Sukkerroe: Forskelle mellem versioner

Tanken om at udvinde sukker af roer (runkelroer) går tilbage til før midten af det 18. århundrede, idet den tyske kemiker A.S. Marggraf i 1747 offentliggjorde undersøgelser, der viste, at roer indeholdt en betydelig mængde sukker, der kunne udvindes og fremstilles i krystalform. Godsejer Franz Achard fra [[Schlesien]] anstillede i 1780-erne sammenlignende dyrkningsforsøg med forskellige roesorter og fandt, at den hvide schlesiske roe (en runkelroesort af ikke ringe lighed med nutidens sukkerroe)<ref name="Salm 564"/> var den, der egnede sig bedst til fabriksmæssig sukkerudvinding. På grundlag heraf anlagde Achard den første roesukkerfabrik. Kommerciel sukkerfremstilling på basis af sukkerroer blev indledt i [[Tyskland]] i [[1802]]. Metoden spredtes hastigt til andre europæiske lande på grund af [[fastlandsspærringen]], som [[Napoleon 1. af Frankrig|Napoleon]] indførte under [[Napoleonskrigene]] i [[1807]], og som afskar [[England]] fra [[Europa]],. England svarede igen ved at blokere det kontinentale Europa (herunder Napoleons allierede, Danmark) fra import af [[rørsukker]]. Med den foran nævnteførnævnte hvide schlesiske roe som grundlag skabtes ved et meget omfattende forædlingsarbejde, særlig i Tyskland og Frankrig, efterhånden nutidens højtudviklede sukkerroesorter. Bestræbelserne har selvfølgelig først og fremmest taget sigte på at højne roernes procentiske indhold af krystallisabelt sukker. Sukkerprocenten steg herved fra ca. 6% til indtil ca. 20%. Omkring 1850 udgjorde roesukkeret ca. 14 % af verdensproduktionen af sukker, mens det i 1923 udgjorde over 50%. Samtidig voksede den samlede sukkerproduktion fra ca. 1,5 mio. t til henved 20 mio. t.<ref name="Salm 565"/>