Bahram 5.: Forskelle mellem versioner

Bahram var søn af kong Yazdegird 1. og hans jødiske hustru [[Shushandukht]] (skrives også ''Shishindokht'').<ref>Daryaee, side 78. Daryaee understreger, at dronningens herkomst oprindeligt kun fremgik af den jødiske historieskrivning, og at den kan være præget af propaganda. Men han ser ingen umiddelbar basis for at afvise den.</ref> Hans fødselsår er ukendt, men han havde nok nogenlunde samme alder som kejser [[Theodosius II2.]], der var født i 401.<ref>Traina, side 118.</ref> Man ved ikke meget om hans opvækst, men i en periode opholdt han sig i al-Hirah, som var hovedstaden i det fyrstedømme, der var oprettet af den arabisk stamme lakhmiderne, som var kommet dertil i det andet åhundrede fra det nuværende [[Yemen]]. Lakhmiderne var på den tid vasaller under det persiske rige, og Yazdegird lod sønnen Bahram vokse op der, under opsyn af fyrsten al-Nu̔mān 1. og dennes søn Al-Mundhir I1..<ref>Hitti, K: ''History of the Arabs'', Macmillan, New York, 1951, side 81-83.</ref> Da Yazdegird døde i 420, var Bahram åbenbart stadig i al-Hirah, og i første omgang blev kongemagten overtaget af hans bror Shapur, som imidlertid kort efter blev myrdet af persiske adelsmænd. De udråbte Khosrau - søn af Bahram IV og fætter til Bahram - til konge, men han forsvandt kort efter, da Bahram stod uden for [[Ktesifon]] med en hær af lakhmider.<ref>Daryaee, side 22-23.</ref> Bahram var således på kant med stormændene, og han satsede på det [[Zarathustrianisme|zarathustrianske]] præsteskab. Som den første sassanidiske konge blev han ikke kronet af en stormand, men derimod af ypperstepræsten,<ref>Traina, side 121.</ref> og det betød, at landets kristne mindretal kom til at mærke zarathustrianernes voksende indflydelse.<ref>Greatrex & Lieu, side 38.</ref>

[[Armenien]] havde i flere århundreder været en form for stødpude - og ofte krigsskueplads - i magtkampen mellem Romerriget og Persien. Fra det første århundrede var de armenske konger på skift [[Vasal|vasaller]] af de to stormagter, men i slutningen af det fjerde århundrede kom der en egentlig magtdeling, hvor Romerriget fik omkring en femtedel af landet, mens Persien bestemte over resten. Kongefamilien fik lov til at regere videre under persisk ledelse og den kristne statsreligion fik også lov til at fortsætte. Da kong Vramshapuh døde 417, valgte den persiske konge Yazdegird I at lade et råd af stormænd stå for landets daglige ledelse, men ved fredsslutningen i 422 forlangte romerne, at der skulle indsættes en konge fra kongefamilien, og det blev Artaxias IV. Den nye konge gjorde sig imidlertid hurtigt upopulær blandt stormændene, og han fik et ry som en "fordærvet ægteskabsbryder". På den baggrund kaldte Bahram V5. ham i 428 til Ktesifon. Efter en kort retssag blev kongen afsat, og hermed sluttede arsakidernes periode på cirka 370 år som kongefamilie i Armenien. I det Østromerske rige affandt man sig - efter en diskret traktatændring - med den nye situation. Kun en enkelt kilde omtaler begivenheden, og Traina ser dettedet som ulyst blandt datidens historikerne til at beskæftige sig med rigets diplomatiske nederlag.<ref>Traina, side 3-6.</ref>

Bahram døde i 438 og blev afløst på tronen af sin søn Yazdegird II2.. Hans regeringstid blev betragtet som en god periode i rigets historie og han kom selv til at fremstå som billedet på en aktiv konge, glad for jagt og andre forlystelser. Eftertiden gav ham tilnavnet ''Gōr'' eller ''Gūr'', der betyder "vildæsel". Traina skriver, at man ikke behøver undre sig over tilnavnet: [[Onager|Vildæslet]] var det hurtigste dyr i de Centralasiatiske ørkenområder, og kun de bedste ryttere (som Bahram) var i stand til at indfange det. Foruden sin hastighed var det kendt for sit voldsomme spark, der bevirkede, at det også fik en [[Onager (kastemaskine)|kastemaskine]] opkaldt efter sig.<ref>Traina, side 119.</ref>

Bahram er en central person i flere af de kendteste værker, der blev skrevet i middelalderens Persien. Han omtales i [[Firdausi|Firdausis]] store værk ''Shanameh'' (''"Kongebogen"'') skrevet i årene 977 til 1010, og han er hovedpersonhovedpersonen i [[Nizami Ganjavi|Nizamis]] bog ''Haft Peykar'' ("Syv Portrætter" også kaldt "De syv Skønheder") fra 1197. De syv skønheder var prinsesser, som - i Nizamis fantasi - var blevet Bahrams hustruer, og som havde fået hver sit domicil i hans palads. Han besøgte dem på skift, og de underholdt ham med spændende fortællinger.<ref>Traina, side 120.</ref> Han er ligeledes omdrejningspunktet i Amir Khosrows ''Hasht-Bihisht'' (''"Otte Paradiser"'') fra omkring 1302. En af de historier, han fik fortalt, var beretningen om de ''Tre prinser fra Serendip'' (det nuværende [[Sri Lanka]]), der har bragt ordet [[serendipitet]] ind i sproget.<ref>William Rose Benét, ''The Reader's Encyclopedia: An Encyclopedia of World Literature and the Arts'', Crowell, New York, 1948, side 1012.</ref>