Transcendental fænomenologi: Forskelle mellem versioner

Intentionaliteten, som det hvorved [[fænomenologi]]en bestemmer [[subjektivitet]]en, betragtes af Husserl som en naturlig forekomst i den del af naturen, der hører [[sjæl]]en til, noget, der går forud for den analyse, der kunne gøres af den, dvs. forud for objektiviseringen. Sagen går forud for [[metodeMetodologi|metoden]]n, og metoden går til sagen for at nidstirre den i alle dens detaljer.

Husserl kunne ikke tilslutte sig det [[Social positivisme|positivistiske menneskesyn]] hos [[John Stuart Mill]], hvor [[logik]]kens apodiktiske<ref>En apodiktisk dom siger noget om, hvad der nødvendigvis er tilfældet, det vil sige uimodsigeligt</ref> kendsgerninger reduceres til et modus af den psykologiske proces i en tilfældig organisk struktur.

Hvis alt nemlig reduceres til sin lokative og temporale proces (dvs. hvor og hvornår), er alting altid nyt og unikt, og det bliver f.eks. meningsløst at tale om, at noget gentager sig. Men livets øjeblikke, dets begivenheder eller oplevelsesstrømme har altid et præg af gentagelse over sig. Gentagelsen, opstår netop ''i'' den unikke, subjektive erfaringsproces, men er her samtidigt som noget, der [[Transcendental|transcenderer]] det unikke, det reelle. Derfor kan det heller ikke være identisk med det reelle og derfor heller ikke noget, der uden videre kan reduceres hertil. Der er altså noget i den naturlige oplevelsessituation, der overskrider, ''transcenderer'', den konkrete, tidsligt, rumligt og kropsligt forankrede oplevelsesstrøm. Logikkens apodiktiske indsigter og det såkaldt eidetiske (jfr. ''eidos'': ide, det ideale. se f.eks. [[Platon]]) må med andre ord adskilles fra de psykiske processer, som de indvirker i, og opfattes som en helt anden kategori. Husserls synspunkt ligner her en art [[empiri]]sk [[platonisme]]. At det ideale er noget, der er forskelligt fra det reale, er for Husserl en erfaringsbaseret kendsgerning.

I Husserls transcendentale [[fænomenologi]] er [[subjektSubjekt (filosofi)|subjektet]]et intet andet end en ideal pol for sit intentionelle fylde, og intet forud for et faktisk indhold af mening. Subjekt er således i grunden ikke andet end en overskrift for en tematisering af transcendentaliteten, samt naturligvis en indikator af, at transcendentaliteten rent faktisk finder sted. Når Husserl taler om subjektet, forudsætter han intet andet end ''subjektet for en umiddelbart [[evidens|evident]] mening'', den ideale subjektive pol for et præsent, eksklusivt perspektiv. Det er netop (og netop kun) det perspektiviske meningsindhold, ''meningstranscendensen'', der indikerer subjektiviteten. Det fraværendes fravær eller der-væren, indikerer et nærvær, et her. <ref>"Det fraværendes fravær eller der-væren, indikerer et nærvær, et her." Denne passage kunne måske gøres lidt lettere forståelig?</ref>

Forskellen, som Husserl gør gældende mellem det ''naturlige'' og det ''filosofiske'' subjekt, betegner ikke to personer, men en dobbelthed eller spaltning i ét enkelt menneske. En subjektiv og en objektiv selvbetragtning. Når den [[Abstrakt (begreb)|abstrakt]]e tænkning hævder sit synspunkts forrang over og som en stærk modsætning til det umiddelbare, naturlige synspunkt, er det netop, fordi den mener sig i stand til at objektivisere.

Husserls reduktion af subjektet til ''[[den naturlige indstilling]]'' tjener flere formål i hans videnskabelige og filosofiske bestræbelse. Helt overordnet set er den begrundet i behovet for videnskabelig klarhed. Dette behov kan forklares ud fra tre motiver:

# Et '''almenmenneskeligt, personligt og etisk motiv'''. For Husserl er det en [[Etik|etisk]] sag at stræbe efter størst mulig grad af selvstændig indsigt, simpelthen fordi det er grundlaget for ansvarlighed. Husserls krav om videnskabelig klarhed og det her inhærenteuadskilleligt forbundne krav om nytænkning og nybegyndelseny begyndelse er således ikke fænomenologisk begrundet, men [[Universalisme|universalistisk]].

# Et '''principielt, historisk videnskabsteoretisk motiv''', som er affødt af det forhold, at der gives en institutionaliseret praksis, der kalder sig [[videnskab]] og som samlet set har haft held med sine påstande om at sidde inde med sandheden i en særlig kvalificeret forstand. Se nedenfor om Husserls overvejelser om videnskaben og dens metode.