde i 420, var Bahram åbenbart stadig i al-Hirah, og i første omgang blev kongemagten overtaget af hans bror Shapur, som imidlertid kort efter blev myrdet af persiske adelsmænd. Disse stormændDe udråbte Khosrau - søn af Bahram IV og fætter til Bahram - til konge, men han forsvandt kort efter, da Bahram stod uden for [[Ktesifon]] med en hær af lakhmider.<ref>Daryaee, side 22-23.</ref> Bahram var således på kant med stormændene, og han valgte i stedet at satsesatsede på det [[Zarathustrianisme|zarathustrianske]] præsteskab. Som den første sassanidiske konge blev han ikke kronet af en stormand, men derimod af ypperstepræsten,<ref>Traina, side 121.</ref> og det betød, at landets kristne mindretal kom til at mærke zarathustrianernes voksende indflydelse.<ref>Greatrex & Lieu, side 38.</ref>

Mens Bahram var optaget af krigen mod romerne, blev den rige oase [[Merv]] angrebet af heftalitterne, der også omtaltes som de "hvide [[Hunnerne|hunner]]". Bahram måtte betale en stor [[tribut]] for at heftalitterne ikke skulle fortsætte endnu længere ind i hans rige, men da krigen med romerne var slut, gjorde han klar til revanche. Merv var ikke kun en rig by, den var også en vigtig handelsby på den gren af [[Silkevejen]], der gik gennem det centrale Asien og fortsatte gennem Persien til Europa. I spidsen for sine tropper generobrede Bahram Merv, heftalitternes konge blev dræbt, og Bahram kunne indkassere et enormt bytte. Ved den nærliggende flod [[Amu Darja|Oxus]] fik han rejst en søjle, der markerede, at floden udgjorde rigets grænse. Aktionen var overstået omkring 427, og Bahrams indflydelse var nu så stor, at indbyggerne i [[Bukhara]], der lå på Silkevejen på den anden side af Oxus, i mange år efter prægede deres mønter som efterligninger af de persiske mønter med Bahrams portræt.<ref>Traina, side 122-125.</ref>

[[Armenien]] havde i flere århundreder været en form for stødpude - og ofte krigsskueplads - i magtkampen mellem Romerriget og Persien. Fra det første århundrede var de armenske konger på skift [[Vasal|vasaller]] af de to stormagter, men i slutningen af det fjerde århundrede kom der en egentlig magtdeling, hvor Romerriget fik omkring en femtedel af landets areallandet, mens Persien bestemte over resten. Kongefamilien fik lov til at regere videre under persisk ledelse og den kristne statsreligion fik også lov til at fortsætte. Da kong Vramshapuh døde 417, valgte den persiske konge Yazdegird I at lade et råd af stormænd stå for landets daglige ledelse, men ved fredsslutningen i 422 forlangte romerne, at der skulle indsættes en konge fra kongefamilien, og det blev Artaxias IV. Den nye konge gjorde sig imidlertid hurtigt upopulær blandt stormændene, og han fik et ry som en "fordærvet ægteskabsbryder". På den baggrund kaldte Bahram V ham i 428 til Ktesifon. Efter en kort retssag blev kongen afsat, og hermed sluttede arsakidernes periode på cirka 370 år som kongefamilie i Armenien. I det Østromerske rige affandt man sig - efter en diskret traktatændring - med den nye situation. Kun en enkelt kilde omtaler begivenheden, og Traina ser dette som ulyst blandt datidens historikerne til at beskæftige sig med rigets diplomatiske nederlag.<ref>Traina, side 3-6.</ref>

{{citat|Ifølge de orientalske historikere var Bahram V5. en af de bedste Sassanidiske fyrster. Han sørgede for lov og ret blandt sine talrige undersåtter, han eftergav skattegæld, gav pensioner til videnskabsmænd og skribenter, støttede landbruget og var særdeles rundhåndet, når der skulle rådes bod på fattigdom og kriser. Hans fejl var, at hans godgørenhed gik over gevind, og det samme gjorde hans hang til forlystelser, især jagt. ... Persien siges at have blomstret i hans regeringstid. Måske opnåede han ikke alle de resultater, eftertiden har givet ham æren for, men han var utvivlsomt en aktiv fyrste, modig, energisk og fremsynet.<ref>Rawlinson, kapitel XIV.</ref>}}

Bahram er en central person i flere af de kendteste værker, der blev skrevet i middelalderens Persien. Han omtales i [[Firdausi|Firdausis]] store værk ''Shanameh'' (''"Kongebogen"'') skrevet i årene 977 til 1010, og han er hovedperson i [[Nizami Ganjavi|Nizamis]] bog ''Haft Peykar'' ("Syv Portrætter" også kaldt "De syv Skønheder") fra 1197. De syv skønheder var prinsesser, som - i Nizamis fantasi - var blevet Bahrams hustruer, og som havde fået hver sit domicil i hans palads. Han besøgte dem på skift, og de underholdt ham med spændende fortællinger.<ref>Traina, side 120.</ref> Han er ligeledes omdrejningspunktet i Amir Khosrows ''Hasht-Bihisht'' (''"Otte Paradiser"'') fra omkring 1302. En af de historier, han fik fortalt, var beretningen om de ''Tre prinser fra Serendip'' (det nuværende [[Sri Lanka]]), der har bragt ordet [[serendipitet]] ind i sproget.<ref>William Rose Benét, ''The Reader's Encyclopedia: An Encyclopedia of World Literature and the Arts'', Crowell, New York, 1948, side 1012.</ref>