Frederik Paludan-Müller: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Jnsnlsn (diskussion | bidrag) m Nyt link til Arkiv for Dansk Litteratur |
Nø (diskussion | bidrag) Forsøg på oprydning i div. anførselstegn (se wp:Stilmanual#Formatering_af_specifikke_ord_og_sætninger om titler og citater). Fjernelse af overflødige linjeskift i kildekoden. Tag: Hoar |
||
Linje 3:
<!-- [[Image:Frederik Paludan Mueller 01.jpg|thumb|right|230px|Frederik Paludan-Müller]] -->
{{Infoboks Wikidata person
| wikidata = alle
| ingen_wikidata =
| navn =
| fulde navn =
| fødselsnavn =
| billede =
| billedtekst =
| billedstørrelse =
| imagealt =
| fødselsdag =
| fødselsdato =
| fødested =
| dødsdato = <!-- {{dødsdato og alder|dødsår|måned|dag|Fødselsår|måned|dag}} -->
| dødsted =
| dødsmåde =
| dødsårsag =
| dræbt af =
| bopæl =
| gravsted =
| statsborgerskab =
| sprog =
| religion =
| politik =
| far =
| mor =
| søskende =
| ægtefælle =
| partner =
| børn =
| uddannelsessted =
| kendt_for =
| beskæftigelse =
| beskrevet =
| webside =
| signatur =
| signaturstørrelse =
| andet =
Linje 43:
}}
[[Fil:Frederik Paludan Mueller 02.jpg|thumb|right|250px|Frederik Paludan-Müller<br />1809–1876]]
'''Frederik Paludan-Müller''' (født [[7. februar]] [[1809]], død [[28. december]] [[1876]]) var en dansk [[digter]]. Frederik Paludan-Müller – af sine nærmeste altid kaldet Frits – blev født i [[Kerteminde]] som fjerde søn af [[præst]]en [[Jens Paludan-Müller (biskop)|Jens Paludan-Müller]] – senere [[Århus' bisperække|biskop i Aarhus]] 1830-1845 og bror til [[historiker]]en [[Caspar Paludan-Müller]], 1805-1882
Moderen skal have været meget opvakt, ikke uden digterisk begavelse; hun var i høj grad nervøs og allerede under sønnens første opvækst overspændt indtil [[sindssygdom]], så Frederik Paludan-Müller i sine barndomsår levede mellem søskende og kammerater en smule
Dog mindedes han bestandig med stor [[kærlighed]] [[Kerteminde]] og var fuld af [[anekdote]]r om snurrige originaler derfra, som han også har indført i rigt mål i sit sidste store arbejde, ''Ivar Lykkes Historie''.
== Jura som brødstudium ==
[[Fil:Frederik Paludan Müller.jpg|thumb|left|Frederik Paludan Müller, tegning lavet efter maleri af [[Constantin Hansen]] fra [[1849]].]]
Da faderen [[1819]] blev [[stiftsprovst]] i [[Odense]], gennemgik Frits [[latinskole]]n der og kom [[1828]] som [[student]] til [[København]]. Han var meget tidlig begyndt at skrive [[vers]] og må i skoletiden have skrevet en mængde; dog regnedes han blandt studenterne fra 1828 ikke til "de 4 store Poeter",<ref>[http://runeberg.org/dbl/1/0250.html I, 250] i artiklen om [[H.C. Andersen]]: "...Det var «de 4 store og de 12 smaa Poeters» Artiumsaar. Andersen regnedes til de førstnævnte (sammen med A. L. Arnesen, F. J. Hansen og Hollard Nielsen); han havde givet sin Pegasus slappere Tøjler under Examenslæsningen og havde faaet et Par Digte ..." – De var vittigt inspireret af der fire store og 12 små profeter. De blev alle afbildet på et litografi. De fire store var H. C. Andersen, A. L. Arnesen, F. J. Hansen, J. M. G. Hollard Nielsen. De 12 små: Carl Bagger, Frederik Barfod, J. L. Bechman, P. D. Blicher, H. H. Bruun, C. H. Hellemannn, C. E. Høxbroe, F. L. Liebenberg, J. L. Møller, Frederik Paludan-Müller, Frederik Petit og M. J. Hammerich. – <br />[http://runeberg.org/dbl/1/0353.html I, 353 ]:Anton Ludvig Arnesen, dramatisk forfatter, 1808–60. "... Han var en Søn af Inspektør i Stokhuset Hans A. (d. 1811) og Annette f. Dorscheus, blev født i Kjøbenhavn 28. Juni 1808 og dimitteredes 1828 fra Metropolitanskolen som en af det litterært berømte Rusaars 4 «store Poeter»; ..."–
[http://runeberg.org/dbl/6/0614.html VI, 614] Frantz Johannes Hansen, 1810–52, Digter, er Søn af Brygger, Kapitajn Jørgen H. og fødtes i Kjøbenhavn 4. Sept. 1810. "... I venlige, men lidet understøttende Forhold voxede han op og arbejdede sig frem ved Flid og Talent; han gjennemgik Metropolitanskolen og leverede allerede da en stor Mængde Bidrag i Vers og Prosa til det af hans Fader redigerede Borgerblad «Patrouillen». I 1828 blev han Student og regnedes da sammen med Arnesen, Hollard Nielsen og H. C. Andersen til Aarets «4 store Poeter», medens Fr. Paludan-Müller maatte nøjes med Pladsen blandt «de 12 smaa». Han var en Søn af Inspektør i Stokhuset Hans A. (d. 1811) og Annette f. Dorscheus, blev født i København 28. Juni 1808 og dimitteredes 1828 fra Metropolitanskolen som en af det litterært berømte Rusaars 4 «store Poeter»; ..." –
[http://runeberg.org/dbl/12/0248.html XII, 248]: "... Johan Moses Hollard Nielsen, 1804–70, Litterat, var Søn af Lærer Hans Chr. N. og Johanne f. Knudsen og fødtes i Odense 3. Sept. 1802 (efter Odense St. Hans Kirkebog). 1824 dimitteredes han med Udmærkelse fra Skaarup Seminarium. Han havde allerede da udgivet flere Digtsamlinger, og Fyns Gouvernør Prins Christian lod ham studere; han blev sat i Nyborg lærde Skole, hvorfra han ogsaa udsendte Digte; da han i 1828 havde taget Examen artium, nød han den Ære at blive regnet blandt dette Aars «4 store Poeter». ..."</ref> men kun til «de 12 smaa»<ref>Om «de 12 smaa» poeter: "De 12 små p(r)o(f)eter var russer fra 1828, med en poetisk åre. De opremses i H C Andersens Samlede Skrifter I på side 82. [...] Både de fire store i midten og de 12 små poeter i krans omkring ses afbildet omkr. 1828." ([[Diskussion:Frederik Paludan-Müller|''CASE'']]) – Se desuden opregning i note 1</ref> <!-- (slgn. I, 232).--> Men dengang skrev jo alverden vers, og blandt de unge var det vanskeligt at skelne mellem kaldede og ukaldede. Hans fader holdt ham naturligvis til et brødstudium ([[jura]]); han tog juridisk eksamen [[1835]], men gjorde senere i livet aldrig brug af den som adkomst til nogen ting.
;Et selskabsegnet 'verdensbarn'
Han var vistnok så ideelt anlagt, som et menneske nogen sinde har været, men det forhindrede ikke, at han dog i sin ungdom i høj grad var, hvad man kalder et verdensbarn. Med sin slanke ynglingeskikkelse, sine ædle og fine [[ansigt]]stræk, fyrige og dybtliggende mørkeblå [[øje|øjne]] og lysebrune, krøllede [[hår]] var han ikke ilde set af det andet køn; desuden anede man, at der i denne yngling boede mere end i de fleste. Hans sprudlende og overstadige lune gjorde ham til livet i selskaberne.
Allerede i sine første studenterår følte han sig draget til en kreds af kvindelige slægtninge, døtre af professor Caspar Abraham Borch i [[Sorø]] <ref> [http://runeberg.org/dbl/2/0501.html II, 501]) Professor Caspar Abraham Borch, 1746–1805, født i Sundals præstegård i [[Trondheim|Throndhjems]] stift, hvor hans fader, Peder Borch, var præst</ref> Til den ene af dem, Andrea, der var over 20 år ældre end han og gift med den berømte [[norge|norske]] naturforsker Christopher Hansteen <ref>[http://runeberg.org/dbl/7/0071.html VII, 71] Den norske naturforsker Christopher Hansteen, 1784–1873, fysiker, født i Christiania, hvor hans fader, Johannes Matthias Hansteen, gift med Anna Cathrine f. Treschow, var konsumtionsinspektør. – [[:no:Christopher Hansteen|Christopher Hansteen]] på norsk Wiki: ... var en norsk astronom. Han var professor i astronomi og anvendt matematik ved Universitetet i Christiania 1816–1861. Hansteen var en central person i norsk og international videnskab i 1800-tallet. ...</ref> , sluttede han sig med en slags tilbedende venskab og skriftede også åbenhjertig sine ungdomsdårskaber for hende: hans bevarede [[brev]]e viser, at han af egen erfaring vel kendte de fristelser, som han senere skildrede i Adam Homos ungdomsliv ("Piger, Vin og Kortenspil").
;Kvaler efter udskejelserne
Han udtaler også i oprigtige ord de åndelige kvaler og den anger, som følge efter udskejelserne; men samtidig kan han ikke lade være at ærgre sig over, at han "''kan være lystig, fornøjet, spøge og spase, gøre Kommers og bære sig, som han ikke vidste, hvor han skulle anbringe de tusend Løjer og Indfald, som for andres Øjne sidde en på Læberne og i Blikket, ja lyve allerstærkest, når Sandheden gærne styrtede frem i tusende Taarer''".
Han var dengang også en læser og beundrer af [[Heinrich Heine]]: han sender fru Hansteen hans «Reisebilder» med ønsket om, at det må fornøje hende at læse dem, hvorpå han tilføjer: "''den fromme Charite (dvs.: fru Hansteens yngre søster og Frederik Paludan-Müllers senere hustru) vil sagtens korse sig nogle Gange over dem; men i Grunden tror jeg, at det er en meget gudfrygtig Bog''".
;Kåd galning
Han var i denne periode noget af en smægtende Cherubino d'Amore og noget af en kåd galning, som uden videre hensyn tillod sig allehånde ting, der spillede på grænsen af, hvad der ansås for at gå an.
En gang under et feriebesøg hos sin fader i Aarhus bispegård behagede det ham på et klubbal at gøre voldsom kur til en ung [[købmand]]s kone, som især tiltrak sig hans opmærksomhed ved en højrød [[kjole og skørt|kjole]], og han havde frem for alt en kostelig morskab af at gøre manden, "''som lignede en Bulbider''", rasende [[jalousi (følelse)|jaloux]].
Allerede tidligere havde den gamle biskop fået en skriftlig anmodning om at holde sin søn i ave; men det var, som man ser, lettere sagt end gjort. Selv når han var kådest, bevarede hans væsen dog altid præg af en vis [[aristokrati]]sk ynde.
I hans ældre år gjorde hans personlighed et indtryk, som en bekendt samtidig træffende karakteriserede med ordene: Marquis – Marquis lige ud i fingerspidserne! og om han end i ungdommen har været noget skødesløsere med sin [[person]], så har det også nok passet dengang.
== Allerede som student stor yndest som digter ==
Imidlertid havde han allerede som student vundet stort ry og yndest som [[digter]]. Han debuterede [[1831]] med et større [[lyrik|lyrisk]] digt: ''Raab til Polen'', der flammer af ungdommelig begejstring og allerede er meget sikkert i formen. Året efter kom ''Fire Romancer'' <ref>"... ''[[Selskabet til de skjønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse]]'' – grundlagt i [[1759]] – havde udsat en pris for de fire bedste [[Romance (litteratur)|romancer]] med emner af dansk [[historie]], og Holst konkurrerede med de af [[Adam Oehlenschläger]] mærkbart påvirkede romancer "Svend Tveskjæg", "Aslaug", "Kong Skjold" og "Kong Valdemars Stævne". Prisen tilkendtes ingen, men Holst fik ligesom Paludan-Müller "''Hæderlig Omtale'' ...", se [[Hans Peter Holst#Uddannelse|omtale]] i artiklen om Hans Peter Holst. <!--(sign. VIII, 6)--></ref> , der er mindre ejendommelige, og det femakts-skuespil ''Kjærlighed ved Hoffet'', det eneste af hans arbejder, som har ført et varigt, skønt aldrig stærkt fremtrædende, liv på scenen, i det væsentlige et produkt af læsning i [[Shakespeare]]s lystspil og Carlo Gozzis<ref>[[:en:Carlo Gozzi|Carlo Gozzi]], 1720–1806, var en italiensk teaterdigter, omtales [http://adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgText.xsql?nnoc=adl_pub&p_udg_id=268&p_sidenr=102 her] i forbindelse med [[Sophus Schandorph]] (1836–1901)</ref> [[maske]][[komedie]]r, men blændende elegant i formen og med mange smukke partier.
Langt betydeligere var det fortællende digt ''Danserinden'' (1833), affattet i ariostiske <ref>? [[:en:Ludovico Ariosto|Ludovico Ariosto]], 1474–1533, italiensk digter</ref> stanzer.<ref>Stanzer, ottaverim, [[:en:Ottava rima|Ottava rima]] (engelsk Wiki)</ref> Den erotiske [[tragedie]], som digtet fortæller, er yderlig let og spinkel og giver mere anledning til stemningsmalerier end til plastiske karakteristikker af figurerne; men den er helt overgroet af digteriske slyngplanter: refleksioner, lyriske passager eller harcelerende og ironiske åndrigheder. Til trods for nogen ubestridelig påvirkning af [[Lord Byron|Byrons]] ''[[Don Juan]]'' er digtet i det hele dog meget ejendommeligt og henrivende poetisk: samtiden modtog det med jubel, og "''alle vare enige om''", som [[Johan Ludvig Heiberg]] udtrykker sig, "''at Paludan-Müller var den største danske Digter, som havde existeret''".
=== ''Amor og Psyche'' ===
Og måske endnu mere beundret blev det lyrisk-[[mytologi]]ske [[drama]] ''Amor og Psyche'' (udkom 1834), som først og fremmest forbavsede ved den mest blændende sproglige virtuositet, der tumler en rigdom af vanskelige [[versemål]] som i den letteste [[dans]].
Skønt motivet er taget af den antikke mytologi, er stilen i dette og Paludan-Müllers efterfølgende mytologiske dramer aldeles ikke påvirket af [[antik]] [[litteratur]] og [[kunst]], men af moderne [[Romantikken|romantiske]] digtninger eller balletter.
Også i ''Amor og Psyche'' var der meget poetisk, dybsindigt og dybt følt, men ganske vist også nogen tom [[Metrik (verslære)|metrisk]] jonglørkunst. Og ved siden af al den højrøstede og overdrevne anerkendelse gik der også en del misfornøjelse, især fra nogle ældres side, som fandt, at dette dog var mere klingklang end [[malm]].
Der findes i et brev fra [[Adam Oehlenschläger]] et meget hvast og vittigt udfald mod ''Amor og Psyche'', og det vides om [[Poul Martin Møller]], at han var en streng kritiker over Paludan-Müllers ungdomspoesi, som han sikkert har henregnet til den slags, "''som døver Folket med sit Lirespil''". Derimod fandt Paludan-Müller venskab og støtte hos J. L. Heiberg, der ikke alene forstod at vurdere hans sjældne tekniske talent, men også havde blik for hans dybere ejendommelighed (om hans senere produktion har Heiberg udtalt sig i de højeste toner). Paludan-Müller blev i sine yngre år, indtil sit [[ægteskab]], en stadig gæst i det heibergske hus. Også hos [[F.C. Sibbern]] fandt han den varmeste anerkendelse og fra [[Christian Molbech]]s <ref>[http://runeberg.org/dbl/11/0347.html XI, 347] Historikeren og biblioteksmanden [[Christian Molbech]] (1783–1857) må ikke forveksles med sønnen [[Chr. K.F. Molbech]], [[1821]]–[[1888]]), digter og oversætter af [[Dante Alighieri|Dantes]] ''[[Den guddommelige komedie|Divina Commedia]]'' [[1851]]–[[1863]] og forfatter til bl.a. skuespillet ''[[Ambrosius Stub|Ambrosius]]'' (1877) og sangen "Roselil og hendes Moder".</ref> side en næsten overstadig beundring.
;De vrangvillige kritikere gik af med sejren
Foreløbig var det dog snarest hans mere vrangvillige kritikere, som gik af med sejren. De fem seks år, som fulgte efter hans ovennævnte ungdomspoesier, bragte intet større arbejde, som forøgede hans ry, og [[publikum]] vendte sig mere fra ham.
Han udgav (1836–38) et par bind ''Poesier'' med romantiske dramer ("Æventyr i Skoven", "Alf og Rose", "Fyrste og Page"), med smukke poetiske [[fortælling]]er ("Vestalinden", "Slaven", "Beatrice") og lyriske digte, hvoraf flere udmærkede, hvis affattelsestid dog ikke med sikkerhed kan bestemmes nøjere.
Til [[hævn]] over en nedsættende [[kritik]] skrev han det polemiske digt ''Trochæer og Jamber'' (1837). Hans sprudlende ungdomslune skal have tabt sig henimod året [[1838]] og var gået over i en mørk og bitter stemning. Der forestod store indre [[Psykologisk krise|kriser]] i hans liv.
;Der forestod store indre kriser i hans liv
Meget ejendommeligt for digteren havde det været, at han allerede i "Danserinden" – skrevet i hans 23.-24. år – havde talt ligesom af [[erfaring]] om den stund i livet, "''da Betragtningstimen slaar''", og da det er forbi ikke blot med dansen, men også med livets gyldne [[håb]] og de smukke [[drøm]]me[[slot]]te.
Ved siden af verdensbarnet i ham groede der meget tidlig op en vis trang til at fly fra verden til et åndeligt [[eneboer|enebo]], en trang, der efterhånden kommer stærkere og stærkere frem i hans produktion; – men her må det overhovedet bemærkes, at der i hans arbejders ideer fra ungdommen til alderdommen er en ualmindelig indre sammenhæng: han "''byggede i Dybden''", og han kan med lange mellemrum vende tilbage til tidligere [[tanke]]r og udarbejde dem i nye former.
Det har sikkert også betydning for forståelsen af hans yngre år at lægge mærke til, hvorledes han senere under forskellige skikkelser kommer tilbage til forestillingen om den særegne [[lidelse]], som måtte opstå deraf, at [[død]]en ikke ville indtræffe til sin rette time, idet livet på [[overnaturlig]] vis forlængedes i det evindelige eller dog langt ud over målet (Tithon, Ahasverus, Don Diego i ''Ungdomskilden'').
;Ingen robust kærlighed til livet
Dette tyder just ikke på nogen meget robust [[kærlighed]] til livet; og når døden påkaldes som befrier fra den indre strid, den dobbelthed, som [[menneske]]t bærer i sig, mellem «den unge Mand» med svulmende livskraft, med fyrige [[drift (psykologi)|drifter]] og attråer og "''den gamle Mand''" med overlegen livserfaring og modnet [[fornuft]] (''Ungdomskilden''), da ligger der vistnok indre [[erfaring]]er hos digteren til grund derfor.
Hans digtekunst viser jo også på én gang en overdådig [[fantasi]] og hu til at udmale og instrumentere livets rigeste og mest glimrende [[fest]]ligheder (mytologiske [[bryllup]]per og lignende) og tillige i diametral og [[dualisme|dualistisk]] modsætning dertil en stor kærlighed til ensomhedens tillokkelser, [[resignation]]ens styrkende og åndelig optugtende enkelhed.
Han har undertiden, som i ''Kalanus'', stillet modsætningen mellem disse to [[ånd]]sretninger skarpt og med overordentlig dramatisk virkning op imod hinanden; og det er hos ham altid den sidstnævnte retning, der går af med sejren og [[ære]]n: [[askese]]ns og uverdslighedens ånd fremstilles som den gode, der kaster sit [[spot (omtale)|spottende]] og ringeagtende blik tilbage mod den almindelige verden. Paludan-Müller har et varmt [[hjerte (symbol)|hjerte]] og er ingenlunde blaseret; men han er dog pessimist.
Og tanken om hin [[psykologi]]ske dobbelthed får desuden på et par steder i hans digtekunst en ganske særlig vending, der formodentlig også har et udgangspunkt i digterens personlige oplevelser: det synes, som om "''den gamle Mand''" i Paludan-Müller i et eller andet afgørende øjeblik i hans ungdomsliv, da det gjaldt om med kækt livsmod at gribe til og vinde [[lykke (følelse)|lykken]], har lammet "''den unge Mands''" handlekraft og derved allerede har indviet hans følgende liv til erindringens og den [[kunst]]neriske fremstillings virksomhed.
== Sygdom ==
I en alder af henved 30 år faldt Paludan-Müller i en farlig [[sygdom]] og blev indlagt på et [[hospital]]. Da hans ovennævnte slægtning Charite Borch (født 13. november 1801), som boede i København med sin moder, fik nys herom, tog hun ham straks hjem til dem og plejede ham omhyggelig efter sit hjertes inderste tilskyndelse.
Men hun havde jo derved gjort et skridt, som efter den tids anskuelser var temmelig kompromitterende; og hun kunne næppe være uvidende om, at Paludan-Müller, som var loyaliteten og ridderligheden selv, hvis han helbredtes, ville anse sig for bunden ved sin ære til at tilbyde hende sin hånd. Således gik det også: han ægtede hende [[30. august]] [[1838]]. Det blev et ganske ejendommeligt ægteskab, der for hans vedkommende nærmest fik betydning af en slags [[kloster]]gang.
=== Ægteskab med den lidt ældre slægtning og sygepasser ===
[[Hustru]]en var syv otte år ældre end manden, en tænksom, men tørt reflekterende natur, uden al friskhed eller originalitet, hengiven til [[Abstrakt (begreb)|abstrakt]] [[teologi]]sk-[[dogmatik|dogmatisk]] [[spekulation]] (hun var i sine senere år også noget skribentinde i denne retning), men tillige lidenskabelig forelsket i sin mand som person og tilbedende beundrerske af ham som digter, skinsyg vogtende over alt, hvad hun mente kunne forstyrre hans ånds og hans hjertes ro eller skade hans helbred. Ægteskabet forblev barnløst. Paludan-Müller selv opfattede det som sit livs lykke og var sin hustru fuldstændig hengiven, derom er der ikke mindste tvivl.
Mellem hans nærmeste var man derimod ikke så sikker på, at dette ægteskab ubetinget kunne anses for et held for ham. Det bidrog vel foreløbig til at skaffe ham ro til stor og sammenhængende produktion, det gjorde hurtig ende på verdensbarnet i ham, på ungdommens sommerfuglesværmerier og indviede ham helt til det [[kontemplation|kontemplative]] og producerende liv, hvortil jo også hans egen natur stundede (i sygdommen havde han også mistet sit smukke, krøllede hår og gik fra nu af med en lille paryk).
Nu var "Betragtningstimen" slået for alvor. For så vidt skylder litteraturen dette ægteskab meget, så længe som den baggrund af ungdom og umiddelbar berøring med livet, som en digter dog aldrig kan undvære, stod frisk, i alt fald for erindringen.
Men ægteskabet har sikkert også bidraget til at gøre digteren gammel før tiden ved den uovervindelige skinsyge, hvormed han afholdtes fra mere omfattende berøring med verden, ganske særlig, men ikke alene, når der var ungdommelig elskværdighed med i spillet.
De københavnske landliggere på [[Fredensborg]], hvor også Paludan-Müller og hans hustru i senere år lå på landet, havde meget at fortælle om, hvor bekymret fruen var for, at hendes mand skulle indlade sig i [[samtale]] med bekendte, som de mødte på deres spadsereture; og hun vidste fra sin side også nok, hvor let han i en samtale – endog en ganske ubetydelig og tilfældig – kunne blive fyr og flamme. Han blev lidt vel meget muret inde. Og den livsluft, som det forundtes ham i dette ægteskab at indånde, blev vel mere æterisk, end det rigtig egner sig for kød og blod. I deres hjem kunne [[diskussion]]erne ved aften[[te]]en om, hvorvidt det var tilrådeligt at spise en lille [[Tvebakker|tvebak]] endnu, trække temmelig længe ud.
== To års udenlandsrejse og 1841 "Adam Homo" ==
Som nygift mand foretog Paludan-Müller sammen med sin hustru med offentlig understøttelse en omkring to-årig udenlandsrejse og udgav derefter 1841 ''Venus'', et mytologisk drama i samme stil som ''Amor og Psyche''. Digtet handler – karakteristisk nok for det tidspunkt i Paludan-Müllers liv, da det fremstod – om modsætningen mellem [[sans]]ernes og fantasiens Verius ("Anadyomene") og hjertets og åndens ("Urania").
=== Første del af ''Adam Homo'' blev ikke modtaget særlig godt ===
[[Fil:Frederik Paludan Müllers håndskrift.jpg|thumb|left|300px|Frederik Paludan Müllers håndskrift. Paludan Müllers egenhændige rettelser i et eksemplar af hans "Adam Homo" (5. udgave, 1873) til en senere udgave.]]
I slutningen af samme år udkom også første del af det store fortællende digt ''Adam Homo'', der for en væsentlig del behandler en lignende idé, men i det virkelige livs former, idet Alma her svarer til Venus Urania hist: der var, som man ser, kommet en spaltning ind i digterens begreb om kærligheden, en indbyrdes [[antagonisme]] mellem det sublime og det sanselige, mellem [[ånd]] og [[natur]], hvorom der endnu ikke havde været tale i ''Danserinden'', der ellers er ''Adam Homos'' egentlige forgænger i Paludan-Müllers produktion.
I begge digte er form og vers ens; men i ''Adam Homo'' gør det fortællende og skildrende element sig langt stærkere gældende og fremtræder langt mere plastisk og naturtro; i realistisk skildring af virkeligheden går digteren endog så dristig til værks, at han udmaler emner, som det gode selskab – i alt fald på den tid, for tiderne har forandret sig på det punkt – forlangte at man skulle ignorere eller tilsløre. Dette vakte nogen forargelse; og overhovedet gjorde første del af ''Adam Homo'' ikke almindelig lykke (lige så lidt som ''Venus''): Digteren var endnu i publikums unåde, og kun nogle lyriske enkeltheder som Almas [[sonet]]ter, der afslutter den udgivne del, fandt man uimodståelige.
=== Heiberg undsætter sin unge ven med en fin anmeldelse ===
Da kom J. L. Heiberg sin unge ven til undsætning med en stor anmeldelse, hvori han med skarp og vittig [[satire]] revser publikums vægelsind lige over for Paludan-Müller; da han udgav ungdomsarbejderne, havde man ligefrem "''forgudet''" ham, senere til gengæld aldeles undervurderet ham, og for de nye digte, som dog var det ypperste og modneste, han havde givet, havde han kun høstet utaknemmelighed.
Heiberg indrømmer vel, at begyndelsen af ''Adam Homo'' lider af en vis "''bred og diffus Fremstillingslyst''", men hævder dog, at "''den hører til vor Litteraturs meget betydelige Frembringeiser''"; han påpeger også, at digtet går ud på noget mere end en almindelig [[novelle]], på noget typisk, almenmenneskeligt. Dog er det påfaldende, at Heiberg, lige så vel som det større publikum, foreløbig var meget uklar over, hvor Paludan-Müller egentlig ville hen med det hele.
== Femten store år fra 1841 ==
Med de ovennævnte arbejder fra [[1841]] indledes den store periode i Paludan-Müllers digterliv, som derefter vedvarer i henved 15 år. Han fortsatte ikke straks ''Adam Homo'', men skød andre arbejder ind imellem begyndelsen og slutningen. Året [[1844]] bragte de mytologiske dramer ''Dryadens Bryllup'' (egentlig tænkt som begyndelsen til en større, sammenhængende cyklus) og ''Tithon'', der snart efterfulgtes af det fortællende digt ''Abels Død''. Disse arbejder vandt atter digteren mange beundrere for det geniale blik, hvormed han havde opdaget ejendommelige og dybt liggende poetiske motiver i mytologien eller [[Bibelen]], for følelsens rene inderlighed og for det lødige og fuldendte mesterskab i behandlingen.
Som et født talent havde Paludan-Müller i henseende til formen været færdig udviklet, ja næsten alt for udviklet, forinden han endnu havde haft selvstændigt livsindhold nok til at fylde formen med; men i arbejderne fra disse manddomsår er der ligevægt. Intet kan være skønnere eller mere gribende end [[Dryade]]ns klagesang før hendes død eller [[scene (teater)|scenerne]], hvor Tithon<ref>Om [[:en:Tithonus|Tithon]] på engelsk Wiki</ref> vender tilbage til jorden efter drømmelivet i [[Aurora (gudinde)|Auroras]] rige. Langt senere skal Paludan-Müller selv have erklæret ''Tithon'' for det eneste af sine værker, han selv var tilfreds med.
=== 1845 genoptog Paludan-Müller arbejdet på ''Adam Homo'' ===
Fra begyndelsen af [[1845]] optog Paludan-Müller atter arbejdet på ''Adam Homo'' og udgav de to sidste tredjedele i slutningen af [[1848]]. Det havde for så vidt været heldigere, om [[bog]]en havde været færdig et par år tidligere, eftersom alt i den, der havde bestemt hensyn til samtiden, angår tiden før det store gennembrud i foråret 1848, der satte nye opgaver og interesser på dagsordenen.
Alligevel gjorde bogen meget betydelig opsigt og blev læst og slugt, men højst forskellig bedømt, idet nogle betragtede den næsten som en bog over alle bøger, andre følte sig overvejende frastødte af den.
I den tid, der er forløben siden da, er den af kritikken fra de forskelligste lejre blevet erklæret for et af de få monumentale værker i hele vor litteratur. I hvert fald er den det eneste værk af dansk digtekunst, som har fået betydning ved sin universelle karakter: den meddeler en hel livsanskuelse og dømmer menneskelivet fra [[vugge]] til [[grav]] fra altomfattende [[religion|religiøse]] ideers standpunkt. I sin universalitet stemmer den – trods al anden forskel – [[Dante Alighieri|Dantes]] ''[[Den guddommelige komedie|Divina Commedia]]'', og Paludan-Müller havde også tænkt på med hentydning til Dantes digt at kalde sit "''en menneskelig Komedie''", men undlod det for ikke at synes anmassende.
Men med dette høje synspunkt forener sig en overordentlig livagtighed i enkelthederne og et muntert gennemheglende vid, som gør bogen meget underholdende at læse. De to sidste dele have mere end den første karakteren af samfundssatire: digteren viser sig som den stærkt kritisk anlagte ånd, der tager alle hånde samfundsmagter – præster og [[adel]]smænd, [[journalist]]er og [[læge]]r osv. – under behandling og vasker dem i sin satires skarpe [[lud]].
Også her er fortællingen gennemskudt med en islæt af poetisk refleksion; man kan med god hjemmel antage, at Paludan-Müller efter at have planlagt digtets [[epik|episke]] gang – "''Rendegarnet''", som han i et brev kalder det – i overensstemmelse med sin grundidé og mening med det hele gerne modtog impulsen til refleksionerne fra samtale med personer, som han satte pris på.
For resten aftager dette frit og løst reflekterende element efterhånden noget henimod digtets slutning, idet det enten mere indarbejdes i fortællingen eller helt udsondres der fra, som i Almas digte i sidste del. – Paludan-Müller var ret stolt over fuldførelsen af sit livs store hovedværk, dog ikke over dets indhold og ideer, men over dets omfang og det store kvantum af arbejde, som var nedlagt i det: overhovedet satte han i alle forhold pris på det hele, store, sammenhængende.
== 1854 "Kalanus" og "Ahasverus" ==
;Lovprisning af døden frem for livet
Overhovedet er digteren her på højden af sin kraft og kunst; men tillige er modsætningerne i hans livsanskuelse spændte til det yderste, og hans lovprisning af døden frem for livet – hvad enten den fremtræder i kristelig eller i indisk-[[brahman]]sk form – får en vis [[fanatisk]] hede. Han er ikke det mindste bange for at forskrække sin samtid med [[paradoks]]er. Han ansås mere og mere for en slags "Løsgænger" i kirkelig henseende: så vel i slutningen af ''Adam Homo'' som i digtene fra disse år forekommer der tanker, der fører i retning af [[katolicisme]]n, hvilken han virkelig ærede som den sande form for autoritær [[kristendom]].
I ''Ahasverus'' håner han begreberne [[tolerance]] og [[humanitet]], og i ''Luftskipperen'' holder hans polemik mod fritænkeren sig ikke fri for et stænk af noget brutalt, som man mindst skulle have ventet fra ham. Alle arbejderne fra denne tid giver udtryk for en lignende overvættes spænding af den religiøse fordring som [[Søren Kierkegaard]]s næsten samtidige – dog lidt senere – voldsomme polemiske optræden mod den bestående [[kirke (institution)|kirke]].
;Sygdom eller griller
Paludan-Müller følte sig i dette tidsrum, navnlig i de følgende år, legemlig angreben; der var kommet en vis nervøs uro over ham; han mente ikke at kunne tåle at underkaste sig endog den mildeste selskabelige tvang mellem nære venner. Hvor meget der heraf var virkelig sygelighed, og hvor meget der var griller, skal lades usagt. Det var måske en krise, et udslag af en indre kamp for helt at overvinde den gamle Adam, kritikkens [[dæmon]], og underordne sig den religiøse lydighed.
Det er denne idé – den religiøse lydighed –, som hans følgende værk, ''Paradiset'' ([[1861]]), handler om: der er som altid sindrige tanker og en sleben form; men i sammenligning med hans tidligere produktion mangler det [[næb]] og [[klo|kløer]], og til gengæld får man en næsten alt for [[paradis]]isk og godmodig barnlighed.
=== De sidste arbejder ===
En tiltagende mathed spores i den voluminøse [[roman]] ''Ivar Lykkes Historie'' (1866–73), skrevet i en bred og snaksom [[Prosa (skriveform)|prosa]], og i [[skuespil]]let ''Tiderne skifte'' (1874). Derimod kunne Paludan-Müller i mindre arbejder lige til det sidste hæve sig til den tidligere energiske flugt, således i ''Kain'' (1861), i det inderlig følte digt ''Benedict fra Nursia'' (1861) (en forherligelse af [[munk]]e- og [[eneboer]]liv), i den dybsindige og stilfulde novelle ''Ungdomskilden'' (1865) og i digterens skønne [[svanesang]] ''Adonis'' (1874).
;Tilhængere i Norden, England og Tyskland og officiel anerkendelse
Efterhånden havde Paludan-Müllers poesi i Danmark og det øvrige [[Norden]] (enkeltvis også i [[Tyskland]] og i [[England]]) vundet talrige beundrere, mange, der vistnok endog satte ham over alle andre samtidige danske digtere; men de samlede sig aldrig til en masse eller en menighed – hvad man vil kalde det.
Hans fornemme og fuldendte kunst, lagt for dagen gennem en række mesterværker, der lå over den store mængdes horisont, gav ham vel en litterært uangribelig stilling og medførte også officiel anerkendelse (digterpension allerede fra [[Christian 8.]]'s tid, senere den højeste digterpension på den første konstitutionelle [[finanslov]], [[professor]]titel (1854) og i hans sidste levetid ([[1875]]) [[Dannebrogordenen|Dannebrogs Kommandørkors]]); men "folkelig" var og blev han alligevel ikke, og det folkelige var den gang nummer ét.
Han blev aldrig indskrevet i det mægtige og opinionen beherskende [[De Nationalliberale|national-liberale]] partis gyldne bog, som dog indeholdt langt ubetydeligere navne – fra sin side følte han sig heller ikke draget til [[Politisk parti|partiet]] og dets ordførere.
For resten var han så varm en [[fædreland]]sven som nogen; ytringer heraf forekommer også før 1848; under den påfølgende krig hørte han til de ikke længere unge mænd – deriblandt flere bekendte – som lod sig indøve i våbenbrug; og navnlig hans senere værker, ''Ivar Lykke'' og flere lyriske digte (f.eks. den bekendte [[sang]] ''Fremtidsmaalet''), bærer vidne om hans hjerte for fædrelandet. Politiker kunne han efter sin natur aldrig blive: på dette område svingede hans stemning mellem de største yderligheder.
Ihvorvel han i det hele var afgjort kongeligsindet og i ''Ahasverus'' endog taler med flammende begejstring om kongedømmet af Guds nåde, skal han dog, som et troværdigt vidne har berettet, være hørt at råbe "''Konstitutionen leve!''" på slotspladsen i marts 1848. Sagen var, at han havde meget lidt tilovers for [[Frederik 7.]], i alt fald så længe han levede; thi efter kongens død var han ligesom andre fædrelandsvenner grebet af dyb uro for, hvad dette dødsfald kunne medføre, og udtalte det blandt andet i et skønt lejlighedsdigt.
== Tilbagetrukket tilværelse ==
Ligesom enkelte andre betydelige digtere fra hin tid levede Paludan-Müller tilbagetrukket, udelukkende i privatlivet i sit eget eller sine nærpårørendes hjem. Han havde slet ingen hu til mere spredt selskabelighed; desuden levede han, i alt fald indtil sine senere år, i temmelig små kår. Til trods for hans strenge dom over verden var hans sind dog alt andet end mørkt eller [[melankoli|melankolsk]]: ingen kunne være mere oprømt og hyggelig, hjertelig og deltagende end han.
Endog som aldrende mand kunne han være ret oplagt til at slå gækken løs. Han elskede børn og ungdom, og med sin højsindede og fyrige retfærdighedsfølelse var han en ridderlig talsmand for eksistenser, som han anså for tilsidesatte. Han holdt, som alle af hans slægt, meget af samtale og disput; dog slog hans konversation hyppigst over i en let og luftig toneart, der kunne minde ikke lidet om stilen i ''Danserinden'' eller ''Adam Homo''; den var fuld af lunefulde indfald og ordspil, der ikke altid var valgte med den kræsneste smag ("''som naar en Svane afbryder sin stille, kongelige Sejlen med at vende Bagen i Vejret som en And''").
Uagtet det landskabelige kun spiller en ringe rolle i hans digtning, var han en elsker af den frie natur; tidlig på året flyttede han ud til det kære Fredensborg og sent der fra; han holdt også af at rejse i indlandet eller udlandet i selskab med sin hustru.
Påfaldende var det, at den store verse-virtuos var meget blottet for musikalsk sans. I sin tidligste ungdom spillede han gerne en slags komedie, dog, så vidt vides, kun i dramatiske løjer af ham selv; som moden mand gav han næsten aldrig nogen præstation til bedste, hvori han skulle sætte sin person ind; og når han yderst sjældent holdt en lille tale eller læste højt, var det slet ingen kunstnydelse at høre ham. (Hans store beundrer [[skuespiller]]en Michael Wiehe, der med forkærlighed oplæste og foredrog hans digte, sagde en gang, da Paludan-Müller havde læst noget op for ham: "''Nej, han skal skrive, og jeg skal læse''".)
I sin studerestue var Paludan-Müller en meget flittig mand, først og fremmest med sin digteriske produktion, som han i reglen redigerede mange gange om, før den tilfredsstillede ham, og som jo også vidner om en stærk brug af filen; dernæst også med læsning. Han læste ikke alene alle poesiens største frembringelser fra forskellige tider og folk, men også – uagtet egentlig videnskabelig granskning og tænkning lå ham fjernt – alle hånde lærde værker, som kunne belære ham eller give hans reflekterende tanke impulser med hensyn til dens hovedgenstand: mennesket ([[historie]], [[filosofi]], teologi, [[fysiologi]] osv.).
Paludan-Müller døde i København efter kun en eller to dages sygdom (ansigtsrosen) 28. december 1876 og blev bisat med stor højtidelighed i [[Holmens Kirke]]. På hans grav på [[Asminderød Kirkegård]] kirkegård er for offentlig indsamlede bidrag oprejst et [[monument]] med en ret vellignende portræt[[medaljon]] af [[bronze]] (af Saabye – August Saabye, 1823–1916 ?<ref>[http://runeberg.org/dbl/14/0544.html XIV, 544] August Vilhelm Saabye, 1823–1916, billedhugger, søn af sognepræst Erhard Saabye (1778–1851) og Susanne f. Schmidt (1785–1856). Han blev født i [[Skivholme Sogn|Skivholme]] [[præstegård]] ved Aarhus.</ref>).
Af hans værker, af hvilke de mere populære i hans levetid var udkommet i flere oplag, enkeltvis eller samlede i grupper, foranstaltedes der nu en samlet udgave i otte bind (1878–79). Til hans [[Familie (menneske)#enke|enke]] bevilgedes der en ekstraordinær [[pension]] af [[stat]]en. Hun havde, allerede i hans levetid, [[anonym]]t udgivet ''Religiøse Studier'' (1863) og ''Fortsatte religiøse Studier'' (1875). Hun døde 27. februar 1884.
:[[Thomas Hansen Erslew]]: ''Forfatter-Lexicon''
| |||